Dagens citat: ”Johann Strauss er af alle gudbenådede for mig den elskeligste af alle glædesbringere. Specielt ærer jeg hos Johann Strauss oprindeligheden, urbegavelsen…” Komponistkollegaen Richard Strauss, som ikke var i familie med Johann.  

Nogle af os kom for at høre Anders Lund Madsen som konferencier, andre kom fordi de holder af wienermusik og valsetoner og så endda med et stort orkester. Andre igen kom vel, for sådan gør man til nytår. Publikum er der til det. Aarhus Symfoniorkester afholder sin nytårskoncert hele fem gange i Symfonisk Sal, så det bliver nok fem gange over 1000 tilhørere, og giver desuden gæstebesøg i Vejle og Skanderborg. De fleste tilhørere vil altså være ret nye i symfoniorkestersammenhæng. Fanges de ind og kommer de igen? De var tilsyneladende begejstrede til den første nytårskoncert i rækken den 4. januar og forlod ikke salen før efter to ekstranumre.   

To arrangementer på én gang

Men det var noget i retning af at komme til to forskellige arrangementer samtidig. Det ene med musikerne i sort med én rød rose hver. Det andet med konferencieren i mange lyse farvenuancer og med hele to roser – som for at holde balancen.

Valget af Anders Lund Madsen som konferencier til et klassisk musikprogram, så populært og let tilgængeligt det end var, kan kun kaldes specielt. Han hyggesnakker på en bevidst snøvlet måde, lidt burlesk, og slet ikke uintelligent. Han er pudsig sjov. Han taler også meget. Men det var nu nok ikke den eneste grund til, at koncerten ikke var færdig efter to timer og et kvarter, som der stod i programmet, men varede i to timer og 45 minutter.

Madsen kædede som ”kurator” oplevelser fra opvækst og ungdom sammen med musik på den ene eller den anden måde. Men det var for tyndt med introduktionernes til koncertens musik. Det er dog en vanskelig afbalancering, for hvis en introduktion til musikken bliver for tør, går det heller ikke. Spørger man publikum, hvad det foretrækker, får man garanteret ikke noget éntydigt svar. Man får det heller ikke af undertegnede. Positivt var det, at dirigenten Ola Rudner og nogle musikere legede med på spøgen.

Så var der wienermusikken, for den dominerede fra start og næsten til ende, for som de to ekstranumre kom sopranen Kari Postma som Offenbachs herligt beduggede Périchole efter at have taget godt for sig af ”mosten” og vor egen Lumbyes ”Champagnegalop”. Den hørte vi også på Wiener Philharmonikernes nytårskoncert fra danske arkitekt Theophil Hansens Musikverein, hvor den stod sig pænt stærkt mellem Strauss-familiens musik. Det føles oplagt, at en dansk nytårskoncert skal slutte med champagnepropperne, som wienernes gør med ”An der schönen, blauen Donau”. Valsen sluttede i Aarhus det officielle program.

Strauss tænkte slet ikke på Donau

Nej, Donau er nu ikke så dejligt blå, og dog siges det, at når floden har rundet Wien og glider videre ud i landskabet, kan man på en heldig dag se Donau lyse, som musikken gør. Men Johann Strauss ville slet ikke foregøgle nogen, at hans musik skildrede den dejlige blå Donau. Han komponerede den i første omgang i 1866 for klaver til et mandskor til en såkaldt narreaften. Teksten var en ironisk aktuel kommentar til det også dengang spegede politiske liv. Orkesterversionen fulgte nogle måneder senere, men Strauss forbandt aldrig sin musik med Donau. Det var såmænd en ungarsk digter, Karl Isidor Beck, der fandt på salgstitlen ”An der schönen, blauen Donau”. Den klinger nu alligevel som indbegrebet af vores forestilling om Wien anno dengang og vel stadig.

Den svenske dirigent og violinist Ola Rudner, som i mange år virkede i Wien, kunne kunsten at virke som stehgeiger, altså at spille violin samtidig med at dirigere. Potpourriet fra Lehárs operette om og med den store violinvirtuos Paganini blev et af koncertens musikalske højdepunkter.

Om valsesalighed og rutsjebanetur

Aarhus Symfoniorkester spillede virkningsfuldt efter et nytår, hvor det ikke har haft ferie, men virket som balletorkester for Den Kongelige Ballets gæstespil. Musikerne har mærkbart ikke i blodet wienermusikkens valsesalighed med den specielle tøven på to-slaget, som har samme effekt, som når man runder toppen af en rutsjebane. Men de blev ført godt på vej, ikke mindst når Ola Rudner selv spillede med.

Vi fik for eksempel en god gengivelse af valsen ”På skovtur”, som konferencieren oversatte ”Geschichten aus dem Wienerwald”, og af polka francais’en ”Im Krapfenwald” (Krapfen en af de dejligste dele af Wienerwald, som dog ikke skal oversættes som ”donut-skoven”. Jo, det ville Madsen kunne få noget ud af).

Den norske sopran Kari Postma kom med vokal charme lidt videre rundt fra kysse-arien fra ”Giuditta”, det nærmeste Lehár kom sin drøm om at komponere en opera, over den drømmende slager ”Wien, du Stadt meiner Träume” til den populære Vilja-sang fra ”Den glade enke”. Lidt flere p’er i orkestret kunne have gjort det endnu mere charmerede.

Se nærmere om de resterende koncertens spillesteder og tider i omstående artikel ”Wiens klingende budskab”, som også indeholder en liste over andre nytårskoncerter.   

Billede: Johann Strauss den yngre, som kunne minde om Anders Lund Madsen – eller omvendt