Musikrejse: Baden-Baden nede i Schwarzwald er det yngste af de store europæiske festspil, som satser på den klassiske musik og opera. Men Baden-Baden har i løbet af ganske få år nået et bemærkelsesværdigt niveau, så byen er blevet en konkurrent til de to store ”historiske” festspil i Bayreuth og Salzburg.. 

Kurbyen nede i det nordlige Schwarzwald er med sine 60.000 indbyggere ikke større, end at man fristes til at spørge, hvordan byen kan tilbyde så megen stor musik. Men Baden-Baden er en by med entusiasme, kvalitetssans og – ikke mindst – penge, som man gerne vil have til at yngle yderligere.

Det er en kurby, som allerede i 1800-tallet tiltrak mange kurgæster, kendte navne, regentfamilier og kunstnere. Johann Strauss den yngre ledede to somre i træk musikken i kasinoet, hvor Brahms var en af hans trofaste tilhørere.

Man finder ikke blot sundhedsgivende spabade omkring en snes varme kilder og et elegant spillekasino, ”verdens smukkeste kasino” kaldte Marlene Dietrich det. Det statslige museum har vekslende udstillinger, og man må ikke springe Frieder Burdas kunstsamling over. Der er såmænd også et museum for mekaniske musikinstrumenter.

Baden blev allerede i 1800-tallet russernes foretrukne by i Vesteuropa. Dostojevski skrev ”Igrot” (Spilleren), da han selv var afhængig af at spille i Casino Baden-Baden.  Da den russiske revolution kom, begyndte de pengebesiddende at sætte dem til at yngle i Baden-Baden. De ikke så få første klasses restauranter i byen præsenterer spisekortet på tysk og ofte russisk, sjældent på engelsk eller fransk, selv om der kun er en halv times kørsel til Alsace og Frankrig. Og vinkortet rummer en rigdom af de store Baden-vine, som der ikke er tilstrækkeligt af til at de skal sendes andre steder hen.

Tyskerne kan også selv det med naturen. Syd for Baden-Baden breder det herlige Schwarzwald sig med skove, bakker og bjerge. Vores tur indeholder også en heldags bustur i det maleriske Schwarzwald.  

Netop fordi byen er en gammel kulturby, har det været let at få den til at hilse de klassiske musikfestspil som en hel bys stolthed, en af flere.Festspilhuset er den gamle ombyggede banegård. Man køber sine koncertbilletter ved de samme luger, hvor man før købte togbilletter. Bag forhallen er der smagfuldt udbygget en stor moderne koncert- og teatersal. Akustikere siger ofte, at den samme sal ikke kan være ideel til både koncerter og til opera. Modbeviset er festspilhuset i Baden-Baden. Det er ganske forbløffende.

Festspiltur til Baden-Baden

Jeg var ikke i tvivl om, at målet skulle være Baden-Baden, da jeg skulle tilrettelægge en ny større festspiltur for Kjeld Jul Madsen og Mangaard-Travel i Aarhus, og heller ikke at jcklassisk.dk’s læsere skulle inviteres med på den. Programmet er af den art og den kvalitet, som jeg tror netop vil interessere mange af mine læsere og samle deltagere fra Kjeld Juul Madsens rejser i 2014 til New York, Letlands hovedstad Riga og Verbier i Schweiz. Jeg har samarbejdet med Kjeld Jul Madsen om næsten 100 klassiske musik- og opera-rejser gennem tre årtier. Denne pinsetur 2015 har fået karakter af en ønsketur.

Thielemann og hans Dresden-orkester

De to første koncerter er således med Christian Thielemann og hans Staatskapelle Dresden, det strålende orkester, som har bevaret den gyldne klang fra dengang, da plader, radio og tv endnu ikke havde fået de store orkestre til at ligne hinanden.Thielemanns gengivelse af Bruckners symfonier er enestående smuk og passioneret. I Baden-Baden dirigerer han to af de mest populære, den fjerde kaldet ”Den romantiske” og den niende symfoni, som med sine tre satser forblev ufuldendt, men alligevel virker fuldendt. Bruckner turde her endelig tilegne sin bevægende musik til Gud, da han vidste, at han var på vej mod døden.

På koncerten med den fjerde symfoni synger Christian Gerhaber med sin usædvanligt smukke baryton scener fra Schuberts ”Alfonso og Estrella” og fra Wagners Tannhäuser” og ”Mestersangerne”. På den anden koncert er den store violinvirtuos Gidon Kremer solist i Sofia Gubaidolinas gribende anden violinkoncert med titlen ”In tempus praesens” (I vor tid). Den stod også på programmet på vor New York tur i 2011. Og der er endnu et par mindre koncerter inden for rækkevidde.

Metropolitan-besætning i ”La traviata”

Festspillene i Baden-Baden sætter to gange om året en opera op. Vi skal se Verdis ”La traviata”, den italienske operamesters mest intime, upatetiske og menneskelige opera om kurtisanen Violetta. Hun er ikke beskrevet som sådan, men tværtimod som en elskende, ja renfærdig kvinde. Hendes sopranparti er meget krævende med koloraturer i første akt, lyrisk varme og glæde i anden akt, tragisk dramatik i tredje akt og en både rystende og smuk dødsscene. Alt det har man lov at forvente af genhøret med den unge charmerende russiske sopran Olga Peretyatko.

Men hele sangerbesætningen er typisk for Metropolitan Operaen i New York. Tenoren Atalia Ayan, som synger Alfredo Germont, fik i sidste sæson en forrygende debut her og blev omgående genengageret. Barytonen Ludovic Tézier, som synger fader Germont med den berømte ”Kom hjem”-arie, var senest greven i ”Troubaduren” på Salzburg festspillene, og da var jeg parat til at kåre ham til tidens bedste Verdi-baryton.

Vi kan også skrive Rolando Villazon på listen, men denne gang er det som instruktør, hvilket han allerede har haft succes med. I Salzburg sang han i 2005 Alfredo sammen med Anna Netrebko i den opførelse, som nu er genudsendt af Deutsche Grammophon, og det vil være forunderligt, hvis han kan overføre noget af deres gribende samspil til scenen i Baden-Baden. Dirigenten er Pablo Heras-Cassado, en af de nye, meget spændende operadirigenter.

Afslutningskoncerten er med den vidunderlige pianist András Schiff, som spiller Bachs såkaldte ”Italienske koncert” og franske ouverture i h-mol samt et hovedværk som Bachs 30 storslåede ”Goldberg-variationer”.

Turen finder sted fra fredag den 22. maj til torsdag den 28. maj, altså omkring pinse. Vi flyver med SAS til Stuttgart og bor på det 4 stjernede hotel Radisson Blu Badischer Hof kun 300 meter fra Festspilhuset i Baden. Det skal indrømmes, at Baden-Badens festival ikke er og heller ikke kan være i den billige ende. Prisen på 14.980 kr. i delt dobbeltværelse indeholder for eksempel også tre koncertbilletter og en operabillet af en virkelig god kvalitet, alle i den næst dyreste prisgruppe af i alt 5.Inkluderet i turpris er SAS flly, fra København bus, hotel i delt dobeltværelse, morgenmad, guided tur i Baden, heldags bustur i Schwarzwald med entréer og frokost, ankomstmiddag, på afslutningsdagen besøg på Mercedes Benz i Rastatt og frokost

Undskyld denne forhåndsbegejstring, men programmet er jo sammensat efter mit hoved.

Se hjemmesiden hos www.mangaard-travel.dk for videre detaljer. Adressen er Valhal Vej 1, 8230 Åbyhøj. Bestil det farveillustrerede program på telefon 86 75 48 40 eller skriv til kjeld@mangaard-travel.dk

Foto: Charistian Thielemann dirigerer to koncerter. Fotograf Matthias Creutziger

Foto: Olga Peretyatko bliver en opdagelse som Violetta i ”La traviata". Fotoograf Uwe Arens