Debutkoncerterne fra landets musikkonservatorier har skiftet karakter. Engang var der tale om ægte debutanter, som vi uden for konservatorierne ikke vidste meget om. Den gang flokkedes alle dagbladenes musikanmeldere til debutkoncerterne.  I dag er omtalen i pressen ret ringe, men det betyder vel også mindre, for mange debutanter har slået deres navn fast inden debutkoncerten.

Dette sidste gælder ikke mindst for bassen Simon Duus, som det halve land kender for hans flotte afskedssang til Collines gamle kofte i Den jyske Operas ”La bohème” i efteråret. Han har været solist med samtlige danske landsdelsorkestre og DR Radiosymfoniorkestret og såmænd European Union Baroque Orchestra ved markeringen af det danske formandskab i London 2012. Han blev optaget på Operaakademiet i København uden foregående uddannelse på et konservatorium, hvilket er usædvanligt. Efter uddannelsen her søgte Simon Duus ind på Det jyske Musikkonservatorium hos Bodil Øland for efter eget udsagn ”at udvide sit repertoirekendskab og lade stemmen udvide sig.”

Liedkunst med nærhed

Hvor kendt og skattet Simon Duus end er, var programmet nyt. Det var den vanskelige liedkunst, han nu mestrede. Vi erfarede nyt om hans nære forhold ikke alene til musikken, men også til ordene. Han fortæller selv, hvor meget også digtene, som er aftrykt i programmet, betyder for ham. Det kunne allerede aflæses af navne og værker som Bibelen, Michelangelo (dog i gode tyske oversættelser), Apollinaire og Shakespeare.

Også det danske repertoire blev tilgodeset med to sange af Fini Henriques til to digte fra Herman Bangs ”Det hvide hus” og Carl Nielsen-sange til tekster af Jeppe Aakjær. Oh hvem sad der ikke bag skærmen i ”Jens Vejmand”, som blev en stille smuk fortælling om en menneskeskæbne. En væsentlig faktor i denne usædvanlige sangkoncert var Duus': evne til at lade musikken fortælle. Evnen til at udtrykke i musikken, hvad det er at være menneske.

Simon Duus begyndte med Brahms’ ”Vier ernste Gesänge” over tekster fra både Det gamle og Det nye Testamente og de apokryfe tekster i Siraks Bog. Det er et vanskeligt værk at lægge ud med på grund af sine hele to betydninger af ordet dybde. Men da man havde konstateret det i den dæmpet smukke tolkning, fik en stor og menneskeligt nuanceret liedaften frit spil til at folde sig ud. Et modspil til Brahms var Ravels portræt af Don Quichotte i sangene til Dulcinee. De blev sunget elegant raffineret med drikkesangen som en anderledes kraftfuldt og vittigt afslutning inden pausen.

Mesterlig Hugo Wolf

I hele koncerten, men ikke mindst her og i Hugo Wolfs tre inderlige sange til tekster af Michelangelo i tysk oversættelse var det en nydelse af rang at lytte til Søren Rastogis klaverspil. De ville det samme, sanger og pianist, nemlig lade både ord og toner komme ud inde fra. Wolfs Michelangelo-sange har til fælles med Brahms ”Vier ernste Lieder” at være en slags livs-codaer for de to komponister. Den store baryton Dietrich Fischer Dieskauf mente lige frem, at det er lykkeligt, at de begge ikke synges for ofte, Wolfs endda sjældent. Men Duus og Rastogi fandt uhyre fint ind i Wolfs meget sensible musik. Enkelt og så meget mere gribende blev ”Alles endet, was entstehet” gengivet, som Wolf lader denne bitre livserkendelse klinge ud. Hos Wolf hørte man, at Simon Duus og Søren Rastogis kan noget, som de færreste kan.

Koncerten sluttede lysere med franskmanden Poulencs fantasifuldhed og britten Gerard Finzis musikalske fortællerkunst, begge tro mod deres eget sprog. Vi kender i forvejen Simn Duus’ flotte basstemme. Den store pointe i hans sangkunst, når vi holder os til lieden, er, at han kan fortælle de værdifulde musikalske historier, så deres forskelligartede menneskelige værdier kommer frem med inderlighedens ægthed.

Simon Duus har holdt en såkaldt prædebut i Assens efter at have måttet aflyse to andre koncerter.  Efter den her anmeldte koncert i Symfonisk Sal i Aarhus gentages den som postdebut på Det kongelige danske Musikkonservatoriums Studiescene på Rosenørns Alle i København torsdag den 29. januar kl. 19.30.