På torsdag og fredag den 7. og 8. april byder Aarhus Symfoniorkester på en koncert, som er spændende og flot med et usædvanligt indhold: Alban Bergs violinkoncert og Gustav Mahlers første symfoni. Bergs koncert til minde om en ung pige, som døde af Polio, er et hovedværk i det 20. århundredes musik. Og Mahlers debutsymfoni fortæller historier, som man har det godt og livligt med.

Men det er også en dristig koncert at gentage. For at springe ud fra 10-meter vippen: Alban Berg skrev tolvtonemusik, og det er begreb, som de færreste rigtigt kender til, men som alt for mange er bange for. Det efter min mening uden grund. Til gengæld skrev Mahler i sin symfoni eventyragtige folkelige melodier, som han behandlede genialt fornemt. Det er symfonisk musik for et bredt publikum.

Endnu en mørk afsked

Det er et program, som der ikke er råd til hver torsdag i Symfonisk Sal. Når man tænker ind i en musikalsk fremtid styret af magtfulde århusianere uden sans for musikalsk kvalitet, må man nervøst tænke på en fremtid uden disse store koncerter. Det gælder om at fylde Symfonisk Sal torsdag og fredag. For vores egen skyld naturligvis, men også for Aarhus Symfoniorkesters skyld, hvis musikchef Palle Kjeldgaard nu er gået ind i sin næstsidste måned af ni hårde år med nedskæringer, som orkestret på trods alligevel har udviklet sig i indadtil.

Fremtiden er mørk, for pludselig står orkestret tilbage uden chef fra 1. juni. Nyheden er, at orkestrets souschef Thomas Brendstrup, der skulle være Kjeldgaards efterfølger, ifølge Det Kongelige Kapel er blevet nappet af det som musikchef fra 1. maj. Brendstrup har i det sidste års tid ikke kunnet undgå at observere, hvor utaknemmeligt det er at være symfoniorkesterchef under byen Aarhus. Det er kun forståeligt, at Brendstrup har fravalgt Aarhus, endnu før han var tiltrådt. Tænk i stedet, hvis byen havde satset på at udnytte de muligheder, der har været for at bringe Aarhus Symfoniorkester helt på toppen til år 2017, da Aarhus efter et forlydende vil søge at gøre sig bemærket internationalt.

Violinkoncert med tolvtonerække og Bach-citat

Det var en lang introduktion. Så til violinkoncerten den 7. og 8. april. En violinkoncert med tolvtonerækker? Men bare rolig, for der sker jo ikke andet, end at den gode Berg bruger alle 12 toner nogenlunde ligeværdigt. Jo, det er for svært for os at synge en tolvtone-melodi i modsætning til vore almindelige melodier, som har et harmonisk ståsted, en hovedtone, som man i en god melodi fornemmer som et holdepunkt, som man efter færre eller flere, mindre eller større udsving vender tilbage til. Vi er vokset op med en musikalsk harmonisk tradition relateret til en bestemt toneart med en bestemt grundtone og dens familiære toner. En tolvtonerække er derimod ikke relateret til andet end en oktavs 12 kromatiske toner, halvtonerne, som man hører, når man efter tur slår på klaverets tangenter. Men når man lytter, skal man ikke nødvendigvis prøve at finde og holde fast i en tolvtonerække.

Til minde om en engel

Alban Bergs koncert ”til minde om en engel” er skrevet i løbet af fire sommermåneder 1935 til minde om Manon Gropius, datter af Gustav Mahlers enke Alma Mahler-Gropius og den berømte arkitekt Walter Gropius. Hun døde som 18-årig efter at have lidt af børnelammelse, af polio i et år. Hun var elsket af alle, var på vej til at blive skuespiller, men hun tog sin sygdom ”som en engel”. Hun havde stået det barnløse ægtepar Alban og Helene Berg meget nær. Berg har efter eget udsagn ”forsøgt at oversætte den unge piges væsenstræk til musikalske træk”.

Bergs violinkoncert bæres af tre hovedelementer. Det ene er netop en tolvtonerække, som varieres. Det er kun for fagfolk at spekulere sig ondt i ørerne for at finde den. (Her består den af de opadstigende treklange i g-mol, D-dur, a-mol og E-dur (bemærk violinens fire strenge). hvor hver tredje tone samtidig er den første i den følgende akkord, Rækken slutter så med de fire resterende heltoner, h cis dis f. (Det behøver man ikke at bekymre sig om).  

Det bliver lettere med koncertens to andre hovedelementer, i første sats af de to er det en ”gammeldags” folkemelodi fra østrigske Kärnten. I Bergs koncert er den endda tilføjet lidt jodlen. I anden sats citerer og bearbejder Alban Berg en dødens koral, ”Es ist genug” fra Johann Sebastian Bechs kantate nr. 60, ”O Ewigkeit du Donnerwort”. Bach fik først ideen med citatet, mens han var i gang med at komponere, og påfaldende er det, at de første fire toner i koralen er de samme som de fire sidste fire toner i Bergs tolvtonerække, som koncerten er bygget op over. Berg var en mester i at bygge en indviklet motivsats op, som samtidig havde et mere umiddelbart tilgængelig udtryk.

Man skal lytte umiddelbart

Som lytter skal man nemlig koncentrere sig om at være umiddelbar og opleve sit eget. Denne artikels overskrift ”Den romantiske modernist” fortæller noget om vejen. Musikkens romantiske karakter og Bergs tilføjelse ”Til minde om en engel” fortæller om, hvad der åbner sig i koncerten. Den spilles her af den canadiske Karen Gomyo, betegnet som en af violinverdenens ”unge darlings”. Violinkoncerten blev Alban Bergs sidste storværk, som han selv aldrig fik at høre. Han døde i 1936, et halvt år efter violinkoncertens færdiggørelse af et insektbid.

Gustav Mahlers barndomserindringer

Hvornår færdiggjorte Gustav Mahler egentligt sin første symfoni? Selv følte han sig aldrig færdig med den. Den blev uropført i Budapest i 1889 som ”Symfonisk digt i to dele” og uden satstitler. De kom til med den anden version, som Mahler også selv dirigerede i 1893 i Hamburg. Her fik den titlen ”Titan” med tilføjelsen ”Et tonedigt i symfoniform”. Symfonien kaldes stadig ”Titan” uanset hvilken version, der opføres. Mahler selv strøg ellers snart ”Titan” igen.

Interessant er, at Mahler i sin korte betegnelser fortæller om de enkelte satser. Førstedelen, som består af tre satser, benævner han ”Fra ungdommens dage, blomster- frugt- og tornestykker.” Førstesatsen hedder ”Forår og ingen ende”, og indledningen skildrer naturens opvågning. Den følgende andante kaldes ”Blumine” og scherzoen ”Mit vollen Segeln” (Under fulde sejl).. Andendelens overskrift lyder Commedia humana!”. Her har symfoniens fjerdesats fået titlen ”Strandet”, en dødsmarch, mens femte og sidste sats er en allegro furioso kaldet ”Dall’ Inferno”.

Dyrenes begravelsesmarch

Da Mahler året efter i Weimar dirigerede symfonien igen, brugte han nogenlunde de samme satstitler. Den karakteristiske march kaldte han nu ”Jægerens begravelse” og en opførelse senere ”Alla marcia funebre”. Nogle af titlerne har holdt sig, selv om Mahler selv strøg dem igen. Men de fortæller ganske malende om musikken. Hvad Mahler i virkeligheden beskriver med sine temaer har en karakter af hverdagen, de fortæller en historie om en enkel livsglæde en forårsmorgen, om den livslyst dansen giver, og om at døden også kan beskrives med en ironisk undertone. 

Mahler fortæller først om naturen, i tredjesatsen er det om afskeden, om drømmen. I formen indblander han erindringer, og de er med til at fremkalde en dobbeltsidet atmosfære, Hans livsglæde er ikke uden en trist tyngde, og ”Jægerens begravelse”, som Mahler også betegnede dødsmarchen, er nok en sørgemarch, men man kan også for sig se skovens dyr gå med i følget med et sarkastisk muntert glimt i øjnene. Mahlers første symfoni er rig på modsatrettede tanker og følelser. Den er både alvorlig og sjov. Det skal chefdirigent Marc Soustrot nok få meget ud af.  

Mahlers egne ord om sin musik gælder også i dag: ”Min Musik er ”levet”, og hvordan skal de andre, som ikke ”lever”, forholde sig til den, og hvad med dem, som intet luftdrag trænger ned til fra stormflugten i vor store tid”.

God fornøjelse.

Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus torsdag den 7. og fredag den 8. april, begge dage kl. 19.30. Aarhus Symfoniorkester, dirigent Marc Soustrot.

Alban Berg malet af kollegaen og læremesteren Arnold Schönberg i 1910 

Læs også omstående artikel fra 28. marts ”Chefen går, en cd består” angående chefflugten fra Aarhus Symfoniorkester