Bayreuth er altid god for en historie. Ofte også for en skandale. Men det sidste har der ikke været antydning af i år.  Men en historie er det, at den australske Barrie Kosky som den første jødiske instruktør sætter Wagners ”Mestersangerne i Nürnberg” op i Wagners eget festspilhus.

Barrie Kosky har som operachef for Berlins Komische Oper stået for en række frie, også frække opsætninger ikke blot af operaer, men nu også af musicals.  Han har før iscenesat Wagner, finder efter eget udsagn komponisten stor og spændende modsat personen Wagner, men netop ”Mestersangerne” har han tidligere afvist som værende for tysk for ham som fremmed til at trænge ind i. Men da festspillederen, Wagners barnebarn Katharina Wagner gav ham en længere tidsfrist til at overveje det, fandt han ind til Wagner selv som hovedpersonen i en usædvanlig tolkning.

Min beskrivelse af forestillingen byder dels på den direkte radiotransmission i tysk radio af premieren den 25. august (Danmark bringer den senere som ”lørdagsopera” lørdag den 6. august), dels på den senere TV-udsendelse på 3sat. Kun hørt i radioen måtte man undres over, hvordan den fortalte handling kunne forenes med musikken, men set i TV opdagede man, at meget går overraskede op. Det hjælper Koskys humor og vid til. Denne humor fremkaldte publikums overraskende positive modtagelse. Det er i højere grad blevet en komedie, end Wagner selv forestillede sig det. 

Et ”historisk” møde

På fortæppet læser man under forspillet: Vi befinder os i året 1875 i det (dengang nybyggede) Wahnfried, Richards og Cosimas privathjem i Bayreuth (nu et ny-restaureret museum). Cosima har migræne. Wagner og hans to store New Foundlænder-hunde får besøg af Cosimas far Franz Liszt og af den jødiske dirigent Hermann Levi (i 1882 dirigerede han uropførelsen af ”Parsifal”). Styret af Wagner spiller de partierne i ”Mestersangerne i Nürnberg”. I dette privatspil overtager Cosima rollen som Eva, fader Liszt er hendes far Pogner, mens Hermann Levi, som var under Wagners stærke indflydelse og ifølge den nyeste forskning nærmest blev udnyttet af ham, naturligvis er Beckmesser. Han bliver tvunget til at knæle under operaens indledende koral, og han bliver i moderne sprogbrug allerede her regulært mobbet. Dette ”historiske” møde hos Wagner fandt dog aldrig sted i virkeligheden.

Nærmest umærkeligt glider familien Wagner ind som operaens personer. Mestersangerne kommer kravlende ud af mesterens flygel, den ene mere forvirret end den anden. Den fremmede ridder Walther von Stolzing, som netop har forelsket sig i Pogners datter Eva, præsenterer sig og afvises. Men denne lange scene, som begynder med Davids forgæves oplæring af Stolzing, kan ofte virke uendelig lang, men Barrie Koskys personinstruktion er gnistrende morsom, og med mestrenes renæssance-udstyr gammeldags flot. Det er i bund og grund traditionelt, men det er teatermæssigt frisk og sjovt.

En parodi på antisemitismen

Anden akt begynder også traditionelt på en stor græsplæne uden antydning af det gamle Nürnberg. Da Beckmesser her først kommer rigtigt ind i spillet, lader Kosky operaen glide over til at være en parodi på et antisemitisk propagandaværk. Wagner var antisemit, men hvad her skildres af jødehad ville han med sin trods alt humanistiske indstilling næppe have tolereret. Pryglescenen, som slutter anden akt, var af Wagner tænkt som et kæmpeslagsmål alle mod alle, men hos Kosky er alle mod Beckmesser alene, og akten slutter med at en kæmpeballon med et grimt karikeret jødisk ansigt fylder scenen og langsomt taber luften under nattevægterens sang.

Slutakten er henlagt til retssalen, hvor Nürnberg-processen mod nazilederne foregik i 1945-46. Den ide forvirrer kun, Kosky får intet ud af den undtagen at erindre om sit hovedærende med opsætningen. I slutbilledet triumferer Bayreuths sceneteknik. Hans Sachs synger sin monolog om den tyske kunst til os publikum alene. Folket i Nürnberg er forsvundet ned i den overdækkede orkestergrav. Bag Sachs kommer i stedet et nyt statist-orkester og folk. Øjeblikket efter at tæppet er gået ned, sidder det rigtige orkester der for første gang sluppet ud i fri luft.

Var det Wagners Beckmesser?

Koskys beskrivelse af Beckmesser, som nazisterne så jøderne, er egentlig i opførelsespraksis et historisk tilbagefald. Der er ofte set noget lignende på operascenen efter Anden Verdenskrig. Det har altid været diskuteret og ikke mindst i årene efter nazismen, om Beckmesser af Wagner var tænkt alene som jøde. Det er for længst påvist, at Beckmessers sang intet har at gøre med synagogesang, som man ellers stadig kan læse. I virkeligheden fik Wagner den direkte nodetro musikalske inspiration til sin musik af en større lied af vennen og komponisten Peter Cornelius. I dag kan vi endda opfatte Beckmessers musik nærmest positivt som avantgarde. Men Wagner var antisemit, og han har sagt grove ting.

Wagners opera er ikke blot et opgør eller snarere Hans Sachs’ forsøg på forsoning mellem traditionen (mestersangerne) og avantgarden (Ridderen Walther von Stolzing). Det kom stærkt frem i den forrige opsætning i Bayreuth af Katharina Wagner, men ikke her. Problematikken i, at Hans Sachs i slutningen forsvarer den tyske kunst mod den ”welsche” kunst, også tænkt som den italienske og franske, kommer heller ikke stærkt frem. Sachs’ proklamation var også en større selvfølgelighed i forhold til den historiske situation, da operaen blev skrevet.

Barrie Koskys komik

Barrie Kosky satser som sagt på komikken og tager sit afsæt i at vise antisemitismen med et komisk afsæt. Var det så fordi komikken var overvældende, at publikum tog så godt imod forestillingen?  Bifaldet var bragende efter første akt, da antisemitismen endnu ikke havde vist sit ansigt. Efter anden akts ballonansigt var det kort og stille. Johannes Martin Kränzle som Sixtus Beckmesser gjorde et dybt indtryk med et fantastisk sunget portræt af et mere stille, tilbagetrukkent menneske, som egentlig intet forstod. Men opsætningen kunne også glide over i slapstick teater, og så kunne man spørge, om den overdrevne komik skjulte for alvoren? Det mener jeg klart. Der var overraskende få buh-råb, da det ansvarlige scenehold kom frem til slutbifaldet.     

Sangerbesætningen var fænomenal med en enkelt undtagelse, Anne Schwanenwilms, Hun var antagelig valgt, fordi hun kunne illudere som Cosima, og det gjorde hun godt, men hun var som Eva ikke den ideelle unge pige med en let og slank sopran. Men de stærke buh-råb mod hende var uretfærdige.

Toppræstationer

Den helt store oplevelse var Michael Volle som Hans Sachs. Han kunne skifte mellem alle nuancerne i dette vældige parti, alvoren, inderligheden, vreden, eftertanken og ensomheden, men sandelig også både den finere og den grovere komik. Klaus Florian Vogt har måske en for let stemme til heltetenorpartiet som Stolzing, men han sang smukt med så mange fine elegante nuancer, at det var en fornøjelse. Günther Groissböck viste sin pragtfulde stærke stemme som Pogner. Daniel Behle, som snart veksler til det lidt tungere Wagner-fag, sang elegant og flot læredrengens Davids ellers som nævnt ofte langstrakte præsentation af de mange regler for mestersangeners kunstsang.

Den schweiziske dirigent Philipp Jordan tog lidt tid om at finde ind i festpilhusets vanskelige akustik, men så blev det en både livlig og stille smukt og en elegant artikuleret orkesterindsats, som var i dyb kontakt med Koskys sceneliv. Orkesterspillet blev bedre og bedre i løbet af aftenen. Hvad kan det ikke blive til i løbet af sommeren. Hørt over radioen kunne man undre sig over mærkelige pauser og pludselige temposkift, men de fik en opklaring sammen billedoptagelserne. De to, Jordan og Kosky, forstod hinanden i en sjælden grad. Men det er den overdrevne komik, der gjorde forestillingen til den publikumssucces, som den tilsyneladende er blevet. Men er den holdbar? Koskys private overdrivelser og gentagelser kan gøre det svært.

Domingo dirigerer i Bayreuth

Et par nyheder fra Bayreuth er interessante. Endelig er det blevet officielt, at Anna Netrebko ikke synger Elsa i nyopsætningen af ”Lohengrin” næste sommer. Det gør i stedet Anja Harteros, München-operaens fejrede sopran, som aldrig før har sunget i Bayreuth. Christian Thielemann, festspillenes musikchef og dirigent af ”Lohengrin”, havde ellers lovet Netrebko al mulig støtte, men hun har ikke forliget sig med det tyske sprog, hvorimod hun er hjemme i de andre førende operasprog. De har i to sæsoner haft fælles succes i ”Lohengrin” i Dresden, og Deutsche Grammophon har netop udgivet en dvd-optagelse af opførelsen. I Dresden havde Netrebko et kørende tekstbånd foran sig som støtte, men det kan ikke lade sig gøre i Bayreuth.

Nordbayerische Kurier fortæller også, at festspillene næste sommer ekstra opfører ”Valkyrien” tre gange uden resten af ”Ringen”. Den dirigeres af Placido Domingo. Han sang Siegmund to gange i Bayreuth i de samme år, som Poul Elming gjorde det. Domingo var navnet, men Elming var Wagner-sangeren. Nu skal Domingo være navnet igen, og det finder jeg lidt pinligt for festspillene. Domingo er ikke nogen specielt god dirigent i Wagner, som under ham kan lyde for ensformigt tungt.

Deutsche Grammophon udgiver hver sommer en dvd-indspilning af det forrige års Bayreuth-nyhed. I år er det ”Parsifal”. Lad os kalde det den gode mellemvare, men jeg tiltror den alligevel en langtidsværdi. 

Beckmesser med satirisk ballonhovede i ”Mestersangerne”.  Foto: Enrico Narrath/ Bayreuther Festspiele, EPA 

KASPER HOLTENS OPSÆTNING AF BIZETS CARMEN SENDES PÅ DR K TV FREDAG DEN 4. AUGUST KL. 21

"MESTERSANGERNE"KAN HØRES PÅ DR P2 SOM LØRDAGSOPERA DEN 5. AUGUST KL. 18.35