af John Christiansen - d. 28. august 2016
Aarhus Sommeropera spiller igen ny opera, som det ikke er vanskeligt at gå til: Svend Hvidtfelt Nielsens ”Lænker” om en ung mand, som var lænket af sin bedstemor i 17 år
Det er Aarhus Sommeroperas 30. sæson. Tag tallene her med
lidt forbehold. Et hastigt tilbageblik over somrene siden årtusindskiftet fortæller
om 18 forskellige operaer, seks fra det traditionelle repertoire, mest Mozart,
som klæder det hyggelige Helsingør Theater, som nu har hjemme ved Den gamle By
i Aarhus, videre et par såkaldte sæbeoperaer, men ikke mindre end en halv snes
nye danske operaer. Det er flot. Herhjemme har vel kun Den fynske Opera været konkurrencedygtig.
Sommeroperaens økonomi er naturligvis stram, og det er en historie, en bedrift
i sig selv, at der fortsat satses så stærkt på ny operadramatik. Men det har jo
vist sig, at den har et publikum i det lille teater.
Komponisten Svend Hvidtfelt Nielsens musik og instruktøren
Jens Krogsgaards tekst til dette års premiere, ”Lænker”, er en historie i sig
selv. Det er nærmest en nørdet opera skrevet med engagement, næsten kærlighed
og i hvert fald omhu. Forhistorien til dens tilblivelses hører med. Tenoren
Jens Krogsgaard sang i 1997 med i Lars Klits ”Anatomisk opera” på Den jyske
Opera og blev så fascineret af Sanne Bjergs tekst, at han læste mere af hende
og fandt debutromanen ”Papaya-passionen”, som er bygget over en avisnotits fra
1964: ”Lænket til et træ i 17 år -
Politiet i Venezuela befriede en 21.årig mand, som i 17 år af sit liv har været
lænket til et træ... Han blev som fire-årig overladt til sin bedstemor, der
ikke følte, at hun kunne styre ham”.
Lænker mellem
mennesker
Der er et stykke fra den underernærede mand ved træet i
Caracas til den faktisk velfungerende Adam i operasengen. Sanne Bjergs
fabulerende historie fortæller om den unge mands forhold til sin bedstemor og
et par andre af landsbyens beboere. Den har inspireret til Krogsgaards operatekst, hvad det betyder at være lænket til de mennesker, som vi har relationer
til, og om friheden, som vi selv må tage ansvar for. Krogsgaard spørger:
”Findes der en frihed uden konsekvenser”.
Det er ikke en dramatisk historie om misrøgt af den unge
mand, men mere en historie om, hvordan han også er lænket til de andre omkring
sig. Omvæltningen i hans forhold til den unge pige Eva er sigende. Hun er
fascineret af Adam og hans særhed at opretholde livet på, men da han bliver
fri, uden at hun er hans frelser, forsvinder hendes interesse for ham. Han står
til slut tilbage med friheden, men uvidende om, hvad frihed er og betyder.
Adams forhold til bedstemoren har i sig den indre kontrast,
at lænken, som hun har givet ham med en glemt profeti som undskyldning, også er
kærlighed. Lad så være, at bedstemor naturligvis er kriminel i sin handling.
En mytisk
operahistorie
Adam og Eva? Nej det er ikke Bibelens første par, men navnene
har som også Noah, Evas fars navn, mere en mytisk karakter. Historien foregår
ikke på et bestemt tidspunkt eller et bestemt sted. Også Hvidtfelt Nielsens
musik har fået et præg af myte. Den er i hovedsagen ikke ydre dramatisk,
hvilket ikke er det samme, som at den er udramatisk. Komponisten siger det selv
rammende, at han har komponeret en minimalistisk ”legoklodsmusik”. Men man kan
også være en mester i at bygge med legoklodser. En af effekterne i dette
nørdede partitur er, at man også kan fornemme såvel positive forhold som modsætninger personerne imellem.
Men uanset hvor meget man når at få fat i af meningsfortællende
tonetrin, spring og bevægelser, er det en god ide gerne forinden at få læst
komponistens artikel i programmet om musikkens ”dialekter og familieskab”. For
mig er en hovedsag, at der i musikken er en samlet stemning eller atmosfære
over dette partitur, ikke mindst stille vemod, som koncentrerer ens
lytning og indadretter den. Dog bliver der i anden akt mange toner og ord, der
tilsyneladende skal siges, så det
bliver lidt for meget. Der bygges op mod en finaleeffekt, der dog først kommer
senere, og så må der bygges op igen. Men det skal slås fast, at Svend Hvidtfelt
Nielsens musik, der nok er ny, men ret enkel og ikke kan kaldes specielt ”moderne”,
om man vil, ikke er vanskelig at gå til – blot man lytter umiddelbart. Man får
endda lov til at tænke et par generationer eller tre tilbage i musikhistorien.
Det er en musik, som er bygget tæt sammen med teksten. Og
sangerholdet havde mærkbart arbejdet godt og grundigt for at opnå en god
teksttydelighed, som det kun sjældent er norm nu om dage. Ulla Kudsk Jensen som
bedstemoren må nævnes som en ideel fællesnævner på dette punkt. Alle tekstens
mange detaljer kom naturligvis dog ikke helt let gennem det meget arbejdende
kammerorkester, som man også gerne ville koncentrere sig om. Men et tekstbånd
netop i det intime Helsingør Teater er jo heller ikke sagen, vel?
En fin
sangerbesætning
Den alsidige tenor Valdemar Villadsen sang Adam med en
dejligt behagelig højde. Han blev endda annonceret indisponeret, men det ville
man selv næppe have opdaget. Han kan synge i et endnu højere tenorleje, og man
har lov til at glæde sig til mange oplevelser med ham. Stina Schmidt er en
alsidig sangerinde, som nu flere gange har vist, hvor fremragende hun er i nye
operapartier. Det var en fornøjelse at lytte til hende. Som det unge ”par” sang
de to faktisk moderne bel canto med ”den smukke sang” som et dramatisk
virkemiddel. Ulla Kudsk Jensen må gerne nævnes igen for en fin meningsfuld
sangpræstation som bedstemoren godt fulgt op af Jens Bruno Hansen, som har haft
større partier i uropførelser af 25 danske operaer, her som den sympatiske
Noah, og Jesper Mikkelsen, som nu synger fast i Tyskland, her som en lettere
komisk præst på jagt efter meningen med den profeti, som bedstemoren ved sin død har glemt.
Randers Kammerorkester under dets chef David Riddell gav et
fint koncentreret kammerspil, der var fyldt af en levende impuls, men som også
gav en smuk helhedsklang. Det er netop et partitur, som kræver koncentration og
veloplagthed i detaljerne, og det var der.
Tenoren Jens Krogsgaard debuterede som instruktør. Et
afgørende plus i hans opsætning var en præcist rolig og meningsfuld personinstruktion, som
viser, at hans instruktørdebut ikke var en ener for ham. At Krogsgaard tydeligt er engageret i stoffet kunne ses. Karin Seisbøll havde skabt en fin sydlandsk
gårdhave med moderne træk og slip. Den gjorde den lille scene større end den
er, og med Rune Halken Tønnes’ stille lysdesign var den behagelig at se på aftenen
igennem.
Billede: Valdemar
Villadsen og Stina Schmidt i ”Lænker”.
Foto: Pernille Bjerre
Læs et interview med
de to bag operaen, Hvidfelt og Krogsgaard i Ascolta, Foreningen Operaens
Venners medlemsblads august-nummer.
Lænker, opera af Svend
Hvidtfelt Nielsen og Jens Krogsgaard. Aarhus Sommeropera, Helsingør Theater,
Aarhus. Spilles 30., 31. august, 2. og 3. september kl. 18.30. Varighed 2 timer
og 20 minutter. Billetter: www.billetlugen.dk og Musikhuset Aarhus, tlf. 70 26 32
67.