”Bortførelsen fra serailet” er et godt valg for Den jyske Opera. Operaen bliver  i afstemningerne om popularitet et førstevalg blandt Mozarts operaer. Og den er og bliver en af Mozarts dejligste operaer. Den har tilmed en historie, som er kort fortalt, lige til og let tilgængelig. Men også for gammeldags.  Det mener i hvert fald Den jyske Opera, som endda her giver et bevis på, at de nok har ret. I ”gamle dage” kunne man uden videre holde med de tre europæer, som er blevet fanget og er slaver hos den orientalske Bassa Selim og håber på, at de slipper befriet væk. Men er det nu en selvfølgelig ting? Altså ikke på Den jyske Opera, hvor der er kommet en helt ny historie, som  lader en anden og mere kompliceret verden dukke frem. Personerne har i den jyske Operas chef Philipp Kocheims iscenesættelse fået andre problemer end dem, som vi regnede med på forhånd, og det giver indrømmet nye aspekter.

Philipp Kocheim lader operaen udspille sig langt friere, end vi finder det i Johann Gottlieb Stephanies den yngres tekstbog fra 1781. Han lader den ikke foregå på nogen bestemt tid. Personerne føjter rundt i en meget moderne lejlighed, som også virker som et ironisk billede på vor tid. Det kan virke lidt rodet i begyndelsen, og man kan godt blive træt af det, måske fordi den reviderede handling er fyldt af påfund. Og en moderne lejlighed har nu svært ved at virke lige så inspirerende som et eksotisk serail, der dufter af den nære Orients mystik. Men Kocheim vil væk fra en tradition, væk fra spillet mellem europæer og de fremmede, og det er kun godt. At spillet er uden grænser høres blandt andet på, at han lader den internationale sangerbesætning ind imellem udtrykke sig på deres eget sprog. Godt at der i hvert fald var een dansk sanger med.  

Der sker meget uventet

Der sker mere her end normalt i ”Bortførelsen”. Konstanze, har i moderne iscenesættelser i stadig stigende grad forstået at værdsætte Bassa Selims menneskelige kvaliteter. Han er den spændende fremmede, og han er rig. Selim har naturligvis forelsket sig i hende og følgelig har hans vej på operascenen siden uropførelsen i Wien for 238 år siden også gjort ham mere sympatisk. Og i de seneste år er der hos Konstanze vokset flere tilknytninger til den fremmede frem i flere opførelser. Den del af historien varieres her på en overraskende måde. Kochheim går meget videre, og det giver mening til Den jyske Operas opførelse. Men det er en mening, der må kæmpe for det. .

Bassa Selim er en talerolle. Han synger ikke en tone, men han har uden musik bevaret en udstråling, som gør ham til en af hovedpersonerne. Osmin, hans tjener og operaens både farligste og mest komiske person, siger i originalteksten om sin chef: ”Bassa er blød som smør. Med ham kan I gøre, hvad I vil”. Så blid er han nu ikke, men Bassa Selim vil ikke tvinge Konstanza til at elske sig. Sådan er han, den ikke-kristne, egentlig den, som hos Mozart har forstået det oprindelige kristne sindelag dybest. Man tror gerne, at han aldrig har haft nødig at tvinge nogen til kærlighed. Men så overraskes man igen. Den glimrende tyske skuespiller Cristoph Gareisen kender til en anden hårdhed end smørrets og tænder an til en tragedie, som publikum må fundere over på vejen hjem. Det er som med en krimi. Alt skal ikke røbes.

Konstanze gør sig på Den jyske Opera også sine tanker, om hun skal vælge ham eller sin gamle kæreste Belmonte, som har fundet tilbage. Det sker tættest i Mozarts musik, at der åbnes for denne spænding. Der kan der også være en erotisk undertone i Mozarts musik, og det er der også i Aarhus Symfoniorkesters udførelse under dirigenten Claus Efland, en fynbo, som uddannede sig til dirigent i London og som har haft en god del af sit virke i udlandet. Hvor man nød denne Mozart i en relativt lille orkesterbesætning, som lod hvert instrument komme til sin ret, og det var herligt. Efland styrede elegant, hurtigt og dejligt udtryksfuldt. Det gav et intimt samspil. Det var let og hurtigt. Det var fortællende og smukt. Det var pragtfuldt nuanceret af Efland og musikerne.   

Den velkendte historie

I nyere tid har mange sceneinstruktører også søgt at vise en underliggende konflikt mellem orientalske værdier og vore vestlige og europæiske værdier, også direkte mellem muslimske og kristelige værdier. Men den interesserer heldigvis ikke Philipp Kochheim. Mozart forbliver hos ham ”den menneskelige sjæls komponist” og handlingen føres naturligt op til den velkendte historie mellem tre mennesker: En mand og en kvinde bliver forelskede i hinanden, men endnu et individ blander sig, og en menneskelig konflikt opstår.

Konstanze og Belmonte er de gamle kærester. Hun har mødt denne fremmede Bassa Selim, som er ”veluddannet, klog og utrolig rig”, som instruktøren skriver i Den jyske Operas gratis programbog. Konstanze har mødt ”to forskellige kærlighedsverdener”.  Hvilken af de to skal hun vælge? Den historie lagde Mozart selv op til i sin musik, men dengang var tiden ikke til at gennemføre den så scenisk klart som nu. Den vidunderlige musik har i tilgift givet næring til nye tanker. Jo, men med et virvar af ord og sammenstød i denne ny verden, som kan ligne en moderne ægteskabskomedie, selvom ingen er gift.  

Efter en lang tid uden at have set hinanden mødes Konstanze og Belmonte. Der er så meget i Mozarts musik, og hvor var det godt at høre, så smukt og forstående den blev sunget af hele premiereholdet. Der er to alternerende sangerhold, men jeg er sikker på, at det ene hold ikke står tilbage for det andet. Premiereaftenen sang den unge danske sopran Clara Thomsen en glimrende Konstanze med en stor og smuk sopran, som efter lidt begyndelses nervøsitet viste, at hun har en spændende fremtid foran sig. I næste sæson synger hun på Den jyske Opera Gilda i Verdis ”Rigoletto” og Suzon i Poul Schierbecks elegante erotiske ”Fete galante”. Belmontes arier vibrerer af kærlighed, sarte og inderlige, aldrig ekstatiske. Sven Hjörlieifsson var yders behagelig at lytte til. Osmin blev sunget af Hakan Tirasoglu med en smuk og autoritær bas, jo det kan forenes. Han var også lykkeligvis langt fra at overdrive det komiske. Osmins store fejl er, at han er blevet lun på Blonde.  Han er nok den stærke, men Cassandra Lemoines mundrette livstykke er vinder i det forhold. Martin Lechleitner er det sidste sikre kort på det fortræffelige sangerhold.

En fantastisk kvartet og stilhed

Mozarts anden akt slutter med en fantastisk kvartet, som her dog var forlagt til hen imod slutningen umiddelbart før europæernes flugtforsøg. Nej, her er de jo ikke engang låst inde, så lad mig rette til, at den kommer lige før opdagelsen af deres planlagte afrejse. Kvartetten er en hel miniopera i sig selv. De fire europæere glæder sig over samværet, men skinsygen hos Belmonte og Pedrillo lurer. Den kommer som negative stød midt i kærlighedens forhåbninger med Belmontes ”Man sagt …” Bemærk også hvordan Mozart og med ham de fire sangere vedbliver med at karakterisere deres egne pladser i samfundet.  De højest placerede to, de mest dannede, Konstanze og Belmonte, udtrykker sig i en mere seriøs musik end deres tjenestefolk Blondes og Pedrillos livsnære toner. De to par finder forskellige musikalske udtryk for en stillingtagen til den samme vanskelige situation.

Efter det fortjente bifald til kvartetten, bliver den tøvende stående på scenen. Lidt fnisende. Spændingen er, hvor længe den tør det. Stilheden virker ladende.

Der medvirker endnu en dansk sanger alternerende som Osmin den 22. og 28. februar, Thomas Christian Sigh. Det er godt, men to danske sangere er stadig for få.   

Det er de dybere følelser i Mozarts musik, der med en vis fremmedgjorthed i det sceniske forbliver denne forestillings styrke. Man kan også let hente en god diskussion ud af forestillingen, og den er ikke at fornægte. Der bliver altid diskussion, når der rettes i noget givet. Men tiltsidst og temmelig fantastisk synes hele spillet at være gået op i en helhed, som jeg vil give en langt større anbefaling, end jeg havde troet på forhånd.

Man har vel lov at kalde den en familieforestilling - for de rette familier. Siden Kocheim kom til, har hver forestilling haft sit eget særpræg. Hvor længe kan han holde det? Hans Mozart lever i hvert fald.  Ja, jeg tror faktisk, at Mozart selv ville have foretrukket denne nye version fremfor den, han satte musik til.  

Tryk på annoncen øverst til højre og indhent flere oplysninger om forestillingerne.

Billede: Bassa Selim og Konstanze. Christoph Gerelsen og Clara Thomsen. Foto: Anders Bach for Den jyske Opera.

Et p.s. om Den jyske Opera og mig selv

Hvor har der været mange store forestillinger på Den jyske Opera. Det er en lang historie, men det skal med her, at for eksempel Wagner-forestillingerne blev regnet for nogle af de bedste i Europa, i wienerpressen blev ”Nibelungens Ring” således kaldt for ”Europas bedste”. Men der har været mange andre store og spændende forestillinger. Det er et godt tidspunkt at forlade Den jyske Opera på nu som anmelder, da der er fornyet grøde og høj kvalitet.

Den jyske Opera har været en rød tråd i mit liv som musikskribent.  Jeg så min første opera ”La traviata” i 1952, da vi var en flok elever på Aalborg Katedralskole, som lejede en bus til Aarhus. Jeg skrev min første avis-anmeldelse om en forestilling på Den jyske Opera i januar 1955, ”Cavalleria rusticana” og ”Bajadser”, i den for længst lukkede Aalborg Amtstidende. Som fast musikanmelder på Morgenavisen Jyllands- Posten i 50 år og derefter otte år på den nærværende blog har jeg set og hørt nærmest alt, hvad Den jyske Opera har spillet i omkring 60 år. Jeg var en en overgang ”fyld” på scenen i en række forestillinger. Jeg mindes med fornøjelse Den jyske Operas medskaber og inspirerende sceneinstruktør Holger Boland, som kaldte mig for ”min elev”, da jeg begyndte at skrive i JP. Nok var det lidt for sjov, men jeg var stolt af det, fordi jeg af ham lærte meget om opera indefra, som jeg nu vil takke ham for som anmelder.