Bo Skovhus’ internationale opera-karriere har haft mange indslag af ny musik. Udfordringer og Skovhus’ nysgerrighed har været en afgørende del af den. Den seneste udfordring har været Peer Gynt, Nordens Faust-skikkelse, som Ibsens person gerne kaldes i Tyskland og Østrig, men der er naturligvis ikke tale om Griegs velkendte musik, men om Werner Egks opera fra 1938. Den opføres i disse dage på Theater an der Wien – naturligvis i Wien.  

Det er en forbelastet opera, som allerede tidspunktet fortæller. Egk kunne ikke sige sig fri for i en vis grad at være en ”medløber” til nazisterne. I opgøret efter Anden Verdenskrig kæmpede han så for, at operaens verden af trolde ikke blev betragtet som ”Untermenschen”, men at hans opera i virkeligheden var tænkt som en samfundskritik af naziregimet. Den blev meget forskelligt modtaget i 1938. Göring, som havde statsoperaen under sig, brød sig ikke om Egks opera, mens Hitler udtalte sig rosende om den, men her kommer det interessante aspekt ind, at Hitler måske blot ville drille Göring. Der er jazzklange i operaen, og Hitler kunne ellers ikke fordrage jazz. Ikke mindst inklusive Goebbels kæmpede nazispidserne om at styre opera- og koncertlivet. Tænk om vores demokratiske politikere kæmpede tilsvarende for kvalitet i kulturlivet.

Man forstår af flere tysksprogede anmeldelser, at ”Peer Gynt” på Theater an der Wien i den berømte instruktør Peter Konwitschnys opsætning og Helmut Brades scenografi ikke har en yderligere afnazificering nødig. Derimod er der stor uenighed, om opførelsen har givet operaen en afgørende redning. Nogle mener, at den ikke er værd at genoptage, mens for eksempel en førende kulturavis som Die Presse er meget positiv både over for værket og opførelsen. Dagen før premieren gav Bo Skovhus et stort interview i en anden af Wiens seriøse aviser, Der Standard. Her blev han spurgt, om operaens kvaliteter retfærdiggør opførelsen af den, og han svarer: ”Ubetinget. Ibsens ”Peer Gynt” er en storartet historie, og Egk har som sin egen librettist formået at bryde væsentlige billeder frem af den”.

Anmeldelser: ”Bo Skovhus synger og spiller Peer med fuld indsats. Hans betonede ekspressive klange kan oversvømme ordenes tydelighed… men hans intensitet virker også sådan”. (Die Presse). – ”Som iscenesættelsens energicentrum bliver Skovhus en dybdegående sangerskuespiller, som i lige grad formår at formidle en livshungrende figur og en i sig selv sammensunken skrøbelig eksistens”. (Der Standard).  – Bo Skovhus synger og spiller med det største engagement og famos! (Kurier). I dobbeltrollen som Solveig og Den rødhårede hyldes den svenske sopran Maria Bengtsson.

Peer Gynt spilles på Theater an der Wien frem til 1. marts.

Tenorstjerne og fodboldfan

Nu skal afskeden være alvor for José Carreras, den sidste overlevende af ”de tre tenorer”, for Pavarotti er død, og Domingo er overgået til baryton-faget. Det er ikke nyt, at Carreras tager afsked med sit publikum. Sidste år gjorde han det for eksempel i Musikkens Hus i Aalborg. Men én ting synes klart. Carreras siger det selv i et interview i Bayerische Rundfunk Klassik: ”Et liv uden bifald og publikum er en sørgelig forestilling”. Derfor sørger Carreras for, at hans afsked med koncertscenen og publikum vil tage sin tid.

Carreras’ afskedsturne er forberedt endnu nogle år frem. Han vil synge operaarier samt japanske og italienske folkesange og lidt operette. Hvad så med den aldrende stemme, blev Carreras spurgt på et stort pressemøde i Berlin forleden. ”Alt er et spørgsmål om disciplin”, svarede Carreras. Han har ingen planer om at dirigere, som Domingo gør. Når han endelig træder helt af, vil han koncentrere sig om den internationale stiftelse til hjælp for ofre for leukæmi, som Carreras i sin tid overlevede og endda med stemmen i behold.

Her er det interessant, hvad de tre tenorer har brugt deres enorme indtægter til. Den vidunderlige mezzosopran Teresa Berganza sagde engang til mig i et interview med en blanding af et ironisk smil og lidt forarget vrede, at de tre tenorer samlede sammen til kæmpemæssige mausoleer. Men senere kom Pavarotti i økonomiske vanskeligheder, da han foretrak at flytte sammen med sin sekretær frem for konen. Og Carreras har brugt langt størsteparten af sine penge på sin leukæmi-stiftelse. Alene i Tyskland har den spanske tenor fordelt 200 millioner euro som hjælp mod sygdommen, nævner BR-Klassik.

Carreras er kendt som fodboldfan. ”FC Barcelona er min svaghed”, siger han. Men hvordan kan operasang kombineres med en lydstærk fodboldfans udbrud? Bliver stemmen ikke hæs? Carreras slår fast: ”Jeg går ikke til en fodboldkamp, hvis jeg skal synge de næste to-tre dage. Jeg ser heller ikke fodbold i tv hjemme. Ellers skriger jeg blot til fjernsynet. Jeg reagerer som enhver fodboldfan. Frem for alt, når Barcelona spiller”. 

The Met er klar med næste sæson

Metropolitan Operaens sæsonprogram for 2017-18 er allerede klar. Det er altid spændende. Den mest moderne nyhed er den britiske komponist Thomas Adès’ ”The Exterminating Angel” (Den tilintetgørende engel), som er baseret på en film af Bunuel. Den mest traditionelle opera blandt nyhederne er Puccinis ”Tosca”, som det bliver den tredje opsætning af i den seneste halve snes år. Det har sin egen historie. Da operachef Peter Gelb i begyndelsen af sin tid som chef på The Met fra 2006 smed Franco Zeffirellis meget populære og opulente opsætning af ”Tosca” ud til fordel en ny nok barsk, men også kedelig produktion af Luc Bondy, som jeg husker som ligegyldig, vakte det negativ furore. På pressemødet forleden indrømmende Gelb, at det var en af hans værste brølere. Men til næste årsskifte erstatter han Bondys opsætning med en ny ”Tosca” sat i scene af David McVicar. ”Den er dramatisk, smuk og tro mod operaens lokaliteter til en vis grad, men den er ikke malerisk. Det er ikke opera som turistseværdighed, men mere fortættet dramatisk kunst”, fortalte Gelb om McVicars kommende koncept.

Andris Nelsons vil dirigere, dennes hustru Kristine Opolais synger Tosca, Jonas Kaufmann, som ikke synger på The Met i denne sæson, er Cavaradossi og Bryn Terfel er Scarpia. I foråret 2018 synger et nyt hold med Anna Netrebko i ”Tosca”. De mange fans af Zeffirelli kan glæde os over, at hans gamle opsætninger af ”La Boheme” fra 1982 og af ”Turandot” vender tilbage, selv om Gelb også forsøgte at smide dem ud. Den nye sæson åbner med Bellinis ”Norma” også sat i scene af McVicar og med en fremragende besætning som Sandra Radvaniovsky, Joyce DiDonato og Joseph Caleja, som så ofte har sunget herhjemme. DiDonato synger også Massenets Askepot efter i 2014 at have sunget Rossinis, altså to forskellige gange ”La Cenerentola”.

En ny opsætning af Mozarts ”Cosi fan tutte” foregår på Coney Island i New York City, ”et sted, hvor de sædvanlige normer for opførsel ikke er helt de samme, og hvor folk ønsker at tro på illusioner”, som Broadway-instruktøren Phelim McDermott udtrykker det. Selv om dirigenten James Levine gik af som musikchef sidste sæson, fortsætter han trods vaklende helbred med Mozarts ”Tryllefløjten” og Verdis ”Luisa Miller”, ”Trubaduren” og fire opførelser af Veris Requiem. Hans efterfølger som musikchef om tre år, Yannick Nézet –Segiun dirigerer allerede nu Wagners ”Parsifal” og den afdøde Patrice Cheraus berømmede opsætning af Richard Strauss’ ”Elektra”. Man kan normalt nå at opleve fire forskellige operaer på The Met på en uge. Og så er der de flotte koncertprogrammer i Carnegie Hall og i Lincoln Centret med New York Philharmonic, hvis det skal være.

Balletgæstespil på vej

I den forrige artikel om nye cd’er omtaltes Max Richters musik til Virginia Wolf. Den er komponeret til en ballet af Wayne McGregor i 2015. Man kan stadig se den danset på Covent Garden af The Royal Ballet i London. Wayne McGregor kommer til Aarhus i april i anledning af kulturhovedstadsåret med en balletaften til Olar Eliassons lysscene med sit eget kompagni og dansere fra Pariseroperaen, fortæller tenoren Jens-Christian Wandt, som står for Verdensballetten, som i en halv snes år har givet vægtige balletgæstespil i Skagen, på Møllerup Gods nær Aarhus og på Sølyst i København, og som forhåbentlig kan genses til sommer.     

 Billede: Bo Skovhus og Maria Bengtsson i Werner Egks "Peer Gynt" på Thater an der Wien. Foto: Werner Kmettisdch