Her begynder vi i pausen i torsdagens Carl Nielsen koncert med Aarhus Symfoniorkester, som udelukkende bød på musik af fynboen, hvis 150 år vi fejrer. Vi var nogle publikummer, som mindedes Leonard Bernsteins forrygende gengivelse af Nielsens tredje symfoni med Det Kgl. Kapel tilbage i 1965. Rigtigt: Da fejrede vi Carl Nielsens 100 år, og Bernstein modtog Sonnings Musikpris. Han kvitterede blandt andet med en opførelse af symfonien, hvis undertitel "Sinfonia espansiva” da blev taget bogstaveligt som vel aldrig før.  

 Ordet ”espansiva” står ganske vist ikke i ”Politikens Dansk Ordbog”, men det gør ordet ”ekspandere”, og man tænker med rette straks på musik, som vokser, bliver større, og gør det det med saft og kraft. Dagen efter koncerten blev symfonien optaget næsten ud i ét til pladeudgivelse, og en forrygende koncert blev holdt fast for eftertiden. Den kom til at betyde meget for Carl Nielsens internationale ry. Den gav også et opvågningens skub i musiklivet herhjemme. Ole Straarup havde i sin introduktion til Aarhus-koncerten benyttet Bernsteins indspilning.  

Så vendte Giordano tilbage

Giordano Bellincampi blev født i samme 1965 i Rom og kom 11 år efter til Danmark. Nu stod han atter i spidsen for det orkester, Aarhus Symfoniorkester, som blev hans hovedorkester i en halv snes store år som chef for Den jyske Opera. Nu var det hans tur til at føre det store slag med ”Sinfonia espansiva”, og han gjorde det. Den samme tone, kraftigere og hurtigere, som indleder Nielsens symfoni, kom med en eksplosiv kraft og en orkester præcision, som ville Giordano sende en hilsen med ordene: ”Sådan Lennie”!

Det skal slås fast, at hans tolkning generelt ikke var Bernsteins om igen, slet ikke, for den var hans egen, men den havde noget af den samme vitalitet og medrivende kraft. Sikke en energi. Sikke en smittende begejstring. Og Aarhus Symfoniorkester fulgte ham tæt.

Carl Nielsen sagde om den tredje symfoni: ”Jeg vil den stærke rytme, det videregående i harmonisk henseende”. Som begyndelsens espansive og eskalerende (ja, disse fremmedord) stærke rytmiske kraft er karakteristisk for symfonien, blev den generelt også for udførelsen. Bellincampi fremmalede også det andet element i Nielsen-citatet, den mere frigjorte selvstændighed i det harmoniske forløb, som er noget af det originale i symfonien. Inden ”Espansiva” var der næppe skrevet en symfoni, hvis alle fire satser slutter i en anden toneart end de, som den er begyndt i. Men også i de mindre, tætte forløb betød harmoniens små skovture noget overraskende. Vi skrev februar 1912 for førsteopførelsen.  

Det er musikantisk musik, samtidig med at det er kraftfuld musik. Det er frigjort musik. Det er overvældende musik. Den betød, som Carl Nielsen selv sagde det, et vendepunkt i hans liv. Snart begyndte den store europæiske katastrofe med de to verdenskrige. Den katastrofe kom til at spille stærkt med i Carl Nielsens musik. Dey betød et nyt vendepunkt i hans værkrække.  

Men i ”Sinfonia espansiva” havde Carl Nielsen endnu ro og overskud til at skrive en vidunderlig pastorale-sats, der slutter med, at en sopran og en baryton synger tekstløse strofer som et par engle på jorden. Og klang Ditte Højgaard Andersen og Jørn Pedersen måske ikke helt som netop udsendte fra en himmel, så gled de fint ind i Nielsens sats og Bellincampis tolkning. Og i den afsluttende hymne fik vi virkelig ekspansion som en medrivende kraft.

Danmark fejrer symfonikeren Carl Nielsen over det ganske land, hvor man har orkestre til det. Mange steder må man spille med for få strygere i forhold til det ideelle som nu her i Aarhus, men hvor ville den gamle kapelmusiker Nielsen have frydet sig, hvis han havde kunnet høre, hvor meget livskraftigt og stort og orkesterteknisk godt vore orkestre nu får ud af hans musik. Sandelig også i provinsen.

En anden Carl Nielsen

Første del af koncerten bliver her den anden del. To store værker med sangsolister og kor, det ene en hymne på latin om kærligheden Amor, det tidlige ”Hymnus amoris”, det anden noget så dansk som ”Fynsk forår”, hvor Nielsen fremmanede ”Den milde dag er lys og lang”, og hvor Aage Berntsens ord også gav ham lejlighed til at skrive en anderledes stille romantisk musik med strejf af godmodig lune. Disse to i sig selv forskelligartede værker og symfonien gav et ret så fyldigt og rundt bilede af komponisten Carl Nielsen.

Det store kor var sammensat af fire forskellige amatørkor og Den Jyske Operas Kor. På voksensiden var det Nota Koret og Aarhus Kammerkor, for den yngre del var det Midtvest Pigekor og Sct. Clemens Drengekor. Naturligvis kunne man høre, at disse kor ikke synger sammen til hverdag, men resultatet var alligevel så tilfredsstillende godt, at det bidrog til, at aftenen blev en Carl Nielsen fest. Man mærkede begejstringens sus fra de mange medvirkende.

To af solisterne er allerede nævnt. De var sammen med det lyriske par, sopranen Ditte Højgaard Andersen og tenoren Peter Lodahl foruden bassen Thomas Christian Sigh på vekslende vis med i Nielsens to korværker. Resultat: Vi havde det generelt godt nede i salen, som de tilsyneladende havde det på podiet.

Oppe på balkonens første række sad orkesterchefen Palle Kjeldgaard sammen med gæster fra Aarhus kommunes kulturudvalg. De fik med sig indtrykket af en fyldt Symfonisk Sal –det var den første af to koncerter med det samme program – og af en mærkbar begejstring. Måske hørte de også, at det ville have været godt med lidt flere strygere. De hørte helt selvfølgeligt, at Aarhus har et orkester, der trodser det for lille antal af musikere med en kvalitet, der er imponerende, og de tænkte på, hvordan denne kvalitet skal og bør holdes og ekspanderes frem til 2017, da der forhåbentligt også kommer gæster fra det store udland for at lytte – og forundres. Jo, det var en vigtig og en god koncert.

Foto: Giordano Bellincampi vendte tilbage med en afvekslende Carl Nielsen koncert, som i aften fredag gentages i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus.  Bellincampi overrakte sin blomsterbuket til orkestret. Foto Mariann Sejer Nielsen, ASO