af John Christiansen - d. 30. juni 2016
Det er vanskeligt at undgå fodbolden i øjeblikket, men den kan også trives sammen med den klassiske musik. En artikel også for fodboldhadere.
Indledningen er ikke ny. For nogle år siden fandt en stor
undersøgelse sted i Tyskland om forholdet mellem sportsfolk og klassisk musik.
Resultatet af den vil jeg omskrives sådan: Hvis de sportsinteresserede, aktive
såvel som passive, alene skulle stemme om kulturlivets vilkår, ville den
klassiske musik og opera få lov at blomstre op.
Mange nægter at tro, at der skulle være en naturlig
sammenhæng mellem interessen for stor sport og stor musik, men for mig er det
åbenlyst, at et klassisk musikpublikum og et sportspublikum kan engagere sig på
måder, som kan sammenstilles og derfor også samle. Men et sidespring: Der var
nu både større tenorer og større fodboldspillere i gamle dage.
Jeg interviewede for nogle år siden den store spanske sopran
Montserrat Caballé, en pragtfuld kvinde også for en musikjournalist, fordi hun
udtrykker sig så åbent og begejstret og tilmed sjovt. Jeg spurgte hende, om hun
så fodboldkampe. Ja da. ”Men jeg har det
ikke som José (altså tenorkollega Carreras), som altid holder med Barca her i Barcelona. Jeg holder altid med det
hold, som spiller bedst fodbold”. Og så fortalte hun, hvad hun så efter i
fodbold, teknisk og ikke mindst taktisk, og jeg tør sige, at hun var inde i fodboldlektien
som i et musikpartitur.
Om dirigenter, Mozart
og Beethoven
Nu er der EM i fodbold, og i et interview i den førende østrigske
avis Die Presse blev den meget klassiske østrigske verdenspianist Rudolf
Buchbinder indledende spurgt, om han fulgte med i EM-fodbolden, og det gjorde
han da: ”Den 10. juli er jeg endda med
til finalen i Paris”. Buchbinder havde naturligvis ønsket, at Østrig havde nået
finalen. Jo, han fik direkte spørgsmålet af Die Presse. Men nu håber Buchbinder
på Spanien, som efter hans mening spiller bedst fodbold. Og han ønsker, at
Fernando Tores får lov at spille med i finalen. Hans ønsker er her i skrivende
stund allerede ødelagt af italienerne.
Og så talte Buchbinder videre om Beethoven og Mozart og om pianistens
samarbejde med dirigenten, som er forskelligt til de to komponisters
klaverkoncerter: ”Jo, der findes
dirigenter og orkestre, som jeg ikke vil spille sammen med. Jeg fornemmer hurtig,
om det straks funktionerer eller om det aldrig vil funktionere. Nej, der
hjælper det ikke med 20 procent. Hvis det derimod funktionerer med en dirigent,
så er det et vidunderligt partnerskab. Man ser på hinanden, og uden ord er man
inde i en samtale, man kan kaste bolden til hinanden og kan improvisere. Det
vil sige frem for alt i Mozarts koncerter, hos Mozart er improvisation nærmest
et påbud, men Beethoven ville det ikke. Carl Czerny spillede en gang en sonate
lidt anderledes, og Beethoven blev derefter ræve-djævelsk rasende. Hos Mozart
var improvisation derimod ligefrem ønsket. Dokumenter viser, at Mozart aldrig
har spillet det samme stykke éns to gange”.
Til fodbold i arenaen
i Verona
Lejligheden er der til at repetere et par erindringer. Jeg
har ”fulgt” flere af Italiens mange VM-og EM-kampe, mens jeg har hørt opera i
arenaen i Verona. Engang da Italien vist var nået til en semifinale, fortalte
vores chauffør, som efter operaen skulle køre os tilbage til Garda søen, at
hvis Italien vandt denne store, afgørende kamp, kom vores bus ikke ud af Verona
før hen på morgenen. Hele byen ville på et øjeblik fylde gaderne. Arenaen er
forbløffende godt isoleret lydmæssigt begge veje, men begejstringen efter et
italiensk mål kunne man altid høre udefra og ind i arenaen. Den aften hørte vi
heldigvis kun Verdi.
Jeg var med et hold læsere i Spanien en dag, da det spanske fodboldlandshold
spillede. Nogle af mine rejsedeltagere sad på en restaurant, da tjeneren
pludselig kom med fyldte glas til alle gæsterne. Jo, Spanien var kommet foran.
Minutter efter kom han igen, tog vinen ud af folks hænder og gik ud med alle de
stadig halvfyldte glas. Modstanderen havde straks udlignet.
Det kan være muligt at holde både publikum og sangere
underrettet under en kamp. Jeg har bemærket en slagtøjsspiller bagerst i orkestret
i arenaen betjene en lille radiomodtager i sine pauser og derpå under operaens
slutbifald med store armbevægelser fortælle kollegerne og publikum, hvordan
kampen med de italienske fodboldhelte var endt. Og den aften var den til
italiensk jubel, men det var for os heldigvis en mere beskeden kamp af
betydning. Oppe på scenen var rækken af fremkaldelser af sangerne netop nået
til tenoren, som nu ikke havde så meget at prale af. Han kunne ikke se
musikeren signalere Italiens sejr, og han var nok som sine kollegaer forundret
over, at netop han blev mødt af aftenens overraskende stærkeste bifald. Forhåbentlig
fik han lov at blive i troen, at den gjaldt ham.
En velkendt historie om Placido Domingo er virkelighed. Hans
favorithold er Spanien, som nu altså er slået ud. Han har som part i de tre
tenorer, Pavarotti, Carreras og Domingo, altid sørget for at skulle synge i
forbindelse med kampene i fodbold-VM. Men én gang havde han en kontrakt om en
opera, mens Spanien spillede en vigtig kamp, og den optræden kunne ikke ændres.
Men Domingo ville følge kampen tæt. Hans private aftale blev, at en lille seddel
fra en medarbejder bag scenen skulle vandre op gennem orkestret til dirigenten,
hvis der blev scoret. Zubin Mehta, som altid er med på en spøg, indlagde så i
sin direktion vink til Domingo om, hvad der skete i fodboldkampen. Det berettes,
at Domingo på scenen holdt operamasken, selv når Spanien scorede.
Næste festival:
Hindsgavl
Der er naturligvis festspil og koncertarrangører, som
tilrettelægger programmet, så det ikke kolliderer med fodbold-VM. Jeg mener at have læst, at selveste
Hindsgavl-festivalen har skrevet, at der også er mulighed for gæsterne at se
semifinalerne den 6. og 7. juli på tv? Ikke mere fodbold. Det er heller ikke
derfor, at omtalen af denne ganske specielle festival skal med her. For det er
specielt at bo på et fint gammelt slot ved Lillebælt midt i en dejlig natur, få
god mad og have selskab dagen rundt af andre musikbegejstrede og tilmed
kunstnerne.
Den energiske og dygtige leder Bernard Villaume præsenterer på
Hindsgavl kammermusik af kvalitet. Hver formiddag starter med et kvarter med
gårsdagens kunstner, og der er eftermiddagskoncerter og en hovedkoncert kl. 20
med koncertintroduktion, men der er mange andre programpunkter, som kommer vidt
omkring i musiksfæren. Man får lov at opdage nyt og anderledes på Hindsgavl. Der
er to fire dages-programmer, mandag-torsdag den 4. til 7. juli og
mandag-torsdag 11.-14. juli. Man kan også få billetter til ikke udsolgte enkeltkoncerter.
Prøv det.
I den første periode er en af hovedattraktionerne to
koncerter med en fornem klavertrio med violinisten Isabelle Faust, som er
begavet med en vidunderlig musikalsk tankevirksomhed, den lige så fremragende pianist
Alexander Melinkov og cellisten Quwtres. De to første har indspillet flere
cd’er sammen. I den anden periode kommer klarinettisten Sabine Meyer i et
fornemt kammermusiksamarbejde med blandt andre den franske Quatuor Modigliani.
Sabine Meyer var et år fra 1983 Herbert von Karajans foretrukne klarinettist,
men dengang kunne musikerne endnu ikke forene sig ed en kvindelig musiker på en
topplads, og derfor forlod hun orkestret mod Karajans ønske. Den officielle
diskussion gik dog på, om Sabine Meyers klang passede ind i berlinernes. Naturligvis
var hendes klang ideel.
På eftermiddagskoncerter hører man bl.a. cellisten Andreas
Brantelid den 13. og den italienske pianist Beatrice Rana den 14. juli. Hun
blev opdaget af os på den første internationale klaverkonkurrence i Aarhus, og
man kan se, at hun nu har stor succes som internationalt omrejsende og følsomt
musicerede klaverfænomen.
God fornøjelse. Den er det nu mere sikkert at finde i
koncertsalen end foran tv-apparatet.
Billede: Sabine Meyer,
Karajans foretrukne klarinettist, kommer også til Hindsgavl