Dette ekstra bidrag til jcklassisk.dk skyldes i første række en spændende nyhed. På søndag den 2. august fra kl. 17.00 til kl. 19.45 sender den tyske TV-kanal Arte Mozarts opera ”Cosi fan tutte” direkte fra Salzburg-festspillene. Og det er derefter muligt at se forestillingen også under Arte Mediachek, men det må man selv prøve sig frem med.

Det er den første store internationale festspilopsætning efter den voldsomme Corona-epidemi. En ny begyndelse, jubler mange allerede, men det er nu nok for meget at forvente en ny hverdag i det velkendte format. Den anden del af historien er om Bayreuth-festspillenes eneste begivenhed i år, en decideret lille koncert, der gav anledning til at tænke fremad på musiklivets fremtid internationalt og herhjemme, og så blev det store billede mere negativt blakket.  

Men vi kan glæde os til Salzburgs ”Cosi van tutte”, som har åbningspremiere på fredag og som altså transmitteres på Arte på søndag. Mange herhjemme kan efterhånden se Arte på deres tv. Hvis ikke, så spørg, om det er muligt at tilkøbe hos Deres program-leverandør. Det er sædvanligvis en billig omgang, og tilbuddene på skærmen året rundt for musikinteresserede og kulturinteresserede er mange gange interessantere end dem, som tilbydes os herhjemme, især naturligvis hvis man forstår noget tysk eller vil lære det. Men på søndag gælder det en vidunderlig opera.

Salzburg festspillene havde oprindeligt lagt stort op til at kunne holde sit imponerende 100-års jubilæum i år. (Jeg var der lykkeligvis i 38 somre, første gang i 1953). Alt måtte i år aflyses på grund af Coruna, som jeg automatisk har skrevet med stort C. Men der er hele tiden blevet arbejdet stærkt i kulisserne i Salzburg, og her i begyndelse af juli præsenterede man overraskende et nyt, kortere og anderledes, men spændende program. Der opføres to operaer, foruden Mozarts ”Cosi fan tutte” er det Richard Strauss’ ”Elektra”. Opførelserne bliver uden pauser, så man undgår, at publikum skal losses ud og ind igen endnu en gang. Al stimlen sammen undgås. Det er endda officielt sat en maksimum tid på, hvor længe forestillingen må vare af hensyn til smittefaren.  Spørg mig ikke mere om det, men hør, hvad forestillingens dirigent Joana Malwits - til at begynde først leende - fortalte avisen Münchner Mercurs Markus Thiel på hans spørgsmål til hende: ”Hvilke musiknumre i ”Cosi” nævnte De, som De under ingen omstændigheder ville stryge”?  

Joana Malwitz: ”I første omgang ingen af dem. Men instruktøren Chistian Loy og jeg måtte hurtigt træffe afgørelsen. Vi sad to dage og en nat ved telefonen – hver med et partitur og hver med et stopur. Vi skulle på den ene eller anden måde komme ned på en spilletid på 2 timer og 10 minutter. Vi måtte forsøge at få så meget som muligt af Mozarts ånd med i denne version. Bortset fra det er jeg sikker på, at Mozarts partitur sandsynligvis aldrig er blevet spillet komplet. Der fandtes en egen version for hver operascene og hver besætning på Mozarts tid. Jeg er sikker på, at også Mozart i år ville have fundet en version til Salzburg. Han var en utrolig praktiker og pragmatiker. Det trøster”.

Joana Malwitz er med sine kun 34 år i Nürnberg Tysklands yngste Generalmusikdirektor. Hun er to gange blevet udnævnt til at være årets fund. Jeg glæder mig meget og spændt til at høre hendes Mozart. Ifølge hende selv skal det blive en ”fræk, musikantisk Mozart, som skal spilles med ægte sangbarhed og et udtryk altid nært sangerne. Og det vil klinge forskelligt med hvert orkester og hver sanger”. I dette tilfælde har Joana Malwitz for første gang Wiener Philharmoniker til sin rådighed. Det kan ikke være bedre.

Joanna Malwitz blev også spurgt, om hun følte sig ladt i stikken af politikerne, som i begyndelsen af smittefaren knapt tog ordet kultur i deres mund. (Akkurat som herhjemme). Spørgsmålet og hendes svar giver en naturlig overgang til de aktuelle forhold herhjemme, som det yderligere fremgår af omtalen af koncerten i Bayreuth.  Hun svarer: ”Vi på Staatstheater Nürnberg følte os ikke ladt i stikken. Netop fordi det også var i vores egen interesse selv at udvikle forslag. Men jeg ved, at det var og er en ganske anden situation for de ikke fast ansatte. Måske er det ja sådan, at denne krise i almindelighed hjælper byteatret med dets ensemblesystem til en ny opblomstring - til at tænke mere regionalt, til at udvikle det for mennesker før for stedet”.

Et mellemspil om Anna Netrebko  

Som overgang til anden delen af denne artikel følger en episode om, hvor vanskeligt det er at være et kendt navn ikke mindst i denne Corona-tid. Den russiske verdenssangerinde Anna Netrebko har været på en lille familieferie i Tyrkiet. Da hun kom hjem, satte hun vanemæssigt et billede på Instagram af familien i feriestemning: Anna Netrebko, ægtemanden og tenorkollegaen, tenoren Yusif Eyvazof og hendes søn Tiago havde I Tyrkiet fundet feriestedet, hvor de kunne færdes forholdsvis uantastet. Men straks myldrede kritikerne frem, da hun selv og familien lod sig fotografere ved hjemkomsten til Wien, hvor de faktisk bor. Hun har nu taget til orde med kraftfuld tale: Familien har overholdt alle regler og anbefalinger angående smittefaren. Den er blevet testet både før og efter hjemkomsten, og den er blevet konstatere Covid-19-negativ.

Man kan og må hver især have sin mening, om det nu er en god ide at tage på ferie i Tyrkiet på nuværende tidspunkt, men når reglerne overholdes helt og holdent og påpasseligt, skal vi andre jo ikke blande os mere eller mindre hidsigt og selvglade i det.   

En time fra Bayreuth           

Så et skift til Bayreuth-delen. Den 25. juli har jeg i årtier fra om morgenen på den dag haft det anderledes, været lidt nervøs og opsat. Datoen er fast hvert år som premieredagen for Wagner-festspillenes nye premiere. Men i år er festspillene aflyst, og jeg levede videre i min Corona-dvale til om eftermiddagen, da en kollega ringede og sagde, at der alligevel var en transmission fra Wagner-festspillene i Bayreuth. Samtlige forestillinger var som skrevet ellers for længst blevet aflyst. Det er en årtier lang tradition, at vi to kolleger ud på aftenen, når vi har lyttet til tysk radio med årets festspilpremiere, diskuterer, hvad vi har hørt.

Festspillenes musikchef, dirigenten Christian Thieleman havde i sidste øjeblik fået arrangeret en koncert kl. 16.00, sædvanlig festspiltid, men dog ikke i festspilhuset, men derimod i komponisten Wolfgang Wagners engang private bolig Wahnfried, som nu er museum for ham og hans musik.  

Koncerten blev helt anderledes og i bund og grund også en noget deprimerende oplevelse. Vi mærkede direkte de vanskeligheder, som ligger for. Dette er heller ikke så meget en historie om Bayreuth eller Wagner, for festspillene har et spændende program klart med en ny opsætning af ”Nibelungens Ring” til næste år. Nå ja, hvis man da tør regne med, at Corona-bølgerne er overstået til næste sommer. Bayreuth festspillene selv har også økonomien bag sig i orden, mener jeg. Men koncerten satte voldsomt lys på de negative perspektiver for musiklivet, som er kommet ind i både det internationale og i det lokale musikliv og stadig ikke er fri for at tegne sig faretruende ej heller i en dansk musik-hverdag.

Koncerten varede kun en time i stedet for en Wagner-operas flere timer. Den blev betegnet såvel som festspilåbning som festspilafslutning. Den var ikke med fuldt orkester, men med 14 festspilmusikere, der holdt sommerferie rundt omkring i den herlige natur, som omgiver Bayreuth. Mange af de faste Bayreuth-musikere, som i hverdagens sæson spiller i førende orkestre overvejende i Tyskland, har for længst købt et sommerhus i nærheden af festspilbyen. Det var det positive, at musikken alligevel kunne føles som festspil, selv om den altså kun varede et time og det med mangler.

Der var ikke givet tilladelse til adgang for en eneste tilhører i Haus Wahnfried, og det lød rungende tomt indtil koncertens afslutning, da de medvirkende selv prøvede at lege publikum. Men live-koncerter lever nu engang ikke uden et publikum, des større, jo næsten bedre. Koncertens to orkesterstykker, ”Siegfried-Idyl”, som Wagner overraskede sin hustru Cosima med på hendes fødselsdag, da hun havde født parrets søn Siegfried, og de fem ”Wesendonck-Lieder” komponeret over ”Tristan og Isolde”-citater til Wagners hemmeligt elskede veninde Mahilde Wesendocks egne tekster. Det var fint, for det er to stykker færdigkomponeret og virkelig dejlig musik.

Festspillene skulle være begyndt med en opførelse af ”Mestersangerne i Nürnberg” og derfor sang nu den i Bayreuth meget populære tenor Klaus Florian Vogt og den finske sopran Camila Nylund uddrag fra ”Mestersangerne”. Men det var med et klaver i stedet for stort orkester. Wagner fattigkost. Også publikum manglede.   Og hvornår vil vi få et fuldtalligt publikum igen. Vi fik et par gode sangpræstationer. Men den orkesterløse tomhed omkring dem mindede også om noget andet. Det var længe siden, at de to solister havde sunget offentligt, men i Corona-tiden har det være nødvendigt for dem som for alle sangere at synge hver dag for at holde muskulaturen l gang. Og det er et større stykke ubetalt arbejde.   

Nu begynder vor egen nye sæson

August er måneden, da sæsonen stille begynder. Man kan tage de fire koncerter med Aalborg Symfoniorkester i august i Musikkens Hus i august som et typisk eksempel. Der bliver plads til 400 publikummer efter bestemmelserne, som de er i dag, og det er ikke dårligst, men et landsdelsorkester overlever ikke med 400 tilhørere som et maksimum. Koncerttiden bliver på under 70 minutter mod mere normalt to timer. Der bliver ingen pauser, og der bliver holdt orden i publikums indgang og udgang. Så må man håbe, at smitten ikke kræver yderligere nedlukninger, men åbner for udvidelser. Og så er det hamrende nødvendigt, at myndighederne, hvem de så end er, kommer i bedre tid end de foreløbig har gjort med at fortælle koncertgiverne, hvad de må og skal.

Så at sige alle orkestre herhjemme har Corona-koncerter på program. Undersøg det selv og køb billet om muligt. Støt også orkestrene med at få udsolgte huse, når de engang får lov at sælge alle pladser.

Der er andre end musikfolk, som lider under manglende politisk og ministeriel hjælp. Men klassisk musik og opera er emnet for jckassisk@outlook.com, så det holder jeg mig til. Nok er arrangører og tilhængere af klassisk musik mere tilbageholdne med at føre sig frem end arrangører af pop, rock og skrål (det er tre vidt forskellige ting), men hvorfor tager politikerne og aviserne og vore to fjernsynsstationer, Danmarks Radio og den pinligt nærmest kulturløse to’er sig så lidt af den klassiske musiks problemer? Den eneste forståelige forklaring er, at det gælder en ret meningsløs kamp om læsere, som det i de samme sager for politikerne gælder kampen om stemmer.

Et fromt ønske: Tænk om vi fik en kulturminister herhjemme. Vi er en mærkværdig nation, som i gentagne tilfælde har fået en partitro soldat valgt til posten i stedet for en personlighed, som kan tilføje kulturlivet støtte og ny inspiration.

Billede: Den 34-årige Joanna Mallwitz dirigerer Mozarts ”Cosi fan tutte” fra Salzburg på søndag den 2. august på Arte.