af John Christiansen - d. 26. januar 2018
Sammenhængen mellem musik og hjerne – Dirigent og sanger samtidig – Ringen i Odense – ”Sensation” og anderledes La traviata
Spørgsmålet har mening. Hvad sker der egentlig i hjernen,
når man spiller musik eller blot lytter? Hvorfor skammer unge mennesker sig ved
at synge, mens andre hører på det? Hvorfor er der gennemsnitligt flere kinesere
end europæere med absolut gehør, evnen til umiddelbart at kunne høre en given
tones højde? Det er neurologen Eckart Altenmüller fra universitet i Hannover, som
forsker i hjerne og musik, der i det fremragende klassiske musikradioprogram på
Bayerische Rundfunk og i BR Klassik på nettet har gjort rede for noget af
sammenhængen mellem hjerne og musik.
Først den gode nyhed: Næsten alle mennesker er musikalske.
Kun to procent af befolkningen har en genetisk betinget forstyrrelse, som gør,
at de ikke kan fatte forskellige tonehøjder. For dem lyder en sang, som om den afvikles
på én og samme tone, og det endda med støj på. Men naturligvis er der forskel
på, hvor meget og hvordan, vi er musikalske. Vi har langt fra alle tilstrækkeligt
potentiale i os til at blive en god musiker. Poolen af gener afgør det. 40
procent af de musikalske evner er genetisk bestemt. Men også: Som musiker
bliver man aldrig færdig. Det kan altid blive lidt bedre, lidt mere
indholdsrigt.
Ifølge forskningen har formentligt alle mennesker absolut
gehør fra fødslen, men mister det hurtigt. Når man har det, skal man pleje det
for at beholde det. Her indskyder jeg en historie om en kendt tysk violinist.
Da han var nyfødt, sang hans mor, der var professionel sangerinde, en bestemt
sang for ham, men da hun den næste dag sang den en halv tone højere, begyndte
han at græde og holdt først op, da hun satte sangen ned til gårsdagens tone.
Derimod har mange dyrearter ”absolut gehør” som en hjælp til at undgå farer.
Kinesisk er et sprog, som er forankret i tonehøjderne, som kineserne lige fra
fødslen lytter efter. Derfor har de et bedre absolut gehør end os.
Vi lader os påvirke mere af den menneskelige stemme i sang
end af nogen instrumentalmusik. Vores følelser kommer stærkest frem i den.
Derfor har generte unge ofte vanskeligt ved at synge for andre, mener
Altenmüller. Radioudsendelsen med ham kommer stærkt ind på, hvordan følelserne
i musikken bliver en slags medicin, som nu i en stigende grad udnyttes i
helbredelsen af mennesker: ”Med sin yndlingsmusik
kan man bogstaveligt talt spille hen over smerterne”.
Hun synger, dirigerer
og har principper
En af de mest bemærkelsesværdige personer i musiklivet i dag
er den canadiske Barbara Hannigan. Måske kender nogle af læserne hende fra
Hamburg Staatsopers bemærkelsesværdige opførelse af Alban Bergs ”Lulu”. Her
sang hun titelpartiet, det seksuelt betonede kvindelige modsvar til Don Juan.
Den tyske presse var henrevet af hendes sang og hendes skuespil i dette uhyre
vanskelige parti. Men forestillingen er en rejse værd, når den nu gentages den 3, og den 8. februar. I de seneste dage har Hannigan givet koncerter med Münchner Philharmoniker. Igen begejstring. To af
værkerne i München var for sopran og orkester, Barbara Hannigan dirigerede,
samtidig med at hun sang ”Luonnotar” af Sibelius og Gerschwins ”Girl crazy”. Det
sidste værk er nok(?) det eneste, som er skrevet for en sanger og dirigent i
samme person. Hun kan tilsyneladende alt.
BR Klassik (Bayerische Rundfunk) har interviewet hende i
radio og på net. Ret hurtigt når de ind til det ”me too”- aktuelle spørgsmål om
den magt, som for eksempel en dirigent har. Barbara Hannigan svarer hurtigt: ”Alene på ordet maestro reagerer jeg
allergisk, for med denne betegnelse stiller man dirigenten over alle andre. Og
det gør allerede et møde og en snak i øjenhøjde næsten umuligt. Der er
dirigenten, og der er musikerne, alle har hver deres opgaver og de skal arbejde
sammen om dem. Lige så snart vi kalder dirigenten for maestro, hæver vi denne
person op i en højere position”, siger Hannigan, også selv dirigent:
”De dirigenter, som
jeg arbejder sammen med, ser jeg som kolleger, hverken mere eller mindre. Men noget
er i bevægelse mod det bedre. Stadig flere mandlige dirigenter opfatter sig som
musikalske partnere. Men det er i virkeligheden ødelæggende at slå fast, hvad
der er sket gennem årene og også er blevet fejet ind under tæppet”. Hannigan,
der holder mange mesterklasser, siger adspurgt, at hun altid giver unge
sangerinder på sine mesterkurser noget med i hånden, der fortæller om, hvordan
man skal forholde sig ved seksuel forulempning.
Nu er der billetter
til Ringen i Odense
Dansk operaliv har i nyere tid været godt forsynet med sceniske
opførelser af Richard Wagners ”Der Ring des Nibelungen” spilet samlet. Først
kom Den jyske Opera i Aarhus i 1983, da Musikhuset Aarhus var åbnet. Ikke blot
Det Kgl. Teater fulgte med en opførelse, som er udgivet på DVD, men også
Esbjerg, som nu er i gang med en ny omgang. Odense har allerede haft meget
vellykkede koncertopførelser af de fire operaer i ”Ringen”: ”Das Rheingold”,
”Die Walküre”, ”Siegfried” og ”Götterdämmerung. Den sidste kaldes ofte og ikke
helt logisk ”Ragnarok” herhjemme. De var at betragte som en slags generalprøve
på den store sceniske opførelse af ”Ringen”.
Billetsalget er i gang. Sceneopførelserne finder sted to
gange med begyndelse henholdsvis den 22. maj og den 29. maj efter det faste
spillemønster, der også er kendt fra Bayreuth: Rhinguldet, Valkyrien, fridag,
Siegfried, fridag, Ragnarok. Priserne for alle fire aftener er fra 1.130 kr.
til 3.080 kr. Køb billet (HTTPS://OS.BILLETTEN.DK). Priserne kan ikke siges at være for høje.
Billetter til enkeltforestillinger kan købes fra 1. april. Det hele finder sted
i ODEON, det nye store kulturhus i Odenses midte. Der var ikke tænkt på Wagner,
da huset blev tegnet, slet ikke en stor orkestergrav, så der er meget, der
bliver spændende.
Chefdirigent Alexander Vedernikov dirigerer. Det fortælles,
at han, da han fik at vide om den kommende bygning af Odeon, straks sagde, at
så skulle ”Ringen”spilles – i Odins by. Han holdt stædigt fast.
Koncertopførelserne viste, at han også er en fremragende Wagner-dirigent. Ikke
mindst holdt han sit Odense-orkester oppe på et beundringsværdigt højt niveau. Med
Vedernikov som opførelsens største navn kan den trække mange Wagner-fans til
Odense. Han får en spændende instruktør,
den hollandske komet Annechien Koerselman. Hun har arbejdet meget med at skrive
teater for børn og instruere for børn. Hun har hidtil holdt sig et stykke fra
Wagner. Det må have været myten hos Wagner, fortællingen med dens mange
muligheder, der har gjort hende interesseret. Det er i hver fald vanskeligt at
forvente en politisk Wagner-opsætning, som man ellers ofte ser nu om dage. Men
jeg ved intet om, hvad det kan blive.
Den jyske Operas ”Ringen” blev nærmest gennemført kun med
danske sangere. Et helt nyt hold danske sangere brillerede i Wagner. Der har
været pænt mange danske sangere i København og Esbjerg. Skal vi sige det sådan,
at der kunne være flere danske sangere med i Odense og det kunne været blevet
lige så godt. Men koncertopførelserne viste et godt højt niveau. Det var et
sangerhold, der virkede erfarent, men frisk.
Wotan synges af amerikaneren James Johnson, som vi har hørt
en del herhjemme. Brünnhilde synges af Jennifer Wilson (Walküre og
Götterdämmerung) og Catherine Foster (Siegfried), mens Torsten Kerl, der netop
har sunget Schönbergs Valdemar i Aalborg og Aarhus, er Siegfried. I generationen
før er der litaueren Kristian Benedikt Siegmund og finnen Miina-Liisa Värelä
(Tove i Aalborg og Aarhus) som Sieglinde. Lioba Braun synger Fricka, og den
store bas Andreas Hörl klinger ud som Hunding. Den danske tenor Magnus Vigilius
synger Froh. Danske sangere finder man også blandt valkyrierne: Johanne Bork, Winnie Merete Duhom, Anna Margrethe Dahl, Andrea
Pellegrini og Nina Bols Lundgren. De to sidste synger også rhindøtre.
En ”sensation” og en
anderledes La traviata
Også i dansk tv har det været en ”sensation”, at operaen i
Firenze opfører Bizets ”Carmen” med en ændret slutning. Carmen skyder Don José
i stedet for, at han dræber hende. Jeg husker ikke, om det var DR eller News, der
viste slutscenen først herhjemme, men siden er den blevet taget op i det
blandede debat-, nyheds- og underholdningsprogram News og Co. For mange opera-gængere, der rejser syd for grænsen
for at se opera, var den slutning måske kun en skuldertrækning værd. Den slags ændringer
er ikke ualmindelige i moderne operateater.
Nogle gange får man godt teater ud af det, til andre tider
er det kun til at ryste på hovedet af. Det halve minut, der blev vist i tv,
sagde intet om forestillingen. Det var en lidt kluntet udført effekt, hvor det
blot var kvinden i undertrykt vrede, ikke manden i jalousi, der førte
mordvåbnet. Ideen var af iscenesætteren inspireret af me too. Det siges, at der
er meget hustruvold i Italien.
Men det er ikke nok med en kort slutscene til at bringe et
budskab igennem. Jeg tvivler stærkt på, at instruktøren har kunnet få en
plausibel forestilling ud af Bizets ”Carmen”, der gør det rimeligt, at hun
dræber ham. Musik, tekst og idé skal hænge sammen. Og Don José er en sølle
forelsket soldat, mens Carmen er en stærkere kvinde. Det par kan ikke indpasses
i en me too opsætning. Billig effekt.
Jeg har set værre og samtidig bedre. Calixto Bieto er en spansk
teater- og operainstruktør, som gerne vil lave om. Herhjemme satte han Verdis
”Maskeballet” op på Det kgl. Teater, faktisk en meningsfuld forestilling, men
han lod de sammensvorne mænd mødes på et herretoilet, hvor ellers? Det var nok hovedgrunden
til, at dette begavede teatermenneske ikke har været geninviteret herhjemme.
Han lavede i Hannover om på slutningen af Verdis ”La traviata”. Her døde
Violetta ikke, hendes rørende afmagt var skuespil, men hun strøg til Sydamerika
med kufferten fuld af Alfredos penge. Det var hendes hævn mod ham, der havde
opført sig som et skvat mod hende. Her hang forestillingen begavet sammen. Og
det er vigtigt ved en teater-iscenesættelse.
Nej, at Carmen dræber Don José var ikke nogen sensation. Og holdet
i TV2s News og Co., værter og gæster, tabte debatten ned i tilfældig
overfladesnak, som det ofte sker, når folk tvinges til at udtale sig om noget,
som de ikke kender til. Noa Redington
f.eks., som jeg gerne lytter til, når han taler politik, våsede kun.
I Østrig er det almindeligt, at nye operaopsætninger
anmeldes kort og klart straks i aftenens nyhedsudsendelser. Så vidt behøver man
ikke at gå herhjemme, men lidt mere interesse for det seriøse (musik)teaterstof,
som også fortæller om mennesker, skulle nok være påkrævet.
Billede: Alexander Vedernikof
garanterer stor Wagner i Odense