Der er gået for lang tid siden den sidste pladeanmeldelse. Det er også historier om musik, som er danske, dog mere eller mindre. Verdens bedste pianist til at spille Chopin? Nej, han er ikke dansk, men der er dansk arbejde bag udgivelsen.   

Først det elegant friske. Vi husker András Adorjan, den fremragende fløjtist født i Budapest, men opvokset i København, hvor han uddannede sig både til tandlæge og til fløjtist. Han har siden 1974 boet i München, hvor han var Rafael Kubeliks og Den bayerske Radios Symfoniorkesters solofløjtist og fra 1996 - 2012 underviste som professor på Münchens Musikhochschule. Adorjan har indspillet mere end hundrede plader og cd’er. Den danske fløjtemusik er ikke blevet glemt. Senest er fra München kommet cd’en ”Capriccio danois” igen sammen med pianisten Tove Lønskov med musik af Niels Wilhelm, Carl August, Hilda, Otto, Niels Viggo og Vagn. Komponisternes fornavne fremhæves på cd’en i skinnende hvide bogstaver, mens efternavnene forsvinder i et mørkere rødt. Der lader vi dem være lidt endnu.

Det er der mening i. Det er nemlig en dejlig du-cd, ikke en alt for højtidelig De-plade. Der er ene dansk musik. Men der er andre lag end det lette og friske. Der er kun førsteindspillet musik med undtagelse af Vagn Holmboes Sonatina Capricciosa for fløjte og klaver. Førsteindspilninger af musik i András Adorjans bearbejdelser for fløjten. Hovednavnet er Carl August Nielsen, som der ikke findes megen solofløjtemusik af, men som cd’en er en hyldest til. Carl står som ung musikant i orkesteruniform på forsiden af cd’en. Adorjan har bearbejdet Nielsens duet for to violiner til violin og fløjte i et forrygende samspil og endda den krævende og alligevel populære Chaconne. Gabriel Adorjan dukker op som violinist. Sønnen er en flittig kammermusiker i Tyskland og første koncertmester på Komische Oper i Berlin.  

Cd’ens 72 minutter udgør en forrygende og nok også forbløffende helhed, underholdende og samtidig kalorierig. Tove Lønskov og András Adorjan, som har spillet duo i mange år, gør det fornemt sammen først i Niels Wilhelm Gades ”Capriccio” fra 1878. Efter Carl Nielsen når de Hilda Sehested 4 Fantasistykker, som er en god opdagelse. Otto Mortensens Invention er en naturlig overgang til Niels Viggo Bentzons 6 variationer over et originalt tema fra 1942. Engang regnedes Niels Viggos musik for avanceret vanskelig. Det sidste er den i hvert fald ikke. Der sluttes af med mesteren Vagn Holmboe, foruden Capriccio sonatinen får vi også en gnistrende solosonate for solofløjte. Vi har her en cd med et godt afvekslende fløjteprogram, en capricciøs hyldest til dansk musik.

Pladens franske titel skyldes, at den er udsendt af Association Jean Pirre Rampal, som var Adorjans læremester. Cappriccio Danois. Horizons REF 070.170 skulle være nok af oplysninger til at få den hjem fra enhver pladeforretning, som gider noget. De forretninger bliver desværre færre, som stor musik mere og mere bliver noget, som de fleste fisker ned fra luften.

Planeternes musik

Her er nok den af ugens cd’er, som kræver mest af sin lytter, men det er til gengæld en cd, som kan give sin lytter stort udbytte. Musik af Poul Rovsing Olsen, der som komponist gik sine egne internationale veje. Efter uddannelsen på konservatoriet i København fortsatte han hos Nadia Boulanger og Oliver Messiaen i Paris. Hams specielle interesse gjaldt den eksotiske orientalske musik. Han var endda med ved P. V. Globs udgravninger ved Den arabiske Golf, og han var den første, som udgav musik herfra. Dette arbejde har præget en række af hans egne ”danske” kompositioner i retning af en personlig stil med orientalske elementer, som giver en spændende dobbelthed. Den præger kun en del af Rovsing Olsens musik, men på ”The planets. Works for voice and instruments” hører man den.

Først høres Rovsing Olsens sidste værk, hans opus 85 fra sommeren 1982, strygetrioen ”A Dream in Violet”. Han nåede ikke at høre uropførelsen på de årlige musikdage på Lerchenborg måneden efter, men han nåede at skrive noterne om musikken i programhæftet. Alle tre instrumenter spiller med sordin (lyddæmper på instrumenterne), hvilket netop giver indtrykket af ”en drøm i violet”.  Det er en magisk drøm, en smuk drøm. Komponisten betegnede musikken som episoder i en novelle. Det er et meget fascinerende og smukt stykke musik på godt et kvarter, som også er Rovsing-Olsens mest spillede. Det er tilegnet hans hustru Louise Lerche-Lerchenborg, som arrangerede de mindeværdige musikdage på Lerchenborg.

Trioen får en fuldendt fremførelse af Helge Slaatto på violin, Anette Slaatto på viola og næste generations Jonathan Slatto på cello. Det er pragtfuldt af Dacapo at få så megen ny dansk musik i herlige gengivelser, som her fortsætter med titelværker ”The Planets” for sopranen Signe Asmussen med Ulla Miilmann på fløjte, viola med Anette Slaatto og guitaristen Frederik Munk Larsen. Tre[C1] [C2]  værker på hver en lille halv snes minutter afrunder et alsidigt musikalsk billede: ”Rencontres” for slagtøj og cello, ”Pour Viole  d’Amour,  et strygeinstrument af gambetypen, som dog holdes under hagen som en violin, og ”Alapa-Tarana” for mezzo-sopran og slagtøj, altså en helt anden klangverden. Her får vi så Esbjerg-percussionisten Christian Martinez at høre. Det er alt sammen strålende.

”The Planets” er tæt tilknyttet Lerchenborg. I 1928 fandt man her i biblioteket   en blokbog med syv fine farvelagte tegninger af, hvad man i 1400-tallet opfattede som planeter. Der var også korte beskrivelser på latin af hvert himmellegeme. De er med i Teresa Waskowskas noter i pladehæftet og det også med dansk oversættelse. Man kan opleve værket med førstesatsen med ”Æteren” som scene og de følgende syv planeter som skuespillere, der giver dem forskelligt liv, eller naturligvis bare koncentrere sig om at opleve den levende musik holdt fast i otte stærke billeder: Æteren – Saturn – Jupiter – Mars –Sol – Venus – Mercurius – Luna.

Jeg skrev, at denne cd kræver noget af sin lytter, men det er vel ikke andet end at lytte. Så kommer musikken og oplevelsen af sig selv. For mange bliver den fantastisk. Poul Rovsing Olsen: The Planets. Dacapo 8.226128

Er det verdens bedste Chopin?

Vi tager et spring, som ikke er dansk, men der er et væsentligt dansk bidrag i det. Claus Byrith har overført mange danske indspilninger fra et tid, som man måske skal være en decideret pladesamler for umiddelbart at ville købe, men Danacord har fortjenstfuldt udsendt mange værdifulde danske indspilninger i en ny og bedre gengivelse. Byrith har gjort den store russiske pianist Alexander Brailowskys indspilninger fra Berlin 1928-1934 flere årtier yngre, De fylder fire cd’er, de to er er med musik af Chopin, den første klaverkoncert med Berliner Philharmoniker og den mig ukendte dirigent Julius Prüwer og ellers 25 solostykker Chopin klavermusik overført fra de originale 78-plader i Gunnar Søgaards og Niels Birger Wambergs samling.

De to sidste cd’er indeholder Franz Liszts første klaverkoncert med samme orkester og dirigent og seks solostykker af Liszt, videre klavermusik af forskellige komponister, men overvejende musik, som i Brailowskys blide poesifyldte tolkninger ikke mangler det markante særpræg: Liszts klaver-transskription af Wagners ”Tannhäuser” ouverture” spilles med en vemodig skønhed fulgt af en gnistrende Venusbjerg-musik og spinnekoret fra ”Den flyvende hollænder” og Schubert-stykker. Den lette, atmosfærefyldte karakter fortsætter i klavermusik af Mendelssohn, Schumann, Weber og Debussy og derpå med lidt mere virtuositet i Scriabin og Manuel de Falla. Alt i alt et halvt hundrede ekstranumre, på engelsk encores.

Jeg henrykkes også over Brailowskys rubato-spil, over hans formidable evne til ikke at holde rytmen i en spændetrøje, men med små nuancer hele tiden, hvilket i tilgift giver musikken en drømmende atmosfære, som går perfekt i spænd med de skiftende klange og det lette spændstige anslag. Alt i alt et klaverspil, som jeg mener er det ideelle i størsteparten af Chopins musik. Jeg mener ikke at have hørt så generelt inderligt, smukt og rigtigt Chopin-spil. Og så skal Claus Byrith endnu engang ind i billedet. Han har overført 78’ere fra trediverne. Det kan lyde som en umulig opgave at omgøre disse indspilninger til moderne lytning. Men det er tilfældet med denne bløde, inderlige og meget nuancerede klang. Der er heller ingen gammeldags pladestøj. En bedrift. Selvfølgelig vil nogle savne en større klaverklang og et større rum omkring musikken. Jeg vil svare, at her er verdens bedste Chopin-pianist.

Brailowskys mest berømte offentlige koncerter var med Chopins samlede klaverværker, som han kunne gennemføre på fire aftener. Det gjorde han i flere musikalske storbyer. Med de fire cd’er får man en virkelig smagsprøve. Pianisten Alexander Brailowskys Berlin-indspilninger 1928-1934, fire cd’er, Danacord DACOCD 333-336.

Min glemte prisvinder

Da David Munk-Nielsen vandt andenprisen ved Aarhus International Piano Competition 2019, skrev jeg, at det var første gang, at en dansker nåede så langt i konkurrencen. Det var forkert, for det gjorde også Gustav Piekut ved den forrige konkurrence i 2017. Det er godt, at Danacord så har udsendt Piekuts debutplade, hvor han spiller Beethovens såkaldte Diabelli-variationer, nærmere 33 Variationer over en vals af Anton Diabelli, 12 af dem under et minut og kun to over fem minutter. Gustav Piekut, som er af årgang 1995, debuterede som 12-årig med Sønderjyllands Symfoniorkester og har siden hentet flere internationale priser.

Det er et dristigt valg at pladedebutere med. Beethoven kommer vidt omkring i sine variationer, som kræver virtuositet, men også inderlighed i spillet. Piekut formår at ramme hele skalaen fra det lettere anslag til den effektive præcision. Beethovens variationer (han kaldte dem selv Veränderungen) er blændende varierede og det kan være det taknemmelige at få frem, hvis man som en følsom pianist kan følge nuancerne, og det kan Piekut meget langt af vejen, så cd’en er en oplevelse for den tilhører, som kan leve sig ind i en lille valsemelodis mange afskygninger. Steinway-klangen står stærkt og klart i optagelsen på det relativt nye herlige spillested i Annexet til Lundsgaard gods ved Kerteminde, hvor der hvert år i sensommeren afholdes nogle af landets fineste musikfestspil.  Beethovens Diabelli-variationer. Gustav Piekut. Danacord DACOCD 837.

En generations danske pianist

Victor Schiøler (1899-1967) var sin generations mest kendte og mest populære danske pianist. Han var den første danske klassiske musiker i større stil på dansk tv. Danacord har igen i Claus Byrith tekniske modernisering udsendt den tredje cd med ”The great Danish pianist”. Det er nostalgi. Det er for en god del den klavermusik, vi hørte i 1950’erne, da musikken blev optaget. Efter Mozarts c-mol fantasi kommer fire Beethoven-sonater, hvor de to er blandt Beethovens mest populære, nemlig ”Appassionata” og ”Pathetique” foruden opus 58 og opus 111. Den anden hovedkomponist er Chopin med sonaterne opus 35 og 58 og As-dur balladen opus 47 og Fantasie Impromptu opus 66. Alt spillet fast, stærkt, distinkt og præcist med musikalsk nerve. Det lyder ikke forældet for os måske ældre lyttere. Tværtimod.  Cd’erne har en egen nostalgisk atmosfære. Danacord 2 cd’er DACOCD 832-833. 159 min.

To gange gnistrende Kuhlau for en cd’s pris

Seneste nyt fra Dacapo er en dobbeltudgivelse med musik af Friedrich Kuhlau. Det er to selvstændige cd’er, som også sælges samlet til prisen af en cd. Den ene er endda vol. 2 af Duo Åstrand/Salos bedrift med Kuhlaus sonater for violin og klaver, først sonaten i f-mol fra 1821, som sikkert er den første danske i romantikkens tegn, og originalversionerne af 3 brillante duoer opus 110 (1830).  (Dacapo 8.226083, 79 min.). Den anden cd er med Kuhlaus store strygekvartet nummer3 i g-mol, hvor man ofte tænker på den unge Beethoven. Sådan spilles den også af den unge Copenhagen Piano Quartet. Der er glød og liv i spillet. Det er musik til at høre mere end en gang. Kvartetpladen har en ekstra gevinst. Tiden omkring skiftet mellem 1800-tallet og 100-tallet byder på overraskende megen spændende dansk musik, som nok blev velset, da musikken var ung, men som blev glemt med vilje af den følgende generations ledende musikfolk. Gevinsten her er Otto Mallings klaverkvartet i c-mol fra 1903. Den er ret varieret, undertiden lettere overraskende i stilen, men den er romantisk, og den er nordisk (Dacapo 6.220591).    

Jeg anmelder de to selvstændige cd’er som et godt tilbud på  to cd’er til prisen af en cd. Begge cd’er indeholder musik, som de fleste af os ikke kendte i forvejen, men som fortjener en plads på pladehylden i selskab med de for længst kendte internationale komponistnavne. To cd’er med stort udført dejlig dansk kammermusik. Vi kender for længst kvaliteten af duoen Christina Åstrand på violin og Per Salo på klaver. Den unge klaverkvartet Benedikte Damgaard på violin, Kristina Fialova, bratsch, Adam Styadnicki, cello og Neel Bramsnæs Teilmann, klaver, spiller dejligt frisk og er et strålende bekendtskab. Husk at bestille begge cd’er sammen.