Leonard Bernsteins musical ”West Side Story” skal man have set og hørt. Næsten alle kender vel en sang eller flere derfra, om de så ved det eller ej, men musicalen som helhed er et stykke levende og kraftfuldt teater med en pragtfuld musikalsk kvalitet. Musical smelter sammen med både opera og elementer af megen anden mere populær musik. Og så har den endda i sig en stadig aktualitet. Det skyldes ikke blot, at vi har at gøre med en moderne tragisk kærlighedsfortælling om Romeo og Julie plantet ned midt på New Yorks Manhattan i 1950’erne netop der, hvor nu Lincoln Center med Metropolitan Operaen ligger. Det skyldes også, at det andet hovedtema er en bandekrig mellem de lokale drenge og en gruppe tilflyttere, ”flygtninge” fra Puerto Rico.  

Muligheden for at opleve ”West Side Story” er der nu de første mange uger på Aarhus Teater, hvorefter opsætningen flytter til Aalborg Teater til august. Jeg så den aktuelle forestilling den første lørdag efter premieren og følte, at jeg var løbet med hovedet ind i en mur, så jeg udsatte at skrive. En ”hærskare” af anmeldere, aviser og især private bloggere (som denne), men ikke én musikskribent imellem, har givet forestillingen fem stjerner af de seks, samtidig med at man forstår, nogle fortæller det også selv, at de intet kendte til ”West Side Story” i forvejen. Det er reelt, og det er måske endda det bedste udgangspunkt, når man skal fortælle om den til et stort og bredt også ”jomfrueligt” publikum.

Jeg skrev engang i en stor avis for et bredt publikum, og det var lettere. Nu sker det på en blog for musikinteresserede, endog musikkyndige, og jeg må tage mere alvorligt, hvad der efter min mening sker/ikke sker i nuancerne af de uhyre krav, som dette fantastiske musikværk stiller. Men sagen er også, at ”West Side Story” er værd at se, blot meget andet i forestillingen lykkes end netop de musikalske nuancer. Og der var meget andet. Nu kan jeg skrive med lidt større afstand til forestillingen.

De kan det hele

Det er flot teater, et ”lille Broadway” vi ser her og nu i Aarhus og til efteråret i Aalborg. Vi møder en generation af skuespillere, som også kan danse og synge Det er imponerende flot, så meget de unge kan samtidig. I spidsen var det her med damerne nævnt først ikke blot af høflighed den poetiske Isabel Schwartzbach som Maria, den stensikre Lise Kofoed som Anita, Mathias Flint som den drengede voksne Tony og Jacob Madsen Kvols som en Bernardo, hvis farlighed man forsår.

Vi får historien om store drenge, som stadig er store børn i deres søgen efter et fast ståsted i livet. Vi mærker storbyens favnende tag, problemer, liv og tomhed. Historien kan der ikke røres ved. Man kan vel næppe sætte ”West Side Story” op på en ny måde, for man må ikke. Musicalværkerne er så unge, at det står i kontrakterne. Det er ikke som i operaen, hvor en instruktør blot laver om efter eget hovede. Også ”West Sie Story” ligner sig selv igen, men i spillestilen er den lidt friere med nye ideer og nye tanker i det små, men kun i det små. Det er den samme historie gennem seks årtier, som venter et nyt bredt publikum, nu sat i scene af Rune David Grue i Karin Gilles scenografi, mens dansen er koreograferet af René Winther.

Den stærke lyd

Hvorfor så tøve med at sige et ”kom bare” til de deciderede læsere, som går efter Bernstenis musik?  Jo, først skal man vænne sig til styrken af en nærmest ukontrolleret højttalerforstærkning, som overdøvede mange finheder. Og orkestret på 12 gode musikere, for det var de, var klangligt ikke indordnet hinanden, så man hørte alle stemmer ideelt, om det var i Bernsteins ”klassisk musik” (Maria og Tony), i jazztonerne (de lokale Jets) eller i det sydamerikanske toneislæt (the Sharks).

Bernstein skrev for et større orkester, men det var der her ikke plads til eller råd til, som det heller ikke altid er rundt omkring. Det er naturligvis i orden, for sådan er det nødvendigt, men en skam, at vi ikke får det store orkesterpartitur. Sangstemmerne kunne under fuld teknisk udblæsning lyde mere i retning af skrålen, end det i virkeligheden var. Nogle af de finere detaljer, som det publikum, der kender ”West Side Story”, værdsætter, forsvandt helt. At det hårde rytmespil blev fremhævet i højttalerlyden var vel mange til glæde, men det kunne være mere spændstigt, mere vibrerende levende. En god rytme virker ofte stærkere, når der skrues ned for den – selv om det måske kan lyde ulogisk. Men mon ikke der nu efter nogle dages forløb allerede er blevet justeret på det tekniske, for det kunne altså gøre ondt min eftermiddag.  

Alt blev sunget på dansk

Der blev sunget på dansk, ikke som ventet ”Something´s coming”, ”Tonight”, ”One hand, one heart”, ”I feel pretty” and “A boy like that”. Det virkede nok lidt mærkeligt i de kendte sange,som man kender på engelsk, men effekten var god – det er jo kun næsten, ikke alle danskere, som mener at have engelsk som pseudo-modersmål. Kasper Hoffs oversættelse af dialogen og Mathias Flints af sangteksterne fungerede fint, så det vil jeg kalde en gevinst. Niels Søren Hansen havde arrangeret musikken, og Henrik Svenning dirigerede.

Musicalen er blevet teatrenes. De har de mange spilledage til rådighed. Denne ”West Side Story” vil utvivlsomt blive en succes i Jyllands to største byer, og det er i orden, fordi den også fortæller en væsentlig del om, hvad stort opsat musikteater kan gøre ved sine tilhørere. Den kan så skuffe kendere, men kenderne vil kun være en lille del af publikum. Det er musical-jomfruernes forestilling, Den kan godt pumpe luften ud af dem. Det er også en familieforestilling, og det er kun sundt og godt, at børn og unge stifter bekendtskab med ”West Side Story”. 

Hør den med Bernstein selv

Hvis man vil gøre sig klog på musikken og opleve den, som Leonard Bernstein, der i år ville være fyldt 100 år, selv ville det, så skal man høre Deutsche Grammophon-indspilningen fra 1974 med ham som dirigent. På en måde er det endnu bedre at se den dvd, som blev optaget under indspilningen, for den er en enestående indføring i musikken. Det var første gang, at alle Bernsteins noder blev spillet, og man mærker ikke alene hans glæde, men også hans forundring over og oplevelse af, hvordan hans egen musik levede. Koret var samlet af de bedste unge fra Broadway-teatrene. Kiri Te Kanawa synger en ideel ung Maria, og José Carreras er Tony, mens Tatjana synger Anita, altså operasangere i hovedpartierne, men mens Kiri elskede stilen i forvejen, var den ny og vanskelig for stakkels Carreras, som måtte tage imod nogle verbale knubs, når han måtte synge noget om igen igen. Men slutresultatet blev strålende.

Stor ”Tosca” fra Salzburg   

Såvel Salzburg som Baden-Baden afholder flotte klassiske festspil til dyre billetpriser i påsken. I Baden-Baden holder Berliner Philharmoniker til, i år for sidste gang med Simon Rattle.Han sluttede sit sidste af mange år af med blandt andet Wagners ”Parsifal”, der indholdsmæssigt netop hører påsken til. Avisrapporterne har ikke været overbevist positive. I Berlin dirigerede Christian Thielemann sit orkester Dresdner Staatskapelle i Puccinis ”Tosca”, et usædvanligt italiensk valg fra hans side, men han mestrede det med elan, fylde, melodisk drama og en mættet velklang, som man sjældent hører. Jeg så den på tysk tv Arte. 

Opsætningen begynder overraskende med et skudopgør i en parkeringskælder for at vise, at operaen fra år1800 er flyttet godt 200 år op i tiden. Men efter de første toner med politichefen, operaens skurk Scarpias grelle tema flyttes den op i et monumentalt, kæmpemæssigt kirkerum betinget af den store scene i festspilhuset, som det ellers ofte har voldt instruktører et problem at fylde. Her udspilles første del af kærlighedshistorien mellem maleren Cavaradossi og sangerinden Floria Tosca med det ideelle par, den vidunderlige Anja Harteros, Münchens Statsoperas diva, pragtfuldt nuanceret i både spil og sang, og Alexandr Antonenko, der glimrer med en tenorstemme, der bruges klogt effektfuldt både i top og bund. De skaber to meget levende og nuancerede personer, som man nærmest opslugt af følger på tv-skærmen. I slutakten, da Tosca oplærer Cavaradossi i, hvordan han skal falde død om, får Harteros endda gjort det med elementer af humor. Den velklingende baryton Ludovic Tezier er en magthaver i jakkesæt, som ikke udstråler den store sadisme, men som alligevel er farlig som Scarpia. Han får af instruktøren Michael Sturminger lov at overleve anden akt.

Slutakten foregår ikke efter bogen på Engelsborg, men Cavaradossi er fange på tagetagen af et hotel, hvis navn ”Il Divo” læses bagvendt på taget. ”Il Divo” hedder også en italiensk fim om den skandaleombruste italienske regeringschef Giulio Andreottti, Scarpias moderne broder i ånden 200 år efter. Netop da Tosca opdager, at Cavaradossi ikke er blevet henrettet på skrømt, men imod Scarpias løfte rigtigt, slæber politichefen sig hårdt såret efter Toscas knivstik akten før op ad trappen. Han skuddræbes af Tosca og hun af ham. Efter teksten skulle Tosca kaste sig ud fra Engelsborg. Det er også nyt, at børnesoldater som led i deres i træning får lov at dræbe Cavaradossi. Et godt eksempel på, hvad en instruktør kan finde på i en opera, men ikke må i en musical.  

Skal vi slutte af med lidt mere muntert? Toscas spring fra Engelsborg ender normalt behageligt for Tosca på en madras, der giver efter, men det fortælles om den berømte sopran Montserrat Caballé, at hun med sin store vægt landede på en trampolin, som sendte hende op igen, så publikum så Tosca dukke flyvende op bag muren endnu engang. Typisk Caballé nåede hun at vinke ud til publikum.