af John Christiansen - d. 31. oktober 2017
Åbent brev om russisk instruktørs husarrest – Georghiu angriber nettet – Don Carlos gratis? – Succes for Lise Davidsen – Gedigen salonmusik
Den russiske teater-, film- og operainstruktør Kirill
Serebrennikov blev som tidligere fortalt sat i husarrest af de russiske
myndigheder uden nærmere udfærdiget anklage den 23. august. Den er nu blevet
forlænget til den 19. januar 2018. Husarrest skal her forstås meget
bogstaveligt. I mellemtiden har statsoperaen i Stuttgart haft en meget succesfuld
premiere på Humperdincks opera for voksne ”Hans og Grete” sat i scene af
Serebrennikov. Den kunne gennemføres, fordi Serebrennikov havde færdiggjort det
meste af sit arbejde, da han var i Stuttgart et halvt år tidligere.
Serebrennikov har i mellemtiden måttet melde afbud til andre aftaler med tyske
operahuse.
Nu har de førende tyske, østrigske og schweiziske operahuse,
13 i alt, foruden de tre store associerede operahuse, Royal Opera i London, Opéra
National i Paris og Scala–operaen i Milano sendt et åbent brev til
kulturminister Wladimir Medinjskij, Moskva 125993, GSP-3, Maly Gnezdnkovsky Lane
7/6, Bldg 1, 2.
Talsmanden er chefen for Oper Frankfurt, Bernd Loebe, som
skriver om Serebrennikov, at han som ”en
realist i ordets bedste betydning betragter verden på det mest nøjagtige og
fortæller om personer og historier sådan, at det ikke blot i Rusland fører til
frugtbare diskussioner af væsentlig interesse om det menneskelige liv og
samfundet.
Denne russiske
undtagelseskunstner indfrier dermed foruden en ubestridelig æstetisk værdi en
central opgave i kunsten, som vi forstår den, og som den kun bliver optaget af sammenligneligt
få på et sammenligneligt højt indholdsmæssigt og æstetisk niveau. Den
repræsenterer på en ganske speciel måde den russiske nutidskunsts høje standard
og sætter målestokke, som i den såkaldte vestlige verden har funktion som
forbilleder”.
Det åbne brev slutter med en konstatering af Kirill
Serebrennikovs endnu i dag ikke påviste skyld, og en derfor følgelig anmodning
til den russiske stat om en omgående frigivelse af kunstneren Kirill
Serebrennikov, så ”denne får mulighed for
at videreføre sit kunstneriske arbejde uhindret”.
I tilknytning til Serebrennikovs premiere i Stuttgart havde
operaen arrangeret et stort program med film, foredrag og diskussioner, alt i
tilknytning til Serebrenninikovs virke også i Rusland. En filmoptagelse af hans
bemærkelsesværdige opsætning af Richard Strauss’ ”Salome” i Stuttgart i 2015
kan nås endnu i operahuset mandag den 20. november. Salome synges af Simone
Schneider, og det skal bemærkes, at Stuttgart-tenoren Matthias Klink synger
med, om end det kun er i det mindre parti som Narraboth. Klink er inde i en
rivende udvikling og er netop af fagskriftet Opernwelt blevet kåret som årets
sanger sammen med München-operaens gedigne sopran Anja Harteros.
Gheorghiu angriber internettet
Den 52-årige rumænske sopran Angela Gheorghiu, som stadig er
på toppen, giver en liederkoncert i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus den 4.
november. Endnu mandag aften var der – kun - syv procent af billetterne
tilbage.
Gheorghiu angriber internettet og nok specielt YouTube i
månedsbladet Das Opernglas’ november-nummer. De mange gratis koncerter, operaer
etc., som gratis udsendes, gør, at cd’er og dvd’er har vanskeligt ved at
sælges. For Gheorghiu er det markant, at kunstnerne ikke længere selv er med
til at bestemme, hvad der kommer ud med dem selv. Som hun siger: ”Ikke enhver produktion er et mesterværk”,
og ”Sådan som kunstnerne stilles til
rådighed i dag, er det uden al respekt for dem”. Det har hun jo ret i.
Angela Gheorghiu har i 25 år været i verdenseliten. En af
hendes hemmeligheder herfor er: ”Hellere
ikke synge end synge noget, som ikke passer for mig”. ”I de 25 år har jeg aldrig haft stemmeproblemer”,
siger hun: ”Jeg har af sygdomme kun
haft forkølelser – eller hvis én har brudt mit hjerte”. Og så kan vi regne
ud, hvem det skulle være.
Læs også artiklen ”Om
Boulez og Gheorghiu” fra januar 2016, bl.a. om Gheorghius første sangkoncert
uden for Rumænien tilbage i Wien i januar 1993. Den står øverst under
Erindringer her til højre.
Se måske Don Carlos fra Paris
Den tyske
tv-station Arte bragte en direkte transmission fra sæsonåbningen på Opéra
National de Paris, nærmere Bastille-operaen. Den var noget ganske særligt, for
det var Verdis ”Don Carlos” i den originale fem akters version på fransk.
Operaen spilles nu nærmest altid i en af flere italienske versioner, som kom
til senere. Jeg gør lidt ud af den, for den kan stadig ses på nettet under ”Arte Concert Don Carlos”. Her kan man
finde andet godt og ikke mindst fra fransk musikliv på grund af Artes tætte forbindelser
i Frankrig. Og denne ”Don Carlos” kan virkelig anbefales.
Men prøv inden
forventningens glæde først at få forbindelsen, for den kan visse steder og
afhængig af udstyret være for svag. Mit udstyr til at fange forbindelsen på
nettet giver en hel del sekundlange afbrydelser, og det er jo unægtelig for generende. Jeg så tv-transmissionen, og den var teknisk
fremragende.
Besætningen
er fremragende. Jonas Kaufmann i titelpartiet har en af sine store aftener.
Hverken han eller de øvrige har før sunget denne originale franske version, men
det virker, som den har haft nyhedens kraft til at få alle til at yde deres
bedste. Sonya Yoncheva er virkelig musikalsk spændende i sin indre konflikt
mellem den hemmelige kærlighed til Don Carlos og det officielle ægteskab med
dennes far, kong Philipp. Den store slutscene byder på megen musik ikke mindst
for hende, som man ellers ikke hører. Her kommer Elisabeths sande følelser
frem, da hun har taget sine dødbringende giftdråber.
Den lettiske
mezzosopran Elina Garanca synger en virkelig vidunderlig prinsesse Eboli, som
hun endda giver spændende scenisk liv. Ludovic Tézier levede op til sit mere og
mere faste ry som den fornemste sanger i det italienske barytonfag. Nye navne
for de fleste er Ildar Abdrzakov som kong Philipp og Dmitry Belosselskiy. Alle
værd at lære at kende. Pariseroperaens musikalske chef, schweizeren Philippe
Jordan fik et fantastisk klangnuanceret orkesterspil frem, og så kan man nyde
hans evne til at lytte til sine sangere, når de gerne vil udfolde sig på egne
ideer. Denne specielle musikalske følsomhed er spændende.
Polakken
Krzystof Warlikowski satte for sjette gang en opera op i Paris. Publikum
reagerede delt. Det er måske heller ikke en let opsætning at gå til med dens
indelukkede scenebilleder, men den understreger på én gang det store politiske
spil og den dybe ensomhed hos de personer, som må spille med i det. Flagrede den
idémæssigt, så var personinstruktionen genial.
Forhåbentlig god fornøjelse med Arte Concert Don Carlos.
Gedigen salonmusik og fremragende duo
Ordet
salonmusik var fra begyndelsen af 1800-tallet en genrebetegnelse for den
underholdningsmusik, der blev spillet i de saloner, hvor det borgerligt-aristokratiske
selskabsliv udfoldede sig. Sådan musik skrev såmænd også seriøse komponister
som for eksempel Mendelsohn og Chopin. Nu bruges ordet også lidt nedladende om
en måske lidt overfladeflot og sentimental musik. Men når jeg skriver ”gedigen
salonmusik”, mener jeg det alt andet end nedladende.
Der er megen
fin salonmusik, som til rette tid og på rette sted kan give en gedigen
oplevelse, også selv om musikken ikke er fri for en sentimental undertone. Vores
liv er fyldt af sentimentalitet, så hvorfor ikke godtage den musik, som tager sentimentaliteten
som et seriøst menneskeligt element? Men den skal spilles mere end godt, så
dens kvaliteter kommer frem og giver liv.
Det klarer den
unge duo Wallentin & McKenzie, som består af violinisten Niklas Walentin og
pianisten Alexander McKenzie. Deres repertoire er stort og alsidigt, men her
gælder det ”Around the World”, som er et koncertkoncept, som er indspillet på
vinyl, den gode gamle lp-plade, og i uddrag på en cd med ti numre med 36
minutters musik. Det er lige tilpas at have ved hånden, når man trænger til at
blive kvikket op. Og det bliver man fra den første raffinerede tone af Jacob
Gades og vor alles ”Tango jalousie”. Ordet raffineret med tilføjelsen musikalsk
vittigt kan man bruge mange gange. Gershwins ”It ain’t ncessarely so” bringer hele
atmosfæren fra operaen ”Porgy og Bess” ind på en yderst delikat måde. Flere af
de små melodi-knallerter af komponister som Drdla, Drigo, de Falla, Kreisler, Tjaikovskij og Debussy vil også have effekt af erindringer i sig for de
fleste.
Man mærker, at
duoen også mestrer de klassiske sonater og nyere musik. Det må komme med de
næste indspilninger. Denne lille cd har karakter af at være en elsket hobby for
Walentin & McKenzie, og man bliver smittet af den. Cd’en og senere vinyl-pladen udgives på
selskabet Impressari Walentin & McKenzie med pladenummeret WMCD1. Det
sidste står på bagsiden af coveret med så små bogstaver, at de fleste næppe kan
læse det. Det har indgået i lay-out’erens æstetik. Men musikkens æstetik er alligevel
hovedsagen. Duoens impresario er mg&granvigartists
Ny succes for Lise Davidsen
Den norske sopran Lise Davidsen, som er uddannet i København, og hvis stemme minder dejligt og flot som den uforglemmelige Kirsten Flagstads, har i sin unge alder hentet en ny succes som Medea i Luigi Cherubinos sjældent spillede opera, som er langt mere værd. Det er på festivalen i Wexford på den irske kyst. En ganske almindelig fiskerby er blevet et operamekka, hvis speciale er at opdage sjældent spillede operaer. Her er der endda høj dresscode, som holdes, mens man herhjemme annoncerer med galla forestillinger, som publikum kommer i hverdagstøj til. Herhjemme betyder galla udelukkende ekstra dyre billetter.
Clive Barda skriver i Bachtrack, en international storebror på nettet til jcklassisk.dk: ”Der var nogle pragtfulde stemmer, men det var Lise Davidsen, som strålede som Medea. Begavet med en storslået stemme svævede hun med stor kraft og skønhed uden besvær op på de højeste toner… Selv når Medea var ophidset, mistede Davidsens stemme aldrig den fyldige tone, og hun formede hver frase med stor følsomhed. Hun viste sig også at være en fremragende skuespiller”.
Lise Davidsen har naturligvis sunget herhjemme, og en pragtfuld koncert med Randers Kammerorkester blev anmeldt på jcklassisk.dk den 25. oktober 2014 og kan læses omstående. Men hvorfor har vi herhjemme ikke benyttet denne enestående sangerinde i højere grad?
Læs også anmeldelsen ”Til sidst
lettede det” af Den jyske Operas opførelse af Donizettis ”L’elisir d’amore”,
som spilles november måned ud over hele landet. Sammen med den anmeldes
Bellincampis koncert med Aarhus Symfoniorkester.
Billede: Angela Gheorghiu, som synger
i Aarhus 4. november.