Dagens citat: ”Al musik inspirerer til at blive ”ny musik” igen”. Dirigenten Riccardo Chailly, som altid har elsket at finde ukendt musik også af kendte komponister. Italieneren er chefdirigent for Gewandhausorchester i Leipzig og netop tiltrådt som chefdirigent for La Scala i Milano.

En af de erfaringer, som jeg har gjort som anmelder og senest som skribent af mit eget lille musiktidsskrift her på jcKlassisk.dk, er, at danske lyttere til klassisk musik og opera i en ret høj grad savner nysgerrighed til at gå i gang med musik, som de ikke kender. Det er måske ikke mærkeligt, men ærgerligt er det. Også for den, der går glip af noget godt. Og utilfredsstillende trist for musikere og arrangører, som har fundet noget specielt, som blot er ukendt og anderledes.

Men det er også min erfaring, at når danske musiklyttere først er kommet af sted, er de gode til at høre og opleve nyt. Jeg har her samlet nogle eksempler på nyligt udgivne cd’er, som jeg selv finder spændende og værd at lære at kende. Det betyder ikke, at der er tale om mere vanskeligt tilgængelig musik.

Jeg er godt klar over, hvor intetsigende ord om musik kan være, men jeg håber her at kunne vække nysgerrigheden. Jeg holder mig fra i denne omgang at uddele stjerner, men jeg håber på, at læserne kan finde frem til, hvad de hver for sig vil efterforske og opleve. Ikke alle er jo enige.    

Eksempel 1: Brahms

Lad os begynde med en komponist, som alle denne website’s læsere kender: Johannes Brahms. Er der musik af ham, som vi ikke tør købe? Han komponerede to store orkesterserenader, som kun sjældent er indspillet, og som aldrig er blevet populære efter fortjeneste. Her holder vi os ikke væk, fordi musikken måske er for vanskelig, men fordi den er for underholdende, og det falder ikke rigtigt sammen med vores idé om den store og symfonisk vægtige Johannes Brahms. Italieneren Riccardo Chailly har som chefdirigent for Gewandhausorchester i Leipzig som oven for nævnt indspillet flere relativt ukendte værker af klassiske komponister.

Decca har tidligere udgivet en lille boks med alle Brahms’ fire symfonier dirigeret af Chailly i bedste tyske symfoniske tradition tilsat lidt italiensk melodisk vitalitet. Det sidste lader han nu udfolde sig i de to store serenader, som kan kaldes et lyrisk sidestykke til Brahms’ Ungarske danse og hans flerstemmige vokale Liebesliederwalser. Man kan godt finde symfonisk udvikling i Chaillys overbevisende gengivelse, men man henter først og fremmest musikalsk nydelse og charme i velklangen og udfoldelsen. Det er kvalitetsmusik til at slappe af med (Decca 478 6775 5, én cd).

Eksempel 2: Masser af horn

Plademærket Farao, som har hjemme i München, er et af en lang række udenlandske pladeselskaber, hvis cd’er og dvd’er Danacord importerer til alle forhandlere, som vil være bredt orienteret i tilbud, men som naturligvis vil være at få i Danacord Butikken, den største i Norden og en af de største i Verden og det midt i København (se adressen nederst i artiklen).

Kent Nagano var fra 2006 til 2013 chefdirigent for Den bayerske Statsopera i München. Også her demonstrerede han, at han var en endnu bedre dirigent af koncerter end netop af opera. I München tog han sig specielt kærligt af den store, fremragende horngruppe, og det første til dannelsen af Munich Opera Horns (sådan sælger tyskerne sig på engelsk). De ti hornister har sammen med Nagano og Audi Jugendchorakademie indspillet en usædvanlig cd på mærket Farao. Den er ren inspiration for hornister, men også en speciel oplevelse for alle os almindelige fans af klassisk musik.

 Den begynder, hvor den ovenstående Brahms-cd med Chailly slap, nemlig med Brahms’ Fire sange for damekor med to horn og harpe, fortsætter i samme fine romantiske stil med Schumanns ”Jagdlieder” for firstemmigt herrekor og fire horn og efter Schuberts ”Nachtgesang im Walde” for fire mandsstemmer og fire horn kommer en overraskende naturlig overgang til Stravinskijs fire russiske bondelider for damekor med en solostemme og fire horn. Helt igennem en god halv time med lækre småting.

Resten er uden kor, men med arrangementer af kendt musik for en halv snes horn. Først har Franz Kanefzky lavet det mesterstykke at omsætte ”Langfredagsmusikken” fra Wagners ”Parsifal” til ren hornmusik uden at der mangler en eneste node fra Wagners original. (Jeg har den personlige tradition at lytte til denne musik langfredag i forskellige indspilninger, så det bliver denne helt anderledes klingende version i år). Til gengæld er Kanefskys ”Rosenkavaler-fantasi” for de ti horn helt anderledes fri over Richard Strauss’ partitur. Det er ret fantastisk, hvad ti horn kan udrette (Farao B 108084).      

Eksempel 3 og 4: Tristan et Iseaut

Det behøver ikke at være Wagner for at være Tristan og Isolde. Den schweiziske komponist Frank Martin (1890-1974) skrev også en opera over den ældgamle keltiske kærlighedshistorie. Der er beretninger både på engelsk, fransk og tysk. Wagners hovedkilde af flere var Gottfried von Strassburgs  fra ca. 1210, ”Tristan und Isolt”.

Frank Martin skrev en ganske anderledes opera til festspilllene i Salzburg i 1948. Hans franske tekst er bygget over tre kapitler af franskmanden Joseph Bédiers genfortælling, som blev publiceret i 1900. Martin var så lykkelig at kunne bruge Bédiers tekst direkte, men naturligvis i uddrag. Det er en vidunderlig tekst, som helt mirakuløst næsten er musik i sig selv, og den smelter fuldstændig sammen med Martins musik, der virker som født af sproget. Her er der samklang mellem Wagner og Martin, så forskellige de end er. Wagner skrev sin egen tekst, og Martin fandt en tekst, som han kunne leve sig helt ind i.

Det fører for vidt at gennemgå handlingen i de tre kapitler i Bédiers beretning, som Martin har sat i musik. Bédier har næsten nedskrevet Tristans livshistorie, Men Bédier har samlet sin interesse så meget om Tristans kærlighedshistorie med Isolde, at han i sin korte epilog lader middelalderens store krønikeforfattere Béroul, Thomas, Eilhart og mester Gottfried von Strassburg erklære, at de har fortalt denne historie ”kun til gavn og glæde for dem, som har kendt til kærligheden og ikke for andre”. Martin udvalgte sine tekster fra Bédier således, at han ”dækkede hele det tragiske eventyr – så at kærligheden ikke blev beskrevet alene, men at alle lidenskabens glæder og smerter skulle følges af dødens fred.” 

Det gør Martin med en ret enkelt, ofte nærmest karsk, men altid stemningsfuld smuk musik. Man bliver nødt til at fremhæve mange forbilleder for at komme rundt om den. Martins store forbillede var Johann Sebastian Bach, hvis passioner betød meget for opbygningen af ”Le vin herbé” (Tryllevinen eller kærlighedsdrikken, som Isolde gav Tristan, og som betød, at de turde tilstå hinanden deres kærlighed). Lyder det så paradoksalt, at partituret med dets mange halvtonetrin, som i sin kromatiske melodik åbner for en middelalder-karakter, også har nogle få fint indbyggede eksempler på tolvtonemelodier og på ledemotiver, som var romantikkens opfindelse og ikke mindst gav Wagner udfoldelsesmuligheder? Man kan såmænd også opdage, at Martin beundrede både Chopin og Debussy. 

Martins ”Le vin herbé”  er skrevet for 7 strygere, klaver og 12 sangere, som alle har solopartier, større eller mindre, men som også synger korisk sammen. Det betyder, at det af sangerne kræver både solistens stemmemæssige individualitet i de vidt forskellige partier og samtidig en finsans for at klinge sammen. Altså anderledes beskedent end Wagners store orkester.  

Jeg har tilbage fra min studietid sat ”Le vin herbé” højt, har endda drømt om at skulle iscenesætte denne kammeropera, jo, netop den, hvilket af gode grunde naturligvis aldrig er blevet. Den bør opføres langt oftere, end tilfældet har været, og økonomisk er det ikke den dyreste. Men er det ikke netop en opera, som med sine mange facetter vil kunne glæde virkelig mange forskellige musiklyttere?

To forskelligartede indspilninger

Men nu er der samtidig kommet to ret forskellige cd’-indspilninger. Den første er en live optagelse på mærket Orfeo af uropførelsen på festspillene i Salzburg i 1948 dirigeret af selveste Ferenc Fricsay med koret fra Wiener Staatsoper og en række store, navnkundige solister. Men her følger man ikke helt Martins partitur, for solisterne synger ikke med i de flerstemmige satser. Men deres navne vækker fryd hos os, der er gamle nok til at kende til datidens sangstjerner. Hør blot: Den uforlignelige tenor Julius Patzak som Tristan, den af alle elskede sopran Maria Cebotari som Iseut og videre blandt andre Hilde Zadek, Maria Ilosvay, Alfred Poell og Karl Dönch. Et minus er, ar der synges en tysk oversættelse. At der er tale om en live optagelse tilbage fra 1948 får derimod ikke mig til at skrive om et minus.

Den anden indspilning på det amerikanske selskab Newport Classics blev optaget i en kirke i New York i 1999. Hvor den har været til nu, da den er dukket op i Danmark, ved jeg ikke. Her er ingen kendte navne, men et kendt kor, I Cantori di New York. Dog synges Tristan, Isolde og kong Marke af solister hentet ude fra, og de synger kun deres solostemmer, mens de øvrige med soloindsatser er medlemmer af I Cantori. Korindsatsen her er da også finere end den i Salzburg. Det hjælpes naturligvis af, at denne indspilning er på originalsproget fransk, og det er en meget klar fordel. Mark Shapiro er en fin kordirigent, som kombinerer den nødvendige middelalderkarakter med musikkens mere moderne finheder.      

Med andre ord: Optagelsen fra Salzburg er historisk spændende (Orfeo C 890 142 A, to cd’er). Den fra New York på Newport Classics har for mig været den virkelige oplevelse (Newport Classics NPD 85670, to cd’er).

Man kan naturligvis sammenligne Wagners og Martins Tristan-musik, men man kan ikke slå den ene i hovedet med den anden. Jeg vil hellere slutte med at citere en af tekstforfatterne i teksthæftet til den amerikanske indspilning, Hank Lewis, at begge komponister har bygget videre på en af de store, gamle myter, og begge har hjulpet den et videre skridt frem i udødeligheden.  

Foto: Komponisten Frank Martin     

Den omtalte Danacord Butik har hjemme på Vognmagergade 9, 1120 København K, telefon 33112251.