Den russiske teater-, film- og operainstruktør Kirill Serebrennikov blev som tidligere fortalt sat i husarrest af de russiske myndigheder uden nærmere udfærdiget anklage den 23. august. Den er nu blevet forlænget til den 19. januar 2018. Husarrest skal her forstås meget bogstaveligt. I mellemtiden har statsoperaen i Stuttgart haft en meget succesfuld premiere på Humperdincks opera for voksne ”Hans og Grete” sat i scene af Serebrennikov. Den kunne gennemføres, fordi Serebrennikov havde færdiggjort det meste af sit arbejde, da han var i Stuttgart et halvt år tidligere. Serebrennikov har i mellemtiden måttet melde afbud til andre aftaler med tyske operahuse.

Nu har de førende tyske, østrigske og schweiziske operahuse, 13 i alt, foruden de tre store associerede operahuse, Royal Opera i London, Opéra National i Paris og Scala–operaen i Milano sendt et åbent brev til kulturminister Wladimir Medinjskij, Moskva 125993, GSP-3, Maly Gnezdnkovsky Lane 7/6, Bldg 1, 2.

Talsmanden er chefen for Oper Frankfurt, Bernd Loebe, som skriver om Serebrennikov, at han som ”en realist i ordets bedste betydning betragter verden på det mest nøjagtige og fortæller om personer og historier sådan, at det ikke blot i Rusland fører til frugtbare diskussioner af væsentlig interesse om det menneskelige liv og samfundet.

Denne russiske undtagelseskunstner indfrier dermed foruden en ubestridelig æstetisk værdi en central opgave i kunsten, som vi forstår den, og som den kun bliver optaget af sammenligneligt få på et sammenligneligt højt indholdsmæssigt og æstetisk niveau. Den repræsenterer på en ganske speciel måde den russiske nutidskunsts høje standard og sætter målestokke, som i den såkaldte vestlige verden har funktion som forbilleder”. 

Det åbne brev slutter med en konstatering af Kirill Serebrennikovs endnu i dag ikke påviste skyld, og en derfor følgelig anmodning til den russiske stat om en omgående frigivelse af kunstneren Kirill Serebrennikov, så ”denne får mulighed for at videreføre sit kunstneriske arbejde uhindret”. 

I tilknytning til Serebrennikovs premiere i Stuttgart havde operaen arrangeret et stort program med film, foredrag og diskussioner, alt i tilknytning til Serebrenninikovs virke også i Rusland. En filmoptagelse af hans bemærkelsesværdige opsætning af Richard Strauss’ ”Salome” i Stuttgart i 2015 kan nås endnu i operahuset mandag den 20. november. Salome synges af Simone Schneider, og det skal bemærkes, at Stuttgart-tenoren Matthias Klink synger med, om end det kun er i det mindre parti som Narraboth. Klink er inde i en rivende udvikling og er netop af fagskriftet Opernwelt blevet kåret som årets sanger sammen med München-operaens gedigne sopran Anja Harteros. 

Gheorghiu angriber internettet

Den 52-årige rumænske sopran Angela Gheorghiu, som stadig er på toppen, giver en liederkoncert i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus den 4. november. Endnu mandag aften var der – kun - syv procent af billetterne tilbage.

Gheorghiu angriber internettet og nok specielt YouTube i månedsbladet Das Opernglas’ november-nummer. De mange gratis koncerter, operaer etc., som gratis udsendes, gør, at cd’er og dvd’er har vanskeligt ved at sælges. For Gheorghiu er det markant, at kunstnerne ikke længere selv er med til at bestemme, hvad der kommer ud med dem selv. Som hun siger: ”Ikke enhver produktion er et mesterværk”, og ”Sådan som kunstnerne stilles til rådighed i dag, er det uden al respekt for dem”. Det har hun jo ret i.

Angela Gheorghiu har i 25 år været i verdenseliten. En af hendes hemmeligheder herfor er: ”Hellere ikke synge end synge noget, som ikke passer for mig”.  ”I de 25 år har jeg aldrig haft stemmeproblemer”, siger hun: ”Jeg har af sygdomme kun haft forkølelser – eller hvis én har brudt mit hjerte”. Og så kan vi regne ud, hvem det skulle være.

Læs også artiklen ”Om Boulez og Gheorghiu” fra januar 2016, bl.a. om Gheorghius første sangkoncert uden for Rumænien tilbage i Wien i januar 1993. Den står øverst under Erindringer her til højre.

Se måske Don Carlos fra Paris

Den tyske tv-station Arte bragte en direkte transmission fra sæsonåbningen på Opéra National de Paris, nærmere Bastille-operaen. Den var noget ganske særligt, for det var Verdis ”Don Carlos” i den originale fem akters version på fransk. Operaen spilles nu nærmest altid i en af flere italienske versioner, som kom til senere. Jeg gør lidt ud af den, for den kan stadig ses på nettet under ”Arte Concert Don Carlos”. Her kan man finde andet godt og ikke mindst fra fransk musikliv på grund af Artes tætte forbindelser i Frankrig. Og denne ”Don Carlos” kan virkelig anbefales.

Men prøv inden forventningens glæde først at få forbindelsen, for den kan visse steder og afhængig af udstyret være for svag. Mit udstyr til at fange forbindelsen på nettet giver en hel del sekundlange afbrydelser, og det er jo unægtelig for generende.  Jeg så tv-transmissionen, og den var teknisk fremragende.

Besætningen er fremragende. Jonas Kaufmann i titelpartiet har en af sine store aftener. Hverken han eller de øvrige har før sunget denne originale franske version, men det virker, som den har haft nyhedens kraft til at få alle til at yde deres bedste. Sonya Yoncheva er virkelig musikalsk spændende i sin indre konflikt mellem den hemmelige kærlighed til Don Carlos og det officielle ægteskab med dennes far, kong Philipp. Den store slutscene byder på megen musik ikke mindst for hende, som man ellers ikke hører. Her kommer Elisabeths sande følelser frem, da hun har taget sine dødbringende giftdråber.  

Den lettiske mezzosopran Elina Garanca synger en virkelig vidunderlig prinsesse Eboli, som hun endda giver spændende scenisk liv. Ludovic Tézier levede op til sit mere og mere faste ry som den fornemste sanger i det italienske barytonfag. Nye navne for de fleste er Ildar Abdrzakov som kong Philipp og Dmitry Belosselskiy. Alle værd at lære at kende. Pariseroperaens musikalske chef, schweizeren Philippe Jordan fik et fantastisk klangnuanceret orkesterspil frem, og så kan man nyde hans evne til at lytte til sine sangere, når de gerne vil udfolde sig på egne ideer. Denne specielle musikalske følsomhed er spændende.

Polakken Krzystof Warlikowski satte for sjette gang en opera op i Paris. Publikum reagerede delt. Det er måske heller ikke en let opsætning at gå til med dens indelukkede scenebilleder, men den understreger på én gang det store politiske spil og den dybe ensomhed hos de personer, som må spille med i det. Flagrede den idémæssigt, så var personinstruktionen genial.  Forhåbentlig god fornøjelse med Arte Concert Don Carlos.   

Gedigen salonmusik og fremragende duo

Ordet salonmusik var fra begyndelsen af 1800-tallet en genrebetegnelse for den underholdningsmusik, der blev spillet i de saloner, hvor det borgerligt-aristokratiske selskabsliv udfoldede sig. Sådan musik skrev såmænd også seriøse komponister som for eksempel Mendelsohn og Chopin. Nu bruges ordet også lidt nedladende om en måske lidt overfladeflot og sentimental musik. Men når jeg skriver ”gedigen salonmusik”, mener jeg det alt andet end nedladende.

Der er megen fin salonmusik, som til rette tid og på rette sted kan give en gedigen oplevelse, også selv om musikken ikke er fri for en sentimental undertone. Vores liv er fyldt af sentimentalitet, så hvorfor ikke godtage den musik, som tager sentimentaliteten som et seriøst menneskeligt element? Men den skal spilles mere end godt, så dens kvaliteter kommer frem og giver liv.

Det klarer den unge duo Wallentin & McKenzie, som består af violinisten Niklas Walentin og pianisten Alexander McKenzie. Deres repertoire er stort og alsidigt, men her gælder det ”Around the World”, som er et koncertkoncept, som er indspillet på vinyl, den gode gamle lp-plade, og i uddrag på en cd med ti numre med 36 minutters musik. Det er lige tilpas at have ved hånden, når man trænger til at blive kvikket op. Og det bliver man fra den første raffinerede tone af Jacob Gades og vor alles ”Tango jalousie”. Ordet raffineret med tilføjelsen musikalsk vittigt kan man bruge mange gange. Gershwins ”It ain’t ncessarely so” bringer hele atmosfæren fra operaen ”Porgy og Bess” ind på en yderst delikat måde. Flere af de små melodi-knallerter af komponister som Drdla, Drigo, de Falla, Kreisler, Tjaikovskij og Debussy vil også have effekt af erindringer i sig for de fleste.

Man mærker, at duoen også mestrer de klassiske sonater og nyere musik. Det må komme med de næste indspilninger. Denne lille cd har karakter af at være en elsket hobby for Walentin & McKenzie, og man bliver smittet af den. Cd’en og senere vinyl-pladen udgives på selskabet Impressari Walentin & McKenzie med pladenummeret WMCD1. Det sidste står på bagsiden af coveret med så små bogstaver, at de fleste næppe kan læse det. Det har indgået i lay-out’erens æstetik. Men musikkens æstetik er alligevel hovedsagen. Duoens impresario er mg&granvigartists

Ny succes for Lise Davidsen

Den norske sopran Lise Davidsen, som er uddannet i København, og hvis stemme minder dejligt og flot som den uforglemmelige Kirsten Flagstads, har i sin unge alder hentet en ny succes som Medea i Luigi Cherubinos sjældent spillede opera, som er langt mere værd. Det er på festivalen i Wexford på den irske kyst. En ganske almindelig fiskerby er blevet et operamekka, hvis speciale er at opdage sjældent spillede operaer. Her er der endda høj dresscode, som holdes, mens man herhjemme annoncerer med galla forestillinger, som publikum kommer i hverdagstøj til. Herhjemme betyder galla udelukkende ekstra dyre billetter.

Clive Barda skriver i Bachtrack, en international storebror på nettet til jcklassisk.dk: ”Der var nogle pragtfulde stemmer, men det var Lise Davidsen, som strålede som Medea. Begavet med en storslået stemme svævede hun med stor kraft og skønhed uden besvær op på de højeste toner…  Selv når Medea var ophidset, mistede Davidsens stemme aldrig den fyldige tone, og hun formede hver frase med stor følsomhed. Hun viste sig også at være en fremragende skuespiller”.

Lise Davidsen har naturligvis sunget herhjemme, og en pragtfuld koncert med Randers Kammerorkester blev anmeldt på jcklassisk.dk den 25. oktober 2014 og kan læses omstående. Men hvorfor har vi herhjemme ikke benyttet denne enestående sangerinde i højere grad? 

Læs også anmeldelsen ”Til sidst lettede det” af Den jyske Operas opførelse af Donizettis ”L’elisir d’amore”, som spilles november måned ud over hele landet. Sammen med den anmeldes Bellincampis koncert med Aarhus Symfoniorkester.

Billede: Angela Gheorghiu, som synger i Aarhus 4. november.