En ægte kulturminister

Østrig har fået ny kulturminister. Man kan naturligvis mene, at det ikke rager os, men vi har alligevel meget at lære af den historie. Den ny kulturminister er den 50-årige Thomas Drozka, som tidligere har rådgivet SPÖ-kanslerne Franz Vranitzky og Viktor Klima på det kulturpolitiske område. Men Drozka er ikke først og fremmest politiker. Han var forretningsfører for et af verdens mest estimerede teatre, Burgtheater i Wien, indtil han i 2008 overtog ledelsen af de forenede teaterscener i Wien, Vereinigten Bühnen Wien (VBW). De inkluderer foruden Burgtheater også en af verdens mest berømte operascener, Wiener Staatsoper og Wiener Volksoper foruden musicalscenen.

Allerede efter to år med Drozka i spidsen for den betydelige sammenslutning af scener havde han opbygget den første af en række rekordsæsoner. Drozka har egentlig kontrakt frem til 2018, men den østrigske SPÖ-regeringschef Christian Kern er kommet i vejen med tilbuddet om kulturministerstolen. I Østrig er kulturministeren en væsentlig kulturperson, som også gerne har en praktisk indsigt i kulturen bag sig.

Så er vi netop kommet til pointen ved at fortælle om Østrigs nye kulturminister. I Danmark vælger man politikere som minister for både kultur og sport, og de mangler ofte den store indsigt og det afgørende engagement. Den samme tendens ses også lokalt.

Naturligvis er der forskel på Østrig og Danmark. I Østrig er det en meningsfyldt tradition at tage kulturlivet alvorligt også i hverdagen. Dernede er det naturligt, at der skal kulturpersonligheder til at styre kulturen.

Gårdsanger søges

Rubrikken, ”Gårdsanger søges”, er lånt fra en leder i JP Aarhus 15. maj. Den bør læses af så mange som muligt. Den handler om, hvad vi skal vente os af den kommende orkesterchef for Aarhus Symfoniorkester, hvis navn kan forventes offentliggjort snarest. Lederskribenten citerer stillingsopslaget, at chefen skal ”netværke eksternt og opdyrke nye sponsor/fondssamarbejder” ligesom ”det i sig selv skal være motiverende at få økonomien til at hænge sammen og sikre høj effektivitet”.

Så kommer det stille og morsomt og rammende: ”Forhåbentligt gør det ikke noget, hvis musikchefen også kender sin Mozart”. Den afgående musikchef Palle Kjeldgaard har kendt sin Mozart og mere til. Stillingsopslaget kan lyde, som har økonomien ikke hængt sammen for orkestret. Det har været udsultet, og efter de omstændighederne har økonomien hængt sammen på imponerende vis. Ejeren af orkestret, Aarhus Kommune har virkelig fået meget ud af pengene. Effektiviteten har været høj i en grad, som man kan tvivle på findes mage til ovre på rådhuset. Tilbage til JP Aarhus, som skriver:

”Palle Kjeldgaard har stort set fordoblet orkestrets egen indtjening, og uden de millioner ville situationen for orkestret aktuelt have været endnu værre. – Man forstår, at sponsorer er lystige toner for en kommune. Alligevel er der grund til at udvise forsigtighed. Det er jo ikke sikkert, at fremtidens sponsorer stiller sig tilfreds med en diskret note i programmet. Måske ønsker de ligefrem at præge programmet, for den, der betaler for musikken, bestemmer også melodien. Musikchefen risikerer at ende som en gårdsanger, der med lirekasse fremfører velfærdsstatens klagesang. Det er på tide, at Aarhus vedkender sig, at man vil være en storby med et rigt kulturliv og selv betaler regningen. Selvfølgelig kan kommunen med modent politisk håndværk prioritere, så der både bliver midler til de sociale kasser og til kulturlivet”.

Det er blevet et langt citat, men der siges meget nødvendigt og mere til af den slags i den aktuelle situation i JP Aarhus’ leder.

Elefanten måtte ikke blæse med i ”Aida”

I sommeren 1999 begyndte en stolt operatradition i Schwerin. Man opførte Verdis ”Aida” under åben himmel over for slottet, hvorfra kong Christian den tiendes dronning Alexandrine kom. Siden har Staatstheater Mecklenburg i Schwerin spillet forskelige operaer hver sommer. I år skulle det igen være ”Aida” som teaterchef Joachim Kümmitz’ sidste forestilling, inden han går på pension. Og han ville gentage den specielle succes fra 1999 med en elefant trompeterende i spidsen for egypternes triumfmarch.

Dengang var det en lille sød og meget ivrig elefant, der mærkbart elskede at trutte med, når orkestret begyndte at spille den populære march. Den kunne næsten ikke vente. Den gav os en musikalsk oplevelse, for den truttede tonen es klart og flot, da Verdis orkester netop landede i Es-dur som hovedtoneart. Det øjeblik glemmer jeg aldrig.

I år kan man roligt tage til Schwerin til en af de 23 opførelser af ”Aida” mellem den 8. juli og den 14. august. Medlemmer af Dyrenes beskyttelse er ganske vist gået i fælles march imod, at en elefant skulle udsættes for den stressfare, det er at skulle lytte til et orkester, der spiller opera op til 80 dB. Det svarer til, hvad en forbipasserende lastbil yder.

Teaterchef Kümmitz siger, at årets udvalgte elefant, som endda er større end den lille søde elefant i 1999, som dens forgænger ikke kommer nær orkestret og koret. Og det er rigtigt, at vor elefant i 1999 syntes at nyde både musikken og dens faste ophold omme bag slottet. Én ting har dyreværnsforkæmperne ret i. Der var ingen elefanter med i uropførelsen af ”Aida” i Cairo i 1871. Verdi havde ikke tænkt på elefanter. Der var nu heller ikke plads til dem i Cairos lille operabygning, der siden blev brandstation.

Men selv om modstanderne af elefantens entré på operascenen var i overtal i byrådet, så har Schwerins operaglade overborgmester Angelika Gramkow fra venstrefløjen vundet, for hun fandt kontrakten med elefanten Malas cirkus frem. Den var underskrevet i 2014, og en passus heri lød ”gældende kontrakt forlænges”. Kontrakten med elefanten er juridisk gyldig. Men det loves, at Mala hver aften til sommer er sikret følge af en kvindelig amtsdyrlæge.

Invitation til Palle Kjeldgaards afskedsreception

Aarhus Symfoniorkesters musikchef Palle Kjeldgaard forlader 31. maj orkestret efter ni år på posten. Orkestret hører under Aarhus Kommune, og kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, og kulturdirektør Kirsten Jørgensen inviterer til afskedsreception i Musikhusets Rytmisk sal mandag den 23. maj klokken 14.30 – 16.30. Alle er velkomne, hedder det, og det må ikke mindst gælde orkestrets publikum. Vær med til at give dagen også et festligt præg.

Endnu inden Palle Kjeldgaard rejser, er han tilstede som vært ved to koncerter i Symfonisk Sal i Aarhus Musikhus. Først næste torsdag den 26. maj, da chefdirigent Marc Soustrot dirigerer Dukas, Debussy, Ravel og Bizet, blandt andet den sidstes ungdomssymfoni i C-dur, som blev fundet frem længe efter Bizets død. Kender man den ikke, skal man vide, at den er tindrende charmerende.

Lørdag eftermiddag den 28. dirigerer Michael Bojesen så Carl Orffs ”Carmina burana” komponeret over gamle tyske sange om foråret, vinen og kærligheden i alle dens aspekter.   

Billede: På mandag eftermiddag kan man sige farvel til Palle Kjeldgaard