Er tre timer ikke en god og rimelig tid for en koncert, når den er så afvekslende og kvalitetsstærk som årets Festuge Classic på festugens første lørdagsaften?  Og når den finder sted i et så prægtigt akustisk rum som Symfonisk Sal i Musikhuset? Svaret fra et ovenud begejstret publikum kunne kun tydes som et klart ja.

Festuge Classic er noget specielt i den tunge, men ikke vanskeligt tilgængelige ende af festugens program. Initiativtageren var Jens Kaiser, dengang i 2006 redaktør af JP Aarhus. Han havde en drøm om, at midtjyderne skulle have en koncert med international kvalitet, hvilket i sig selv jo ikke var noget nyt, men det specielle var, at den skulle kombineres med en folkelig fest af kvalitet med et sideblik eller et ørekast til den berømte sidste promenadekoncert i London.

I år var det så den syvende store festugekoncert, som nu føres videre af Aarhus Symfoniorkester og Den jyske Opera i samarbejde med musikhuset og festugen. Det deciderede muntre er ikke længere påfaldende, og man kunne godt længes lidt efter det, men det blev et charmerende indslag, da aftenens fløjtesolister, Ulla Miilmann fra DRSymfoniorkestret  og Aarhus-orkestrets Lena Kildahl kækt marcherede ind med gammeldags soldaterhuer og tydeligvis selv nød at opføre Joachim Andersens koncert for to fløjter, ”Allegro militaire”. Vi kunne også kun nyde det nede i salen. Joachim Andersen er kendt af fløjtister i hele verden, og han var bl.a. med til at stifte Berlinerfilharmonikerne, hvis solofløjtist han var. Det var en fin ide at gøre opmærksom på den ukendte, store musiker her. 

Aarhus’ egen tenor

Hovedsolisten i 2006 var tenoren Joseph Calleja fra Malta. Nu sang han for tredje gang i festugen. Er det ikke rimeligt at kalde ham for Aarhus’ egen verdenstenor?

Det glædelige er, at han med klog brug af sin stemme har været i en stadig udvikling og aldrig har været bedre end i dag. Det er rimeligt at betragte ham som verdens bedste tenor i det repertoire, som han holdt sig til i Aarhus, den klassisk-romantiske italienske opera uden de alt for tunge partier som Verdis Otello.

Calleja spøgte i sin tak til publikum med, at i opera søger tenoren og sopranen kærligheden, men den forhindres af barytonen. Og ih hvor kærligheden og smerten klang ud uden en eneste ufuldendt, endsige presset tone i Verdis ”Luisa Miller” (en af Verdis bedste operaer), i Mascagnis ”Cavalleria rusticana”, i Gounods ”Romeo Julie” (bedre end sit rygte), i Giuseppe Pietris ukendte ”Maristella” fra 1930 (arien kunne sagtens være skrevet 30 år før) og i Puccinis ”Tosca”, som Den jyske Operas chef Giordano Bellincampi slutter sit succesfulde virke i Aarhus af med til februar.

Callejas tenor havde både bid og blødhed. Hans vibrato var tilstrækkeligt til at give tonen karakter, men det var aldrig så stærkt, at det kunne genere. Det er blot en af grundene til, at Calleja synger så vidunderligt rent. Og oplevelsen – ja, den var også vidunderligt ren.

Den jyske Operas Kors kerne på 23 sangere fulgte Bellincampis og Aarhus Symfoniorkesters flotte gengivelse af forspillet til tredje akt af ”Lohengrin” med et fint nuanceret Brudekor, og da kunne man drømme om, at Calleja havde fortsat med ”Das süsse Lied verhallt”, men der var jo ingen Elsa at synge duetten med.  Lohengrin er et italiensk præget parti, som Calleja ville være pragtfuld i. 

Brogede oplevelser

Giordano Bellincampi indledte med Berlioz’ ouverture til ”Benvenuto Cellini” spillet med orkestral farvepragt. Ulla Miilmann var den fine solist i Jacques Iberts fløjtekoncert, som i førstesatsen havde lidt af den samme atmosfære som Berlioz. Der blev klappet efter hver sats, hvilket ikke gjorde noget her. Det sker nu sjældent i Aarhus, så det kunne tages som et tegn på, at der var mange inviterede  blandt publikum.  

Inden de afsluttende arier fra ”Tosca” dirigerede Bellincampi sin landsmand Ottorino Respighis ”Roms fontæner”, fire elegante og atmosfærerige satser prægtigt spillet af symfoniorkestret. Respighis placering i programmet her betød dog, at den fantastiske publikumsstigning fra først til sidst, som vi har oplevet før, blev slået lidt i stykker.

Det var og blev en af de store koncerter. Tre lykkelige timer. Og skulle man tage Calleja på ordet, var det ikke nødvendigt at synge "Nessun dorma". Ingen må sove. Det var der ingen, som gjorde. 

Med en cd i hånden

Publikum kunne vandre fra koncerten forsynet med Joseph Callejas nyeste cd. Havde man købt billet på en af de ”rigtige” datoer, fik man ekstra ”Be My Love”, som cd’en fra Decca tilegnet Mario Lanza hedder. Lanza var den unge Callejas første inspiration til at blive sanger. Da han hørte Rossinis ”La danza” fik han gåsehud. Den er naturligvis med på den nye cd.

Callejas helt nye cd er dog næppe den mest egnede for det musikpublikum, som var til Festuge Classic. Det er til gengæld en familie-cd med melodier og sange fra musical og film fra Broadway til Italien. Dirigenten Steven Mercurio, som står i spidsen for BBC Concert Orchestra, har også rekonstrueret orkesterstemmen i et par numre, så den bliver lig den, som Lanza sang til.

Af de 18 numre er de seks dog operaarier af Mascagni, Leoncavallo, Bizet, Ponchielli, Giordano og Puccini.  Således  ”Nessun dorma” fra ”Turandot”, som han også sang i tv2 forleden aften og igen som ekstranummer i Aarhus. Og hvor man da nyder det høje b i slutningen af blomsterarien fra ”Carmen”, som Calleja tynder så fint ud, som arien skal gøres, men som man sjældent hører det. 

Calleja er en stor operasanger mere end en crooner, så jeg vil hellere henvise festugepublikummet til Callejas forrige cd ”The Maltesian Tenor”, som Decca også har udgivet. Det er en ren opera-udgivelse med et bedre orkester, La suisse Romande fra Geneve, og en bedre dirigent, Marco Armiliato.  Den virker mere afvekslende og ikke så sentimental i musikvalget. Fra festugekoncerterne får man her endda den fine arie fra Verdis ”Luisa Miller” og de to fra Puccinis ”Tosca”.  I de 15 arier kommer man også omkring ”La bohème” med sopranen Alexander Kurzak i duet med Calleja, ”Perlefiskerne” og ”Hoffmanns  fortællinger” m.fl.

Man får stor sang på begge cd’er, men overvej om det skal være det blandede repertoire på ”Be My Love” eller ren opera på ”The Maltesian Tenor”, hvor Calleja efter min mening er bedst inspireret af musikkens kvalitet.