Dagens citat: Da Gioacchino Rossini indstuderede ”La Cenerentola” fra sit cembalo inden premieren i januar 1817 i Teatro Valle i Rom, var han frygtet af de musikere, som ikke indfriede hans forventninger. Kun anden-klarinettisten blev aldrig skældt ud. Første-oboisten, som ikke før havde spillet under Rossini, undrede sig og spurgte første-klarinettisten: ”Hvorfor giver maestro aldrig så meget som en anelse af kritik til din klarinet-kollega? Han er jo på ingen måde bedre end os andre”.  Svaret lød: ”Har ingen fortalt dig det? Min klarinettist-kollega er af profession barber. Maestro bliver hver dag barberet af ham” Citatet er fundet i Reclams muntre operabog ”Immer bekommt der blöde Tenor die Dame”, hvor mange af historierne er autentiske. Men mon denne er?

Rossinis musik gør glad

Man bliver i godt humør, når man lytter til Rossinis musik. Det gælder også med ”La Cenerentola”, på dansk ”Askepot”. Det var en af de operaer, som Rossini selv var mest glad for. En gang erklærede han endda ”allermest for La Cenerentola”. Det er heller ikke en skrøne, at han skrev partituret på godt tre uger. Man må blot ikke tro, at det er en eventyropera for børn. Jo, lad os bare kalde den en opera for børn i alle aldre, og naturligvis kan de rigtige børn også være med til at se og lytte på Rossinis eventyr. Det ved forældrene nok bedst selv. Men Rossini skrev sin opera for voksne, og voksne lytter på en anden måde. Den kendte eventyrhistorie er anderledes i sig selv, men den er stadig nem og lige til.

Hvad vigtigt er: Operaen er fyldt med musikalske raffinementer, som det er en ren fornøjelse at lytte til. Man kan ikke undgå at blive i godt humør – hvis opførelsen er til det. Operaen var i en årrække endnu mere populær end ”Barberen i Sevilla”, men så fulgte en tid, da det blev vanskeligere at finde tilstrækkeligt gode sangere. Denne ”Askepot” er vanskelig, for den kræver smidige, lettere stemmer. Og snart fulgte netop en tid, da tungere, kraftigere stemmer blev populære ikke mindst i Verdis operaer. ”La Cenerentola” kræver også en dirigent, som kan få musikken til at danse meningsfuldt og uden at der danses hen over raffinementerne, og det kræver sangere, der kan fortælle med stemmerne. Jacopo Ferretti skrev nok operateksten uden at imponere med den store humor, men den og livsglæden havde Rossini, og han har mærkbart nydt at skrive musikken.

Af de tre samtidige italienere, Rossini, Donizetti og Bellini, som var forrest i den italienske bel canto periode i første del af 1800-tallet, var Rossini ikke den, som trængte dybest ind i følelsernes problemverden, men hans musik kan boble som få andres. Bel canto bør ikke oversættes ”skønsang”, som er et mere intetsigende begreb, men ”den smukke sang”, som også går på indholdet.

Rossini genbrugte flittigt

Rossini havde travlt i de tre uger, som han brugte på værket, men han fik hjælp, også af sig selv. Som så ofte genbrugte han en ouverture, i dette tilfælde den fra den mindre betydelige opera ”La gazetta” (Avisen). Herfra hentede han også et par andre mindre indslag og lod kollegaen Luca Angolini skrive recitativer og komponere et par arier og et kor. Den slags var helt i orden dengang. Operaen har været udsat for flere bearbejdelser gennem tiderne, men dirigenten Alberto Zedda gav operaen en hovedrengøring, så den kom Rossinis original nærmere. Denne version, som siden spilles overalt, blev opført første gang på festspillene i Edinburgh i 1971 og har været den foretrukne version siden. Denne åndfulde opførelse, som blev dirigeret af Claudio Abbado med Teresa Berganza, Luigi Alva og Renato Capeccchi, blev optaget af Deutsche Grammophon og må stadig betragtes som den foretrukne pladeudgivelse (Deutsche Grammophon 415 698-2, tre cd’er, 148 minutter).

Skal det være en dvd/bluray version af ”La Cenerentola”, må det blive Deccas med to så fantastiske sangere som den vittigt-smidige mezzosopran Joyce di Donato og den elegante tenor Juan Diego Flórez. Resten af sangerbesætningen er i orden, og Patrick Summers, som ofte dirigerer på Metropolitan Operaen i New York i dette repertoire, leder det sprudlende operaorkester på Gran Teatre del Liceu i Barcelona med livfuldhed. Iscenesættelsen er lagt i hænderne på komediantgruppen Joan Font. Det betyder comedia dell’arte helt igennem med spraglede flotte kostumer og masser af levende (menneske)dyr på scenen. Kongens trone er en hest med et hoved i hver ende. Det er altså også for børn, men stadig for børn i alle aldre. (Decca dvd eller blu-ray disc. Den sidste version har nummeret 074 3333. 166 minutter plus 13 minutter interview med Joyce di Donato og Juan Diego Flórez).

En kort version af handlingen

Først handlingen i en kort version inspireret af Robert Deavers ”Den lille operafører” udgivet på Holkenfeldt. Den er vel i første række beregnet for ægtemænd, som ikke gider opera, men som er blevet trukket med af konerne:

Første akt: Filosoffen Alidoro kommer forklædt som tigger til Don Magnificos hus for at lede efter en kone til prinsen. Døtrene Thisbe og Clorinda jager ham på porten, men Askepot får ondt af ham og giver ham mad. Prinsen dukker op forklædt som kammertjener. Han vil elskes for sin egen skyld og ikke fordi han er prins. Han møder Askepot og forelsker sig i hende. Alidoro sørger for, at også Askepot kommer med til ballet på slottet, selv om hun ikke må for sin stedfar Don Magnifico.

Anden akt: På ballet giver Askepot prinsen, der stadig er forklædt som kammertjener, det ene af sine to ens armbånd. Prinsen, der nu er klædt som sig selv, kommer til Askepots hjem. Han opdager, at hun bærer et tilsvarende armbånd. Kærlighed og Lykke!  

En lidt grundigere version

Ouverturen har ikke noget at gøre med handlingen og har bedst af at blive stående for sig selv uden påklistret scenestøj. Hvis man til den hurtige impulsstærke hovedmelodi tænker på en travl avisredaktion, er man næppe ved siden af, for som sagt lånte Rossini ouverturen af sig selv fra operaen ”La gazette” (Avisen).

Efter operaens originalbeskrivelse er vi i et faldefærdigt lille slot ejet af baron Don Magnifico. Hans to døtre Clorinda og Tisbe kæmper om at udstille deres forfængelighed. Begge betragter sig som uimodståelige. Deres stedsøster Angelina/Askepot står for al husarbejdet og opmuntrer sig med en sang, som fortæller historien om netop Askepot, ”Una volta c’era un re” (Der var engang en konge), som af tre kvinder vælger den mest uskyldige og den af sind mest gode som sin brud. Angelinas godhed viser sig, da den gamle filosof Alidoro banker på døren og vises bort af de to søstre, hvorimod Angelina giver ham noget mad.   

Clorinda og Tisbe bliver opflammet, da det meddeles, at prinsen vil komme og indbyde til en fest på slottet for at finde sin kommende brud. Fader Magnifico håber naturligvis på, at en af hans to(!) døtre bliver udvalgt. Prinsen Don Ramiro kommer, men han er klædt ud som kammertjeneren Dandini, og alle tror på forklædningen. ”Dandini” og Angelina forelsker sig straks. Øjeblikket efter kommer kammertjeneren forklædt som prins og overdænges med Magnificos, Clorindas og Thisbes ret latterlige opmærksomhed. Faderen bestemmer, at de to piger siger ja til invitationen til ballet, men Angelina får ikke lov. Han erklærer endda hende for død, da Alidoro kommer og spørger til hende. Det er optakten til en nøglescene, en fin kvintet, ”Signora una parola” (Et ord, min herre). Filosoffen har gennemskuet situationen, og han er igangsætter af spillet, der gør, at prinsen og Angelina til sidst får hinanden. Da de andre er taget afsted til slottet, lover han Angelina at hjælpe hende ”La del ciel nell’arcano profondo” (I himlens hemmelighedsfyldte dybde).

På slottet bliver Don Magnifico i en komisk scene udnævnt til ”æreskældermester” af kammertjeneren og prinsen stadig i forklædning. De to betragter Clorinda og Thisbe, som meget beklemte konstaterer, at en smuk dame, som kommer til, ligner deres Askepot, som de jo mener nu gør rent hjemme.         

Efter pausen

Dandini, som stadig udgiver sig for prinsen, gør kur til den skønne ubekendte (Angelina), men hun svarer ham, at hun elsker hans ”tjener”. Don Ramiro, som stadig spiller tjeneren, erklærer hende sin kærlighed. Ingen af de to mænd har bag hendes fornemme ydre opdaget hendes virkelige eksistens. Hun giver Ramiro det ene af sine to ens armbånd og synger, at han kan lede efter hende, og hvis han finder hende og stadig elsker hende, vil hun gifte sig med ham. Magnificos vrede udløses, da han af Dandini får at vide, at denne slet ikke er prinsen, men hans tjener.

Hjemme gør Askepot rent som altid, da faderen og stedsøstrene vender hjem og beroliges, da Angelina så ikke kan være den skønne dame, som de har mødt. Et uvejr bryder løs – det ligner det i ”Barberen i Sevilla”. Denne scene er en speciel udfordring til scenografen. Prinsen beder om husly efter et uheld med sin vogn, som er brudt sammen, og Magnifico tror igen på at en datter afsat til prinsen, men må se på, at prinsen og deres Askepot, Angelina finder hinanden. Et sådant eventyr skal have en på alle måder god slutning, og den kommer, da Don Ramiro og Angelina i slottets kronsal tilgiver faderen og de to stedsøstre.  

Askepot – en opera med kontraster

”La cenerentola” kan ikke låses fast i et form som et korset. Den er en buffo opera med italiensk komik, men flere gange slår de tragiske øjeblikke stærkt igennem. Der er elementer af et tryllespil og af en lignelse styret af filosoffen Alidoro hen imod undertitlen”La bontà in triumfo” (Det godes triumf). Og musikken følger disse skift. Mens prinsen fører sig frem som kammertjener, er hans musik enkel og folkelig, men da han som prins i anden akt leder efter pigen, som gav ham sit ene armbånd, har hans musik fået melodiske nuancer af en helt anden alvor og karakterstyrke, ”Si, retrovarla io giuro” (Ja, jeg sværger at ville genfinde hende). Kammertjeneren i prinseforklædning opvarter derimod med ironiske patetiske floskler.

Angelina/Askepot selv gennemgår en udvikling fra sin meget enkle åbningssang til sin ret fantastiske slutrondo, da hun i finalesatsen tilgiver sin familie. En tilsvarende udvikling har man bemærket før i en sekstet, da trådene redes ud og fortæller om menneskelig forvirring, der fører til forståelse, og om blindhed, der glider over i indsigt, ”Questo è un modo avviluppato” (Forvirringen er stor, alle står som fortumlede). Denne også menneskelige spændvidde i Rossinis opera gør, at ”Askepot” er mere end blot et eventyr for alle forelskede.

Premieren på ”La cenerentola” på Alsion i Sønderborg (bemærk ovenstående annonce herfra) er den 7. oktober. Rossini spilles over hele landet med pausedage frem til 3. december. Tryk på den lyserøde ”Askepot”-annonce øverst til højre og få alle oplysninger om opførelser og medvirkende etc. 

Opsætningen er et samarbejde med sommeroperaen Holland Park i London, hvor den havde premiere i juli. Victoria Simmonds, som ses yderst til venstre, synger også Askepot på Den jyske Opera. Foto fra Holland Park: Robert Workman.