Hvorfor skal en operaanmeldelse nu om dage altid tage sin begyndelse i det mere eller mindre fornuftige eller det måske tåbelige, der sker på scenen? Hvorfor ikke begynde med og holde fast i musikken, som er og bliver det væsentligste og mest afgørende Nu er det musikken heldigvis det mest positive i Den jyske Operas opførelse af Donizettis ”L’elisir d’amore”, som opføres på originalsproget italiensk. Det er altså hverken ”Kærlighedsdrikken”, som den korrekte danske oversættelse er, eller ”Elskovsdrikken”, som den har heddet herhjemme siden 1842, da et italiensk operakompagni gæstespillede med den i København, og det helt nye værk skulle sælges.

Jeg har allerede skrevet en introduktionsartikel om selve operaen, ”Elskov, sex eller kærlighed” sat på den 3. oktober og stadig at finde på jcklassisk.dk. Den har sin basis i musikken, som jeg er meget begejstret for. Jeg betragter artiklen som den første og mest positive del af min anmeldelse. Og her er så anden del med grundlag i opførelsen på Værket i Randers, som kun var Den jyske Operas tredje af i alt 16, selv om der er gået hele 20 dage siden premieren i Odense. Nu var det et velspillende Aalborg Symfoniorkester, som den svenske Per-Otto Johansson, som dirigerer alle forestillinger riget rundt, fik et pointeret elegant orkesterspil fra. Han var også i god kontakt med Den jyske Operas Kor, som af Donizetti har fået megen herlig og festlig kormusik, og det blev, som det skulle være: Koret blev en hovedperson både i at rende rundt, men mere væsentligt med den flotte, præcise sang.

Et godt sangerhold

Denise Beck blev på forhånd meldt ud med dårlig hals. Det betød, at hun kunne synge med større selvtillid selv i koleraturerne , og det var en herlig præstation både sangligt og scenisk, det sidste specielt, da Adina endelig turde stå ved sine følelser. Hun alternerer på turneen med den svenske sopran Lina Johnsson. Som veninden Giannetta var Frederikke Kampmann nærmest en luksusbesætning. Nemorino synges alternerende af to tenorer fra Sydkorea, denne aften den drengeagtige Robin Kim med fornemmelse for bel canto. Den anden hedder Michael Ha. om den selvglade officer Belcore havde barytonen Jens Søndergaard fylde og vægt. Og han alternerer endda med en anden dansk baryton, Lars Møller. To danske sangere i det samme part! Det er forhåbentlig den danske vej, som Den jyske Opera vil slå ind på for fremtiden. Dulcamara, aftenens storsælger af kærlighedsdrikken, havde med ukraineren Pavlo Balakin en dejligt varm bas. Partiet synges alternerende af tyskeren Stefan Stoll.  

Det havde været sjovere på dansk

Et problem for mig  var, at opførelsen synges på italiensk. Det er naturligvis rigtigt, at sangen folder sig smukkest og lettest ud på originalsproget italiensk, men jeg savnede den indlevelse, som man får ekstra med, når man ikke behøver at læse oversættelsen over scenekanten for at forstå, hvad der synges, men oplever det menneskeligt-komiske element som en fest af eksplosioner i samme øjeblik, som ord og toner kommer. Jeg mindedes Holger Bolands danske opera buffo-opsætninger på Den jyske Opera i forrige århundrede med en vis længsel.

Donizettis sprudlende opera er en del af det mindre repertoire, som gør sig mere umiddelbart på dansk end på et udenlandsk originalsprog. Jeg mente egentlig, at Den jyske Opera senest opførte operaen for små ni år siden sunget på dansk, men jeg er blevet korrigeret af Den jyske Opera. Et sangerhold med såvel udenlandske og flere danske sangere sang på italiensk. Men det var altså også en meningsfuld festlig oplevelse på italiensk. .

I Milanos butiksmylder

Disse betragtninger skal ikke stå i vejen for konstateringen, at Det jyske Operas publikum også nu får en festlig oplevelse, om end stemningen var lidt mat inden pausen. Jeg ville helst have beholdt ”L’elisir d’amore” i det gamle originale miljø, et sted på landet, hvor det enfoldige, som giver Donizettis musik sit eget fine liv, virkede mere naturligt. Nu ser man et mini-billede af Milanos menneskemylder i et moderne butikscenter, som den unge britiske instruktør Harry Fehr har ført historien op til. Et angreb på forbrugermentaliteten og på pengenes magt? Konerne løb i hvert fald rundt med indkøbsposer. Men det gav også ”støj” på scenen, altså ikke støj for øret, men støj for øjet. Det blev vanskeligere at opdage historien om den unge generte knøs Nemorino og den rigere pige Adina, der kæmper med sig selv frem til slutningen med at indrømme, at hun også elsker ham. Og den historie er ikke så tynd endda, når man også tager den alvorligt.

Men det lettede i den kortere anden del. Harry Fehr spillede pludselig ud med morsomme påfund i en lettere og ind imellem endda elegant stil. Da den før så trodsige Adina måtte kapitulere overfor sine følelser for Nemorino, skete det på måde, som var ny for mig, troværdig og festligt glad på én gang. 

”Elskovsdrikken” har fået meget fine anmeldelser, endda et par gange med fem stjerner, indrømmet mere end jeg kan være med til, men man går hjem i godt humør.

Læs også introduktionen til operaen i artiklen ”Elskov, sex eller kærlighed”.

Se spilleplanen og meget andet ved at trykke på annoncen øverst til højre

Bellincampi med dansk musik

Det er altid velkomment, når Giordano Bellincampi, engang chef for Den jyske Opera, vender tilbage til Aarhus Symfoniorkester. Denne gang var det med dansk musik af Niels W. Gade og Carl Nielsen. Jeg hørte den anden koncert fredag. Gades koncertouverture ”Gjenklang af Ossian” fra 1841 er altså et mesterværk. Ossian var en opdigtet digter af skotten James Macpherson, men han har alligevel fået plads som skaber af nordiske heltefortællinger. Gades musikalske skildring af ham blev ikke alene komponistens opus 1, men også hans gennembrud. Det er måske mærkeligt, men der er allerede her et fællesskab med ”Hebriderne” af Mendelsohn, som Gade skulle blive nær ven med i Leipzig.

Senere hjemme igen i Danmark skrev Gade kantater, kendte og ukendte. Jag havde ikke før hørt ”Zion” om Israelerne i Egypten og Babylon skrevet til et gæstebesøg i Birmingham på et lidt gammeldags forskruet engelsk og i et lidt mere firkantet musikalsk sprog end i det mere frisk inspirerede selskab med Ossian et lille kvart århundrede før. Men kantaten lod sig høre ikke mindst med den varmt og levende klingende baryton Luthando Quave og hele fire udmærkede korensembler, Aarhus Kammerkor, Ceciliakoret, Randers Kammerkor og Århus Kammerkor. Aarhus og omegn har mange fine kor at samarbejde med for symfoniorkestret. Det viste sig også her.  

Bellincampi dirigerede med en smittende energi. Helt fremragende blev hans tolkning af Carl Nielsens anden symfoni ”De fire temperamenter” med et herligt temperament i ”Den koleriske” sats fulgt af en ligefrem vittig beskrivelse af en flegmatiker. Melankolikeren blev ramt på pletten, og Aarhus Symfoniorkester i topform med et spændende og præcist orkesterspil kom rundt om den mere sammensatte sangviniker. En herlig Nielsen. 

Billede: Adina, Dolcamara og Den jyske Operas Kor. Foto: Kåre Viemose