Dagens citater:

”Operetten er den komiske operas datter, som kom på afveje. Det betyder ikke, at piger, som kommer på afveje, ikke har deres charme”. Den franske komponist Camille Saint-Saëns, som ikke skrev operetter.

”Man skal altid være fordrukken…  Men hvormed? Med vin, med vers eller med dyd? Som det passer jer.  Men berus jer”! Den franske digter Charles Baudelaire, som blev dømt for usædelighed på grund af digtsamlingen ”Les Fleurs du mal” (1857).

Champagnens operette

I den store operafamilie betragtes operetten ofte som dens sorte får, når hun med vekslende held har trængt sig på for at komme ind på de større scener. Før i tiden lykkedes det oftere for hende, ikke mindst når teatrene trængte til at tjene penge. Nu har den yngre bror musical sparket operetten ud af teatrene. Musicalen er nyere, men er den derfor mere moderne? Næppe. I forhold til overhovedet opera er musical lidt af en bastard, og alligevel vil operachefer og måske stadig en større del af publikum hellere friske operarepertoiret op med musicals end med operetter.

Derfor er det vældigt godt, at Aarhus Symfoniorkester her efter nytår ikke blot opfører en af operettegenrens fornemste værker, men også satser på fremførelsen: Valsekongen Johann Strauss den yngres ”Die Fledermaus” eller ”Flagermusen”, hvor champagnen er skyld i alt: ”Champagner hat´s verschuldet, was wir heut erduldet”, hedder det i finalen. Jeg citerer på tysk, for det var svært at få fat i alle ordene i den til dels nye danske bearbejdelse. .

”Flagermusen” spilles syv gange som koncertopførelse med en dirigent og en sangerbesætning, som stort set er det bedste, som kan skaffes herhjemme. Og det siger ikke så lidt (Se spilleplanen nederst i artiklen). Operetten som genre og selv ”Flagermusen” er ved at blive glemt herhjemme. Em forklaring er måske, at dens personage og handlingen på overfladen godt kan betragtes som charmerende tåbelighed, men det glemmer man let, når musikken spiller. Og så opdager man, at rusen også indeholder alvor. Og i alvoren tilmed et sammenbrud. 

Den sorte fredag er baggrunden

Strauss skrev ”Flagermusen” i en sammenbrudstid året efter ”den sorte fredag”, den 9. maj 1873. I Wien hørtes skud. Det var selvmordenes dag. I dagene før var aktierne faldet i kurs. Nu blev de med et slag værdiløse. Krakket ramte alle samfundsgrupper. ”Flagermusen” blev født i denne mørke, pessimistiske tid. Er det ikke til at høre i musikken? Eller er det netop til at høre? Der kan også svares ”jo” på de to spørgsmål. Men det var indrømmet ikke alvoren, der kom meget frem i Aarhus, måske fordi den kræver en ægte teateriscenesættelse. Men der blev ageret, og det var tilsyneladende på de erfarne sangeres egen rutine, og det blev en blandet fest..  

Karneval var tiden, da man kunne skjule sig bag masker og drømme sig ind i en anden social ramme. Det gør så at sige alle i ”Flagermusen”. I dag går vi måske ikke længere til maskeballer, men vi spiller rask væk roller uden at opdage, at vi også kan blive ofre. ”Flagermusen” er et spil om at negligere realiteterne. Det klinger koncentreret allerede i duetten ”Glücklich ist, wer vergisst, was doch nicht zu ändern ist“ (Lykkelig er den, som glemmer, hvad dog ikke ændres kan).  

En flirt med erotikken

Handlingen kan kaldes frivol, men det frivole antydes kun. Handlingen flirter med erotikken, men den bliver aldrig konsumeret. Det samme gælder for de alvorligere følelser. De fornemmes udelukkende i musikken. Handlingen er mere overflade: Rosalinde vender tilbage til sin utro Gabriel Eisenstein, for sådan er den gamle teater-konvention jo. Han mister sit ur, som er det tikkende bevis på hans manddom, men han vinder intet. Hun bliver alene med sin gamle tilbeder Alfred, men denne falder hen i det samme mønster som hendes ægtemand Gabriel, da han vimser rundt  med dennes slåbrok på. Da Rosalinde og Alfred mødes i operettens første valseduet, priser de nydelsen af alkohol, ”Trinke Liebschen, trinke schnell”.

Musikken kommer mere intimt og tættere på det, som teksten kun antyder, og det på en spændende bagvendt måde. Som tilhører tænker man på og føler det, som blot ikke siges. Her nævnes kun nogle af handlingens mange tråde. Har man ikke sat sig ind i den, kunne man godt være fortabt, vil jeg tro. Akustikken i Symfonisk Sal er ideel til et orkester, men den er vanskelig for tale og deklamatorisk sang. Var det derfor, man ofte følte, at det ikke fængede så meget, som der blev lagt op til? Men man kunne så tro om under det lange afsluttende bifald.

Inspirerende dirigent

Dirigenten Christian Kluxen dirigerede let og elegant med fine wienerpointer. Aarhus Symfoniorkester fulgte ham inspireret præcist. Og det gav en flot fremførelse, om end måske ikke helt en musikalsk rus – hvis man nødvendigvis skal følge Baudelaire. Allerede ouverturen blev mere end en lagkage af operettens fængende melodier. Jo, de fængede, men de blev også knyttet sammen som et broget u-kronologisk tæppe af rolleskift og forvekslinger, som så blev rullet op, da det her usynlige tæppe gik op, og sangerne spillede komedie af livsens lyst på forscenen.  

Ouverturen begynder med Eisensteins fortvivlede udbrud fra operettens sidste billede, da han fra at være forføreren bliver den bedragne. Valsen fra anden akts store fest spidser til hele to gange. Den langsomme andante smelter hen i Rosalindes krokodilletårer, da hun synger farvel til sin Gabriel, der skal i fængsel for ”korporlig korrigering” af en embedsmand. Senere bliver hendes czardas som festens ungarske grevinde – endnu et rolleskift – ouverturens finale. Alt dette og mere til fører Strauss endda sammen i en sonateform, hvis man interesserer sig for den slags. Det er unødvendigt at kunne følge den. Ouverturen sprudlede for alle.

En prægtig opførelse

Kluxen og orkestret var ikke ene om at gøre det godt. Det gjorde sangerholdet også helt igennem. Damerne først. Susanne Elmark var en dejligt klingede Rosalinde, og den eneste ikke-dansker, brasilianeren Gabriella Pace var en sikkert indrende koloratursopran som Adele, endda med sans for det danske sprog. Andrea Pellegrini som den dekadente prins Orlowski, hvis køn har en usædvanligt mystificeret sammensætning, betog atter med sin mørktlingende sang.  

Den velsyngende baryton Jens Søndergaard var egentlig hovedpersonen, for hele spillet er jo doktor Falkes hævn over Eisensteins karnevalsløjer med ham for år og dag siden. Det var herligt at høre, hvordan de to tenorer David Danholt som Eisenstein og Magnus Vigilius som Alfred har udviklet sig. Danholt synger nu desværre mere i det store udland end herhjemme. Vigilius imponerede i de traditionelle operacitater, som her  kom allerede i mødet med ungdomsveninden Rosalinde. Tue de Stordeur og Jens Bové var udlånt fra den altid leveringsdygtige Jyske Opera. Så et lille sidespring og tilbageblik. Jeg mindedes nytåret 2006-07 med Bo Skovhus som Eisenstein og Morten Frank Larsen som Falke i den traditionelle festopførelse på Wiens Statsopera.

Knus Romers operadebut

 Det var en absolut gevinst med den altid både interessante og pudsige forfatter og debattør Knud Romer som fængselsbetjent Frosch, som her slap for at være talerør for blommebrændevinen slivovitz. Han havde sin egen hjemmelavede monolog, som ikke spor uventet var en nutidig satire. Det er helt i orden, for det var ”Flagermusen” også i 1874. Frosch nedlagde endda landsdelsorkestrene. Det var der advarende alvor i. Romer fik endda publikum til at rejse sig og opføre sig lidt, som havde det fået en tår slivovitz.

Knud Romer havde været at finde i en annonce i Jyllands-Posten, hvori ”Flagermusen” nærmest alene blev solgt på ”en absolut bramfri Knud Romer i rollen som den forsvirede fortæller”. Han var nu hverken forsviret eller fortæller, selvom der kunne være behov for en sådan. Var de, der kom for Romers skyld, mon tilfredse? De måtte vente to timer til efter pausen, før han kom på scenen. Knud Romer som Frosch var anderledes, og han var en succes, men det er altså en ny kurs for Aarhus Symfoniorkester at gøre den eneste ikke-musiker-medvirkende til det største trækplaster. A propos reklamer, så var det vel en slags reklame for Aarhus som kulturhovedstad med slagordet "rethink",  at, Christian Kluxen også havde rethinked teksten, uden at jeg dog fandt ud af,nødvendigheden af det.   

”Flagermusen” er en stor satsning. Udnyt den som en velklingende ekstra nytårsfest. Man bliver altså i godt humør af den musik. .

Spilledagene i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus er 13, og 14 januar kl. 19.30, 14. og 15. januar kl. 15.00, 19. og 20. januar kl. 19.30. Desuden spilles i Skanderborg Kulturhus 17. januar kl. 19.30. God fornøjelse.

Beethoven med usædvanlig pause

Ugen før åbnede Aarhus Symfoniorkester byens år 2017 som europæisk kulturhovedstad med tre opførelser af Beethovens niende. Jeg hørte radiotransmissionen af den første og fornøjede mig over, at orkestret ikke blot i Symfonisk Sal, men også hørt hjemme i stuen virkelig hørtes som et kvalitetsorkester. Under chefdirigent Marc Soutstrot blev de to første satser spillet præcist og både meningsfuldt og levende artikuleret. Den inderligt smukke adagio fulgte ikke helt så overbevisende som ventet, men det havde en speciel grund. Den populære slutsats med kor og solister stod virkelig godt med intensitet og fine musikalske detaljer.

I pausen mellem anden og tredje sats var der flere minutters mystisk stilhed, og radiospeakeren fortalte, at man savnede solistkvartetten, som skulle være listet ind på scenen her. Kommunikationen var svigtet et sted. Jeg fortæller historien, fordi vi her fik et levende bevis på, at satserne i en symfoni er en helhed, og det er de ikke mindst i Beethovens niende, hvor de tre første satser i finalen forkastes til fordel for de fire sangsolister og koret med Schillers ode til glæden, ”Freude, schöner Götterfunken”. De flere minutters uventede og uforklarlige stilhed gjorde, at man som lytter mistede noget af sammenhængen, og at dirigenten, som måtte forlade podiet for at hente sangerne, og orkestret skulle sunde sig lidt efter afbrydelsen. Der blev spillet korrekt, men det varede lidt, inden de og vi fandt intensiteten igen.

Så klappede en del af publikum endda, da sangerne kom ind. Men det er mig en gåde, hvorfor de ikke stod parat, for pausen mellem anden og tredje sats er det sidste sted, de kan komme på scenen uden at genere både Beethoven og publikum. Beethoven har i partituret udtrykkeligt med et attacca-tegn gjort opmærksomt på, at tredje og fjerde sats følger hinanden uden ophold eller pause. Men episoden var naturligvis kun en detalje under en stor opførelse.

Europæisk kulturhovedstad eller ej. Aarhus Symfoniorkester bidrager til festen med et spændende og ofte bemærkelsesværdigt program året igennem, og kvaliteten har været høj her fra starten.

Billede: Dirigenten Christian Kluxen, som også havde skrevet en ny dialog. Foto: South Denmark Philharmonic

p.s. Frosch ramte plet: Udvandring

Så skete der noget: Efter Knud Romers monoleg som fængselsbetjent Frosch i "Flagermusen i den vist nok fjjerde opførelse af "Flagermusen" med Aarhus Symfoniorkester, fandt der en lille udvandring sted. Jeg var der desværre ikke den aften. Romer ironiserede over den tomme argumentation imod udsutningen af  landsdelsorkestrene. Jeg ville gerne vide, hvorfor én eller halvanden snes mennesker pludselig forlod Symfonisk Sal. Aktuel satire har i Froschs' mund været en vigtig bestanddel af"Flagermusen" siden premieren i 1874. Var de tilskuere, som myldrede ud, virkelig tilhængere af, at Aarhus Symfoniorkester og kollegerne landet over nu skal udryddes? Det er den eneste logiske forklaring på udvandringen, men hvorfor var folk så kommet?  s.u.