Jeg hedder Lysistrate

Jeg vil samle kvinderne

Jeg vil standse krigen

Jeg har ventet længe

Hvorfor kommer de ikke?

De er vel på natklub som sædvanlig

Og de går ikke hjem

Før den sidste pære er brændt ud

Sådan synger Lysistrate i Peter Laugesens ord i komponisten Steingrimur Rohloffs nye opera ”Lysitrate – alt er sprængt i stykker”.  Bag den ligger så langt tilbage som i år 411 f.Kr. Aristofanes’ komedie om Lysistrate, som opfordrede sine kønsfæller til at nægte krigerne den løn, de tror er deres, når de kommer hjem. Det lykkedes hende ikke. Forsøget fremkaldte derimod nye seksuelle frustationer hos begge køn.

Historien om Lysistrate er her 2.428 år senere stadig aktuel og har altid været det. Der har altid været krige, og der er kommet mange versioner over Aristofanes’ teater. Der har endda været skrevet flere operaer derover, men ingen af dem har fået plads i det mere almene operarepertoire. Krigen som hovedemne vil allerede stå i vejen derfor.

Krigens væsen som opera

”Lysistrate – alt er sprængt i stykker” er i Den Fynske Operas og Esbjerg Ensembles opførelse en både stærk og gribende teaterforestilling, som rammer centralt ned i selve begrebet krig og beskriver det i enkle kraftfulde ord og tonebilleder, som fælles har en stærk og barsk enkelthed. Vi har ikke længere som hos Aristofanes at gøre med en komedie. Den ny ”Lysistrate” og opførelsen har i sig alligevel et bittert strejf af en alvorlig komik, som sætter krigens umulige og uvirkelige tragedie i et specielt relief. Men skal vi kalde det komik, så er det sandelig en komik, som man ikke smiler til, endsige griner over. Som Laugesens tekst begynder: Den hvirvlende krig er altings uvirkelighed. Et slag, et enkelt slag har smadret alt. En krigersang rejste sig mod himlen og kastedes tilbage i mangedobbelt ekko fra klippeøens strande…

”Alt er sprængt i stykker”, fortæller undertitlen. Det åbner sig også for øjet i Lene Juhls scenografi, nøgen, barsk og splintret, og i Bent Nørgaards iscenesættelse, som viser det afstumpede, hvor den findes, men den viser også krigens uafvendelighed og dens tragiske ubærlighed. Selv tiden er sprængt mellem fortid og fremtid. Vi befinder os ikke i en bestemt krig. Vi placeres i krigens mørke nerve.

Den moderne Lystrate er ene

Lysistrate er den bløde og seje kvinde, men hun er her ene. Hos Aristofanes gjorde kvinderne oprør mod krigen. Her er det Lysistrate, som betragter, hvordan en ung soldat optages i et maskulint selskab, som besynger krigen og voldtægten af kvinderne. I operaen opfordrer Lysistrate forgæves sine medsøstre til at gå til modstand mod krigen og dens væsen. Disse opfordringer bliver oaser i et dramatisk kaos. Til sidst synger hun bevægende om smerte og blod, alt imens konturerne af en ny krig vinder frem. 

To skæbnesøstre vil ikke følge hende i at stoppe krigen. De søger selv det seksuelle og går på baren og drikker med de døde, som lever ved glemslens flod Lethe. De opfordrer selv mændene til at gå i krig. Horus hedder natklubben, som bestyres af tre mænd, som alle kaldes Horus, oprindelig en ægyptisk gud med så mange funktioner, at de kunne fylde en hel artikel i sig selv, men man kan nøjes med de tre første bogstaver og har alligevel fået fat i meget.

Overvældende totalforestilling

Det er en totalforestilling, som virker overvældende. Peter Laugesens tekst er i al sin enkelthed sigende. Dens digteriske knaphed åbner for, at man som lytter kommer ind i en atmosfære fyldt af en uundgåelig smerte, som man kan føle, at man selv er part i at realisere. Idé- og ophavsmanden til operaen er den islandsk-tyske komponist Steingrimur Rohloff, som nu i et par år har været bosat i København og som komponerer på en symfonisk opera til Det Kgl. Teater i 2018. Han har forstået at bære ordene oppe under rolige og dog faretruende udholdte klange. Og så kan han lade musikken brage og splintre i udbrud fyldt af kraft. Og den blev holdt både drønsikkert og inciterende sammen af Henrik Vagn Christensen.  

Man går ikke fra forestillingen syngende strofer fra forestillingen, som enkelte højlydt efterspurgte tilsyneladende som en mangel efter forestillingen. Men måske turde de blot ikke åbne sig for den smertelige intensitet, som stilheden hos de mange gav udtryk for. Bifaldet – jo, man kan lytte til bifald - gav udtryk for taknemmelighed over en operaforestilling, som var anderledes, og som var tankevækkende.

Denne ”Lysistrate” er som sagt et totalkunstværk. Musikken fortæller mindre om de enkelte mennesker end om krigens ødelæggende kraft på mennesker i almindelighed. Lene Juhls scenebillede er både grimt og rodet, men det er det på en måde, som giver næring til en forståelse af hvorfor. Scenebilledet er stærkt på sin måde. De 11 fremragende musikere i Esbjerg Ensemblet sidder i begyndelsen pænt bagerst på scenen, men musikerne blander sig også scenisk med sangerne i et spil, som man godt kan kalde en koreografisk dødedans, som Rebekka Lund har æren for. Musikerne spiller også scenisk så levende med, som man sjældent ser det.

En stærk besætning

Instruktøren Bent Nørgaard har fyldt dette scenerum med vekslende billeder af krigens deltagere, af deres kynisme og deres afstumpethed, men de er forblevet mennesker, og det er en del af forestillingens styrke. Man mærker, hvordan krigen mere og mere kan beherske det enkelte menneske. Med undtagelse af Lysistrate.   Tuva Semmingsen synger Lysistrate troværdigt smukt, endda i duet med sin egen videodouble i en scene, som akustisk klinger meningsfuldt fantastisk. Akustisk spændende er også scenen, da Esbjerg Ensemblets Christian Martinez bruger de to pigers bare, malede rygge som et forstærket slagtøjsinstrument. De to piger spilles og synges af den finske sopran Olga Heikkilä, som er uddannet i København og synger på Det kgl. Teater, og mezzoen Stina Schmidt, som er uddannet i Aarhus og København, og som også er godt inde i en karriere. De kan begge det ikke helt lette at synge fremragende, mens de spiller råt og barsk teater.

Det gælder også de tre soldater, tenoren Mathias Hedegaard, som gør oprør mod krigsvæsenet, og de to dybe kraftstemmer Morten Staugaard og Jesper Brun-Jensen. Det er en forestilling udelukkende med virkelig gode sangpræstationer og kraftfulde scenepræstationer. Der skal en særlig bemærkning til om Morten Staugaard, som i Det kgl. Teaters nye moderne, livlige opførelse af Mozarts ”Figaros bryllup” kom ud for et uheld, som nu kræver gangkrykker. Jeg troede, at de var rekvisitter, men fik andet at vide. Må jeg som en ”ekspert” i brugen af de samme tilføje et ”vær forsigtig” med overdrivelser på scenen.

Sangen om glemselen

Tilbage til ”Lysistrate”. Slutningen besynger glemselen. Pigerne er døde. Mændene fortsætter i baren. Og så glider musikken stille ud. Den er smuk, ensom, men den er smuk på den måde, som gør én stille:

Luk dørene op og lad dem komme ind

lad os se hvad glemselen kan rumme i sin blodige andagt,

hvem den kan kaste på intets alter i nat

for aldrig siden at skulle besvære sig med

de små glade ting der er livet

Kom nu soldater. Baren er åben

Tag jer ikke af pigerne de hører med

de er drømme og minder. De kommer af det, I har glemt

de vil ikke sige jer noget. De vil bare hjælpe jer med

at glemme at I har glemt hvem I er

som man glemmer når det er glemselen

man har glemt at glemme 

Foto: Morten Staugaard, Stina Schmidt, Olga Heikkoilä og Mathias Hedegaard, Jesper Brun Jensen, foto Den Fynske Opera.  

5 stjerner af 6. Den Fynske Opera, Filosofgangen 19, Odense. Varighed 80 minutter uden pause. Spilles tirsdag-onsdag-torsdag 19, 20. og 21. april kl. 19.30.  Varighed 80 minutter uden pause.