Vi pressefolk elsker runde år. Hvem ville have fundet på at skrive om den svenske verdenssopran Birgit Nilsson nu, hvis det ikke for et par dage siden var 100-årsdagen for hendes fødsel ovre i Skåne? Og havde der været nogen grund til at skrive også om Hindsgavl-festivalens historie og ikke nøjes med det aktuelle om den næste festival i juli måned? Her er altså to historier om to runde år.

På slottet ved Lillebælt i de smukke omgivelser begyndte det, da ægteparret Dagny og Holger Nehammer i 1951 flyttede hovedstadens kammermusikliv til Hindsgavl et par uger i juli måned. I begyndelsen var det vanskeligt at overbevise musikerne om, at det at spille på Hindsgavl alligevel var noget ganske andet, også en slags ferie, og de tog hurtigt gladeligt turen fra København til Fyns dejlige vestkyst år efter år. At læse programmerne fra Nehammers år frem til 1978, da han ikke kunne mere, er som at få et vue over 25 års historie med de største danske musikere, som fandt et sommerståsted på Hindsgavl. Pianisten Esther Vagning   og koncertmester i Det Kongelige Kapel Julius Koppel var to af de mest flittige. Så er nogle læsere måske begyndt at spekulere over, at festivalen begyndte allerede i 1951, men der har siden været tre flerårige pauser, og de tæller naturligvis ikke med til jubilæet med 50 festspilsomre.

En erindring om et enkelt år

Som musikredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten stod jeg bag årtiers musikrejser. I 1985 besøgte vi Gidon Kremers berømte kammermusikfestival i Lockenhausen i det sydlige Østrig. Med på turen var den lokale apoteker Holger Jørgensen fra Middelfart, som hurtigt blev klar over, at kammermusikken tilsvarende skulle vækkes til live på det ny-restaurerede Hindsgavl allerede sommeren efter. Sådan blev blandt andre jeg indrulleret i arbejdet. En række af de kunstnere, som havde begejstret os, blev engageret med den ungarskfødte danske verdensfløjtenist Andras Adorjan som ankermand. Det blev den første festival på Hindsgavl domineret af store udenlandske musikere som russerne cellisten Boris Pergamensjikov og violinisten Dmitrij Sitkovetski, men også fremtrædende danske musikere som sopranen Tina Kiberg. En speciel favorit var den lille, unge blændende amerikanske oboist Anne Leek. Hende har jeg ikke hørt noget til siden, og måske har hun ikke været i Europa siden Hindsgavl, men min specielle søgning nu viser, at hun har haft en fantastisk karriere som solooboist i flere store amerikanske orkestre og i dag er professor i Houston. Hindsgavl blev for os desværre kun denne ene sommer. Der var ingen af os, der turde/kunne føre det videre.

Fra kunstnerisk anarki til europæisk topplacering

En ny festspilfri periode på en lille halv snes år fulgte, og hvad der så kom lignede hverken det, som havde været, eller det, som skulle komme og er nu. Peter Stenhoved samlede fortrinsvis unge musikere og studerende, og med dem gav han koncerter nu for et lokalt publikum fra 1995 til 2006. Det er blevet sagt, at det hele i de år var ”et sprudlende kunstnerisk anarki”, dog blev det med årene mere konstruktivt.

I år er det så ikke alene den 50. festivalsæson, men også den 10. sommer, som er under Bernhard Villaumes ledelse. Det har været en bedrift kunstnerisk, og det er hårdt arbejde administrativt, og det er en stadig kamp økonomisk. Det er con amore arbejde, ikke nogen forretning for den lokale Middelfart-dreng, men det er alligevel heltidsarbejde, og det skal køre rundt som alle private festivaler afhængigt af publikum på den side og tilskud fra fonde fra den anden.

Hindsgavl Festivalen er noget særligt. Hvor ellers bor man, sover man, spiser godt og færdes i de samme specielle omgivelser som kunstnerne på et slot og omgivet af dejlig natur ved Lillebælt, om man så er til en dukkert der eller ej.  Bernhard Villaume siger selv, at ”folk skal vide, når de kommer, så er musikerne på et sindsygt højt niveau. Der er primært tale om yngre musikere, da de plejer at være lidt mere livlige efter aftenkoncerterne. Vi har også en filosofi om, at kunstnerne bliver forelsket i stedet og får lyst til at vende tilbage”. Det skal nok passe. I 2017 besøgte Frankfurter Allgemeine Zeitung festivalen og bedømte den som en af Europas betydeligste.

Efter morgenmaden får man hver dag et kvarter med gårsdagens kunster. Det er meget usædvanligt. Der er hver dag en eftermiddagskoncert og en eller to aftenkoncerter, den sene ofte lidt speciel. Inden aftensmaden gives en introduktion til aftenens koncert, de første dage af Valdemar Lønsted, de sidste dage af Mathias Hammer.

Vær så god at vælge

På forsiden af jcklassisk.dk skal man blot trykke på knappen ”Se 16 arrangementer”, og man får nærmere kendskab til den kommende festivals 16 koncerter, og man bliver klogere på, hvornår og hvor længe man skal til Hindsgavl i år. Man kan komme til enkelte koncerter eller blive et par dage, hvis der stadig er plads. Man kan lade restauranten klare aftensmaden.

Skal det være fænomenet Kristian Bezuidenhout på fortepianoet, det historiske klaver? Eller den britiske tenor Mark Padmore?  Eller violinisten Isabella Faust, som var på Hindsgavl, da hun var ung og ukendt, men nu er en af verdens store violinister? Eller den hollandske mezzosopran Christianne Stojin, som er en af mine favoritter?  Eller den fornemme Belcea Quartet? Eller mødet med den unge dansk-franske sopran Elsa Dreisig, som har fået en lynhurtig international karriere på de store internationale steder (slå op på og læs min anmeldelse på jc.klassisk den 7. juli 2017 af hendes fine Micaela i en usædvanlig ”Carmen” i Aix-en-Provence). Eller kom afslutningsdagen den 15. juli og hør strygesekstetter af Strauss og Tjaikovskij om eftermiddagen, se den rent internationale VM-finale i fodbold på storskærm (sic), inden den franske pianist Lucas Debargue afslutter festivalen.

­­-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

100 år med Birgit Nilsson

Man kan godt blive kendt som operastjerne også af folk, som aldrig kunne tænke på at gå til en operaforestilling. Næsten alle kender Placido Domingo, som er aktiv nu midt i 70’erne. Den svenske sopran Birgit Nilsson er hans kvindelige sidestykke, der stadig er almindeligt kendt, selvom hun har været død i 13 år, og hun tog afsked med scenen i 1984. Dette kraftstykke fra Skåne har i disse dage fået overskrifter frem i vores del af verden: Birgit 100 år. Hun efterlod en formue til et legat, som kong Carl XIV første gang uddelte i 2009 til netop Placido Domingo, hvilket Birgit Nilsson havde bestemt inden sin død. Siden er prisen også tildelt andre kunstnere, som kunne have mere brug for den. Men man kan jo ikke lade være med at spekulere på, om Domingos omhyggeligt sammenskrabede kæmpeformue til sin tid udmøntes i en tilsvarende pris og legater eller til at bygge et stort privat mausoleum.

Det er blevet sagt om Birgit Nilsson, at intet orkester kunne overdøve hendes toptoner, der klang igennem som en urkraft. Det er blevet sagt på et engelsk, som ikke kan oversættes, uden at det mister i ordspillet: ”One hundred musicians bowing and blowing could not drown her”. Det er ikke en skrøne, at hun i pladestudiet blev bedt om at træde tre skridt tilbage på toptonerne. Teknikerne havde vanskeligt ved at styre de stærke udsving. Men hun kunne også have vanskeligheder, fordi stemmen var fastlåst i et absolut gehør. Jeg fulgte hende til en generalprøve på en Wagner-koncert i London, og det pinte hende, at orkestret var stemt ekstra højt, som nogle orkestre er, og hun skulle varme op i mindst et kvarter for at kunne synge i den uvante og faktisk forkerte tonehøjde.

Birgit Nilsson var også festlig, og der er mange anekdoter om hendes rappe og bramfri svar. Hun sang i Wien, da Herbert von Karajan var operachef – og dirigent og instruktør. Under en prøve tabte hun sin perlekæde, og alle gik i gang med at samle perlerne op. Karajan spurgte hende: ”Ja, dem har De vel købt for Deres gage på Metropolitan-operaen”? Nilsson svarede: ”Nej de er billigt simili, som jeg har købt for min gage her på Wieneroperaen”. Den anekdote kan som mange andre sagtens være sand.

Et håndbold-omklædningsrum var godt nok

Jeg var en sommer i Frankrig til en opførelse af ”Tristan og Isolde” i arenaen i Orange med Birgit Nilsson og den aldrende dirigent Karl Böhm. Jeg interviewede dem dagen før. Nilsson havde et halvt år før givet koncert med Aarhus Symfoniorkester i Stadionhallen i Aarhus, og det havde hun været begejstret for, men jeg tænkte, at alt nu ikke skulle være så positivt, og jeg mente, at et råt omklædningsrum for sportsfolk ikke havde været noget at byde hende: Men hun svarede kraftfuldt:  ”Hvad der er godt nok til et helt håndboldhold, det er også godt nok til mig”.  Det var meget varmt, og hun fortsatte: ”Nej, så skulle du prøve at klæde om i mit omklædningsrum nede ved operaen, det er et lille skur på størrelse med et ”das” hjemme på landet i min barndoms Skåne. Der er så varmt, at sminken løber ud lige så hurtigt, som jeg smører den på. I går lagde vi en melon til afkøling i hotellets svømmepøl, men så kom værten og beordrede os til at tage den op. Så sagde jeg til ham: ”Men hvad så med de her meloner”, mens hun med hænderne støttede sin barm.

En ny diger bog

Grammofonindspilningerne står tilbage. Sådan har vi stadig hendes Isolde, Sieglinde, Brünnhilde, Elektra, Salome, Tosca, Lady Macbech, Aida og meget andet godt. Og for den, som vil trænge mere ind i fænomenet Birgit Nilsson og kan læse tysk, er der netop udsendt et digert bogværk på 712 sider til 100 euro redigeret af Rutbert Reisch for Birgit Nilsson Foundation. Mange forfattere, som samarbejde med hende, sangere, instruktører, dirigenter har skrevet meninger og erindringer. Bogen er udgivet på An Homage Verlag für moderne Kunst i Wien, Bogens titel er ”Birgit Nilsson 100”.  

 Billede: I 2015 udsendte Sverige et 500 kroner frimærke med Birgit Nilsson. I baggrunden ses svagt et scenebilede fra Wieland Wagners opsætning af "Nibelungens Ring".  Det vakte postyr i Sverige. Nogen havde opdaget, at en af Hitlers yndlingskomponister var Wagner.