af John Christiansen - d. 12. april 2017
Nyheder om klassisk musik med en fælles tendens: Ny operachef på Det Kongelige Teater – En ny type kulturledere fremelskes – Ekstra: Direkte tv-transmissioner fra påskefestspillene i Salzburg og Baden-Baden på 3sat og Arte.
I januar opsagde Sven Müller sin stilling som operachef på
Den Kongelige Opera. Han var sur over mulighederne. Allerede nu kan teatret
præsentere hans afløser til august, John Fulljames, som siden 2011 har været associate
direktor på Royal Opera House i London.
Interessant nok har den tidligere og måske sidste kunstneriske operachef på Det Kgl.
Teater, Kasper Holten, været ledende operachef for Royal Opera House samtidig
med Fulljames´ tilknytning, indtil Holten i sidste måned flyttede hjem til
København efter at have sat ”Mestersangerne i Nürnberg” op. Børnene skal gå i
dansk skole. Holten er i øjeblikket i gang med at sætte Den jyske Operas kulturhovedstad-forestillling
”Brødre” efter Susanne Bier-film op i Aarhus i august.
Valget af John Fulljames, som på dansk unægtelig opfordrer
til (også kærlige) øgenavne, følger måske også den nyere tendens både herhjemme
og i udlandet, at kulturchefer hovedsageligt ikke vælges efter kunstnerisk navn
og ydelse, men efter forhåbningerne til deres evne til at kunne holde budgettet
nede. Men kun måske, for det magre indtryk, som man får af Det Kgl. Teaters
egen beskrivelse af den kommende operachef, peger i retningen, at man har valgt
ham på grund af hans administrative evner, men det kan kun være den halve
sandhed, for han har andet at byde på.
Et spændende valg
Fulljames var fra 1997 til 2011 chef for en mindre opera i
London, The Opera Group, som nu hedder Mahogany Opera Group opkaldt efter dens
største succes, Brechts og Weills opera ”Aufstieg und Fall der Stadt Mahagonny”.
Fulljames satte den i scene med en bemærkelsesværdig succes. Det var også hans
opsætning af ”American Lulu”, som i tilgift blev opført på festspillene i
Bregenz.
Hans værkliste som instruktør på flere scener indeholder
usædvanligt mange nyere og helt nye operaer i en spændende blanding. Mozart,
Janacek, Hindemith, Puccini vekslende med nulevende komponister og Kurt Weills
musical ”Street Scene” på Young Vic, som vandt en pris som bedste musical.
Fulljames’ fortid skaber altså alligevel forventninger. Det
Kgl. Teaters bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen (journalistik kan føre til
meget) udtrykker det sådan: ”Han tænker
på meget spændende vis opera som kunstart ind i en moderne kontekst, hvor den
ikke alene skal tilfredsstille et kritisk og loyalt operapublikum med smag for
mere og store kunstneriske oplevelser, men han tænker også i at nå ud til nye
målgrupper via nye ideer og en stærk passion for at vise, hvad opera kan levere”.
Måske var Holten alligevel ikke den sidste kunstneriske operachef? Eller vil også John
Fulljames få for meget at kæmpe imod?
Skvalder om
primadonna-ledelse
En interessant artikel i Jyllands-Posten den 10. april
fortæller, at ”Aarhus Kommune vil fastholde
et stort focus på kulturen efter året som europæisk kulturhovedstad”. Men
historien fortæller ikke noget om, at Aarhus vil satse på kulturen med flere penge
eller en forøget indsats. Måske tværtimod?
Planen er, at Aarhus Kommune har medvirket i etableringen af
en diplomuddannelse i kulturledelse. Foreløbig arbejder kommunen sammen med kulturinstitutioner
som kunstmuseet Aros, Det jyske Musikkonservatorium, Horsens Ny Teater og
Limfjordsteatret herom. Den skal foregå i kulturinstitutionen Fængslet i
Horsens.
Aarhus-borgmesteren Jacob Bundgaard mener, at man som leder
på kulturområdet "skal kunne håndtere, at
en væsentlig del af opgaven er at sætte noget retning på nogle lidt kaotiske, kreative
processer med nogle meget frit flyvende og frit tænkende mennesker”.
”Der er tale om mere
eller mindre anarkistisk tænkende mennesker. Hvad kalder man det?
Primadonnaledelse? Man er drevet af et brændende ønske om at skabe noget af høj
kvalitet, og når målet er nået, så kigger man på, om pengene fulgte med, om
organisationen var med, om man passede på medarbejderne og sørgede for
talentudvikling. Det er måske lidt karikeret, men der er nok noget om, at når
man er drevet af passionen for noget, så kan de andre ting godt falde i
baggrunden”.
Er det virkelig Aarhus-borgmesterens mening om de ledere,
som har gjort byens kulturliv rigere – måske endda i kamp mod bystyret? Må vi ikke have lov at at kalde det ordskvalder?
Naturligvis er der ved at ske en ændring overalt både herhjemme
og i udlandet i retning mod, at kulturledere i endnu højere grad skal kunne
forvalte økonomien sammen med de kunstneriske ideer. Det er rigtigt, at der –
som altid – er brug for nye ideer og for at indrette sig på en ny måde også i
de lokale kulturmiljøer. Men det, som sker, og som Jacob Bundsgaard vel også
kan se sker i Aarhus, er, at kvaliteten af en værdifuld del af
kulturlivet negligeres og ofte endda i en slags foragt. .
Måske lidt muntert
Lidt anderledes, måske endda muntert. Som tidligere fortalt
har en af verdens største og bedste operascener, Staatsoper Wien, helt i overensstemmelse
med tidens tendens valgt en kommende operachef, som aldrig har beskæftiget sig med opera. . Men han har
i sin blandede karriere vist sig at være en dygtig sælger. Wieneroperaen har ganske
vist i forvejen verdens flotteste belægningsprocent på rundt regnet 99 procent.
Nu viser det sig, at den doktordisputats, som den kommende
operachef engang skrev, viser sig at være delvist skrevet af efter en anden. Nu
sukker man i Østrig. Havde kulturministeren blot valgt en dirigent som kunstnerisk
operachef. De skriver nemlig ikke doktordisputatser, men bliver udnævnt til æresdoktorer, og det gør det hele lettere.
Påskedagenes operafornøjelser
Mange danskere har mulighed for på tyske tv-stationer at
følge store koncerter og operaforestillinger på påskefestivalerne i Salzburg og
i Baden-Baden. 3sat tv transmitterer
fra Salzburg. Man kan således finde stationen til en ekstrabetaling på 10 kr.
om måneden hos udbyderen Sofa. Arte,
som transmitterer fra Baden-Baden, er mere almindelig herhjemme.
For netop 50 år siden tog Herbert von Karajan sine Berliner
Philharmoniker til Salzburg for at holde en egen påskefestival for første gang.
Karajan ville vise sit orkester årligt i Mozarts fødeby, og han ville spille
Wagners operaer, som hans berliner-orkester, som jo ikke holdt til i nogen opera,
ellers aldrig havde lejlighed til. I Salzburg skulle det vel at mærke ske
scenisk i det nye store festspilhus, og Herbert von Karajan skule selv sætte i
scene foruden at dirigere. Han skabte sig aldrig et stort navn som instruktør,
men han gik heller aldrig galt i byen. Han benyttede sig næsten altid af Günther
Scheider-Siemssens virkelig flotte og imposante sceneopbygninger.
Det blev en fast tradition, og i år fejrer påskefestspilene
i Salzburg altså 50 års jubilæum. Nu er det blot ikke længere med Berliner Philharmoniker,
men med det det lige så prægtige Sächsische Staatskapelle fra Dresden under
ChristianThielemann, som på flere punkter er den Generalmusikdirektor-type i
dag, som stærkest kan minde om Karajan, og som overtog ledelsen i 2013.
Berlinerne er blevet faste i festspilbyen Baden-Baden, hvor de
har mulighed for at opføre et langt bredere festspilprogram, der foruden den
årlige operaopførelse indeholder mere usædvanlige koncertprogrammer og
kammermusik. Der er dejligt i Baden-Baden, og hvis man vil have en påske med
megen stor musik, er det stedet.
De aktuelle muligheder
Her er lidt om de aktuelle muligheder. Salzburg fejrer 50-års
jubilæet. Påskelørdag kl. 20.15 kan man
på 3sat se og høre Wagners ”Valkyrien, som den så ud for 50 år siden. Schneider-Siemsens
imponerende scenografi er genopbygget, men den spændende, undertiden farlige Vera
Nemirova fylder den ud med sine egne ideer og personinstruktion. Christian
Thielemann dirigerer naturligvis, så en storslået opførelse er garanteret.
Peter Seiffert og Anja Harteros synger Siegmund og Sieglinde. Georg Zeppenfeld,
som alle bas-venner kan glæde sig til, synger Hunding. Vitalij Kowaljow er Wotan, Anja Kampe
Brünnhilde og Christa Mayer Fricka. Det er en meget stærk Wagner-besætning.
Påskesøndag formiddag
kl.9.30 kan man på 3sat se og høre Mascagnis ”Cavalleria rusticana”, sidste
års påskeforestilling i Salzburg. Philipp Stölzl har sat i scene, og Christian
Thielemann dirigerer. Navnet for de fleste er Jonas Kaufmmann som Turiddu, mens
Ljudyla Monastyrska synger Santuzza. Den store Ambrosio Maestri er rivalen
Alfio, en prægtig sanger.
Påskesøndag kl. 17.35 bringer Arte en koncert med den pragtfulde violinist Lisa Batiashvili. Simion Rattle dirigerer desuden sine berlinere i Dvorak og Bartók.
2. påskedag kl. 20.15
bringer Arte fra Baden-Baden Puccinis ”Tosca”. Simon Rattle dirigerer den for første gang i
sit liv, men han glæder sig umådeligt, siger han. The Mets Kristina Opulais bliver
Tosca, Marcelo Alvarez synger Cavaradossi, og russeren Jebenij Nikitin Scarpia.
Han var for få år siden udset til at synge Hollænderen i Bayreuth, men så
dukkede et billede af ham som ung rocksanger med bar overkrop op i en avis, og har
anede man mellem hans tatoveringer det gamle svastika- tegn, som nazisterne overtog.
Nikitin anede intet om nazismen. I Bayreuth turde man ikke lade ham synge.
Så lidt for et – måske - andet musikpublikum. Der er operetteformiddag lørdag på 3sat,
kl.9.50 et portræt af Emmeich Kalman , kl.10.35 en film om den uforglemmelige
operettesangerinde m.m. Marika Rökk, og kl. 10. 55 Kalmans ”Czardasfyrstinden”,
den berømte spillefilm fra 1951 netop med Marika Rökk i titelpartiet.
Billede: Simon Rattle
dirigerer for første gang Puccinis ”Tosca”. Hør og se det på Arte.