af John Christiansen - d. 28. maj 2016
Carl Orffs ”Carmina burana” opført af Aarhus Symfoniorkester med et stort kor af publikummer - Wiener Phiharmoniker samlede 110.000 tilhørere til koncert ved slottet Schönbrunn
Publikum var inviteret til at synge med i Aarhus Symfoniorkesters
opførelse af Carl Orffs korklassiker ”Carmina burana”. Helt vildt foregik det
nu ikke. De, der gerne ville have fornøjelsen, skulle i forvejen melde sig og
være med i korprøver med de andre mere eller mindre garvede korister i det
århusianske KOR 72’s regi. Godt en halv
snes stolerækker på gulvet i Symfonisk Sal var fyldt op med de 275 sangere i det,
der blev kaldt Stort Kor 72.
Det begejstrede publikum – for begejstret var det – sad på
den bagerste ophøjning i salen og på balkonerne, også på korpladserne foran orglet.
Det sidste kan være en speciel fornøjelse, for man ser dirigenten forfra, som
musikerne gør det. Mange steder er disse (billigere) pladser meget
efterspurgte, fordi man derfra kan opdage nyt i musikken, så også Aarhus
Symfoniorkester burde nok åbne for salg af dem langt oftere.
Giv publikum mulighed
til at slå os løs
Nej, der var ikke åbnet for den vilde og ukontrollerede deltagelse. Det var en koncert med kvalitet også for os, som kun skulle lytte. Men lad os springe lidt udenfor et øjeblik. Det sker for eksempel, når et par sangsolister i det afsluttende operanummer, som vi
alle mere eller mindre kender, opfordrer publikum til at synge med på omkvædet.
Teksten kan uskyldigt være at læse i programhæftet, hvis de gode sangere nu skulle
få lyst til at give et ekstranummer. Så kan man senere sige: ”Jeg sang for resten
sammen med ham Domingo forleden”. Det giver lidt ekstra til cv’et, til ens
curriculum vitae.
Men alligevel lidt mere alvorligt: Hvorfor er der så alt for sjældent en koncert, hvor publikum
får mulighed for at slå sig lidt løs på en voksen måde? Sådan var Festuge Classic engang tænkt,
men den blev en mere almindelig koncert.
Almindelig og dog
noget særligt
Denne aktuelle koncert med ”Carmina burana” var en sådan
almindelig koncert og alligevel noget særligt. Værket er jo velegnet til denne specielle
lejlighed. Korstemmerne er ret enkle at gå til, og man kan blive opstemt af at
synge med, hvis dirigenten kan sit inspirerende job, og det kunne den erfarne
Michael Bojesen. Med det naturligvis flot spillende Aarhus Symfoniorkester kom
der go i den. Korklangen fra parterret var i orden, præcisionen også,
naturligvis ikke så fintslebent som til en ”rigtig” koncert, men alligevel.
Tre solister lyste op. Tenorens sang om svanen, som på kroen
mindes sin tid som frit flyvende svane over søen, alt imens han/den venter på
at blive serveret som en sort kullet steg, er et hit, når man virkelig fornemmer
en stakkels svane i sangen. Det gjorde man i tenoren Gert Henning-Jensens mesterlige
præstation. Det største soloparti havde barytonen Teit Kanstrup, som synger meget
i London, og som også havde sit fine specielle bud som en vittig fordrukken gæst
i krostuen. Sopranen Frederikke Kampmann er nu ansat to år på Theater an der
Wien, og i hendes smukke sang noterede man især en dejligt sikker højde.
Lykkehjulet fra middelalder
til nazismen
Lykkehjul, skæbnehjul, forårsdans på engen, fuldesang på
kroen, elegant og følsomt elskovshof, digtet for snart 1000 år siden på latin
og gammeltysk, sat i musik på et tidspunkt i verdenshistorien, da det gamle
kulturland, hvor digtene var blevet til, blev styret af den sorte nazisme. Det
var ikke dens ledere, som bestilte eller ønskede netop ”Carmina burana” af Carl
Orff, men naziledelsen måtte anerkende ham som en af Tysklands mest lovende
komponister uden dog at komme til at anerkende hans musik som deres musik. Carl
Orff var ikke nazist, men hvis han ville overleve, var også han nødsaget til at
komponere musik, som han ikke selv var glad for at skrive. Men ”Carmina burana”
var han selv lykkelig for, mens flere naziledere forbød den opført i deres områder.
Carl Orffs musik sad.
Festligt var det med disse nærmest motorisk medrivende toner. Men der er jo
andet i den. Det blev en anderledes, men også en rigtig god koncert.
110.000 til gratis koncert
med Wiener Philharmoniker
Noget helt andet: Wiener Philharmoniker giver hvert år en
koncert med klassisk musik på den vidstrakte plæne mellem kejserslottet Schönbrunn
og den såkaldte Gloriette i Wien, hvor kejser Franz Joseph elskede at sidde behageligt
i en specielt bygget vogn og ”gå” på jagt. Det er en ret ny koncerttradition,
og populær er den. Der er gratis adgang, forstærkningen af lyden er meget
professionel, og flot er det med slottet belyst i mange farver og festfyrværkeri
og dans til ekstranumrene, Offenbachs ”Can can” og Johnn Strauss’ ”Wiener Blut”.
Det blev et rekordår denne gang. Vejret var for en sjælden
gangs skyld tørt og varmt. En time før koncertens begyndelse måtte
området afspærres, da over 110.000 mennesker fyldte det op. U 4 kørte i ekstra
pendulfart ud til Schönbrunn og måtte så over højttalerne på undergrundstationerne
meddele, at koncertområdet var fyldt og lukket. Koncerten blev transmitteret
over ORF 2 og 3sat fjernsyn og også vist på storskærm i Barockgarten som led i
en gratis Volks-E-Musikfest, en folkelig festival med E-Musik, hvilket betyder ernste
musik, altså musik, som man tager alvorligt.
Årets alvorlige musik var for en god del fransk. Semyon
Bychkov dirigerede philharmonikerne i Bizet, Berlioz, Ravels ”Bolero” og
Poulencs koncert i d-mol for to klaverer med søstrene Labecque, hvoraf den ene,
Marielle er gift med Bychkov. Wiener klassiken manglede naturligvis ikke. Koncerten
udsendes om kort tid både på cd og på dvd.
I wienerpressen blev der skrevet ironisk om, at man på Wikipedia kan
læse, at besøgsrekorden i Schönbrunn parken i 2007 var på 140.000 tilhørere: Og
der konstateres tørt: Schönbrunn er tilsyneladende blevet større i mellemtiden!
Billede: Dirigenten Michael Bojesen havde styr på alle både foran og bag sig. pr-foto