af John Christiansen - d. 27. august 2012
Verdenssangerne, som har besøgt Symfonisk Sal i Musikhuset, er alle begejstrede for akustikken i Aarhus. Her er mere aktuelt om, hvad de laver ude i den store musikverden. Først vender Joseph Calleja tilbage
Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus har en fanklub af store internationale sangere. Nok ved de ikke selv, at de er medlemmer af en klub, men de har alle udtalt sig begejstret om salens akustik og atmosfære, og at de meget gerne kommer igen.
Deres meninger spredes også blandt kolleger i den internationale musikverden, og det har effekt. Det bliver stadig lettere at få store musikere til Aarhus, når blot tidspunktet og pengene går op.
Her skal sættes spot på, hvad nogle af dem nu laver ude i musikverdenen. Først gælder det Joseph Calleja, som vender tilbage til Symfonisk Sal i Aarhus allerede den 1. og 2. september. Er han ikke århusianernes ”egen” tenor? Det er tredje gang, at han er her.
Han bliver hovedsolist på to store festugekoncerter. I den internationale operapresse bliver de rosende ord stadig stærkere om ham som i Berlin, hvor man på Deutsche Oper afholder koncertopførelser for samlere af den mere ukendte operalitteratur og tilsyneladende også for det publikum, som er blevet træt af det tyske ”Regietheater”. Bizets ”Perlefiskerne” blev en overvældende succes:
”Hvilken positiv overraskelse har Joseph Callejas stemme ikke gennemgået i de seneste år, især har den vundet i volumen og glans. Calleja synes nu at beherske hele paletten af klangtekniske raffinementer og det med en lethed, som kun kan forbløffe.” Og så sammenlignes Calleja i berlinerpressen med Jussi Björling på grund af stemmens lysende højde.
Callejas ældre kollega, den uopslidelige Placido Domingo, havde sin egen ”Opera Olympic” koncert før de olympiske lege i London. Han havde inviteret en række kolleger, bl.a. to populære tenorer som Villazon, som igen er i fin form, og Calleja, men ”æresnummeret” gav han vor tenor fra Malta, nemlig den populære duet fra Bizets ”Perlefiskerne”, hvor Doingo selv sang barytonstemmen foruden arier for sin nu dybere stemme. Men han lød vældigt godt i en tv-transmission hørt og set på Arte TV.
Calleja har haft en fantastisk sæson fra The Met i New York til operafestspillene i München, hor han i juli sang sammen med Angela Gheorghiu i ”La Bohème” til bifaldsorkaner. I mellemtiden har han været hjemme på Malta.
Inden Calleja når frem til prøverne i Aarhus med Aarhus Symfoniorkester og Giordano Bellincampi , synger han ”Nessun dorma” fra Puccinis ”Turandot” til en gratis tre minutters koncert i Tivolis koncertsal tirsdag den 28. august kl. 18.45. Den sendes direkte i TV2s ”God aften, Danmark”. Anledningen er, at Decca denne dag udsender Callejas nyeste cd, en hyldest til tenoren Mario Lanza med titlen ”Be My Love – A Tribute to Mario Lanza”. Cd’en bringer et udvalg af musical og filmsange foruden operaarier.
Læs nederst i denne artikel, hvordan man får den nye cd som bonus til en koncertbillet i Aarhus.
Næste medlem i vor etablerede fanklub er Bo Skovhus, som har fået en kolossal personlig succes som Aribert Reimanns kong Lear på operaen i Hamburg, sangligt som scenisk. Det har været pinligt overset i den danske presse. Skovhus bringes på linje med den store Dietrich Fischer-Dieskau, som sang Lear på uropførelsen i München.
Hans planer inkluderer Paris, Düsseldorf, Madrid, München, København og Theater an der Wien. Han skal synge Beckmesser i ”Mestersangerne” i Chicago og i Hamburg i 2013 og året efter Amfortas i ”Parsifal” på Deutsche Oper i Berlin. Dertil kommer alt det løse. Skovhus’ drøm om at dyrke vinmarker udskydes stadig.
Sangerægteparret Angela Gheorghiu og Roberto Alagna gav os den store oplevelse i ”La bokème” på Den Jyske Opera i Musikhuset i 2003, og siden har de hver for sig givet mindeværdige koncerter i Symfonisk Sal. Ægtepar? Jo, de bor hver for sig, men trods forlydender om skilsmisse bliver de ved med at komme sammen. Måske fejrer de i 2013 20-året for deres første fælles engagement med at synge Mimi og Rodolfo i ”La bohème” på Covent Garden i London.
Herom mener Alagna i det tyske operamagasin ”Das Opernglas”:
”Angela ville i lang tid ikke, at vi synger sammen, og har aflyst alt. Nu vil hun det igen. Hun er mere nervøs og slider sig mere op end jeg, og sådan betød vores fælles optræden for hende dobbelt angst, for mig derimod dobbelt glæde. Vi får se.
I vort forhold har jeg ofte problemer med min kone. Hun siger altid til mig: Du må dog slappe af engang, holde ferie. Men det vil jeg ikke. Jeg prøver på det, men det er ikke let. Jeg opfatter ikke alt som ”arbejde”. At synge er min lidenskab.”
Det gør Alagna nu med større succes end nogensinde. Hans repertoire er bredt, den lyriske Nemorino i ”Elskovsdrikken” mellem de tungere Radames i ”Aida” og Calaf i ”Turandot”… ”og jeg ved ikke hvad. Det er egentlig forrykt, men jeg kan lide denne afveksling.” Alagna har endda planlagt at synge Verdis Otello i Verdi-året 2013.
Angela Gheorghiu udtaler sig derimod aldrig offentligt om forholdet Alagna. Hun åbnede i februar det berømte Operabal i Wien, hvor hun sang Carmen og ”I could have danced all night” fra musicalen ”My Fair Lady”. Hendes plan var at skifte kjole til hver ny sang, men det tillod afviklingen desværre ikke, konstaterede hun i avisen Kurier.
Gheorghiu vender i næste sæson tilbage til Wien for at synge med Jonas Kaufmann, som endnu ikke har haft mulighed for at blive medlem af fanklubben i Aarhus. De gør det i Cileas ”Adriana Lecouvreur”, som de har triumferet med i Berlin og London. Herfra har Universal netop udsendt en strålende dvd.
Den altid sprudlende mezzosopran Cecilia Bartoli sprudlede i særdeleshed i Symfonisk Sal. Hun har netop modtaget en af musikverdenens fineste udmærkelser, Herbert von Karajan-prisen i Baden-Baden, og hun skal for fremtiden ikke blot synge i Salzburg, men her også være chef for pinsefestspilene, som især satser på barokopera. Hun har høstet megen anerkendelse for sin første pinsefestival i år.
il efteråret udsender Decca en ny cd, og igen har musikvidenskabskvinden Cecilia Bartoli været på efterforskning i gamle arkiver. Hun er gået tilbage til den tidlige barok og fundet den oversete komponist Agostino Steffani (1654-1728). Han rejste meget rundt i Europa og havde fornemme poster, men han var også indblandet i en række skandaler.
Bartoli mener selv, at de arier og duetter, som hun har fundet frem til sin nye cd, er meget spændende musik. Cd’en vil blive udgivet i en lille bog med ny og spændende læsning. Så kan man håbe, at Bartoli også vil komme til Aarhus og København med dette nye program. Hun kalder det for Mission.
Den amerikanske sopran Renée Fleming udtrykte også begejstring for Symfonisk Sal. Hun synger meget på The Met i New York, men har i foråret haft en speciel succes med sin første Ariadne i Richard Strauss’ opera i festspilhuset i Baden-Baden med Christian Thielemann som dirigent.
I Berliner Morgenpost blev hun interviewet umiddelbart efter Whitney Houstons død og sagde:
”Det er i poppen vanskeligt at klare så megen succes. Der gælder meget høje krav. Jeg har lagt mærke til, at virtuositeten bliver stadig vigtigere i poppen. Perfekt sangteknik. Publikum forventer akkurat som hos os operasangere de høje, vanskelige toner. Når man ikke føler sig disse krav voksen, bliver det farligt.
Operasangere er i mindre fare end popstjerner, fordi lange karrierer er en mulighed for os, publikum værdsætter os over en længere periode. Succesen kommer for det meste ikke så tidligt, og stemmen udvikler sig ikke så hurtigt. Og frem for alt kan vi beholde vores privatliv. Vores publikum er meget mindre sammenlignet med popmusikkens.”
Renée Fleming kommer dog også ind på problemet ”performance-pressure”: ”Hver aften forventer man noget særligt af os – live. I operaen bliver vi kvinder endnu behandlet anderledes end mændene. Journalisterne er strengere over for os. Det er den sidste art af sexisme, som har holdt sig i vores verden.”