95 nationer fulgte nytårskoncerten på tv fra Wien nytårsdag middag. Det er den koncert i verden, som flest lytter til. Det er også den koncert i året, som wienerfilharmonikerne bruger mest tid på at indstudere. Selvfølgelig kan de aflevere en nytårskoncert uden dirigent, men de vil det ikke. De vil finde en mening med den sammen med en dirigent, der finder nyt i den. Derfor var det en lykkelig stund, da Wiener Philharmoniker og italieneren Riccardo Muti mødtes til nytår for femte gang. De kender hinanden. Muti dirigerede wienerne første gang for 48 år siden, og jeg gad vide, om han ikke har dirigeret dem mindst én gang i alle årene.

Det blev også en fortrolig nytårskoncert. Orkestret og Muti var mærkbart glade for hinanden. Og det blev et usædvanligt møde med Strauss´ernes musik, som på en ret uforklarlig måde er ideel til at rutche ind i det nye år med. Og det blev et ”schönen Rutsch”, som wienerne hilser hinanden til nytår. Wienermusikken er underholdende, men den er ikke underholdningsmusik. Det var meget tydeligt, at både Muti og wienerfilharmonikerne tager den meget alvorligt. Man anede det i Johann Strauss´ flotte indtogsmarch fra operetten ”Zigeunerbaronen”, men i det følgende værk af broder Joseph Strauss, ”Wiener Fresken”, fik man et udpræget og mageløst rubato-spil at høre. Alt, hvad der hedder stramme takter, var ophævet. Den korte førstedel af koncerten sluttede med sjældne værker af fader Johann Strauss, ”Marienwalzer” og en galop komponeret over motiver fra Rossinis ”Wilhelm Tell”. Men den del hørte vi ikke herhjemme. Hvorfor ikke? Hvis det bliver for meget for DR 1, og det er troligt, har vi da DR K.

Rubato-spillet fortsatte i anden del med kendte valse som ”Rosen aus dem Süden”, ”Geschichten aus dem Wienerwald” og naturligvis det traditionelle ekstranummer ”An der schönen, blauen Donau”, og hver gang opdagede man nyt. Det var ikke blot alvoren i indstuderingen, det var også en karakter af alvor, som man ellers langt fra altid hører, men som musikken har i sig. Strauss’erne komponerede deres musik i en tid, da riget omkring dem stod foran et sammenbrud. Derfor er musikken vel også aktuel i dag?

Dermed er ikke sagt, at det ikke var festligt. Men det var ikke overflade-festligt. Vi erfarede, hvor langt der er mellem wienermusikkens samtidige poler, men de var der begge, underholdningen og glæden på ene side og dramaet, der kunne få et strejf af tragedie på den anden side. Derfor var det en af de helt store nytårskoncerter.

Hvordan var tre-takten i valsen? Wienerne har noget med den, som vi andre ikke kan. Man kan ikke bare tælle en-to-tre. Jeg har ofte i en wienertolkning fornemmet at blive hængende på to, som man bliver hængende på toppen af en rutschebane. Hos Muti endte det så på tre i en rent ud magisk virkning. Men lad mig falde lidt ned. Det er nu svært, for det var en nytårskoncert, hvor også den humor, som findes i musikken, kom frem.  

Der var en del sjældent hørt musik som Johann Strauss søns ”Myrthenblüten” komponeret til kronprins Rudolfs bryllup med Stephanie. Vi fik også en hyldest til hende i en ”Stephanie-gavotte” komponeret af militærkapelmester Alphons Czibulka, som jeg aldrig før har hørt noget af eller om. Den blev her udnyttet til en danseindslag for seerne. Muti var så på italiensk hjemmebane med unge Johann Strauss´ kvadrille over musik fra Verdis ”Maskeballet”. Og man noterede, at Muti kunne holde pænt stramt på sit publikums klappen til fader Johans ”Radetzkymarch”.

Sony Classical vil være ude med cd-indspilningen af koncerten den 5. januar i hvert fald i Østrig og med dvd- og blu-ray udgivelserne den 16. februar.

Til næste nytår bliver det Christian Thielemann, som dirigerer.

Symfoniorkestrets spøjse filmmusik

Fra Dresden kunne man høre, hvilken verden af forskel der er fra tysk filmmusik fra første halvdel af 1900-tallet om kærlighed og synd mellem to mennesker og wienermusikken fra århundredet før. Og det var helt utroligt at høre et af verdens bedste orkestre, Staatskapelle Dresden, give sin vellyd til den populære musik, som tyskerne svælgede i før og under nazisterne.

Det var også et historisk tilbageblik eller opgør, som inkluderede musik af komponister, der som Theo Mackeben regnedes som nazist, og komponister, som led forskellig skæbne under nazisterne. Werner Richard Heymann, der var mest repræsenteret på koncerten, rejste til Paris netop efter naziovertagelsen i 1933. Han anede de konsekvenser, som det ville få for ham at blive. De to skrev musik, som mindede om hinandens. Men vi fik ”bare” en koncert, ikke megen historisk baggrund.

Den mest berømte melodi, vi hørte, var Friedrich Hollaenders ”Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestellt”, som Marlene Dietrich som varietésangerinden Lola gjorde international kendt. Hun rejste fra Tyskland, og melodien, som tyskerne elskede, tog de engelske og amerikanske tropper til sig som opmuntring i verdenskrigens kampe. De mange filmmelodier kunne ligne hinanden i deres typiske tyske melankoli, men man måtte forundres over den gennemgående høje kvalitet. Nu nød de som sagt også godt af udførelsen, både af Christian Thielemann og hans orkester og af et herligt salonorkester. De tre sangsolister levede sig ud og var fremragende. De var sopranen Angela Denoke, som vi kender som en meget begavet operasangerinde, den typisk tyske tenor Daniel Behle, der er godt i gang med en international karriere og den denne gang mest bevægende (det er der også plads til i filmmusikken) af dem alle, mezzoen Elisabeth Kulman fra Wien.

Det nytter altså ikke at spørge, hvad Thielemann nu vil til næste nytår. Han er stadig chefdirigent i Dresden, men han debuterer som nytårsdirigent for Wiener Philharmoniker. 

Simon Rattles sidste nytårskoncert

Simon Rattle er midt i sin sidste sæson som chef for Berliner Philharmoniker, så det var hans sidste nytårskoncert, inden han er chef for London Symphony Orchestra. Men han bliver boende i Berlin. Programmet var typisk for ham med en sammenstilling af værker, som ikke siger hinanden meget. Men denne gang blev det en fest af overraskelser, og det gav en anderledes helhed. Der var uddrag fra Bernsteins ungdomsværk, operaen ”On the Town”, som man fik lyst til at høre i sin helhed. Men måske kommer muligheden. Bernstein ville her i 2018 være fyldt 100 år, og nogle arrangører elsker runde år.

Også en mere komisk side af Sjostakovitj, balletsuiten ”Den gyldne tidsalder” spillet med tæt energi af Rattle og berlinerne var en befriende opdagelse. Der er i de seneste år efter en langsom start kommet en dyb forståelse mellem orkester og chefdirigent. Der står altid en af Brahms´ ungarske danse, her nummer ét, og en slavisk dansk af Dvorak, nu e-mol opus 72, på nytårsprogrammet. Berlinerne har lært, at det er Rattles koncertafslutning, og festligt flot er det.

At spille sange af Richard Strauss sammen med alt dette og Stravinsky er vel lidt dristigt tænkt, og endnu mere er det at engagere den amerikanske sopran Joyce DiDonato til det i Berlin. Hun er ikke inde i den tyske Strauss-tradition med fastholdte brede buer. Men DiDonato sang Richard Strauss´ ”Zueigniung”, “Wiegenlied”, ”Mutters Ständelein” og “Die heiligen drei Könige” fyldt af øjeblikkets inspiration og nærmest begejstring. Joyce DiDonata har som bekendt også en meget smuk stemme, og sådan fik vi en pragtfuld frisk og underfuld sang.  

Pressebillede fra den første af tre opførelser