Tre internationale sangere, to tyske og en dansk, er af BR-Klassik, Den bayerske Radios meget fyldige klassiske program på nettet, blevet stillet de samme spørgsmål om deres forhold til ”opera, vores lidenskab”. Enkelte af svarene er morsomme, flere af dem er essentielle ikke blot for sangere, men også for os publikum. Af de tre sangere er de to sopraner, Daniele Damrau, en meget udtryksfuld sangerinde, som også behersker koloraturerne, og Münchens førende dramatiske sopran Anja Harteros. Eneste hane i operakurven er vor egen baryton Bo Skovhus fra Ikast, hvis internationale karriere er udgået fra Wien, hvor han bor. Det første spørgsmål lyder:

Opera, hvornår er gnisten sprunget over?

Damrau nævner Franco Zeffirellis filmatisering af Verdis ”La traviata” med den vidunderlige Teresa Stratas, mens Harteros endnu mere præcist peger på øjeblikket, da komponisten, en rolle i Richard Strauss’ ”Ariadne auf Naxos”, sang ”Musik ist eine heilige Kunst”. Bo Skovhus fortæller mere udførligt: ”Jeg var omkring 16-17 år og havde egentligt kun hørt Heavy Metal. Som ung blev man forhånet, hvis man sagde, at man kunne lide klassisk musik. Men engang mine forældre ikke var hjemme, lagde jeg en af deres plader på: ”Rigoletto”. Og jeg var totalt fascineret af den, af at folk kunne synge så højt og klart – helt uden forstærker. Så forsøgte jeg at gøre det efter. Det var for mig nøgleoplevelsen”.  

Hvad er opera for Dem i tre ord? 

Skovhus: ”Lidenskab, spektakulært, intensitet”. - Harteros:  ”Lidenskab, Liebe, lyst”. – Damrau:  ”Menneskelighed, historie og fremtid”.

I hvilken opera ville De gerne leve?

To af sangerne vælger Mozarts ”Firaros bryllup”, mens Anja Hateros afviser spørgsmålet: ”Ikke i nogen. Jeg elsker mit liv og ønsker ikke at bo i en opera.” -  Diana Damrau tager legen alvorligt: ”Figaros bryllup. Der sker så utroligt meget i denne slutning og det i et vanvittigt tempo. Der er afgrunde, lettelser og komiske elementer. Det er virkelig livet i ren form – og dog med en god afslutning. Alle arbejder på, at det bliver bedre. - Bo Skovhus, som ofte har sunget greven i Mozarts ”Figaros bryllup” blandt andet på festspillene i Salzburg, tager spørgsmålet helt bogstaveligt og svarer iblandet latter: ”Måske ” Figaros Bryllup”. Jeg ved, at greven der ikke kommer specielt godt på vej, men i grunden ville den tid som adelig med slot og tjenestefolk og alt det være ganske behageligt.  

Hvornår hader De opera?:

Harteros:  Der er en vanvittigt lang indstuderingsperiode til hver rolle. Bagefter klinger det så enkelt. Jeg hader, når ingen lægger mærke til, hvor vanskeligt det egentligt er”. – Damrau: ”Når alle kunstarterne ikke forenes. Men behøver stemmen, man behøver spillet. Jeg vil opleve historien og ikke blot høje, stærke toner. Jeg vil se mennesker på scenen. Når jeg ikke ser det, vil jeg hellere høre en cd hjemme”. – Skovhus: Opera lever af musik, lidenskab og skuespil. Og hvis noget af det mangler, så forfalder operaen helt – frem for alt, hvis spændingen mellem personerne på scenen mangle, når intet udvikler sig. Sangere, der ganske enkelt kun står frem og synger, er dødeligt kedsommeligt”.

 Et liv uden opera ville for Dem være meningsløst, fordi…

Harteros: Jeg ville udvide spørgsmålet. Hvad ville livet være uden musik? Et liv uden musik ville for mig meget fattigere og sørgeligere”. - Damrau: ”… hvis der manglede noget at støtte sig på og et spejl”. - Skovhus: ”Jeg kan leve vidunderligt uden opera. Og det vil jeg også gøre, når jeg engang går på pension. Når jeg selv ikke synger længere, vil jeg ikke høre opera længere. Det tror jeg i det mindste nu” Han tilføjer leende: ”Måske skyldes det min fyldte terminskalender”.   

Bo Skovhus som kejser Karl V

Bo Skovhus´ repertoire rundt i verden er alt andet end traditionelt. Søndag den 10. februar synger han titelpartiet i Ernst Kreneks opera „Karl V“ på Den bayerske Statsopera i München. Det er en opera, som ellers aldrig høres. Den tilhører et såkaldt nicheprogram, som man i München endda har hentet succes hos publikum med.  I maj 2008 satte Frank Kastorf således Janaceks ”Et dødens hus” op med Bo Skovhus. For den bayerske operas intendant Nikolaus Bachler er ”Karl V” et meget vigtigt værk. Operaen sættes i scene af catalaneren Carlus Padreissa og hans La Fura dels Baus gruppe. Dirigenten bliver en bayersk husdebutant Erik Nielsen. Nej, han er ikke dansk, men amerikansk og måske dog med dansk eller svensk blod i årene. Erik Nielsen er nu chefdirigent på det relativt lille, men betydeligt anerkendte Theater Basel.

Man kan slå ind på BR-Klassik på nettet søndag den 10 februar kl. 17.30, hvor premieren transmitteres fra kl. 18.00.  Bo Skovhus er på scenen i næsten hele operaen foran et kæmpemæssigt maleri af Tizian. Om Kreneks opera siger han: ”Den er nærmest helt genial”.

Ernst Krenek fik anmodningen fra Wiens Statsopera i begyndelsen af 1930’erne om at skrive en opera om Karl V, tysk-romersk kejser 1515 – 54, og han valgte i modsætning til i sin succes med ”Jonny spielt auf”, som var blevet kaldt den første jazzopera, for første gang at komponere ”Karl V” efter tolvtoneprincippet. Uropførelsen i Wien fandt aldrig sted på grund af den stigende højreekstremistiske tilstand. Man mener, at operaen vakte nazisternes modstand på grund af den stærke fremhævelser af de kristne værdier. Uropførelsen fandt sted på Neues deutsche Theater i Prag i 1938, men da var Krenek flygtet. Den næste opførelse fandt sted i Festspilhuset i den østrigske by Bregenz i 2008.  

Krenek beskrev kejser Karl som ”en hersker uden heltegerninger i en nation, hvor solen aldrig gik ned”. Der finder ingen glorificering af Det hellige romerske rige alias Den tyske nation sted. Den nu tilbagetrukne kejser skrifter sit liv for en munk. Han lader sit liv passere revy Han erkender, at hans forehavende at oprette et verdensrige i en kristelig ånd er fejlet, ja måtte fejle. La fura dels Baus teatergruppen skildrer et tidløst og i dag aktuelt tema, fortælles det på siden BR-Klassik. Carlus Padrissa har ladet sig specielt inspirere af et bestemt tekststed. Kejseren synger i sit livs afslutning om den afgrund, hvor over han svævede. Han så ind i den som i ”et sort spejl fyldt af skygger”.  

Flere af Bo Skovhus’ planer

Spilledagene for Münchens ”Karl V” bliver den 10, 13., 16.,21. og 23. februar samt en forestilling den 14. juli som led i Münchens berømmende operafestspil.

l maj synger Bo Skovhus et andet stort nyere operaparti, nemlig kong Lear på operaen i Firenze, hvor Fabio Luisi dirigerer og Calixto Bieto sætter i scene. Den 5., 7., 10. og 13. juni synger han på operaen i Hamburg Tjaikovskijs "Jevgenij Onegin" sammen med en overvejende russisk sangerbesætning. Opsætninger er klassisk historisk, men stadig kraftfuld, den er af Adolf Dresen fra 1979. Nathan Brock dirigerer.  

Billede: Bo Skovhus, foto: Roland Unger