Det er Aarhus Sommeroperas 30. sæson. Tag tallene her med lidt forbehold. Et hastigt tilbageblik over somrene siden årtusindskiftet fortæller om 18 forskellige operaer, seks fra det traditionelle repertoire, mest Mozart, som klæder det hyggelige Helsingør Theater, som nu har hjemme ved Den gamle By i Aarhus, videre et par såkaldte sæbeoperaer, men ikke mindre end en halv snes nye danske operaer. Det er flot. Herhjemme har vel kun Den fynske Opera været konkurrencedygtig. Sommeroperaens økonomi er naturligvis stram, og det er en historie, en bedrift i sig selv, at der fortsat satses så stærkt på ny operadramatik. Men det har jo vist sig, at den har et publikum i det lille teater.   

Komponisten Svend Hvidtfelt Nielsens musik og instruktøren Jens Krogsgaards tekst til dette års premiere, ”Lænker”, er en historie i sig selv. Det er nærmest en nørdet opera skrevet med engagement, næsten kærlighed og i hvert fald omhu. Forhistorien til dens tilblivelses hører med. Tenoren Jens Krogsgaard sang i 1997 med i Lars Klits ”Anatomisk opera” på Den jyske Opera og blev så fascineret af Sanne Bjergs tekst, at han læste mere af hende og fandt debutromanen ”Papaya-passionen”, som er bygget over en avisnotits fra 1964: ”Lænket til et træ i 17 år - Politiet i Venezuela befriede en 21.årig mand, som i 17 år af sit liv har været lænket til et træ... Han blev som fire-årig overladt til sin bedstemor, der ikke følte, at hun kunne styre ham”. 

Lænker mellem mennesker

Der er et stykke fra den underernærede mand ved træet i Caracas til den faktisk velfungerende Adam i operasengen. Sanne Bjergs fabulerende historie fortæller om den unge mands forhold til sin bedstemor og et par andre af landsbyens beboere. Den har inspireret til Krogsgaards operatekst,  hvad det betyder at være lænket til de mennesker, som vi har relationer til, og om friheden, som vi selv må tage ansvar for. Krogsgaard spørger: ”Findes der en frihed uden konsekvenser”.

Det er ikke en dramatisk historie om misrøgt af den unge mand, men mere en historie om, hvordan han også er lænket til de andre omkring sig. Omvæltningen i hans forhold til den unge pige Eva er sigende. Hun er fascineret af Adam og hans særhed at opretholde livet på, men da han bliver fri, uden at hun er hans frelser, forsvinder hendes interesse for ham. Han står til slut tilbage med friheden, men uvidende om, hvad frihed er og betyder.

Adams forhold til bedstemoren har i sig den indre kontrast, at lænken, som hun har givet ham med en glemt profeti som undskyldning, også er kærlighed. Lad så være, at bedstemor naturligvis er kriminel i sin handling.

En mytisk operahistorie

Adam og Eva? Nej det er ikke Bibelens første par, men navnene har som også Noah, Evas fars navn, mere en mytisk karakter. Historien foregår ikke på et bestemt tidspunkt eller et bestemt sted. Også Hvidtfelt Nielsens musik har fået et præg af myte. Den er i hovedsagen ikke ydre dramatisk, hvilket ikke er det samme, som at den er udramatisk. Komponisten siger det selv rammende, at han har komponeret en minimalistisk ”legoklodsmusik”. Men man kan også være en mester i at bygge med legoklodser. En af effekterne i dette nørdede partitur er, at man også kan fornemme såvel positive forhold som modsætninger personerne imellem.

Men uanset hvor meget man når at få fat i af meningsfortællende tonetrin, spring og bevægelser, er det en god ide gerne forinden at få læst komponistens artikel i programmet om musikkens ”dialekter og familieskab”. For mig er en hovedsag, at der i musikken er en samlet stemning eller atmosfære over dette partitur, ikke mindst stille vemod, som koncentrerer ens lytning og indadretter den. Dog bliver der i anden akt mange toner og ord, der tilsyneladende skal siges, så det bliver lidt for meget. Der bygges op mod en finaleeffekt, der dog først kommer senere, og så må der bygges op igen. Men det skal slås fast, at Svend Hvidtfelt Nielsens musik, der nok er ny, men ret enkel og ikke kan kaldes specielt ”moderne”, om man vil, ikke er vanskelig at gå til – blot man lytter umiddelbart. Man får endda lov til at tænke et par generationer eller tre tilbage i musikhistorien.

Det er en musik, som er bygget tæt sammen med teksten. Og sangerholdet havde mærkbart arbejdet godt og grundigt for at opnå en god teksttydelighed, som det kun sjældent er norm nu om dage. Ulla Kudsk Jensen som bedstemoren må nævnes som en ideel fællesnævner på dette punkt. Alle tekstens mange detaljer kom naturligvis dog ikke helt let gennem det meget arbejdende kammerorkester, som man også gerne ville koncentrere sig om. Men et tekstbånd netop i det intime Helsingør Teater er jo heller ikke sagen, vel?

En fin sangerbesætning

Den alsidige tenor Valdemar Villadsen sang Adam med en dejligt behagelig højde. Han blev endda annonceret indisponeret, men det ville man selv næppe have opdaget. Han kan synge i et endnu højere tenorleje, og man har lov til at glæde sig til mange oplevelser med ham. Stina Schmidt er en alsidig sangerinde, som nu flere gange har vist, hvor fremragende hun er i nye operapartier. Det var en fornøjelse at lytte til hende. Som det unge ”par” sang de to faktisk moderne bel canto med ”den smukke sang” som et dramatisk virkemiddel. Ulla Kudsk Jensen må gerne nævnes igen for en fin meningsfuld sangpræstation som bedstemoren godt fulgt op af Jens Bruno Hansen, som har haft større partier i uropførelser af 25 danske operaer, her som den sympatiske Noah, og Jesper Mikkelsen, som nu synger fast i Tyskland, her som en lettere komisk præst på jagt efter meningen med den profeti, som  bedstemoren ved sin død har glemt.  

Randers Kammerorkester under dets chef David Riddell gav et fint koncentreret kammerspil, der var fyldt af en levende impuls, men som også gav en smuk helhedsklang. Det er netop et partitur, som kræver koncentration og veloplagthed i detaljerne, og det var der.  

Tenoren Jens Krogsgaard debuterede som instruktør. Et afgørende plus i hans opsætning var en præcist  rolig og meningsfuld personinstruktion, som viser, at hans instruktørdebut ikke var en ener for ham. At Krogsgaard tydeligt er engageret i stoffet kunne ses. Karin Seisbøll havde skabt en fin sydlandsk gårdhave med moderne træk og slip. Den gjorde den lille scene større end den er, og med Rune Halken Tønnes’ stille lysdesign var den behagelig at se på aftenen igennem.

Billede: Valdemar Villadsen og Stina Schmidt i ”Lænker”.   Foto: Pernille Bjerre

Læs et interview med de to bag operaen, Hvidfelt og Krogsgaard i Ascolta, Foreningen Operaens Venners medlemsblads august-nummer.

Lænker, opera af Svend Hvidtfelt Nielsen og Jens Krogsgaard. Aarhus Sommeropera, Helsingør Theater, Aarhus. Spilles 30., 31. august, 2. og 3. september kl. 18.30. Varighed 2 timer og 20 minutter. Billetter: www.billetlugen.dk og Musikhuset Aarhus, tlf. 70 26 32 67.