Det er specielt både at kunne skrive om tidens mest spændende og mest populære operasangerinde, den russiske sopran Anna Netrebko, synge kærlighedssange af gedigen russisk pop-art, som hun selv har stået model til sammen med sin husbond Yusif Eyvazova, og samtidig at kunne anmelde den eneste Wagner-opera, som man kan få med Netrebko, den eneste som hun efter alt at dømme nogensinde kommer til at indspille. Det er endda ”Lohengrin” i den populære ende af Wagners univers. Og lad det være sagt straks: Det er en pragtfuld dvd-indspilning.  

Det er to historier for sig. Jeg ved, at den om Wagner-sangerinden Netrebko er den mest interessante for læserne af jcklassisk, så den kommer sidst. Jo, det er da også langt den mest indholdsrige og klart den dybeste oplevelse. Men jeg synes ikke, at man skal springe de ægteskabelige kærlighedsduetter over, hvor lidt man end interesserer sig for bedre russisk kærlighedspop. De kan måske endda samle familien. Der er 18 sange af den russiske komponist Igor Krotoy. Han har kendt begge sangerne, vist endda før de mødte hinanden, og han har med citat fra tekstheftet skrevet sin musik ”ind på kroppen af dem”. Man aner inspirationen fra den romantiske operaverden, men også en efterklang af de berømte italienske sange, som alverdens tenorer har kreeret. Kommer man fra operaen, vil man synes, at Krotoys melodier er mere ensartede, selv om de giver udtryk for skiftene menneskelige følelser fra melankolsk længsel til lidenskab i stueformat.

Forståelsen af et kærlighedsmøde

Man kommer faktisk til at forstå, hvorfor russiske Anna forelskede sig i Yusif fra Azerbadjan. Man kan høre det i deres duetter. Han er en glimrende tenor med en varm og fyldig tenor, om end han naturligvis ikke er helt i hendes kaliber. Af de 18 numre er kun de tre duetter, fire synges af Yusif Eyvazov alene og altså de 11 af Anna Netrebko solo. Dette hænger naturligvis også sammen med, at flere af sangere er komponeret før Anna mødte Yusif. Det sidste skete til prøverne på Puccinis ”Manon Lescaut” på operaen i Rom i begyndelsen af 2014. De blev gift i Wien i december 2015. Det blev en pressebegivenhed verden over, selv på jcklassisk. Siden har de sunget sammen på scenen flere gange, oftest i Puccinis ”Manon Lescaut”, som de også har indsunget på cd for DGG, men det varede noget, før det kunne lade sig gøre. Deres engagementer havde været fastlagt længe før.

”Romanza” kan fås i to udgaver. I den ene får man kun parrets kærlighedssange på i alt 77 minutter. I en anden såkaldt deluxe udgave får man ekstra en cd på 66 minutter med noget af det bedste, som Netrebko har indsunget, før hun mødte sin ægtemand, og inden hendes sopran blev mere dramatisk. Her er fire klassiske sange fra Grieg til Richard Strauss, to fine operettemelodier og 11 af de mest populære, men også nogle sjældne operauddrag. Her får man også at høre verdens mest vidunderlige mezzosopran Elina Garanca både i Bellini og Offenbach, barytonen Thomas Quasthof og tenoren Saimir Pirgu. Deluxe udgaven med den ekstra cd koster ca. en tredjedel mere end parrets ”Romanza” alene, så det er en elativ ekstra gevinst. Det kan også være en speciel ekstra gave til nogle, som man måske kan lokke videre med de fængende operamelodier. Det er kun Krotoys tekster, ikke opera-cd’ens, som er aftrykt i teksthefter til dobbeltsættet. Deluxe sættet, 2 cd’er, DGG 289 479 7679. – ”Romanza” alene på 1 cd, DGG 8947 981 1107

Netrebkos problem og succes med Wagner

I et par år forlød det, at Anna Netrebko skulle synge sin første større Wagner-rolle som Elsa i ”Lohengrin” i komponistens eget festspilhus i Bayreuth i Nordbayern. Hendes rollepremiere kom lidt overraskende på den berømte Semperoper i Dresden i maj 2016. Det rørte ikke ved forventningerne, at hun også skulle synge partiet i sommeren 2018 i Bayreuth. Under festspillene i sommer kom så den endelige aflysning. Netrebko mente, at hun ikke kunne synge Elsa i Bayreuth.

Netrebko har haft vanskeligheder med partiet. Det var ikke med noderne, absolut ikke, men med teksterne. Netrebko synger sikkert på flere sprog, men det tyske sprogs opbygning er og bliver ingenmandsland for hende. I Dresden kunne man hjælpe hende med løbende tekstbånd skjult for publikum, men noget tilsvarende er ikke muligt at gøre uset i Bayreuth på den store mere nøgne scene i Bayreuths festspilhus. Eller har man principper. Det gav Netrebko tryghed at kunne følge teksten i Dresden, og hun gav under prøverne offentligt sine følelser til kende: ”Jeg har længe troet, at jeg ikke kunne synge en Wagner-rolle. Men Elsas rolle – det er nu mit ét og alt”.  

Trods en stor succes holdt Netrebkos sikkerhedsfølelse sig altså ikke. Wagner-eksperten Christian Thielemann, som dirigerede og skal gøre det i Bayreuth til sommer, ville være parat med hjælp og støtte. Men Netrebko fandt bagefter, at opførelserne i Dresden havde været et nervepres i en grad, som hun ellers ikke kender til. DGG har nu udsendt opførelsen i Dresden på dvd og blu-ray, og her bemærker man ingen usikkerhed. Netrebkos tyske udtale er endda ikke dårlig af en russer at være. Jeg noterede heller ikke, at Netrebko spejdede generende rundt efter teksten. Hun er på højden i sin sang og naturlig i sit scenespil.   

Der Dresdner Lohen-Dream

Den tyske presse kaldte Anna Netrebko og den polske tenor Piotr Beczala, som heller ikke havde sunget Wagner før, et ”drømmepar”, opførelsen endda ”Der Dresdner ”Lohen-Dream”, en forbindelse af italiensk stemmekunst og tysk foredragskunst. Og det er faktisk, hvad Wagner har givet udtryk for som et ideal for sine egen operasang også efter ”Lohengrin”. Beczala har med sin baggrund i den italienske og franske opera en ideel stemme til Lohengrin. Nogle vil måske efterlyse mere råkraft i hans tenorstemme, men en sådan er ikke nødvendig. Det nødvendige udtryk, karakteren og stemmens sikkerhed mangler intet, og det klinger virkeligt smukt. Evelyn Herlitzius behersker Elsa mørke modsætning Ortrud fint behersket. Tomasz Konieeczny er ny for mig, men jeg finder hans menneskeligt inderlige Telramund spændende, og Georg Zeppenfeld gør kongens parti mere spændende, end det måske er. Et bedre sangerhold til,”Lohengrin” kan ikke findes i dag.

Dirigenten Thielemann er tidens største arkitekt i Wagners musik. Hans konkurrent i Wagner-faget er russeren Kirill Petrenko. De er meget forskellige, men det vil føre for vidt at komme ind på her. Hvad Thielemann her får frem af vidunderligt orkesterspil er fantastisk. Dresdens Staatskapelles strygere når en drømmeagtig klang i en utrolig balance mellem strygere og blæsere, Er det Tysklands bedste orkester i dag? I hvert fald i dette repertoire. De er absolut berlinerfilharmomikernes lige. Berlinerne får næste sommer som chefdirigent netop Kirill Petrenko fra München, og så får konkurrencen mellem de to orkestre et nyt aspekt. Lad os lige vende tilbage til 1848, to år før ”Lohengrin”. Wagner havde dirigeret en koncert med Staatskappelle og kaldte det fra det altid sin ”Wunder-Harpe”.   

Scenisk er det en sammenklemt opsætning, også gammel, nemlig fra 1983, to år før Semperopers genåbning efter Anden verdenskrig! Den mindre scene i Dresdner Schauspilhaus er grunden til den lille sceneopbygning, som ikke fyldte Semperopers scene, da ”Lohengrin” blev overflyttet i 1985. Den opførelse, som her blev dvd-filmet i maj 2016, var nummer 112 i rækken. Massescenerne kunne altså have større effekt, men personinstruktionen er effektivt meningsfuldt. Når musik og teater hænger sammen, og det gør det her, hvor man også ser aftrykt på scenen, hvad der høres i musikken, ja, så er gammeldags et forkert ord, selv om det måske vil blive brugt af nogle. Der kommer alligevel lidt erindring her med ind i billedet fra min side, for instruktøren var Christine Mielitz, en af de mest spændende personligheder, jeg mødte, da jeg dengang hver sommer anmeldte de førende festspil i Dresden for Jyllands-Posten. Jeg må se at få genskrevet min erindring om hendes ”Mestersangerne i Nürnberg” en aften, da der gik ild i en mestersanger, og alt endte i kaos.

Thielemann og Wagner

Dirigenten Christian Thielemann skriver i sin bog ”Mein Leben mit Wagner” (C.H. Beck Verlag) om ”Lohengrin”: ”Denne musik slår strenge i mig an, den sætter alle sanser i oprør. Publikum, tror jeg, går det ligeså”.  Og videre: ”Lohengrin” har Wagner komponeret i bevidstheden om ”Én gang og aldrig igen”. I hvert fald er der mange flere forbindelser fra ”Hollænderen” og ”Tannhäuser” til ”Ringen”, end der udgår fra ”Lohengrin”. ”Lohengrin” fører mere frem mod ”Parsifal”.