Spørgsmålet har mening. Hvad sker der egentlig i hjernen, når man spiller musik eller blot lytter? Hvorfor skammer unge mennesker sig ved at synge, mens andre hører på det? Hvorfor er der gennemsnitligt flere kinesere end europæere med absolut gehør, evnen til umiddelbart at kunne høre en given tones højde? Det er neurologen Eckart Altenmüller fra universitet i Hannover, som forsker i hjerne og musik, der i det fremragende klassiske musikradioprogram på Bayerische Rundfunk og i BR Klassik på nettet har gjort rede for noget af sammenhængen mellem hjerne og musik.

Først den gode nyhed: Næsten alle mennesker er musikalske. Kun to procent af befolkningen har en genetisk betinget forstyrrelse, som gør, at de ikke kan fatte forskellige tonehøjder. For dem lyder en sang, som om den afvikles på én og samme tone, og det endda med støj på. Men naturligvis er der forskel på, hvor meget og hvordan, vi er musikalske. Vi har langt fra alle tilstrækkeligt potentiale i os til at blive en god musiker. Poolen af gener afgør det. 40 procent af de musikalske evner er genetisk bestemt. Men også: Som musiker bliver man aldrig færdig. Det kan altid blive lidt bedre, lidt mere indholdsrigt.

Ifølge forskningen har formentligt alle mennesker absolut gehør fra fødslen, men mister det hurtigt. Når man har det, skal man pleje det for at beholde det. Her indskyder jeg en historie om en kendt tysk violinist. Da han var nyfødt, sang hans mor, der var professionel sangerinde, en bestemt sang for ham, men da hun den næste dag sang den en halv tone højere, begyndte han at græde og holdt først op, da hun satte sangen ned til gårsdagens tone. Derimod har mange dyrearter ”absolut gehør” som en hjælp til at undgå farer. Kinesisk er et sprog, som er forankret i tonehøjderne, som kineserne lige fra fødslen lytter efter. Derfor har de et bedre absolut gehør end os.

Vi lader os påvirke mere af den menneskelige stemme i sang end af nogen instrumentalmusik. Vores følelser kommer stærkest frem i den. Derfor har generte unge ofte vanskeligt ved at synge for andre, mener Altenmüller. Radioudsendelsen med ham kommer stærkt ind på, hvordan følelserne i musikken bliver en slags medicin, som nu i en stigende grad udnyttes i helbredelsen af mennesker: ”Med sin yndlingsmusik kan man bogstaveligt talt spille hen over smerterne”. 

Hun synger, dirigerer og har principper

En af de mest bemærkelsesværdige personer i musiklivet i dag er den canadiske Barbara Hannigan. Måske kender nogle af læserne hende fra Hamburg Staatsopers bemærkelsesværdige opførelse af Alban Bergs ”Lulu”. Her sang hun titelpartiet, det seksuelt betonede kvindelige modsvar til Don Juan. Den tyske presse var henrevet af hendes sang og hendes skuespil i dette uhyre vanskelige parti.  Men forestillingen er en rejse værd, når den nu gentages den 3, og den 8. februar. I de seneste dage har Hannigan givet koncerter med Münchner Philharmoniker. Igen begejstring. To af værkerne i München var for sopran og orkester, Barbara Hannigan dirigerede, samtidig med at hun sang ”Luonnotar” af Sibelius og Gerschwins ”Girl crazy”. Det sidste værk er nok(?) det eneste, som er skrevet for en sanger og dirigent i samme person. Hun kan tilsyneladende alt.

BR Klassik (Bayerische Rundfunk) har interviewet hende i radio og på net. Ret hurtigt når de ind til det ”me too”- aktuelle spørgsmål om den magt, som for eksempel en dirigent har. Barbara Hannigan svarer hurtigt: ”Alene på ordet maestro reagerer jeg allergisk, for med denne betegnelse stiller man dirigenten over alle andre. Og det gør allerede et møde og en snak i øjenhøjde næsten umuligt. Der er dirigenten, og der er musikerne, alle har hver deres opgaver og de skal arbejde sammen om dem. Lige så snart vi kalder dirigenten for maestro, hæver vi denne person op i en højere position”, siger Hannigan, også selv dirigent:

”De dirigenter, som jeg arbejder sammen med, ser jeg som kolleger, hverken mere eller mindre. Men noget er i bevægelse mod det bedre. Stadig flere mandlige dirigenter opfatter sig som musikalske partnere. Men det er i virkeligheden ødelæggende at slå fast, hvad der er sket gennem årene og også er blevet fejet ind under tæppet”. Hannigan, der holder mange mesterklasser, siger adspurgt, at hun altid giver unge sangerinder på sine mesterkurser noget med i hånden, der fortæller om, hvordan man skal forholde sig ved seksuel forulempning.

Nu er der billetter til Ringen i Odense

Dansk operaliv har i nyere tid været godt forsynet med sceniske opførelser af Richard Wagners ”Der Ring des Nibelungen” spilet samlet. Først kom Den jyske Opera i Aarhus i 1983, da Musikhuset Aarhus var åbnet. Ikke blot Det Kgl. Teater fulgte med en opførelse, som er udgivet på DVD, men også Esbjerg, som nu er i gang med en ny omgang. Odense har allerede haft meget vellykkede koncertopførelser af de fire operaer i ”Ringen”: ”Das Rheingold”, ”Die Walküre”, ”Siegfried” og ”Götterdämmerung. Den sidste kaldes ofte og ikke helt logisk ”Ragnarok” herhjemme. De var at betragte som en slags generalprøve på den store sceniske opførelse af ”Ringen”.

Billetsalget er i gang. Sceneopførelserne finder sted to gange med begyndelse henholdsvis den 22. maj og den 29. maj efter det faste spillemønster, der også er kendt fra Bayreuth: Rhinguldet, Valkyrien, fridag, Siegfried, fridag, Ragnarok. Priserne for alle fire aftener er fra 1.130 kr. til 3.080 kr. Køb billet (HTTPS://OS.BILLETTEN.DK). Priserne kan ikke siges at være for høje. Billetter til enkeltforestillinger kan købes fra 1. april. Det hele finder sted i ODEON, det nye store kulturhus i Odenses midte. Der var ikke tænkt på Wagner, da huset blev tegnet, slet ikke en stor orkestergrav, så der er meget, der bliver spændende.  

Chefdirigent Alexander Vedernikov dirigerer. Det fortælles, at han, da han fik at vide om den kommende bygning af Odeon, straks sagde, at så skulle ”Ringen”spilles – i Odins by. Han holdt stædigt fast. Koncertopførelserne viste, at han også er en fremragende Wagner-dirigent. Ikke mindst holdt han sit Odense-orkester oppe på et beundringsværdigt højt niveau. Med Vedernikov som opførelsens største navn kan den trække mange Wagner-fans til Odense.  Han får en spændende instruktør, den hollandske komet Annechien Koerselman. Hun har arbejdet meget med at skrive teater for børn og instruere for børn. Hun har hidtil holdt sig et stykke fra Wagner. Det må have været myten hos Wagner, fortællingen med dens mange muligheder, der har gjort hende interesseret. Det er i hver fald vanskeligt at forvente en politisk Wagner-opsætning, som man ellers ofte ser nu om dage. Men jeg ved intet om, hvad det kan blive.

Den jyske Operas ”Ringen” blev nærmest gennemført kun med danske sangere. Et helt nyt hold danske sangere brillerede i Wagner. Der har været pænt mange danske sangere i København og Esbjerg. Skal vi sige det sådan, at der kunne være flere danske sangere med i Odense og det kunne været blevet lige så godt. Men koncertopførelserne viste et godt højt niveau. Det var et sangerhold, der virkede erfarent, men frisk.

Wotan synges af amerikaneren James Johnson, som vi har hørt en del herhjemme. Brünnhilde synges af Jennifer Wilson (Walküre og Götterdämmerung) og Catherine Foster (Siegfried), mens Torsten Kerl, der netop har sunget Schönbergs Valdemar i Aalborg og Aarhus, er Siegfried. I generationen før er der litaueren Kristian Benedikt Siegmund og finnen Miina-Liisa Värelä (Tove i Aalborg og Aarhus) som Sieglinde. Lioba Braun synger Fricka, og den store bas Andreas Hörl klinger ud som Hunding. Den danske tenor Magnus Vigilius synger Froh. Danske sangere finder man også blandt valkyrierne: Johanne Bork,  Winnie Merete Duhom, Anna Margrethe Dahl, Andrea Pellegrini og Nina Bols Lundgren. De to sidste synger også rhindøtre.

En ”sensation” og en anderledes La traviata

Også i dansk tv har det været en ”sensation”, at operaen i Firenze opfører Bizets ”Carmen” med en ændret slutning. Carmen skyder Don José i stedet for, at han dræber hende. Jeg husker ikke, om det var DR eller News, der viste slutscenen først herhjemme, men siden er den blevet taget op i det blandede debat-, nyheds- og underholdningsprogram News og Co.  For mange opera-gængere, der rejser syd for grænsen for at se opera, var den slutning måske kun en skuldertrækning værd. Den slags ændringer er ikke ualmindelige i moderne operateater.

Nogle gange får man godt teater ud af det, til andre tider er det kun til at ryste på hovedet af. Det halve minut, der blev vist i tv, sagde intet om forestillingen. Det var en lidt kluntet udført effekt, hvor det blot var kvinden i undertrykt vrede, ikke manden i jalousi, der førte mordvåbnet. Ideen var af iscenesætteren inspireret af me too. Det siges, at der er meget hustruvold i Italien.

Men det er ikke nok med en kort slutscene til at bringe et budskab igennem. Jeg tvivler stærkt på, at instruktøren har kunnet få en plausibel forestilling ud af Bizets ”Carmen”, der gør det rimeligt, at hun dræber ham. Musik, tekst og idé skal hænge sammen. Og Don José er en sølle forelsket soldat, mens Carmen er en stærkere kvinde. Det par kan ikke indpasses i en me too opsætning. Billig effekt.

Jeg har set værre og samtidig bedre. Calixto Bieto er en spansk teater- og operainstruktør, som gerne vil lave om. Herhjemme satte han Verdis ”Maskeballet” op på Det kgl. Teater, faktisk en meningsfuld forestilling, men han lod de sammensvorne mænd mødes på et herretoilet, hvor ellers? Det var nok hovedgrunden til, at dette begavede teatermenneske ikke har været geninviteret herhjemme. Han lavede i Hannover om på slutningen af Verdis ”La traviata”. Her døde Violetta ikke, hendes rørende afmagt var skuespil, men hun strøg til Sydamerika med kufferten fuld af Alfredos penge. Det var hendes hævn mod ham, der havde opført sig som et skvat mod hende. Her hang forestillingen begavet sammen. Og det er vigtigt ved en teater-iscenesættelse.

Nej, at Carmen dræber Don José var ikke nogen sensation. Og holdet i TV2s News og Co., værter og gæster, tabte debatten ned i tilfældig overfladesnak, som det ofte sker, når folk tvinges til at udtale sig om noget, som de ikke kender til.  Noa Redington f.eks., som jeg gerne lytter til, når han taler politik, våsede kun.

I Østrig er det almindeligt, at nye operaopsætninger anmeldes kort og klart straks i aftenens nyhedsudsendelser. Så vidt behøver man ikke at gå herhjemme, men lidt mere interesse for det seriøse (musik)teaterstof, som også fortæller om mennesker, skulle nok være påkrævet.

Billede: Alexander Vedernikof garanterer stor Wagner i Odense