af John Christiansen - d. 24. juli 2017
Flot dansk indsats i stor og problematisk europæisk korkonkurrence - Kasper Holtens ”Carmen” på søscenen i Bregenz – Læs for en gangs skyld om tysk teater. To legender siger farvel i Berlin
Officiel europæisk korkonkurrence direkte fra Riga i Letland
på DR P 2 tv i lørdags. Ni lande var efter flere dages konkurrence nået frem
til finalen. Slovenien vandt, mens det danske kor, Akademisk Kor Aarhus under Ole Faurschous ledelse endte længere nede. Men Akademisk Kor Aarhus var nu klart bedre, hvis der skulle måles efter musikalsk kvalitet. Koret må ikke forveksles med Jysk Akademisk Kor. Efter
min mening var koret med et svensk og et dansk værk (Per Nørgård) på progemmet aftenens
mest disciplinerede og musikalsk mest forfinede. Der var også et par andre kor,
som burde være placeret foran Slovenien. Der er endnu engang grund til at være
glad for dansk korsangs høje niveau.
Men det var en mærkelig omgang. Man kan forestille sig en
konkurrence, hvor dommerne skal vælge mellem et fodboldhold, et håndboldhold,
et rugbyhold og et langboldhold. Jysk Akademisk Kor er et klassisk skolet,
blandet kor, og disse kvaliteter tager de med sig i den nye musik. Det
slovenske kor har så en lidt stærkere folkemusik-betoning. Der var et drengekor
fra Belgien (ikke noget at samle på i forhold til dansk drengekor-kvalitet), to
pigekor, et friskt, men ujævnt jazzkor, et herrekor med lidt øl i baggrunden.
Det var også et af de kor, som underholdt godt. Nogle lagde megen vægt på den
sceniske fremtoning, andre koncentrerede sig om den musikalske kvalitet. Denne
afveksling var i sig selv ikke spændende nok. Der var kort sagt en blanding af
kor, som man ikke kan vurdere efter kun et sæt regler.
De tre dommere skulle aflevere deres stemmer efter få
minutter. Det virkede for useriøst, for der var meget at diskutere. Undervejs
fik hver dommer efter hvert kor et ligegyldigt og personligt ledende spørgsmål
fra den lokale værtinde. Det gjorde det næsten umuligt for dem at svare med
andet end høflige fraser. Engelske John, en ældre britisk herre tilsyneladende
kendt i det højere kormiljø, var en mester dertil. Den lettiske verdens-mezzo
Elena Garanca var for forudsigelig i sine nærmest tvungne svar. Ingen skulle
generes.
Det var tænkt som en seriøs konkurrence, men som sådan var
det noget rod. Men det var det også fra DRs side, for det var den danske speaker eller tovholder, der efter at have fortalt om Sloveniens førsteplads, tilføjede "med Danmark som nummer tor ". Det var altså kun ønsketænkning. Derfor fejltagelsen her i artiklen, som nu er rettet. Forhåbentlig har deltagerne haft et godt korstævne i Riga. Det
er også vigtigt, men ikke i TV. Men altså: Repræsenteret af Akademisk Kor Aarhus var
der endnu engang grund til at være glade for og stolte over dansk kortraditions
høje niveau.
Det store
operaspektabel
På tilbagevejen fra London og Covent Garden til Danmark har
Kasper Holten og Signe Fabricius været vejen rundt om Bregenz i Østrigs
vestlige ende, hvor deres og scenebyggeren Es Devlins opsætning af Bizets
”Carmen” havde premiere forleden. Her er tilskuertal, som vi ikke kan hamle op
med herhjemme. Hver forestilling på søscenen nede på Bodensee følges af 7.000
tilskuere. En almindelig hverdagsaften koster billetterne fra omregnet 1100
kroner (fredag og lørdag lidt dyrere) til 225 kroner øverst og yderst. Men alle
27 forestillinger har været udsolgt længe inden premieren. 189.000 ser ”Carmen”
i år, og 189.000 gør det igen næste sommer.
Kun få sidder under tag for regnen. Kun orkestret skånes
altid for vand. Til premieren hjalp ellers intet. Det regnede, lynede og
tordnede. Det våde element er i opførelsens ånd. For selv når det ikke regner,
skånes sangerne ikke for vand. Til anden akts dansescene hos Lilias Pastas blev
scenen kørt ned til søens overflade og Signe Fabricius’ meget roste ”æstetisk
som fortællende ” koreografi fik tilsat vildt sprøjtende vand og en særlig
dramatik. Til slut hverken kvæles eller skydes Carmen af Don José. Hun druknes
regulært i Bodensee. Også han forsvinder i søen/havet. Den slags er de
eksperter i at gøre troværdigt i Bregenz. En anmelder noterede, at tre gange Carmen
synger på skift. Kun de to kan svømme, og han spekulerede på, hvordan den
tredje ville klare det. Der stilles nu om dage stærke krav til operasangere.
En opførelse i Bregenz sigter mod noget andet end indendørs
opera. Der skal være meget for øjet. Jeg holder af det internationale ord
spektakel om sådan en opførelse, som blæser et publikum omkuld, som imponerer
og som er fest også for øjet - vel at mærke brugt uden en negativ undertone. Der
er stor begejstring for Es Devlins scenebillede med kæmpemæssige spillekort og
to hænder (se foto herfra i omstående artikel ”Sommervarme og operadress). Som
næsten altid vil anmelderne gerne debattere Kasper Holtens opsætning, men flertallet
af de 6-7 anmeldere, som jeg har læst, mener, at han står for en overbevisende forestilling.
”I al dens virvar var det Kasper Holtens hovedfortjeneste omhyggeligt at
fastholde tilskuerens opmærksomhed på de til enhver tid syngende medvirkende”
(BR Klassik).
Direkte og grundigere læsestof
får man i musikredaktør Thomas Michelsens anmeldelse i Politiken. Opførelsen
kan ses og høres på tysk TV 3sat 26. august kl. 20.15.
To store teaterchefer
må sige farvel
Der har indrømmet været for lidt teaterstof på jcKlassisk, i
særdeleshed udenlandsk teaterstof. Det sidste kan også være værdifuldt at følge
med i, men det er svært at finde på dansk. Det hjælper de følgende linjer ikke
meget på, men jeg håber, at de alligevel vil finde læsere.
To af teatrets giganter har netop forladt hver sin scene i
Berlin. Ingen af dem har ønsket det, men de har ikke kunnet bestemme alene. De
er den 65-årige Frank Castorp, som efter et kvart århundrede forlader
chefstolen på Volksbühne. Og det er den 80-årige Claus Peymann, som efter 18
års ledelse forlader den gamle Bertolt Brecht-scene ved Schiffsbauerdamm. Før
murens fald lå begge teatre i Østberlin. Meget kan man sige om DDR, men stort
teater blev der skabt. Arven fra DDR-tiden har man ikke kunnet mærke hos
Peymann, men nok hos Castorp, hvis Volksbühne stadig dufter af DDR-atmosfære.
Såvel Peymann som Castorp har mange fans, og begges
afskedsaftener har været berliner-begivenheder med stort teater og natligt
fyrværkeri, øl og pølser, fortæller Berliner Morgenpost. Castorps afskedsnat
regnede væk, mens Peymanns blev en af de vidunderlige, men sjældne sommerlige,
klare juni-nætter under de samme træer, som Bertolt Brecht elskede.
Peymann havde arrangeret en fem
timers erindrings-forestilling, hvortil han havde samlet en lang række af sine
fantastiske skuespillere og instruktører gennem årene. De, som ikke er der
mere, fik man at se på filmoptagelser. Jeg mindes selv med glæde Peymanns
teateropsætninger og ikke mindst dem af hans østrigske ”Theatermacher” Thomas
Bernhards stykker, men også af teater sat op af George Tabori, Thomas Langhoff
og Luc Bondy.
Peymann selv stræbte efter at
tage sine forfattere bogstaveligt. Hans teater var klart i spyttet. Han sagde,
at han hadede, når skuespillere skulle ”herumkaspern”.
Det er et godt ord. Kasper er Mester Jakel på dansk. Den slags udfald skaffede ham fjender.
Hvilken seriøs skuespiller brød sig om at blive kaldt en omkringfarende Mester
Jakel? Men Peymanns respekt for forfatternes ord betød ikke, at han ikke skabte
nyt i sit teater. ”Ich bin Avantgarde”,
sagde han hånligt mod dem, som mente, at de havde eneret på at være det. Det
blev lidt af et slagord med mening for Peymann og Berliner Ensemble.
Peymanns udfald gik også ud over
Frank Castorp, som han påstod ikke kunne fordrage teater. Selvfølgelig kunne
Castorp det. Men al kærlighed er jo ikke ens. Castorp har tolket og fabuleret
langt ud i kryptiske visioner og gerne i flere timer lange forestillinger. Man
kunne gå fra Volksbühne og have hovedet fyldt af sine egne ubesvarede spørgsmål.
Var det end ofte vanvittigt, så var det dog næsten altid spændende, men
kryptisk. En mening kunne man dog oftest finde, men jeg garanterer ikke for, at
den var identisk med Castorps.
Han arbejdede indædt med sine
skuespillere til de udtrykte det yderste af, hvad der skete inden i de
personer, de skulle forestille, men altså med ideer og udtryk, omgivelser og
handling ofte uden direkte kontakt med skuespillets originaltekst. Hans
opsætning af ”Der Meister und Margareta” efter Michael Bulgarov var nærmest et
stort meningsfuldt spørgsmålstegn af originalt teater. For jcKlassisks læsere
vil Castorf nok være mest bekendt for sin kontroversielle opsætning af Wagners
”Nibelungens ring” i Bayreuth. Et minus er, at den ikke er tolket ud fra
musikken.
Bertolt Brecht sagde engang: ”Hvad er et indbrud i en bank mod
grundlæggelsen af en bank”. Peymanns efterfølger Oliver Reese, som kommer
fra Schauspiel Frankfurt, har
offentliggjort teatrets repertoireliste. Den er på 60 værker, som naturligvis
ikke alle bliver spillet i den kommende sæson, men mange store opsætninger fra
Peymans tid fra ”Hamlet” og ”Faust” til Thomas Bernhards ironisk-vittige perle
”Claus Peymann kauft sich eine Hose und geht mit ihr essen” (C.P. køber sig et
par bukser og går ud og spiser med dem) ligger parat til at blive genoptaget.
Det må kaldes en teaterbank af format.
Et skifte i Wien
Også i Wien sker der en
omvæltning. Münchens mangeårige førende teaterchef, senest for
Residenz-Theater, Martin Kusej, som i
øvrigt betegner Peymann og Castorp som
sine to forbilleder, overtager nu Burgtheater i Wien, den store klassiske
teaterhøjborg, efter Karin Bergman. Hun har i de seneste tre år påbegyndt et
tiltrængt oprydningsarbejde på Burg, men har pludselig sagt farvel. Kusej har
erklæret: ”Nu skal Burgtheater være moderne”.
Men han har skyndt sig at tilføje: ”Nej,
jeg er ikke så slem, som man vil gøre mig til”.
Og det har han ret i.
Billede: Carmen i Bregenz. Foto: Bregenzer Festspiele/Karl Foster
CARMEN SENDES I DR P 2 TV FREDAG DEN 4. AUGUST KL. 21. SENERE VIL DEN IKKE KUNNE SES.