af John Christiansen - d. 19. marts 2016
Årtiet 1948-1957 var musikalsk spændende på Deutsche Grammophon. Forrygende klassisk musik på 50 cd’er til næsten ingen penge er en speciel oplevelse. Den tekniske kvalitet er behagelig.
„Deutsche Grammophon
Gesellschaft The Mono Era 1948-1957“. Sådan lyder titlen på det nyeste af
de herlige kvadratiske bokse med 50 cd’er udsendt af de tre Universal-søsterselskaber
Decca, Philips og Deutsche Grammophon. Det var et stort årti i grammofonpladens
udvikling, inden stereo-lp’erne kom til for DGs vedkommende i 1957. Det blev da
et markant skifte, men nu kan vi alligevel ikke overhøre, at begejstringen for
skiftet fra mono til stereo-indspilninger var overdrevent.
Først et eksempel, som ikke har at gøre med det nye sæt: Netop i 1957 optog EMI sinklassiske udgave af Strauss’ ”Rosenkavaleren” dirigeret af Herbert von Karajan. Det var i overgangsperioden mellem
mono og stereo, og EMI arbejdede både med bælte og seler og optog den i mono såvel
som i det nye stereo. Man var endnu lidt nervøs ved stereo, men det blev den version,
som man udsendte. Den pragtfulde marskalinde Elisabeth Schwarzkopf foretrak at
høre den i mono, som gav ikke mindst sangerne
den bedst mulige naturlige lyd. Mange år senere udsendte selskabet
monoversionen som en hyldest til sin sangerinde. Det er også den af de to, som
jeg efter en direkte sammenligning foretrak at beholde frem for stereo-udgaven.
Opdagelsen ved stereo
Jo, man kunne med stereo pludselig høre, om andenviolinerne
sad bag førsteviolinerne til venstre for dirigenten eller til højre sammen med bratscherne
eller celloerne. Men i en del tilfælde gik stereo-effekten også ud over det
samlede klangbillede, som blev splittet op. Om det er mono eller stereo er ikke
altid det vigtigste i et pladevalg. Og det fortæller netop de 50 cd’er fra
Deutsche Grammophon.
Datidens store
udvikling
DG i Hannover (nu Hamburg) og Decca i England var dengang de
førende i udviklingen af den naturlige grammofonlyd. Derfor er de omkring 60 år
gamle optagelser i moderne bearbejdelse værd at høre. DG benyttede til
orkesteroptagelserne på mono en enkelt ret stor mikrofon, som karakteristisk svævede
tre meter over hovedet på dirigenten, og det er forbløffende at høre, hvordan
den gengav orkestrets klangbillede som en enhed, hvori man alligevel fornemmer
rummet omkring.
Væsentligere end udviklingen fra mono til stereo var
udvidelsen af antallet af riller på en plade. I Tyskland lancerede DG i 1949 en
78-plade med variable riller med en spilletid på ni minutter pr. side. Shellak-pladerne
med 78 omdrejninger i minuttet var nået en grænse med fire et halvt minuts
spilletid pr. side. I 1951 udgav DG så sin første ”Langspielplatte”. Disse linjer om pladens historie skal sluttes
af med den digitale teknik, som med cd’erne erobrede markedet i 1980’erne. Mere
musik samlet på mindre plads. Men ikke bedre klingende musik.
Mono-tidens glæder
Hvad skal vi så med indspilninger fra mono-tiden i dag? Generelt
musiceredes der dengang med mere karakter og fordybelse end nu. For
nogle (få) af os er her genklange med store pladeoplevelser fra dengang, men der
er også genopdagelser, som det for en ny generation eller to er værd, ind
imellem nødvendigt at opdage.
Ikke overgået siden er Wilhelm
Furtwänglers pragtfulde tolkning af Schuberts store C-dur
symfoni sammen med Haydns nr. 88 med en betagende largo i en bred
udfoldelse, men også med små herlige haydn’ske finesser, som da Furtwängler lader
allegro-finalen svæve i en brøkdel af et sekund, inden den dykker forløsende
videre.
Den første cd i kassetten er såmænd med Amadeus Kvartettens første indspilning, som var af Schuberts G-dur
strygekvartet, D 887, som blev påbegyndt i 1949. Her er den udgivet sammen med
”Rosamunde”-kvartetten. Den fortæller nærmest alt om, hvad der skulle komme fra
de samme fire musikere i 40 års samspil frem til 1987.
Den store baryton Dietrich
Fischer-Dieskau er her med Brahms’ ”Vier ernste Gesänge”, fra 1949-50 hans første
pladeindspilning overhovedet fra 1949-50. Hans enestående fortolkningskunst af
Hugo Wolfs sange, hvor han modulerer de enkelte fraser i ordets tjeneste,
oplever man allerede her i uddrag fra ”Italienisches Liederbuch” sammen med
pianisten Hertha Klust, den første i
en lang række af verdens bedste pianister. Og hvor har man ellers hørt
Schumanns ”Dichterliebe” (Heinrich Heine) så gribende forstået og gengivet som
af Fischer-Dieskau og pianisten Jörg
Demus?
To store korværker
Dengang blev der musiceret mere indad end i dag. Hør
indspilningen af Brahms’ ”Ein deutsches Requiem” med Berliner Philharmoniler og
Berliner-kor under Fritz Lehmann.
Det var ti år efter 1945, og man fornemmer også i korsangen en dybere
forståelse af den inderlige ro, som kommer frem i et nødvendigt møde med døden
og sorgen: ”Selig sind die Toten, die in dem Herrn sterben”. Her er tale
om en tbasal indlevelse i musikkens kraft og indhold, smerte
og forløsning. Lehmann
døde uventet som 51-årig i 1956.
Et andet tilsvarende storværk var Haydns Die Schöpfung” (Skabelsen)
med den vidunderlige Irmgard
Seefried, Richard Holm og den finske bas Kim Borg, som var meget populær herhjemme. Igor Markevitch dirigerede denne fine grammofonklassiker. Markevitch
var fyldt af vitalitet, men måden han indpassede den på i Haydn og her også i
symfonier af Mozart var eminent. En anden af DGs store dirigenter var ungareren
Ferenc Fricsay med Rossini, Rimskij-Korsakovs ”Scheherazade”,
Beethoven, Mendelssohn og Prokofief. Ferdinand Leitner var også repræsentant
for en stor tid. Det høres i hans Haydn, Brahms, Mendelssohn og Schumann.
Og så dirigerer han her en herlig indspilning af Lortzings opera "Zar und Zimmermann”.
Zar Peter den 1. gav sig ud for at være tømrer for at studere skibsbygning i
Holland, og her møder han en deserteret russer soldat under falsk navn. Hvornår
har man hørt så muntre sange som under skibsbyggernes hårde arbejde? Lortzings charmerende musik kan minde om
Webers. Den er en fin blanding af alvor og munterhed og med ingredienser af
kærlighed og storpolitik.
Store solister
En af mine favoritter, wieneren Wolfgang Schneiderhan får
kun lov at vise sin klare smukke tone i Mozarts fjerde violinkoncert. David og
sønnen Igor Oistrakh har derimod fået deres gedigne samspil med i diverse
barokværker og Sarasates ”Navarro” med Gewandhausorchester og Frans Konwitschny.
Ungareren Johanne Martzy spiller sammen med pianisten Jean Antonietti flotte
virtuose numre og dertil sonater af Beethoven og Mozart, hvor hun bevarer en
klassisk holdning samtidig med en herlig violinglød. Bronislaw Gimpel spiller
Lalos ”Symphonie espagnole”, som om musikkens store tekniske vanskeligheder
overhovedet ikke eksisterede.
Et par celloindspilninger, som ikke tidligere er udgivet på
cd. Den italienske mestercellist Enrico Mainardi med Haydns D-dur cellokoncert.
Man lytter til hver en tone i en smukt artikuleret musikalsk historie, som trækker
Haydn imod romantikken eller Schumann, hvis a-mol koncert Mainardi spiller
meget inspirerende. Fritz Lehmann viser igen, at han var en virkelig stor
dirigent. En anden stor cellist var Ludwig Hoelscher, som med pianisten Hans
Richter-Haaser spiller tyske sonater på tysk, Brahms’ e-mol, og Richard
Strauss’, foruden Griegs a-mol.
Det vrimler med pianister. Cherkasssky mestrer Tjaikovskijs
to klaverkoncerter, Andor Foldes tager sig af Liszts to koncerter. Monique Haas
er virkelig raffineret ikke mindst i Ravel, og Clara Haskils Mozart med Fricsay
i klaverkoncerterne 19 og 27 er dejligt klassisk i sin stil. Og den
bemærkelsesværdige russer Svjatoslav Ritter er i Robert Schumanns ”Waldszenen” og
i fantasistykkerne i opus 12 forfinet og poetisk elegant.
To tyske pianister, som er forskellige, men begge ægte
tyske, er Wilhelm Kempff med to cd’er, Brahms’ første klaverkoncert dirigeret
af Konwitschny, en klassiker, den anden med Schumann fyldt af ”brændende
nervøsitet”, ”ikke en virtuos klaverfest, men mødet med evigheden i drømmesekunder,
øjeblikke af ren poesi” for at citere Joachim Kaiser i ”Grosse Pianisten in
unserer Zeit”. Mono-tiåret, som det hele drejer sig om her, var en forløsning
efter nazi-årene. Wilhelm Kempff kunne endnu i Hitler-tiden sige: ”Om
nazisterne planter nok så mange hagekors foran Waldstein-sonaten – spille den
kan de dog ikke”.
Men der var også store tyske musikere, som spillede med i de
sorte år, og som efter krigen fik et kortere eller længere, ofte tilfældigt forbud
mod at optræde. Nogle var blot fortsat med at musicere, fordi de ikke havde
andre muligheder. Andre havde været nazister som ”Hitlers pianist” Elly Ney,
som tidligt blev henført af en tale af Hitler om kulturlivet. Op til 1945 var
hun det store navn på festspillene i Beethovens by Bonn, men efter krigen gav bystyret
hende spilleforbud i syv år, mens hun blev hyldet i andre byer. Hun havde været
og blev igen den store tyske fortolker af Beethoven, og i 1956 optog Deutsche
Grammophon hende med de tre populære Beethoven sonater ”Pathetique”, ”Måneskin”
og ”Appassionata” og den vægtrige sonate opus 100 i As-dur. Elly Ney spillede Beethoven med vægt, ja med patos, ikke
med udpræget virtuositet, men gennemført med aldrig hvilende udtryk og en ret
utrolig balance af ro og friskhed.
Operasangerne får deres med Astrid Varnay og Wolfgang Windgassen
i Wagner, den dejlige María Stader
i Mozart, Tiana Lemnitz som en klog
marskalinde i Strauss’ ”Rosenkavaleren” og Rita
Streich jublende rundt på koloraturernes skyer.
Tidens
underholdningsmusik
Jeg vil dog slutte et andet sted. Som en bonus-cd medfølger
de første udgivelser på Polydor, som fra 1951 blev DGs plademærke for den mere
populære og lette musik. Den fører direkte ind i tiden med titlen ”Das waren
Zeiten”. Vil navnene sige nogen nu? Brød vi efter krigen os om at lytte til
den? Her er Wiener-Walzer-Solisten, slow- og foxtrotrytmer med Radio-Tango-Orchester
Hamburg og den sødligt klingende Rudi Schuricke som ”Troubadour der Liebe”. Dengang
var underholdnings- og dansemusik til for at give godt humør.
Deutsche Grammophon: The Mono Era. 51 cd’er fra
1948-1957. Pris omkring 900 kr.
Foto: Den yngre Dietrich Fischer-Dieskau. Hør
hans første DG-indspilning på det nye historiske sæt
Læs også den efterfølgende nyhed og kommentar: Chefen går, en cd består