Mange har fået deres interesse for operagenren fra årtiers østeuropæiske og russiske gæstespil herhjemme. Nu er de tyndet ud. Statsoperaen i Kiev har været et af de kvalitetsmæssigt bedste ensembler. Et meget populært værk har været/er Verdis ”Aida”. Nu er den ukrainske opera her igen med Verdis opera, som kræver mange medvirkende og store dekorationer, så forestillingen kun kan sælges til steder med store musikhuse, og det er her, man har kunnet se den i Albertslund, Vejle, Aarhus, Esbjerg og nu kan se den lørdag aften kl. 20.00 i Aalborg Kongrescenter i Aalborghallen.

Den jyske Opera kan ikke nøjes med at besøge de største huse, så den har aldrig opført ”Aida”. Men det er ikke forklaringen på, at de halvstore udenlandske gæstespil og Den jyske Opera efter mine mangeårige erfaringer har et forskelligt publikum. Hvorfor og hvordan? Jeg så opførelsen af ”Aida” i Århus, hvor Aarhus Symfoniorkester samme aften havde koncert i Symfonisk Sal i den anden ende af Musikhuset Aarhus.

Der var nærmest udsolgt til ”Aida”. Jeg spejdede, og jeg så kun én tilskuer, som jeg genkendte fra Den jyske Operas forestillinger. Leverer Den jyske Opera og nu Kiev Statsopera så forskellige varer, at publikum er forskelligt? Gæsteoperaerne har ingen forpligtelser med hensyn til repertoiret, hvorimod Den jyske Opera også skal opføre mere sjældent opførte operaer. Føler mange sig så mere trygge ved de østeuropæiske gæstespil, fordi de så undgå overraskelser? Eller er talen om forskellighed bare indbildning?

Nu til forestillingen

”Aida” indledtes med et ganske delikat spillet forspil, mens et flot blåt fortæppe endnu var nede. Det er altid dejligt at få lov at lytte ugeneret.  Ouverturer og forspil er ikke tænkt afviklet med scenisk handling til. Det er en uskik af mange vestlige operainstruktører, som vel er bange for alle former af det tomme rum, at skabe et eller andet mere eller mindre tåbeligt liv på scenen. Det mente også Verdi. Der kom jeg af med den.

Tadej og Mikhail Rinddsack har skabt nogle flotte dekorationer, som samtidig er relativt hurtige at sætte op. De giver en god stemning, og der er udtryk i dem. Det er også nødvendigt, for Dimitri Gnatjuks iscenesættelse er i sig selv temmelig statisk. Det har altid været typisk for megen østeuropæisk og russisk opera. Man havde indtryk af, at sangerne selv er kommer med deres bud på en personskildring på både godt og mindre godt. Men scenebillederne hjalp til at følge handlingen i kombination med overteksten på dansk.

Orkestret fortsatte aftenen igennem med en god præstation. Dirigenten Petr Tchupina havde et godt tag både på orkesteret i orkestergraven og sangerne på scenen, hvilket også blev anerkendt af publikum. I begyndelsen var publikum dog en tak for ivrigt. Aidas første akts arie ”Ritorna vincitor” (henvendt til Radames: Kom hjem som sejrherre) slutter med små 20 sekunders tankefuldt og bevægende orkestermusik, som druknede i klapsalver. Men publikum lærte hurtigt at vente med dets begejstringsudbrud til efter musikkens ophør.

Som orkestret var også koret godt. Det for os usædvanlige var, at ikke damerne stod sig bedst, men derimod de velklingende herrer med såvel flere prægtige dybe stemmer såvel som stærke og sikre tenorer. Men 100 sangere på scenen, som ukrainerne havde reklameret med, var der nu ikke. Der var ikke nok til, at modsætningen kom rigtigt frem mellem præsteskabet, der ikke vil sende de etiopiske fanger hjem, og folket, der med Verdi vil befri dem igen. Verdi skrev også en sprudlende balletmusik, og der var skam balletdansere med. Damerne overlevede fint, mens herrerne havde fået en mærkværdig koreografi, som nærmest blev til et komisk nummer. Men det var forestillingens eneste brist.

Sangerne værd at lytte til

Sangerbesætningen var overbevisende. Aida blev sunget med en fin balance mellem det smukke lyriske og det dramatisk fortællende af Oksana Kramarewa. Hendes Radames, Andrej Romanenko, havde en dejlig tenorklang, som det var virkelig godt at lytte til trods nogle ikke helt sikkert førte steder. Amneris var noget af en dramatisk krudttønde, og som i koret var der også solistmæssigt fine dybe mandsstemmer at lytte til. Men Kiev Operaen turnerer altid med to-tre forskellige hold sangere, som kan skifte i sidste øjeblik.

Er der så den store forskel på Den jyske Opera og Kiev Operaen. Den sidste spiller måske mere med musklerne, mens den første arbejder mere med detaljerne. Der er intet i vejen for, at Den jyske Operas stampublikum ville have kunnet overvære denne ”Aida” med glæde, forudsat at man kunne tage den tåbelige koreografi fra den komiske side. Og der er heller intet i vejen for, at en stor del af aftenens publikum også ville kunne få fornøjelse af at følge Den jyske Opera.    

Tre timer og et kvarter. Sangerne blev bedre og bedre i løbet af aftenen, og da Aida og Radames sang deres dødsstrofer i gravkammeret lyttede man selv nærmest åndeløs. At kunne arbejde under så vanskelige rejseforhold og slutte så imponerende af er en bedrift.