Aarhus Symfoniorkester og Marc Soustrot havde valgt et usædvanligt værk til sin største "julekoncert", Mahlers tredje symfoni, som intet har med julen at gøre, men er en hel verden for sig selv. Det var Gustav Mahlers intention: ”Der er masser af humor og munterhed. En uhyre latter verden over. Denne munterhed vil folk ikke rigtigt kunne forstå. Kampen og smerten i min første og anden symfoni svæver endnu over verden, og det kunne kun blive resultatet heraf: Symfoni betyder for mig med alle midler i den forhåndenværende teknik at bygge en sådan verden op”. Humor og munterhed. Det skal forstås i den rette sammenhæng, som indslag i en større sammenhæng. Men det var værd at tænke med.

Det var den sidste store koncert i Århus’ tid som europæisk kulturhovedsats. Mahlers tredje symfoni blev en oplevelse. Det var mærkbart, at det var musik, der betyder meget for Soustrot, og det lød, som var den kommet til at betyde meget for musikernet. Godt 90 minutter. Godt 90 musikere. Orkestret var ikke alene forstærket med de traditionelle assistenter, men 12 musikere fra andre EU-lande, som var i Aarhus på en slags international udvikling. Til i alt fire koncerter har der været 28 musikere på besøg. Kun omkring to tredjedele af aftenens orkester er fast ansat. Man kunne næsten ikke høre, at så mange havde spillet sig sammen på få dage. Det var flot. Gid det var hverdag.  

Format fra optakten

Der var format over det fra optakten. Det er ikke alle store orkestre, der kan mestre otte horn, der så flot unisont kan blæse denne mærkværdige optakt, som hverken er munter eller trist. For nogle mindede den vel om finalen af Brahms’ første symfoni, men den går alligevel et andet sted hen. Det er typisk Mahler at citere skævt, så musikken forekommer os bekendt, men alligevel ikke bliver det. Hornmelodien er optakt til en sats, som Mahler oprindeligt kaldte ”Pan vokser, sommeren marcherer ind”, man han blev bange for at give satserne navne og droppede dem selv. De kunne misforstås. Mahlers sommer i musikken her kommer da også kun langsomt ind og forbliver kølig. Det er sagt om den, at den rammer en klippevæg.

Den 34 minutter lange førstesats blev spillet dejligt udadvendt og ret dramatisk, også med en herligt markant og energisk rytmik. Her og senere var det en fornøjelse, så klart og velafbalanceret både de forskellige grupper af musikere og de meget forskellige musikalske udtryk, lad os kalde dem Mahlers spændende sammenstød stod sig.  Andensatsen, en yndefuld menuet blev spillet med en anderledes blødhed i klangen, inden Mahler også fik vist, at den også her havde andre sider..

Hele orkestret var på toppen

Mahler var glad for sine ”Knaben Wunderhorn”-lieder, som han citerede fra i alle sine fire første symfonier. I den tredje symfoni hører man dem citeret både uden og med tekst. Her hos dyrene i skoven, dør en gøg. Børnesang og død i ét i orkestret. Igen typisk Mahler. Igen forbløffende som Marc Soustrot fortalte musikken. Så lød et posthorn i det fjerne, et af mange øjeblikke, hvor en enkelt musikers indsats burde fremhæves, men der var for mange øjeblikke til at det kunne gøres retfærdigt. Lad mig i stedet understrege  at det var en aften, hvor hele orkestret var på toppen. Lad mig dog nævne gæstekoncertmesteren Sigrún Edvalsdottir. Jeg formoder, at hun også prøvespillede til den ledige post som alternerende koncertmester. For mig må hun meget gerne få den. 

Tilbage til Mahler. Dybe celloer, kontrabasser og harpeklang. Dybt klinger orkestret som optakt til Nietzches manende ord ”O Mensch! Gib Acht! Was spricht die tiefe Mitternacht”? Solisten var den finske Lili Paasikivi, der blandt andet har skabt sig et navn som Mahler-sangerinde. Hun havde ikke den dybe alt-stemme, som Mahler nok ønskede sig, men hun sang dejligt tekstnært og smukt. Det var også godt at høre korindsatsen med Helle Høyer Vedels Pigekor fra Det jyske Musikkonservatorium, som sang uden noder, Vokalensemblet Korvida og Vokalgruppen Harperne, kun piger og kvinder. Intet Knabenchor, som der ellers står i partituret.      

Slutsatsen, koncentrerede strygere, smukt spillet. Den rene kærlighed som det endelige svar på alle Mahlers spørgsmål. Uendeligt langsomt, men stadig bevægeligt og bevægende. En mægtig hymnisk finale på 24 minutter.

Det hele gentages fredag kl. 19.30. Hvis det kan nås, så af sted.   

Daniel Barenboim og hans orkester West-Eastern Orchester var tilsyneladende glade for deres koncert i Symfonisk Sal i foråret. De kommer i hvert fald igen den 9. august 2018 og giver en ny koncert i Symfonisk Sal, fortæller Musikhuset Aarhus. Programmet kendes endnu ikke, men billetsalget er åbnet. Sidst blev der udsolgt.