The Met i Ekstrabladet

Ekstrabladets netside skriver også om store musikalske begivenheder. Nu og da. Gallaen, som åbnede sæsonen mandag den 27. september på den berømte Metropolitan Operaen i New York havde avisens bevågenhed. Stjernemodellen Helena Christensen blev fanget ind iført en smuk hvid og ”meget nedringet kjole”, som det blev understreget. Vi fik det at se på tre store billeder. Det ene billede fortalte endda en historie. Der var noget i vejen med Helena Christensens ene sko, præcist hvad fik vi ikke opklaret, men en ældre herre bøjede sig ned for at hjælpe den 47-årige internationalt anerkendte dansker. Hun bor fast på Manhattan i New York, men ifølge avisen har hun også en lejlighed i København.  

The Mets sæsonåbning er en begivenhed på flere måder. Billetpriserne er tårnhøje. Det er de ikke nødvendigvis på almindelige spilledage. For sponsorer og kendiser, som har råd, er der efter forestillingen en stor middag sammen med kunstnerne. Jo nærmere man sidder sangerne, des mere betaler man for den samme mad. Det er et show i sig selv med New Yorks upper side. Jeg har været med til det en enkelt gang fra fjerneste bord.

Men mon der virkelig ikke er en eneste læser af Ekstrabladet, som skulle interessere sig for, hvad The Met bød på af sæsonpremiere? Der var ikke et ord om aftenens opera i avisen. Men det er en anledning til at fortælle, at The Met spillede Wagners ”Tristan og Isolde” dirigeret af Simon Rattle med ”imponerende balanceret klarhed og rigdom, koldblodigt og intensivt”. Den svenske sopran Nina Stemme, som vi også kender herhjemme, sang en ”forbløffende” Isolde. ”Hendes stemme har en enormt bæredygtig kraft uden nogensinde at blive presset”, og hendes tolkning er fremragende: ”Ms. Stemme forvandlede sine klangfarver fra en stålklar råhed til en smeltende varme” i takt med Isoldes udvikling. ”Hendes Tristan er Stuart Skelton med en retskaffen og modig præstation”. Russeren Evgenij Nikitin sang Kurwenal og René Pape kong Marke.

Den amerikanske musikpresse er begejstret for opførelsens musikalske del, mens der er megen diskussion om den polske instruktør Mariusz Trelinskis opsætning på en mørke scene fyldt med symbolisme og metaforer, altså beskrivelser på en måde, som normalt hører hjemme i en anden sammenhæng. Trelinski er meget begavet og spændende, så han er altid til debat.

Alle citater her er hentet fra Anthony Tommasinis anmeldelse i New York Times. I foråret skrev vort førende klassiske musikblad Klassisk, at New York Times ville skære ned på musikanmeldelserne, men jeg har kunnet konstatere, at Tommasini, som jeg med glæde har læst i årtier, fortsat er i spidsen for det tilsyneladende uændrede og righoldige klassiske musikstof i New York Times. ”Tristan og Isolde” spilles i denne sæson frem til den 27. oktober på The Met. 

Dansk succes i smartphone Verdi

Verdis ”La traviata” spilles som ”smartphone-beat” på Wiens Kammeroper på Heuermarkt, musikbyens tredje og mindste scene. Det er i en opsætning, som først havde premiere på Operafront Amsterdam, og instruktøren er den unge hollænder Lotte de Beer. Verdis opera er, hvad man må kalde strammet til halvanden time uden pause, og orkesterdelen er ”remixed” med E-guitar, bas og beat og blæsere. Netbloggen Oper in Wiens anmelder karakteriserer det strygerfattige resultat som ”skingrende DJ-klang”, disc jockey lyd sendt over højttalere. For det musikalske arrangement står Moritz Eggert, som noget overraskende i programhæftet spørger, om ”La traviata” overhovedet har behov for et remix, og svaret herpå er ”nej, virkelig ikke”. Der er næppe nogen læser af jcklassisk.dk, som har et andet svar?

Sangerne stirrer ustandseligt på deres smartphone. Sceneåbningen har form som en sådan, og her læser man de sms’er, som Violetta sender. De to gange festvirvar filmes på video, og der tages masser af tiden selfies. Akkurat som Violetta i operaens start er en professionel sorgløs, smuk selskabsgæst, er det jo netop det samme formål for mange brugere af Facebook, Instagram, Whaatsapp og co., konstaterer en af Wiens mest ansete musikanmeldere Stefan Ender i avisen Der Standard. Ender er derimod glad for sangene og det ikke mindst for den unge danske sopran Frederikke Kampmann: ”Frem for alle fængsler Frederikke Kampmann som en intensiv Violetta, danskeren klarer med sin lyse og i højden sikre sopran det vanskelige parti suverænt”.

Stor opera i irsk fiskerby

Lad os få en helt igennem positiv historie med. Det var en vanvittig ide tilbage i 1951, da indbyggerne i Wexford, en hyggelig sydirsk fiskerby med små 20.000 indbyggere, altså på størrelse med Skive, og anført af en læge, et postbud og en hotelejer fik gennemført at oprette en opera, ganske vist ikke en fast scene, men en fast årlig festival, som hurtigt blev en international succes. Festspillene gennemføres hvert efterår med 200 gratis medhjælpere.  Den første scene var et gammelt smalt teater med en umådelig høj balkon, som jeg husker som vakkelvorn. Nu er der bygget et moderne operateater, som også har åbnet for et lokalt kulturliv året rundt. Det har endda fået lov at kalde sig ”National Opera House”.

Der er for længst ikke et hotelværelse at få, men der er også udsolgt til årets tre festivaloperaer, Felicien Davids ”Herculanum”, som jeg ikke kender til, Samuel Barbers ”Vanessa” og Donizettis ”Maria de Rudenz” som begge er sjældent opført. De spilles hver fire gange. Desuden opføres om eftermiddagen tre mindre operaer på skift. Festivalen med to operaopførelser hver dag varer fra 26. oktober til 6. november. 20.000 operabilletter solgt i en irsk fiskerby med 20.000 indbyggere! Jeg skal undlade alle sammenligninger.

Foto: Frederikke Kampmann som Violetta i ”La traviata” i Wien. Foto: Barbara Zeininger/Kammeroper Wien

Læs introduktionen til Rossinis "La Cenerentola", en opera for voksne af Rossini, som Den jyske Opera har premeire på