af John Christiansen - d. 26. maj 2016
Chefdirigent Marc Soustrot var en oplevelse på musikalsk hjemmebane med et udsøgt fransk program i Aarhus
Det var så småt blevet sommer igen, og så blev Symfonisk Sal i Musikkhuset Aarhus desværre
halvejs glemt som klassisk koncertsal. Vi ældre kunne mindes somrene i
Tivoli Friheden og den store nøgne sportshal. Koncerterne der havde nu deres egen
charme. Men bytte tilbage? Absolut nej.
Det var nu synd, at chefdirigent Marc Soustrots sidste
koncert inden orkestrets sommerferie så langt fra var udsolgt, selv om torsdagens
koncert og den sidste på lørdag eftermiddag begge er til tilbudspriser. Det er jo
stadig maj måned, og til haven var aftenvejret nu ikke. Hvorfor så springe en
usædvanlig dejlig koncert med elegant og charmerende fransk musik fyldt af
atmosfære over? Fem atmosfærefyldte stykker musik uden et eneste tysk indslag.
Man gik fra Symfonisk Sal lettere i sindet. Men også lidt mat over, at så mange
af det ellers så trofaste Aarhus-publikum gik glip af en stor koncert netop i denne stund.
En cd med aftenens
musik på vej
Marc Soustrot indspiller efter denne koncert en cd med i hvert
fald størstedelen af aftenens musik. Udførelsen lovede, at den bliver en ny succes
efter sopranen Pumeza Mitshikizas meget fine samling af arier (læs pladeartiklen
”Vidunderlige Pumeza”).
Koncerten indledtes med dens mest ukendte musik, Paul Dukas dansedigt
fra balletten ”La Péri”, elegant og smuk musik i en fin orkesterudsættelse i
stil med den, som vi kender fra Dukas’ populære ”Troldmandens lærling”. To af
de mindre kendte enkeltstående, rent impressionistiske værker stod godt til
hinanden, Debussys ”Forspil til en fauns eftermiddag” og Ravels ”Pavane for en
afdød prinsesse”, begge komponeret i 1890’erne. En faun vågner efter en
forunderlig drøm. Var den virkelig eller ej? Lena Kildahl Larsens fornemme fløjtespil
var virkelig. I Ravels stilige dansemusik erindrer man en spansk (det kunne høres) prinsesse
fra renæssancetiden. En drøm om en pige, som var engang.
En helt anden pige
Hovedkomponisten var Bizet. Han skrev scenemusik til Alphonse
Daudets sceneske melodrama ”L’arlesienne”, pigen fra Arles, som ikke er nogen
heltinde. Det er den mandlige hovedperson Frédéri måske, det er i hvert fald
ham vi holder med, for pigen fra Arles vil ikke være hans, og han begår derfor selvmord.
Den historie mærker vi nu ikke direkte til i de fire stykker, som Bizet hurtigt
efter teaterstykkets premiere valgte at instrumentere for et stort orkester til
brug i en suite for koncertsalen. Bizet havde komponeret teaterversionen til maksimalt de 26 musikere, som der var plads til i teatret.
Opførelsen af den populære suite lovede med fasthed i
forspillet fugt af et elegant gnistrende liv også godt for pladeudgivelsen. Den
kommer jo til at konkurrere med indspilninger foretaget af berømte orkestre. Efter
Bizets død instrumenterede hans ven Ernest Guiraud endnu tre stykker, som
sammen med en menuet fra Bizets opera ”La jolie fille de Perth” udgør den anden
af de to suiter, men den bliver ikke aktuel på cd’en.
Bizet begyndte med at komponere en symfoni i C-dur fire dage
efter sin 17 års fødselsdag i 1855, men han var aldrig selv interesseret i at få
den opført. Det blev den først i 1935. Han skrev den som kompositionsopgave på
konservatoriet i Paris, hvor han studerede under Charles Gounod, og en meget
troværdig teori går ud på, at han var lidt flov ved den, fordi den særdeles
meget minder om hans læremester Gounods første symfoni i D-dur. Og det gør den. Men Bizets symfoni er
blevet mere populær end Gounods, som blev genfundet endnu senere end Bizets, nemlig i 1950'erne. Også den fortjener at blive genopfrisket.
En forfriskende
symfoni
Bizets symfoni er dejligt forfriskende. Den blev spillet
med melodisk svung (ja, det ord sætter computeren energisk rød streg under),
med en elegant frasering (ordet godkendes) og med en medrivende lethed. Og så
lidt om andensatsen, en vidunderlig adagio, som bæres af solooboen. Da Sir
Thomas Beechams berømmede EMI-indspilning af symfonien kom for godt et halvt århundrede
siden, blev der skrevet begejstret om solooboisten i Orchestre National de la
Radiodiffusion Francaise. Det vil jeg også sammenlignende gøre om Oliver
Nordahls meget fint artikulerede klangsmukke obospil. Men det var hele orkestrets aften. Det er virkelig på vej –
hvis det ikke bliver standset.
Den store koreograf George Balanchine gjorde i 1947 symfonien
endnu mere populær ved at skrive en ballet til Pariser Operaen over den, ”Symphony
in C”. Der er også blevet danset ballet i Paris til Dukas’, Debussys og Ravels bidrag
til Aarhus Symfoniorkesters koncert. Pariserne har altid elsket ballet. I en
gammel film om Richard Wagner er der en uforglemmelig scene, da Wagner bliver bedt
om at lave sin ”Tannhäuser” om og indlægge en ordentlig ballet til Paris, men der står
fortvivlelse i ansigtet på Wagner, der svarer: ”Aber Pilger tanzen doch nicht”.
Denne aften kunne man mærke dansen inden i sig. Nu er der
ikke andet at sige, end at vi kan glæde os til cd-udgivelsen med Soustrot og
hans Aarhus-orkester.
Aarhus
Symfoniorkesters sidste koncert i sæsonen er lørdag eftermiddag kl.15.00 i
Symfonisk Sal. På programmet står Carl Orfs populære, meget lidt franske, rytmisk
mere hårde, melodisk enkle kor-, solist- og orkesterværk ”Carmina burana”.
Foto: Chefdirigent Marc
Soustrot