Denne artikel er ikke tænkt som et første ekstranummer fra jcklassisk. Den er en regulær efternøler, som overvejende blev skrevet, mens bloggen levede i bedste velgående, men artiklen blev ikke færdig i tide. Og jeg omtaler her så megen god musik, som de færreste kender til, og som det ville være en skam, hvis den ikke blev mere kendt.

Bent Sørensens sneklokker. Endnu en vinter er tilsyneladende slut, uden at de fleste af os har sanset sne. En tur i en snedækket skov er ved at blive fortid. Længslen efter den kom frem, da jeg hørte Bent Sørensens fantastisk levende musikalske skildring af den: ”Sneklokker”, uropført på festspillene i Bergen 2012 til en tekst af Peter Asmussen og en iscenesættelse af Katrine Wiedemann, og indspillet af Dacapo i 2016 (undskyld min forsinkelse, men cd’en er stadig at få) som ”Snowbells” sunget af et kammerkor på fem stemmer af DR Kammerkoret, som er en del af DR Vokalensemblet her dirigeret af den nærmest legendariske Paul Hillier for Danacord. Iscenesættelsen i Bergen har nærmest legendarisk status, men denne musik og dens overvældende tolkning behøver ikke skov og sne eller en koncertopsætning for øjet. Den vokser ud af stilheden og bliver en del af den midt i skoven, midt i sneen. Det er magisk, som man føler hver sats forsvinde, men egentlig først noget efter, at den er holdt op med at klinge. Bent Sørensen kan afslutte en strofe, så den forbliver at fylde rummet og venter med at forsvinde i det fjerne, hvorfra den så heldigvis kommer igen, når cd’en atter sættes på.  

Sammen med en enkeltstående sats for solostemme, ”Sneklokken” sunget af Adam Riis, varer ”Sneklokker” en halv time, forunderlige 30 minutter. Ni satser er koncentrerede omkring ni forskellige kirkeklokker, som Bent Sørensen har givet yderlige liv. Hvert klokkespil har sit eget liv, sin egen sjæl, sin egen klang. Og det får hver sats sammen med sin kirkeklokke Man får lyst til at rejse rundt og i otte satser lytte foran de otte kirker, lukke øjnene og mærke sneen omgive sig: Viborg Domkirke, Thorning, Vrads, Nørre Snede, Øster Nykirke, Jels, Åbenrå og Kliplev.

Pladehæftets tekster er ganske usædvanlige. En af landets mest spændende teater- og specielt balletanmeldere, Informations Anne Middelboe Christensens gennemgang af ”Sneklokker” i pladehæftet er også en poetisk levende og smittende beskrivelse af hendes oplevelse af Bent Sørensens ”stilhedens musik. Men den er også længslens lyd. Hvis man har blot den mindste smule romantiker i sig, så kommer man til at lade sig indfange af Bent Sørensens længselstoner. De kan tilsyneladende smyge sig både gennem ild og vand - og intellekt. Pointen er så bare, at lige så snart man har fanget musikken, så forsvinder den igen. Som glemselsmusik”.      

Cd’en indeholder desuden endnu ni indtrængende kammerkorsatser af skiftende karakter. De beskrives i kortere form af Trine Boje Mortensen. Man orienteres godt. Og det er en oplevelse at lytte til en fantastisk smuk kammerkorsang. Bent Sørensen: ”Snowbells”. DR Vokalensemblet, dirigent Poul Hillier. Danacord 6.2206.29.

Den seneste udgivelse: Vi springer fremad i tiden, hvad angår indspilningen og i almindelig sværhedsgrad i lytningen, uden at den skal kaldes vanskelig. Jo, naturligvis også for nogle læsere af jcklassisk.dk, men ikke nødvendigvis. Bent Sørensen er en af de mest markante danske komponister. Hans nyeste cd fra Dacapo byder på tre meget forskellige koncerter, som kan samles under fællestitlen til Esben Tanges glimrende værkartikel i pladeheftet: ”Et drømmerum åbent for enhver”.  Den norske Leif Ove Andnes spiller klaverkoncerten La Mattina (morgenen), den svenske Martin Fröst klarinetkoncerten Serenidad og den norske Tine Thing Helseth en trompetkoncert. Det internationalt ansete Norske Kammerorkester under Per Kristian Salstad spiller det første og sidste værk og DR Symfoniorkestret og Thomas Søndergård det mellemste på en live optagelse. Det er tre fremragende solister, og det er en speciel nydelse at lytte sig ind i tre forskellige musikverdener fornemt styret af de to nordiske dirigenter og musikere.

Klaverkoncerten er straks fra begyndelsen den mørkeste, som den vokser frem fra klaverets dybere toner, men det er morgen, og Bent Sørensen er en mester i at lade dagens første lyse stråler blande sig. En koral vinder langsomt frem. Den er i familie med Bachs ”Ich ruf zu dir“. Her som i de øvrige to koncerter bemærker man, at det ikke er så meget den oprindelige betydning af ordet koncertere, at kappes, der er det væsentligste. Tværtimod er det typisk, at strygerne og blæserne hos Sørensen søger ind imod et samarbejde med solisterne hen imod en samlet virkende helhed.

Det er et helt andet liv, der kommer frem med klarinetkoncerten. Bent Sørensen siger selv: ”Hele tiden, mens jeg komponerede, så jeg klarinetten som en fugl eller som en dukke, som forsøgte at flygte fra et orkester, fra et rum eller fra en rede”. Komponisten valgte dog at give koncerten navn efter en spansk digtsamling, som han fandt i Barcelona med titlen ”Serenidad”, som betyder afklarethed. Det klassisk orienterede symfoniorkester går igen i alle tre koncerter, trompetkoncerten i Haydns og Hummels besætning endda i den wienerklassiske størrelse, men den begynder overraskende med, at musikerne fremkalder en hviskende lyd ved at gnide hænderne imod hinanden. Denne koncert har en megen dæmpet trompetklang, men man får også en del at høre, som de færreste anede, at trompeten kunne byde på. Den er ikke den mindst spændende. Hvor er det godt efter tur at høre tre så væsentligt forskellige instrumenter folde sig så anderledes ud. Bent Sørensen: Concertos. Dacapo 8.226095. 57 minutter.     

Elegant musikalsk liv:  Svend Erik Tarp er et nærmest glemt navn i dansk musikliv, og det er nu synd. I 2016 indspillede Aarhus Symfoniorkester under Tobias Ringberg en række friske og inspirerende mindre orkesterværker, som udkom i 2018 på Dacapo som Orkesterværker vol. 1. Jeg tror ikke, at jeg fik skrevet om den, og det er i hvert fald også synd. Fem værker på hver 10-12 minutter, i alt 20 satser, der indledes med en suite fra balletten ”Den detroniserede dyrepasser”, og så er er allerede noget af Tarps både elegante og undertiden bizarre, men smukke verden indfanget. De to hovedværker er dog to concertino’er for henholdsvis fløjte og orkester, den første spillet af orkestrets fremragende og elegant blæsende solofløjtist Lena Kildahl, den anden for violin og orkester med den canadiske violinist Stanislav Pronin som et nok mindre, men virkeligt godt minde fra årene 2013-17, da han var den ene af orkestrets to koncertmestre. I pladehæftet læser man, at denne cd er den første af i alt tre, veloplagt spillet af svenskeren Tobias Ringberg og Aarhus Symfoniorkester. Nummer to er bl.a. med Tarps symfonier 1 og 2 og nummer tre med den tredje symfoni og andre lovende orkesterværker. Jeg har intet kendskab til, om de er udsendt endnu, men jeg håber, at de enten er eller bliver. Foreløbig vil jeg betegne denne cd som en oplagt gaveide med en umiddelbart åben kvalitetsbetonet musik. Dacapo 6.220668, 55 minutter.

For børn eller voksne?: Hvem skrev Fini Henriques (1867-1949) egentlig sine mange små stykker for? Romancer, danse, vuggeviser, mange stykker på kun 2-3-4 minutter. Var han børnenes komponist? Sommetider tror man det. Men tonen er ofte for raffineret og dermed klart for voksne. Der er kommet usædvanligt mange nye indspilningen af Finis musik i den senere tid. På den cd, som jeg tilfældigvis har hørt og skriver lidt om, er der endda to af de i alt 23 stykker, som i titlen kommer rundt om ordet erotik, uden at jeg dog helt forstår hvorfor. Men hvis Fini Henriques’ musik virkelig oplever en sådan renæssance, skal der gøres opmærksom på violinisten, koncertmester i DR symfoniorkestret Johannes Søe Hansens og pianisten Christina Bjørkøes fortræffelige indspilning af 23 mindre stykker i en virkelig god professionel tolkning. Men jeg har ingen sammenligninger foretaget med lignende indspilninger. Dacapo 8.226151, 77 minutter.    

Mere fremragende korsang: Alle undtagen én af de her omtalte cd’er er fra Dacapo. Den ene fra Our Recordings omtales her. Det er blokfløjtevirtuosen Michala Petri og guitaristen Lars Hannibals pladeselskab, hvis indspilninger distribueres af www.naxos.com. Pladeselskabet blev startet for at udgive deres egne indspilninger, men er nu også åbent for at udgive anden udvalgt musik.  Cd’en byder på alt for sjældent hørte korværker, som i sig har både fortid og nutid, af schweizeren Frank Martin (1890-1974) og böhmeren Bohuslav Martinu (1890-1959). Cd´en dirigeres og synges overbevisende af Marcus Creed og DR Vokalensemble, som allerede er omtalt positivt ovenstående. Messemusikken vil glæde venner af Martin og Martinu. Andre kan opdage en gammel kristen tradition i en delvis ny moderne iklædning. De to komponister er forskellige, men de har ikke blot fødselsåret, men også troen og lidt mystik til fælles. The  Secret Mass. Korværker af Martin og Martinu. DR Vokalensemblet. Our Recordings 6.220671. Distribution Naxos.  

Babettes gæstebud: Karen Blixens berømte novelle fik med Gabriel Axels film i 1987 et stort skridt videre i popularisering. Filmmusikken komponeret af Per Nørgård var usædvanligt kvalitetsfyldt. Her på en ny cd fra Dacapo er den i selskab med andre mindre, men betydelige værker af Nørgård spillet af Ensemble Midtvest, hvis 10 klassiske musikere hører hjemme i Herning og de andre større byer i Midt-Vestjylland, men de har såmænd givet koncert i New Yorks Carnegie Hall. I vores provins har de kunnet yde et usædvanligt enestående og flot arbejde, som også har givet sig udtryk i mere end en snes cd-indspilninger.

Per Nørgårds musik til ”Babettes gæstebud” er naturligvis let tilgængelig, men har naturligvis også en gennemført kvalitet. Den franske Babette er endt i en lille pietistisk kystby, hvor det lykkes hende at højne sansen for en bedre kost, men da hun en dag vinder en større sum, inviterer hun som tak for god behandling på en luksusmiddag med store vine til, som hun får sejlet op fra Frankrig. De troende gæster synes nok, at det er at ødsle med Guds gaver, men aftaler at spise uden at tilkendegive nogen begejstring. En kendt general dukker uventet op og spiser med uden at kende aftalen. For ham er måltidet et mirakel ret for ret, som han genkender fra et besøg på Café Anglais i Paris mange år tidligere. Babette var da også kokken dengang. Han får langsomt vækket selskabets begejstring. Man hører det i musikken. Denne antydning af historien skal med. Jeg elsker den og det ikke mindre med Per Nørgårds musik.

Der er også mere kompliceret musik med som ”Spell” for klarinet, cello og klaver bygget over Nørgårds uendelighedsrække, som prægede hans musik i 1970’erne. At komme ind på den, vil føre for vidt her, men heldigvis kan jeg henvise til Søren Schausers overskuelige indførelse i den og i den mere enkle Trio breve for violin, cello og klaver fra 2012, som for første gang er indspillet her. Pladen slutter med blæserkvintetten Hvirvelvinden, hvor man også skal lytte efter de såkaldte differenstoner i rummet omkring musikerne. Et spændende fænomen. Per Nørgård: Whirl’s World. Ensemble MidtVest. Dacapo 8.226136. 59 minutter.

En verden af strygekvartetter: Pelle Gudmundsen-Holmgreen skrev i alt 16 strygekvartetter, hvori noget af hans bedste musik ligger. Nordic String Quartet er ret ung, men virkelig god med en færøsk førsteviolin, en dansk anden violin, en svensk bratsch og en dansk cello, som vil indspille alle 14 for Dacapo. Det er ret væsentligt. De første seks kvartetter er udsendt på en cd. Vi kan altså forvente endnu to cd’er. De tre første kvartetter blev komponeret i 1959, nummer fire i 1967, nummer fem i 1882-86, men revideret i 2003. Det er godt at følge dem alle og følge en udviklingen, det også internt for eksempel i den første kaldet ”Step by step” fra intenst energi til fortvivlelse og resignation. I den fjerde oplever man i en minimalistisk musik inspireret af chikadernes lyd i Grækenland at være ført ind i en speciel verden af natur. Man kommer rundt i mange forskellige verdener. God fornøjelse. Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Complete String Quartets, vol. 1. Nordic String Quartet. Dacapo 8.226217. 63 minutter.  

Studier i en mangesidig musik: Det vil være naturligt at slutte af med Bo Gunges ”12 Studies”, som godt kan betegnes som tre kompositioner over det samme musikalske grundmateriale, men med tre forskellige ”ensembler” og til dels tre forskellige ”publikummer”. Altså musik for hele familien, om man vil. Det begyndte med at to forskellige duoer.,norsk, vestjysk, Fyn og København, men, undskyld, absolut ikke midtjysk, bestilte musik hos Bo Gunge. Den ene var Duo Askou//Andersen bestående af violinisten Hanne Askou og Frode Andersen på accordeon, den anden var Pihl & Schelling med Kasper Pihl på alt saksofon og Joost Schelling på harpe. Så udarbejdede Gunge materialet til en ny udvidet tredje version for klaver alene spillet af Ulrich Stærk. Det giver 24 satser varierende mellem 1-2-3 minutter hver.

Musikken er hele tiden ekstra ny og spændende, fordi den høres i tre meget forskellige hvert for sig udtryksrige klangperspektiver. Det er gang på gang nærmest musikalsk sjovt at følge. Jo, det er faktisk musik, som flere generationers medlemmer med forskellig smag kan have ekstra udbytte ved at følge i samlet selskab. Ude i baggrunden følger Johann Sebastian Bach med. De 1 og 2 og 2 musikere er alle særdeles veloplagte og udførelsen dermed inspirerende fængslende. Bo Gunge: 12 Studies on ”blue” scale tones and intervals.” Dacapo 8.226599. 61 minutter.