Endelig skal Aarhus Symfoniorkester på turné, ganske vist en beskeden af slagsen. Orkestergæstespil er blevet sjældnere. Den økonomiske situation siger det, men det er nu en skam, for et orkester får forholdsvis meget ud af at ruste sig og præsentere sig andre steder. Aarhus Symfoniorkester er blevet inviteret til at give to koncerter 8. og 9. april i Ludwigshafen ved Rhinen midt i det smukke Neckar-område.

Det er langt fra et musikalsk u-område. Landsdelens førende orkester, som giver koncerter i hele Tyskland, har hjemme i Ludwigshafen. Staatsphilharmonie Rheinland-Pfalz med sine 88 musikere virker herfra med en så spændende række af tidligere chefdirigenter bag sig som blandt andre Franz Konwitschny, Otmar Suitner, Christoph Eschenbach, Leif Segerstam, Bernhard  Klee og Theodor Guschlbauer. Nu er det Karl-Heinz Steffens, som jeg dog ikke kender, men han dirigerer senere i april sit orkester i en scenisk opførelse af hele Wagners ”Nibelungens ring” i Ludwigshafen.  Jeg kan ikke lade være med også at notere, at orkestret den 25. marts om formiddagen afholder en koncert kun for svangre og ammende mødre. Naturligvis med musik af Mozart.  

Hornpoesi

Aarhus Symfoniorkester kan dog roligt tage af sted. Et meget stærkt kort på koncerterne i Tyskland, som fik en vellykket koncert-generalprøve i Aarhus med gentagelse fredag i Holstebro Musikteater, bliver Benjamin Brittens ”Serenade for tenor, horn og strygeorkester” komponeret midt under Anden verdenskrig. Til digte af flere store poeter af landsmænd spændende over fem århundreder fik Britten en speciel britisk tone frem af poetisk alvor, men også en stemning af skærsommernat, der kan få én til at tænke på Shakespeare, som dog ikke er blandt bidragyderne af tekst.  

Britten har skrevet en megen bevægelig musik til tenorstemmen, her fremrande sunget af Jeremy Ovender, som også er kendt for Mozart-roller på Covent Garden, Staatsoper Berlin og La Scala i Milano. Mest bemærkelsesværdigt var dog den mageløse måde, som Britten har formet spillet mellem hornstemmen og sangstemmen. Og det var et lykkeligt samarbejde mellem Jeremy Ovender og hornisten Lisa Maria Cooper, som er uddannet i London og Maastricht, men nu er førstedame i den glimrende horngruppe i Aarhus Symfoniorkester.

Det er pragtfuldt, at Lisa Maria Cooper vil være her. Med overbevisende sikkerhed, for at tage det mindste, men dog ikke det letteste først, og en varm og flot tone og klang, som man kunne bade øret i, blæste hun både på det gængse ventilhorn og på naturhorn i soloprologen og gentagelsen af den som epilog bag scenen. Naturhornet er det vanskeligste at beherske, men det har, når det er bedst som spillet her, en vidunderlig dyb klangverden.  

Men en anke må med. Musikpublikummet i Aarhus er over gennemsnittet både fintfølende og medlevende, men pludselig var der flere tilhørere, som mente, at man da skal hoste på de mest sarte steder i musikken, og her var det i den ellers ganske stille epilog. Man kan altså høre, når et host ikke er nødvendigt.

Heroisk drama

Carl Nielsen skal med på en udlandsturné. Optakten var ouverturen, forspillet til anden akt og hanedansen fra ”Maskarade”. Gæstedirigenten Eugene Tzigane fik al den nødvendige friskhed frem i ouverturen, mens dansen var mindre elegant, men nok skal komme helt på plads. Det var godt at høre, at Nielsens musik også ligger for unge internationale dirigenter.

Tziganes tolkning af Beethovens ”Eroica”-symfoni var værd at diskutere. Opstillingen med kontrabasserne bag førstevioliner på den ene side og anden violinerne yderst på den anden side af dirigenten er sjælden her, men det er en god gammel wieneropstilling, som der ikke er grund til at diskutere.

I programhæftet var der interessant læsning om, at Beethovens og datidens premierepublikum hørte de indledende Es-dur akkorder som ”lussinger”. Tzigane fortsatte førstesatsen med at uddele ”lussinger”, skarpt accentuerede, vertikalt indsatte stød i et musikalsk forløb, som i sig har også en væsentlig, for mig endda væsentligere horisontal udvikling. Og den gik det noget ud over.

Der var også overraskende betoninger i andensatsens sørgemarch, som var mere heroisk dramatisk, end man oftest hører satsen. Dramaet virkede, men den fine fællesklang, som orkestret har udarbejdet i symfonisk Sal, kunne ikke helt komme frem. Musikerne syntes at nyde at spille dramatisk ud i detaljerne under Tzigane. Det var som skrevet en diskutabel, men langt fra en ligegyldig og slet ikke en kedelig Beethoven. Der skal ikke rokkes ved, at det nok er værd at hente Eugene Tzigane til Aarhus igen. Han er sig selv, og han har noget at have det i.

Ekstra koncert med uropførelser

Publikum kunne blive til en efterfølgende koncert, som der også kom nye tilhørere til. Det var en Late Night Contemporary, hvorfor det så skal være på engelsk. Århus Sinfonietta , denne aften på 15 musikere, som har betydet så meget i det midtjyske musikliv, lever heldigvis stadig til dels takket være samarbejdet med Aarhus Symfoniorkester.

Sinfoniettaen har endda en huskomponist med støtte fra Statens Kunstfond, nemlig den 34-årige Li-Ying Wu fra Taiwan, som siden 2003 har studeret komposition i Danmark og er i gang med at videreuddanne sig i elektronisk komposition på DIEM, Dansk Institut for Elektronisk Musik i Aarhus. Hun har til sinfoniettaen komponeret en dobbeltkoncert  for sheng, et gammelt, traditionelt kinesisk instrument, forfader til det moderne akkordeon (her spillet af Dong Ying) og den moderne, altså familiære akkordeon (spillet af Frode Andersen). Endnu et værk af Li-Ying Wu blev uropført, ”Lament”, som er bygget over et traditionelt kinesisk digt.

Koncerten, som endda blev dirigeret af en ekspert i ny musik som franskmanden Jean Thorel, som har uropført knap 400 værker, bragte også Karl Aage Rasmussens ”Movements on a Moving Line” fra 1987. Jeg var desværre ikke i stand til at overvære den ekstra koncert. 

Aarhus Symfoniorkester i Symfonisk Sal 7. marts. Gentaget i Holstebro Musikteater 8. marts kl. 19.30.

Foto: Nikolaj Lund