af John Christiansen - d. 13. april 2018
Kiev Statsoperaens Verdi-forestilling var så god som de fleste kunne have håbet.
Mange har
fået deres interesse for operagenren fra årtiers østeuropæiske og russiske
gæstespil herhjemme. Nu er de tyndet ud. Statsoperaen i Kiev har været et af de
kvalitetsmæssigt bedste ensembler. Et meget populært værk har været/er Verdis ”Aida”.
Nu er den ukrainske opera her igen med Verdis opera, som kræver mange
medvirkende og store dekorationer, så forestillingen kun kan sælges til steder
med store musikhuse, og det er her, man har kunnet se den i Albertslund, Vejle,
Aarhus, Esbjerg og nu kan se den lørdag aften kl. 20.00 i Aalborg Kongrescenter
i Aalborghallen.
Den jyske
Opera kan ikke nøjes med at besøge de største huse, så den har aldrig opført ”Aida”.
Men det er ikke forklaringen på, at de halvstore udenlandske gæstespil og Den
jyske Opera efter mine mangeårige erfaringer har et forskelligt publikum. Hvorfor
og hvordan? Jeg så opførelsen af ”Aida” i Århus, hvor Aarhus Symfoniorkester
samme aften havde koncert i Symfonisk Sal i den anden ende af Musikhuset
Aarhus.
Der var
nærmest udsolgt til ”Aida”. Jeg spejdede, og jeg så kun én tilskuer, som jeg genkendte
fra Den jyske Operas forestillinger. Leverer Den jyske Opera og nu Kiev
Statsopera så forskellige varer, at publikum er forskelligt? Gæsteoperaerne har
ingen forpligtelser med hensyn til repertoiret, hvorimod Den jyske Opera også
skal opføre mere sjældent opførte operaer. Føler mange sig så mere trygge ved
de østeuropæiske gæstespil, fordi de så undgå overraskelser? Eller er talen om
forskellighed bare indbildning?
Nu til forestillingen
”Aida”
indledtes med et ganske delikat spillet forspil, mens et flot blåt fortæppe endnu
var nede. Det er altid dejligt at få lov at lytte ugeneret. Ouverturer og forspil er ikke tænkt afviklet
med scenisk handling til. Det er en uskik af mange vestlige operainstruktører,
som vel er bange for alle former af det tomme rum, at skabe et eller andet mere
eller mindre tåbeligt liv på scenen. Det mente også Verdi. Der kom jeg af med
den.
Tadej og
Mikhail Rinddsack har skabt nogle flotte dekorationer, som samtidig er relativt
hurtige at sætte op. De giver en god stemning, og der er udtryk i dem. Det er
også nødvendigt, for Dimitri Gnatjuks iscenesættelse er i sig selv temmelig statisk.
Det har altid været typisk for megen østeuropæisk og russisk opera. Man havde
indtryk af, at sangerne selv er kommer med deres bud på en personskildring på
både godt og mindre godt. Men scenebillederne hjalp til at følge handlingen i
kombination med overteksten på dansk.
Orkestret fortsatte
aftenen igennem med en god præstation. Dirigenten Petr Tchupina havde et godt tag både på orkesteret i orkestergraven
og sangerne på scenen, hvilket også blev anerkendt af publikum. I begyndelsen var publikum
dog en tak for ivrigt. Aidas første akts arie ”Ritorna vincitor” (henvendt til
Radames: Kom hjem som sejrherre) slutter med små 20 sekunders tankefuldt og
bevægende orkestermusik, som druknede i klapsalver. Men publikum lærte hurtigt at
vente med dets begejstringsudbrud til efter musikkens ophør.
Som
orkestret var også koret godt. Det for os usædvanlige var, at ikke damerne stod
sig bedst, men derimod de velklingende herrer med såvel flere prægtige dybe
stemmer såvel som stærke og sikre tenorer. Men 100 sangere på scenen, som
ukrainerne havde reklameret med, var der nu ikke. Der var ikke nok til, at modsætningen
kom rigtigt frem mellem præsteskabet, der ikke vil sende de etiopiske fanger
hjem, og folket, der med Verdi vil befri dem igen. Verdi skrev også en
sprudlende balletmusik, og der var skam balletdansere med. Damerne overlevede
fint, mens herrerne havde fået en mærkværdig koreografi, som nærmest blev til
et komisk nummer. Men det var forestillingens eneste brist.
Sangerne værd at lytte til
Sangerbesætningen
var overbevisende. Aida blev sunget med en fin balance mellem det smukke
lyriske og det dramatisk fortællende af Oksana Kramarewa. Hendes Radames, Andrej Romanenko, havde en dejlig tenorklang,
som det var virkelig godt at lytte til trods nogle ikke helt sikkert førte steder.
Amneris var noget af en dramatisk krudttønde, og som i koret var der også
solistmæssigt fine dybe mandsstemmer at lytte til. Men Kiev
Operaen turnerer altid med to-tre forskellige hold sangere, som kan skifte i
sidste øjeblik.
Er der så
den store forskel på Den jyske Opera og Kiev Operaen. Den sidste spiller måske mere
med musklerne, mens den første arbejder mere med detaljerne. Der er intet i
vejen for, at Den jyske Operas stampublikum ville have kunnet overvære denne ”Aida”
med glæde, forudsat at man kunne tage den tåbelige koreografi fra den komiske
side. Og der er heller intet i vejen for, at en stor del af aftenens publikum
også ville kunne få fornøjelse af at følge Den jyske Opera.
Tre timer og
et kvarter. Sangerne blev bedre og bedre i løbet af aftenen, og da Aida og
Radames sang deres dødsstrofer i gravkammeret lyttede man selv nærmest åndeløs.
At kunne arbejde under så vanskelige rejseforhold og slutte så imponerende af er
en bedrift.