af John Christiansen - d. 29. august 2015
Aarhus Sommeropera har for første gang vendt sig mod en barokopera, men den er kommet i nye klæder. Det er meget muntert, men dog med en tilpas alvorlig undertone
Aarhus Sommeropera i det legendariske Helsingør Theater i
Den Gamle By i Aarhus ligner ikke sig selv i år. Blot i løbet af de seneste seks
somre har det livsglade kompagni opført fire nye og anderledes stykker
musikteater og det med såvel publikumssucces som kunstneriske fjer i hatten.
Ind imellem har sommeroperaen også klaret Mozarts to menneskedybe operaer, ”Figaros
bryllup” og ”Cosi fan tutte”.
På den baggrund er det en overraskelse, at Sommeroperaen nu
for første gang byder på en komisk barokopera med kun to sangere. For enhver
anden kammeropera i det halve Europa ville der ikke være noget overraskende i det. Det er musikteater med munterhed. Det
er, som der står skrevet over scenen i det lille hyggelige teater: Til Phantasiens Moroe. Og det var
præcist, hvad årets opførelse er.
Det er også historisk musikteater. Opera buffa genren
voksede i slutningen af 1600-tallet op i skyggen af de større seriøse, alvorlige operaer, og den gode tyske Georg Philipp Telemann skrev sin ”Pimpinone” med den
sigende titel ”Det ulige ægteskab” til sit eget teater på Hamburgs Gänzemarkt. Det
historiske er, at operaen blev opført som tre indlæg mellem akterne, altså
nærmest som musikalske ”pauser” i en stor seriøs opera, på premieren i 1725
muligvis Händels ”Tamerlano”.
Den historiske ide er fulgt godt op på Helsingør Teater. I
mangel af en brugbar seriøs opera spiller Randers Kammerorkester omkring scenerne
fra ”Pimpinone” et udvalg anden Telemann-musik, også med en lidt alvorligere
karakter. Det er blevet en spændende musikalsk blanding, som dog hænger godt
sammen.
Den unge kone og den gamle mand
Så til sagen: Det er den gamle historie om den unge kone og
den gamle mand. Telemann byggede sin tekst over Pariatis’ ”Weibermacht”. De to sangere
er den tindrende sikre sopran Berit Bartfred Jensen og barytonen Jesper
Mikkelsen, som specielt tager kegler, da han i en arie karikerede de to køn. De er unge
sangere, som gør karriere i Tyskland og der har sunget deres partier på forskellige
scener. Og man hørte, at de kendte dem til bunds. Man tænkte også, at intet før
kan have været, som det blevet til i Aarhus. Hermed tænkes ikke på, at de nu
synger operaen på dansk i Leif Balthezersens nye, lette oversættelse, men på
den sceniske fiffighed og sprudlende energi, som de spiller vittigt ironisk ud
med, og som passer ind i en helhed. Intet var underspillet, og det blev et
positiv.
Jeg får lyst til at citere tegneren Ivar Gjørup, i hvis
scenografi af tegneserie-kommentarer på bagtæppet man genkender den moderne
verden som værende barok: ”Jeg tænker på
unge mennesker, der går rundt med tatoveringer, helt unik tøjstil og så videre.
På den måde gør vi os alle til vores eget lille skuespil. Det er overdrivelsen
og det stiliserede udtryk, der i dag er i fokus – præcis som i barokken”.
Og nutidens uundværlige livsredskaber som i-phonen spillede med. Morsomt var især en herlig parodi på selfie-fænomenet, som inddrog orkestret. ..
Tre faser i et forhold
Parret Vespetta og Pimpinone går gennem tre faser i deres
samliv, ”Ansættelsen”, da hun spiller op til at blive ansat hos den rige gamle
mand, derpå ”Ægteskabspagten”, elegant parodisk sat op, og endelig ”Samlivet”,
der kan være så vanskeligt for kønnene. På scenen sker det i Jan Maagaards
elegante instruktion, som byder på komisk effektivitet med alvorlige
undertoner. Tegneserien spiller hele tiden med. Jan Maagaard betegner både den
og operagenren som koncentreret
virkelighed, der samtidig overskrider og udvider virkeligheden Man tænker ikke
på, om man nogensinde ville gøre sådan”. Der er flere lag i denne
forestilling end blot komisk opera.
Operaens morale var i
Aarhus drejet lidt i en mere positiv retning mod: ”Med tålmod, tid og fornuft, forsødes, fornøjes, bekriges, besejres al
kærlighedens tordenluft. Hvad man ej tvinge kan, det skal man bære. Fordømmende
skal man desuden være. Man intet skal med vold og magt begære, så får man dog
til slut foræret alt.” I Aarhus stod den unge Vespetta og den ældre Pimpinone
til slut sammen. I Telemanns original herskede de tragiske undertoner stærkere.
I de tre mest kendte senere operaer over det samme emne fandt parrene ind til en
lykkelig udgang, Pergolesis ”La serva padrone”, Donizettis ”Don Pasquale” og
Richard Strauss’ ”Die schweigsame Frau”, som alle har været spillet i
Aarhus-produktioner.
Et kammerorkesters operasucces
Aarhus Sommeropera er fra dets konfirmationsalder Randers Kammerorkesters og dets chef, dirigenten David Riddells barn, som i et spændende liv har vokset sig stort og sundt. Der
blev spillet veloplagt Telemann af strygeorkestret. Som indledning til de to
første billeder var det en ekstra fornøjelse at høre orkestrets egen Mo Yi
spille solostemmen i en violinkoncert af Telemann. Og tænk så ikke på, at
Randers-orkestrets indsats her får så relativt få linjer. Det er ikke antallet
af linjer, der tæller. Orkestrets indsats er jo basis for, at publikum igen fik
så god en operaaften. Og begejstringen var
stor til denne anden opførelse af ”Pimpinone”.
Berit Barfred Jensen
og Jesper Mikkelsen. Foto: Pernille Bering (Bering Foto).
Aarhus Sommeropera med
Telemanns ”Pimpinone” i Helsingør Theater i Den gamle By i Aarhus. Varighed to
timer og ti minutter. Opføres 1., 2., 4., 8., 9. og 11. september, alle dage
klokken 19.30.