Denne historie i flere lag er fra i sommer, men den har nogle perspektiver, som gør den værd at tage op omend lidt forsinket. Jeg var der desværre ikke selv. Min hovedkilde er den britiske avis The Guardian. Historien gælder et sydafrikansk operakor, som var med i en opførelse af Mozarts ”Cosi fan tutte”, først opført på festspillene i Aix-en-Provence og dernæst på festspillene i Edinburgh. Måske overværede nogle af læserne den specielle og kontroversielle, men overvejende godt modtagne forestilling? 

Forargelsen kan trives på flere områder. Her er stof for dem, som mener, at en operaopførelse skal være tro mod librettistens og komponisters tanker og ide. Den sydfranske festival i Aix-en-Provence, som generelt kan anbefales varmt, og den franske instruktør Christophe Honoré omplantede historien fra 1700-tallets Napoli til Nordafrika, til Eritrea, i 1930’erne, da Mussolini regerede i Italien. Guglielmo og Ferrando er et par italienske, strengt styrede facistiske soldater, som keder sig, og som seksuelt og voldeligt undertrykker deres lokale hvide veninder Fiordiligi og Dorabella, hvis forhold til mændene til gengæld er fyldt af både foragt og begær. De fire samt Despina og den gamle kyniker Don Alfonso synges af hvide sangere. Alfonso har kun rå foragt til overs for kvinder, men allermest over for de sorte. Under ouverturen ser man en sort pige danse calypso og blive voldtaget af en hvid soldat.

Den voldsomt provokative og udpræget seksuelle handling kulminerer, da de to mænd med sortmalede ansigter forfører hinandens kærester og voldtager sorte kvinder. The Guardians anmelder Chris Johnstons anmelder konstaterer, at opførelsen for hvide, og det vil både i Aix-en-Provence og Edinburgh sige for den langt overvejende del af det festspilklædte publikum, ”ofte er en brutal og skamfuld oplevelse”, men han betragter forestillingen som ”en potent teateroplevelse, en mørk krævende iscenesættelse som meget klart har noget at sige vor tid”.

Skal man lade sig forarge over en sådan forestilling? En gang imellem er den vel en nødvendighed?   

Historie 2: Det underbetalte kor 

Forestillingen er sat op af festspillene i Aix-en-Provence. Koret, som normalt i ”Cosi fan tutte” har meget lidt at gøre, var her tildelt en langt større ”statist”rolle.  De 12 sangere fik individuelle karakterer og var på scenen, hvor man normalt ikke ser dem. De var samlet blevet hyret som en korgruppe fra Sydafrikas mest betydende scene, Cape Town Opera (herefter CTO). Her ville man betale dem efter den lokale tarif, hvilket omregnet betød fra 2.800 til godt 5.000 kr. for syv ugers prøver og forestillinger med et temmelig hårdt arbejdsprogram.

Ved et tilfælde opdagede sangerne, at kontrakterne mellem Aix-festspillene og CPT lød på meget højere beløb, omkring 30.000 kr. pr. sanger. De klagede forgæves til CTO og antydede, ar de ville strejke. Så besluttede både Aix og Edinburgh at ville betale honoraret individuelt til sangerne i stedet for til CTO. I Edinburgh fik hver sanger ubetalt 4.500 kr. for hver af de tre forestillinger, plus 270 kr. pr. dag under opholdet og gratis logi.  

Da de 12 sangere og deres turleder vendte tilbage til Cape Down, blev de fyret og desuden stillet for retten for at have modtaget honorarerne foruden at have beholdt deres mindre godtgørelse fra CTO. Hvordan retssagen gik, hvis den er færdig, ved jeg ikke.

”Den frihed og respekt vi erfarede i Aix gav enhver af os en anden vision af, hvordan ethvert menneske skal behandles”, sagde et kormedlem med 13 års arbejde bag sig i operaen i Cape Town. En anden fortalte, at den oprindelige kontrakt med Aix-festspillene blev opdaget ved en fejltagelse. ”Vi spurgte til den, men fik ingen direkte svar”. Nogle af sangerne mente, at behandlingen af dem skyldtes, at de var sorte. 

CTPs chef Michael Williams siger, at han altid har arbejdet for at skaffe arbejde til kunstnere af alle racer. ”De forventede penge for gæstespillet skulle være gået til operaen. Jeg arbejder for alle sydafrikanere, for at skabe opera i alle townships. Jeg føler mig dybt disillusioneret og skuffet. Hvad får vi ud af det? Kun hovedpine, dårlig presse og et ødelagt ry”. Faktisk har Williams et godt ry for at arbejde flittigt på operaen og også for at gøre det for den sorte befolkningsdel.

Alle er forargede. Har alle ikke også en større eller mindre grund til at være det? 

Historie 3: Publikum fik penge tilbage på forhånd

I slutningen af august nåede forestillingen frem til Edinburgh, men forinden fik festspilledelsen våde fødder efter at have læst det frygtelige, som skete i den – læs ovenstående kapitel 1. Festspillene fik sendt New York Times’ anmeldelse fra folk, som allerede havde købt billetter til opførelserne i Edinburgh. Og festspillene tilbød at betale pengene tilbage til alle, som ønskede det.

En talsmand for festspillene fortalte avisen The Scotsman: ”Vi vil normalt give så megen information som muligt om en forestilling, når vi åbner for billetsalget, men dette er en brand new samproduktion med festspillene i Aix-en-Provence. Sagen er, at vi ikke nøjagtigt vidste, hvordan den var, indtil vi så premieren i Frankrig i sidste måned. Vi vil ikke såre nogen. Hvis nogen, som har købt en billet, ikke tror, at forestillingen er passende for dem og ikke ønsker at komme, vil vi klart prøve at hjælpe dem”.

The Scotsmans operaanmelder Ken Walton betegnede festspillenes beslutning på forhånd at betale penge tilbage som et mål af panik: ”Hvis man vil sætte noget kontroversielt op - som man kunne forvente at dette ville blive med instruktøren Christopher Honorés ry - hvorfor så ikke have så meget selvtillid at se på hele forløbet uden at undskylde på forhånd.  Anmeldelserne (fra Frankrig) var at læse og en video af forestillingen at se, så enhver kunne gøre sit hjemmearbejde og dømme for sig selv”.

Jeg ved ikke, hvor mange der ville have pengene tilbage, men de tre annoncerede opførelser var alle næsten udsolgt, og begejstringen betegnes som stor.

Er det så også foragteligt med festspilledelsens blanding af angst og måske også foragt for sit publikum?

Korte læserkommentarer modtages gerne.

Scenebillede fra forestillingen. Foto:  Pascal Victor, ArtConArt.