Åbningsforestillingen i Bayreuth er altid fascinerende som begivenhed. I år havde den fået et ekstra pift tre uger før premieren, da den også herhjemme velkendte, af mange elskede tenor Roberto Alagna sprang fra som Lohengrin. Han havde ikke kunnet lære partiet. Alagna er blevet skældt ud for den sene aflysning, men også rost for at være ærlig. Det virker så ikke helt rigtigt at betegne den polske tenor og Bayreuth-debutant Piotr Beczala som en indspringer. Han var helt som ventet en fuldgod Lohengrin, endda over gennemsnittet af Bayreuth-kvalitet. Interessant nok havde Beczala indstuderet Lohengrin med musikchefen Christian Thielemann hemmeligt i Bayreuth allerede i 2015, og det forblev en gåde for Beczala selv, at Bayreuth i stedet valgte Alagna, som aldrig før havde sunget Wagner eller et parti på tysk. Mente man i Bayreuth, at Roberto ville sælge bedre eller mente man virkelig, at han med sin franske tilgang kunne give partiet en ny kant? Nu får vi det aldrig at høre.

Bayreuth er noget særligt

Hvorfor er Bayreuths festspilpremiere noget særligt? Det er den operaopsætning, der skrives mest om verden over. Intet stort operahus og ingen festival, heller ikke Salzburg, kan konkurrere på det punkt. Operaen kan derpå ses endnu i fire somre, hvor den gives en indre udvikling. Værkstedsteater kalder man det i Bayreuth, som ofte har været inspirationskilde for musikteatrets udvikling: Wieland Wagner, komponistens ældste sønnesøn, var genial i sin personinstruktion på en næsten nøgen scene. Derpå kom som den første sceneinstruktør uden for familien Wagner franskmanden Patrice Chereau, hvis ”århundredets Ring” fra 1976 til 1980 satte dybe spor i det internationale musikteaters videre udvikling.

Bayreuth har også i påfaldende grad benyttet sig af kunstnere i andre genrer. Maleren Henning von Gierke var scenograf til filminstruktøren Günter Herzogs iscenesættelse af ”Lohengrin” i Bayreuth fra 1987 til 1991, og forinden havde skulptøren Günther Uecker formet scenen til Götz Friedrichs ”Lohengrin” fra 1979 til 1983. I alle fire år sang Leif Roar en formidabel Telramund.

Mere end romantik og eventyr

Lohengrin” er Wagners mest romantiske opera og nærmest eventyret, og det har vel inspireret mange kunstnere. I år er det så det ansete tyske kunstnerægtepar Neo Rauch (scene) og Rosa Loy (kostumer), som for første gang arbejder på en scene og i hele fire år har arbejdet sammen med dirigenten Christian Thielemann om forestillingen. Rauchs sceneopbygning er udarbejdet, så den ikke generer Bayreuths ret enestående akustik. Tværtimod ser man rundt om stærke sammenstød mellem dirigenter og scenografer, hvis scenebilleder ødelægger akustikken.

Først i 2016 om den amerikanske teaterinstruktør Yuval Sharon til som instruktør. Da var konceptet fastlagt, men Sharon gled ind i det med sine egne ideer. Han afløste den lettiske teatermand Alvis Hermanis, der pludselig blev inddraget i nogle voldsomme diskussioner om tysk flygtningepolitik. De medførte, at han ikke ville arbejde i Tyskland. Siden 2016 skal der have været et ret enestående samarbejde mellem de fire, Sharon, Rauch. Loy og Thielemann.

Bayreuth kan jo også nævnes for skandaler, såvel selvskabte som påtvungne, og en ret stor del af dem ikke helt sande, men også fake news er godt læsestof. Der har ingen skandaler været i år, kun uroen omkring Alagna.

Spændende skæverter

Men der har ofte i Bayreuths opsætninger været bevidste ”skæverter”, som har kunnet genere og i alle tilfælde har krævet ekstra omtanke fra tilskuerne. Den seneste ”Nibelungens ring” af Frank Castorf var én stor skævert. I årets ”Lohengrin” er der en mindre arf slagsen, men en tankevækkende psykologisk set. Den normale historie først: Elsa står som anklaget for at have slået sin bror ihjel. Lohengrin kommer på sin svane for at rense Elsa for anklagen, men han stiller det krav til hende ikke at spørge ham om navn og herkomst og synger til sin brud de fatale ord: ”Nie sollst du mich befragen”. Hendes anklager er Telramund, men han styres af Ortrud, som lærer ham hævnens fryd. Hun overtaler Elsa til at stille Lohengrin det forbudte spørgsmål. Lohengrin mister sin magt og må tage sin svane tilbage til ”In fernem Land” (den berømte gralsfortælling). 

Det vendes  på hovedet i denne opsætning. Åbningen lægger op til en ren heksebrænding af Elsa. Og hun tvivler på Lohengrin fra begyndelsen. Hun vedbliver køligt at gøre det, langt mere end både ord og musik lader ane. I deres inderlige duet efter bryllupsmarchen ”Treulich geführt”, som mange også herhjemme er blevet gift til, sidder de hver for sig i sengen og på hendes bud læser de i Biblen. Den blå farve skifter her endda til en grel orange (komplementærfarver). I akten forinden har Elsa og Ortrud forbavsende let fundet sammen, at Elsa skal udspørge Lohengrin. De er her begge rebeller mod mandssamfundet. Elsa er ikke naiv, som man ofte ser, hun er en mere bevidst kvinde. Hun nærmest gennemskuer Lohengrin som en ikke-helt. Her kommer divergenser mellem Wagners ide og spillet på scenen, men konceptet virker alligevel gennemført. Lohengrin vil giftes med Elsa, selv om hun aldrig er spor indladende, men kun svarer ja til ikke at spørge, for der er hendes eneste mulighed. Det er kun for at få hende, at han truer hende til at tie. Sådan virker det.

Til gengæld har jeg aldrig set en konge, som mere inderligt vil have Lohengrin som beskytter af sit rige. Det er i sig selv et spændende koncept, i virkeligheden ret logisk. Desværre i en lidt tung personinstruktion, men alligevel med mening. Til slut forvirres man dog totalt. Da Lohengrin ”befrier” Elsas bror, som man troede død, er han ikke en lille knægt, som intet kan, som man oftest ser det, men en lille rund gammel mand i grønt og med et lille træ vokset ud af hovedet (?). En gåde uden forklaring. Samtidig skifter scenen til rødt fra blåt, som er kendt som ”Lohengrin”-farven. Til allersidst falder alle mænd til jorden, kun de to enlige kvinder Elsa og Ortrud bliver stående. Det var ikke meningen , at de skulle leve i Wagners take. Meget i denne iscenesættelse ville nok have været anderledes, hvis ”Me too”-bevægelsen ikke havde været?

Konceptet holder forbavsende

Der bliver lavet noget om til næste sommer, det giver sig selv. Men konceptet holder forbavsende godt. Det er nok en opførelse, som ligner det velkendte med det fantastiske kor stillet ret statisk op helt i Bayreuth-stil fra Wieland Wagners tid. Alligevel er opsætningen så egenartet, at man havde ventet lidt af en proteststorm, men den udeblev. Det stormende bifald var dog koncentreret omkring dirigenten Christian Thielemann og sangerne, ikke om instruktør og scenograf. Thielemann nåede hermed op på at have dirigeret alle de ti Wagner-værker, som komponisten mente burde spilles i hans festspilhus. Det var vidunderligt. Han dirigerede varmt og fyldigt med en kraftfuld energi og med nogle fantastiske opbygninger af partituret, den første allerede i forspillet, og der kom endda en endnu større indre begejstring ud end oftest hørt. Man kunne nærmest høre en dirigent, som var veloplagt og glad i nuet over en vellykket opførelse. Men den er scenisk ikke mere vellykket, end at den kan tåle revisioner i de kommende somre.

Sangerbesætningen er næsten ideel. Piotr Beczala er en sjælden lyrisk tenor, der dog ingen ønsker har om at forsætte med andre Wagner-roller. Og tænk, man forstår, hvad han synger. Det er sjældent i dag.  Hvor han endnu ikke havde den sidste kraft, hjalp Thielemann ham med en fin dæmpning af orkestret. Lidt, men godt. Münchens pragtfulde Wagner-sangerinde Anja Harteros, hvis Bayreuth-debut det var, sang en flot Elsa, men helt efter koncepten ikke nogen varm Elsa. Hvor er hun dog imponerende præcis med sine noder. Hun havde en stærk modspiller i Wagner-divaen Waltraud Meyers Ortrud, som stadig kan udtrykke meget med sin intensive stemme. Og igen sikke en klar tekstudtale. Publikum tog med jubel imod hende efter 18 (!) års fravær fra Bayreuth. Hun blev dengang uvenner med festspilchef Wolfgang Wagner, der ikke lever længere. Hverken chef eller sanger ville ses igen. Naturligvis er stemmen ikke helt den samme som dengang, men hvor synger hun stadigt både klogt og lidenskabeligt. Bassen Georg Zeppenfeld synger i år blandt andet kong Heinrich med fantastisk sikkerhed og overskud. Russeren Egills Silms fik en flot Bayreuth-debut som Heerrufer.  Han blev fyret for nogle år siden, da det kom frem i tv, at han som rocksanger havde fået tatoveret noget der lignede svastica-tegnet, som nazisterne overtog som hagekors. Det var en af Bayreuyhs selvskabte skandaler. Endelig va den polske baryton Tomasz Konieczny Telramund ikke på samme højde - endnu.       

Russerne og en dansk tenor næste år

Næste sommer bliver den nye premiere ”Tannhäuser”, som dirigeres af russeren Valerij Gergiev, chef for Sankt Petersborg Operaen Han har meget travlt også i den vestlige verden og er begyndt at melde afbud. I ”Lohengrin” skulle man så i to opførelser få den russiske verdenssopran Anna Netrebko at høre som Elsa. Hun skulle oprindelig have sunget Elsa i år, men har for længst meldt afbud. Hun har det heller ikke godt med det tyske sprog. Kommer de så? I festspilhuser siger man ja.

I den nye ”Tanhaüser” får man ganske sikkert en dansk tenor at høre som Walther von der Vogelweide eller Heinrich der Schreiber i ”Tannhäuser”. Hvem? Magnus Vigilius. Det er ikke officielt endnu.

Billede: Den blå Lohengrin i Bayreuth. Foto: Enrico Nawrat/BayreutherFestspiele