af John Christiansen - d. 29. juli 2017
”Mestersangerne i Nürnberg” som en overraskende komisk succes i Bayreuth. For meget Barrie Kosky, for lidt Richad Wagner
Bayreuth er altid god for en historie. Ofte også for en
skandale. Men det sidste har der ikke været antydning af i år. Men en historie er det, at den australske
Barrie Kosky som den første jødiske instruktør sætter Wagners ”Mestersangerne i
Nürnberg” op i Wagners eget festspilhus.
Barrie Kosky har som operachef for Berlins Komische Oper stået
for en række frie, også frække opsætninger ikke blot af operaer, men nu også af
musicals. Han har før iscenesat Wagner, finder
efter eget udsagn komponisten stor og spændende modsat personen Wagner, men netop
”Mestersangerne” har han tidligere afvist som værende for tysk for ham som
fremmed til at trænge ind i. Men da festspillederen, Wagners barnebarn Katharina
Wagner gav ham en længere tidsfrist til at overveje det, fandt han ind til Wagner
selv som hovedpersonen i en usædvanlig tolkning.
Min beskrivelse af forestillingen byder dels på den direkte
radiotransmission i tysk radio af premieren den 25. august (Danmark bringer den
senere som ”lørdagsopera” lørdag den 6. august), dels på den senere
TV-udsendelse på 3sat. Kun hørt i radioen måtte man undres over, hvordan den fortalte
handling kunne forenes med musikken, men set i TV opdagede man, at meget går overraskede
op. Det hjælper Koskys humor og vid til. Denne humor fremkaldte publikums
overraskende positive modtagelse. Det er i højere grad blevet en komedie, end
Wagner selv forestillede sig det.
Et ”historisk” møde
På fortæppet læser man under forspillet: Vi befinder os i
året 1875 i det (dengang nybyggede) Wahnfried, Richards og Cosimas privathjem i
Bayreuth (nu et ny-restaureret museum). Cosima har migræne. Wagner og hans to
store New Foundlænder-hunde får besøg af Cosimas far Franz Liszt og af den
jødiske dirigent Hermann Levi (i 1882 dirigerede han uropførelsen af ”Parsifal”).
Styret af Wagner spiller de partierne i ”Mestersangerne i Nürnberg”. I dette
privatspil overtager Cosima rollen som Eva, fader Liszt er hendes far Pogner,
mens Hermann Levi, som var under Wagners stærke indflydelse og ifølge den
nyeste forskning nærmest blev udnyttet af ham, naturligvis er Beckmesser. Han bliver
tvunget til at knæle under operaens indledende koral, og han bliver i moderne
sprogbrug allerede her regulært mobbet. Dette ”historiske” møde hos Wagner
fandt dog aldrig sted i virkeligheden.
Nærmest umærkeligt glider familien Wagner ind som operaens
personer. Mestersangerne kommer kravlende ud af mesterens flygel, den ene mere
forvirret end den anden. Den fremmede ridder Walther von Stolzing, som netop
har forelsket sig i Pogners datter Eva, præsenterer sig og afvises. Men denne
lange scene, som begynder med Davids forgæves oplæring af Stolzing, kan ofte virke
uendelig lang, men Barrie Koskys personinstruktion er gnistrende morsom, og med
mestrenes renæssance-udstyr gammeldags flot. Det er i bund og grund traditionelt,
men det er teatermæssigt frisk og sjovt.
En parodi på antisemitismen
Anden akt begynder også traditionelt på en stor græsplæne
uden antydning af det gamle Nürnberg. Da Beckmesser her først kommer rigtigt
ind i spillet, lader Kosky operaen glide over til at være en parodi på et antisemitisk
propagandaværk. Wagner var antisemit, men hvad her skildres af jødehad ville
han med sin trods alt humanistiske indstilling næppe have tolereret. Pryglescenen, som
slutter anden akt, var af Wagner tænkt som et kæmpeslagsmål alle mod alle, men hos
Kosky er alle mod Beckmesser alene, og akten slutter med at en kæmpeballon med et
grimt karikeret jødisk ansigt fylder scenen og langsomt taber luften under
nattevægterens sang.
Slutakten er henlagt til retssalen, hvor Nürnberg-processen mod
nazilederne foregik i 1945-46. Den ide forvirrer kun, Kosky får intet ud af den
undtagen at erindre om sit hovedærende med opsætningen. I slutbilledet triumferer
Bayreuths sceneteknik. Hans Sachs synger sin monolog om den tyske kunst til os publikum
alene. Folket i Nürnberg er forsvundet ned i den overdækkede orkestergrav. Bag
Sachs kommer i stedet et nyt statist-orkester og folk. Øjeblikket efter at tæppet
er gået ned, sidder det rigtige orkester der for første gang sluppet ud i fri
luft.
Var det Wagners
Beckmesser?
Koskys beskrivelse af Beckmesser, som nazisterne så jøderne,
er egentlig i opførelsespraksis et historisk tilbagefald. Der er ofte set noget
lignende på operascenen efter Anden Verdenskrig. Det har altid været diskuteret
og ikke mindst i årene efter nazismen, om Beckmesser af Wagner var tænkt alene som
jøde. Det er for længst påvist, at Beckmessers sang intet har at gøre med synagogesang,
som man ellers stadig kan læse. I virkeligheden fik Wagner den direkte nodetro musikalske
inspiration til sin musik af en større lied af vennen og komponisten Peter
Cornelius. I dag kan vi endda opfatte Beckmessers musik nærmest positivt som
avantgarde. Men Wagner var antisemit, og han har sagt grove ting.
Wagners opera er ikke blot et opgør eller snarere Hans
Sachs’ forsøg på forsoning mellem traditionen (mestersangerne) og avantgarden
(Ridderen Walther von Stolzing). Det kom stærkt frem i den forrige opsætning i
Bayreuth af Katharina Wagner, men ikke her. Problematikken i, at Hans Sachs i
slutningen forsvarer den tyske kunst mod den ”welsche” kunst, også tænkt som
den italienske og franske, kommer heller ikke stærkt frem. Sachs’ proklamation var
også en større selvfølgelighed i forhold til den historiske situation, da
operaen blev skrevet.
Barrie Koskys komik
Barrie Kosky satser som sagt på komikken og tager sit afsæt i
at vise antisemitismen med et komisk afsæt. Var det så fordi komikken var
overvældende, at publikum tog så godt imod forestillingen? Bifaldet var bragende efter første akt, da
antisemitismen endnu ikke havde vist sit ansigt. Efter anden akts ballonansigt
var det kort og stille. Johannes Martin Kränzle som Sixtus Beckmesser gjorde et
dybt indtryk med et fantastisk sunget portræt af et mere stille, tilbagetrukkent
menneske, som egentlig intet forstod. Men opsætningen kunne også glide over i slapstick
teater, og så kunne man spørge, om den overdrevne komik skjulte for alvoren? Det mener jeg klart. Der
var overraskende få buh-råb, da det ansvarlige scenehold kom frem til
slutbifaldet.
Sangerbesætningen var fænomenal med en enkelt undtagelse,
Anne Schwanenwilms, Hun var antagelig valgt, fordi hun kunne illudere som
Cosima, og det gjorde hun godt, men hun var som Eva ikke den ideelle unge pige med
en let og slank sopran. Men de stærke buh-råb mod hende var uretfærdige.
Toppræstationer
Den helt store oplevelse var Michael Volle som Hans Sachs.
Han kunne skifte mellem alle nuancerne i dette vældige parti, alvoren,
inderligheden, vreden, eftertanken og ensomheden, men sandelig også både den
finere og den grovere komik. Klaus Florian Vogt har måske en for let stemme til
heltetenorpartiet som Stolzing, men han sang smukt med så mange fine elegante
nuancer, at det var en fornøjelse. Günther Groissböck viste sin pragtfulde stærke
stemme som Pogner. Daniel Behle, som snart veksler til det lidt tungere Wagner-fag,
sang elegant og flot læredrengens Davids ellers som nævnt ofte langstrakte
præsentation af de mange regler for mestersangeners kunstsang.
Den schweiziske dirigent Philipp Jordan tog lidt tid om at
finde ind i festpilhusets vanskelige akustik, men så blev det en både livlig og
stille smukt og en elegant artikuleret orkesterindsats, som var i dyb kontakt med Koskys
sceneliv. Orkesterspillet blev bedre og bedre i løbet af aftenen. Hvad kan det ikke blive
til i løbet af sommeren. Hørt over radioen kunne man undre sig over mærkelige
pauser og pludselige temposkift, men de fik en opklaring sammen billedoptagelserne.
De to, Jordan og Kosky, forstod hinanden i en sjælden grad. Men det er den
overdrevne komik, der gjorde forestillingen til den publikumssucces, som den tilsyneladende
er blevet. Men er den holdbar? Koskys private overdrivelser og gentagelser kan
gøre det svært.
Domingo dirigerer i
Bayreuth
Et par nyheder fra Bayreuth er interessante. Endelig er det blevet
officielt, at Anna Netrebko ikke synger Elsa i nyopsætningen af ”Lohengrin”
næste sommer. Det gør i stedet Anja Harteros, München-operaens fejrede sopran,
som aldrig før har sunget i Bayreuth. Christian Thielemann, festspillenes
musikchef og dirigent af ”Lohengrin”, havde ellers lovet Netrebko al mulig støtte,
men hun har ikke forliget sig med det tyske sprog, hvorimod hun er hjemme i de
andre førende operasprog. De har i to sæsoner haft fælles succes i ”Lohengrin”
i Dresden, og Deutsche Grammophon har netop udgivet en dvd-optagelse af opførelsen.
I Dresden havde Netrebko et kørende tekstbånd foran sig som støtte, men det kan
ikke lade sig gøre i Bayreuth.
Nordbayerische Kurier fortæller også, at festspillene næste
sommer ekstra opfører ”Valkyrien” tre gange uden resten af ”Ringen”. Den
dirigeres af Placido Domingo. Han sang Siegmund to gange i Bayreuth i de samme
år, som Poul Elming gjorde det. Domingo var navnet, men Elming var Wagner-sangeren.
Nu skal Domingo være navnet igen, og det finder jeg lidt pinligt for
festspillene. Domingo er ikke nogen specielt god dirigent i Wagner, som under
ham kan lyde for ensformigt tungt.
Deutsche Grammophon udgiver hver sommer en dvd-indspilning
af det forrige års Bayreuth-nyhed. I år er det ”Parsifal”. Lad os kalde det den
gode mellemvare, men jeg tiltror den alligevel en langtidsværdi.
Beckmesser med satirisk ballonhovede i ”Mestersangerne”. Foto: Enrico Narrath/ Bayreuther Festspiele, EPA
KASPER HOLTENS OPSÆTNING AF BIZETS CARMEN SENDES PÅ DR K TV FREDAG DEN
4. AUGUST KL. 21
"MESTERSANGERNE"KAN HØRES PÅ DR P2 SOM LØRDAGSOPERA DEN 5. AUGUST KL. 18.35