Al musikken var fra 1900-tallet, og det sås straks på tilskuerantallet. Men fremmødet var alligevel ikke værst til Aarhus Symfoniorkesters koncert med musik af Charles Ives, Benjamin Britten og Igor Stravinskij. Den blev et udsagn om, at 1900-tallet var et århundrede med mange musikalske ansigter.

Amerikaneren Charles Ives var en amatørkomponist med geniale vindinger i hovedet. Han beskrev gerne sin by New York i musik. Her oplevede vi en aften i Central Park ved aftenstide med strygerne beskrivende naturen og blæserne og to klaverer alle de lyde, som kom udefra, og det var en anden verden dengang med casino, gademusikere og brandbiler. Musikalsk er det stadig spændende, fordi Ives gennemfører sammenstødet af to forskellige musikalske verdener.

Benjamin Britten fik sin symfoni for cello og orkester uropført i Moskva i 1964 af Mstislav Rostropovitj, og de indspillede den, men jeg må indrømme, at jeg aldrig har hørt den før. Det er egentlig et vanskeligere værk end Benjamin Brittens fleste. Det er langt fra en traditionel cellokoncert, for celloen integreres i den symfoniske substans uden at concertere eller ”kappes” med de øvrige instrumenter. Substansen kan være overraskende vanskelig også for os nede i salen, men naturligvis er den indholdsrig.

Solist var den 25-årige britiske cellist Jacob Shaw, der senest har studeret i København, og som sidste år vandt Den Danske Strygerkonkurrence. Han spillede fremragende med et dejligt sikkert overblik, der her viste, at han kan mange forskellige ting med sit instrument. Som ekstranummer spillede han en lyrisk melodisk sats fra en af Brittens tre solosuiter for cello, måske også for at vise at både Britten og han også mestrer den enkle skønhed.

Der kom liv og styrke efter pausen med Stravinskijs suite fra balletten ”Petrusjka”. Det var naturligvis den anden version fra 1947 for et lidt mindre orkester, men stort er det alligevel. Onde tunger påstår, at Stravinskij gjorde det for pengenes skyld. For eksempel Aarhus Symfoniorkester ville ikke spille det originale partitur fra 1910-11.

Man fik lov at høre, hvor prægtigt partituret er, Den britiske dirigent Adrian Leaper fik hele klangbilledet frem i en virkelig inciterende opførelse med Aarhus Symfoniorkester. Og der var ”go” i den. Det interne samarbejde i orkestret var gennemført, og her vil jeg have lov til at fremhæve en familiær pudsighed, for midt i det store orkesterspil havde ægteparret, trompetisten Anders Larsen og fløjtisten Lena Kildahl Larsen flere passager, hvor deres instrumenter svarede hinanden i mod og medspil. De nød det. Hele orkestret nød sig selv med rette. Vi nød det. En ren musikalsk fornøjelse.

p.s. Kammerensemblet Århus Sinfonietta, som heldigvis lever, holdt koncert bagefter. Forhåbentlig lykkes denne ide med to koncerter efter hinanden. Christina Åstrand, som var med til at grundlægge Århus Sinfonietta i 1990, spillede Per Nørgårds violinkoncert ”Helle Nacht”, som hun og sinfoniettaen har indspillet på cd, og den svenske sopran Ann-Christine Larsson sang Alban Bergs endnu senromantiske ”7 frühe Lieder”. En stor, dejlig mundfuld for dem, som også fysisk kunne klare to koncerter.