Deutsche Grammophon har samlet sine udgivelser med den store tjekkiske dirigent Rafael Kubelik og har udgivet en boks med 64 cd’er med musik af 28 forskellige komponister og 2 dvd’er med en samtale med Kubelik om Bruckners fjerde symfoni, prøverne på den og selve live-koncerten. Det er en boks, der fortæller historie og har en egen værdi, for man oplever en stor musikpersonlighed, som også skinner igennem i den musik, som man tror at kende til bunds. Desværre bliver det nok ikke I Danmark, at denne kæmpepakke med stor musik vil blive et tilløbsstykke. Og alligevel hvorfor ikke? Kubelik dirigerede mange mindeværdige koncerter med vort DR-Symfoniorkester og modtog derpå i 1983 Sonnings Musikpris.

Jeg vil så benytte denne pladeudgivelse som anledning til at mindes oplevelsen af Rafaels Kubeliks måske lykkeligste dage, da han i 1990 vendte tilbage til sit fædreland og til dirigentpodiet.  

Musikalske glæder

Men først: Vi får i cd-boksen alle Beethovens ni symfonier indspillet af ni forskellige orkestre, og det er spændende i sig selv at lytte til forskelligheden i orkesterklangen. Kubelik var en af de få, der kunne få overraskende meget nyt, men samtidigt også et selvfølgeligt virkende liv frem hos Beethoven. Men flertallet af indspilningerne er fra hans mange vidunderlige år i spidsen for Bayerische Rundfunk Sinfonieorchester i München, bl.a. alle Mahlers symfonier. Det var Kubelik, som åbnede mine ører for Mahler. Vi får også Dvoraks ni symfonier i de nok bedste indspilninger nogensinde. Og Schumanns fire med Berlinerfilharmonikerne. Der er Janacek, Martinu, Orff og Smetana og såmænd et par symfonier af Hartmann, videre operaarier med den pragtfulde tenor Fritz Wunderlich, der døde ved en ulykke alt for ung. Verdis ”Rigoletto” er med Fischer-Dieskau i titelpartiet og Wagners ”Lohengrin” med James King og vidunderlige Gundula Janowitz. Der er også fremragende optagelser af Hans Pfitzners pragtfulde opera ”Palestrina” og Schönbergs ”Gurre Lieder”.

Kan det virkelig betale sig at udsende 66 plader med den samme dirigent? Deutsche Grammophon må jo vide det. Selskabet har udgivet mange lignende bokse. Og er der nogen, som er værd at samle på, så er det altså Kubelik. Han holdt op med at dirigere, inden han i sine sidste år flyttede til Californien, hvor han koncentrerede sig om at komponere kammermusik. Der er en enkelt cd i sættet med hans egen musik. I 1990, da min nedenstående erindring er fra, var han stoppet med at dirigere, men så skete netop det i hans tjekkiske fædreland, som han havde ventet på, siden han havde forladt det i 1946 og svoret, at han ikke ville vende tilbage, så længe kommunisterne var ved magten.

Da tjekkerne endelig blev fri

Det lysnede for tjekkerne og slovakkerne i 1989 med Mikhail Gorbatjovs stroja-politik og den såkaldte ”fløjlsrepublik”. I april 1990 kunne tjekkerne endelig mærke friheden, som de ikke havde kendt siden før 1938 og nazismen. Forfatteren Václav Hamel var blevet præsident og ny helt. Han sad i æreslogen, da Kubelik vendte hjem for en enkelt gangs skyld.

For første gang i sine næsten 45 års beståen kunne Prags store musikfestival ”Forår i Prag” leve op til sit navn, Prazke Jaro. De første to dage, den 12. maj på tjekkernes gamle frihedsdag og den 13. maj, stod den 75-årige Rafael Kubelik på podiet i Smetana-salen, hvor han så ofte havde fejret triumfer i sin ungdom. Han dirigerede Smetanas symfoniske cyklus ”Mit fædreland”, som han også havde gjort det ved åbningen af den første ”Forår i Prag” festival i 1946. Dengang vendte han kort tid efter Czekoslovakiet ryggen. Det var en dobbelt hjemkomst nu til fædrelandet og til dirigentpodiet. Det var også en af mine største koncertoplevelser, selv om Smetanas musik ikke alt sammen kan kaldes den største. Men baggrunden og atmosfæren væltede én omkuld.

Rafael Kubelik tilbage

Kubelik var tilbage i Prag og tilbage på dirigentpodiet. På kjolesættet bar han som alle musikerne Fædrelandsfrontens hvide emblem med bogstaverne OF, som folk spontant oversatte for den fremmede gæst som ”Ud med kommunisterne”. Man kan se det på optagelsen af koncerten denne aften. Den kan ses på You Tube.

I disse to timer følte jeg, hvordan et folk blev genfødt i musikken. Det czekiske filharmoniske Orkester var yngste generation i en lang levende tradition, og det var ikke nogen hemmelighed, at denne tradition havde ligger i dvale. Det tjekkiske toporkester havde gjort sin pligt, men det havde haft vanskeligt ved at opretholde den kvalitet, som man ellers altid forventer i Prags gamle frugtbare musikmiljø. Men i dette øjeblik lød det, som et orkester vågnede efter 44 års tornerosesøvn og mobiliserede al dets kunnen, mens følelserne sad uden på kjolesættene.

Smetanas seks stykker i ”Mit fædreland” klang ud med en forløsende kraft og jubel. Harperne, der åbnede hymnen om den gamle borg Vysehran, berettede om en stolt fortid, som nu i et medrivende fortissimo klang manende ud. Fortiden blev nutid. Så gled floden Vltava (Moldau) ned fra bjergene og voksede sig bred og stærk, stadigt strømmende under Kubeliks direktion med alle små finesser af bevægeligt liv. Bøndernes dans var ikke turistkolorit, men ny livsfrodighed. Da floden nåede sit højdepunkt, ville man have svoret på, at så frit og jublende kunne musikken aldrig have lydt før. Kubelik styrede forløbet med de små antydninger til musikerne, som han beherskede så præcist. Og midt i dette vel kalkulerede liv blev der åbnet for følelsernes vældige spil, musikantisk glødende, mildt og melankolsk.

Naturligvis var det nostalgisk

En stor dirigent havde i en årrække ikke haft lyst til at dirigere, og nu kunne han gøre det i sit fædrelands første nye frie liv. Det var vel årtiers drøm, der blev opfyldt i disse timer. Og et dygtigt orkester, som i de samme årtier intet havde haft at spille for, men nu – følte jeg - var i yderste koncentration og ekstase. Man mærkede både inden i og uden for Smetana-salen foråret spire frem med en uimodståelig kraft.   

Nogle af de bedste billetter til Kubeliks koncerter var blevet solgt i udlandet og kostede, hvad der svarede til den dengang uhyre sum af 600 kr. Men i Prag kunne man komme til andre gode festivalkoncerter for 15 kr. Prag oplevede et hidtil ukendt tilløb af musikinteresserede fra det halve Europa. Bernstein dirigerede Beethovens niende symfoni, som han også gjorde det, da muren blev væltet i Berlin. Lennie har altid haft sans for pr. Men den enlige musikturist i Prag var alligevel næsten sikker på at komme til koncert: En efter vestlige forhold beskeden seddel diskret lagt i de rette kontrollør-hænder foran koncerthuset var virkningsfuld.

Kontrollørernes ekstra stolerækker

Til Rafael Kubeliks to koncerter var der meget lidt plads mellem stolerækkerne. Når man skulle rejse sig for at lade nogen komme forbi, skubbede alle som efter stille aftale stolene lidt tilbage, hvis det da ikke lykkedes folk på rækken bagved at komme først med at presse sig frem. Det var tæt på at blive til slagsmål rækkerne imellem. Det var ikke vanskeligt at finde ud, hvorfor stolerækkerne var så tætte. Der var endnu en koncertsal i huset, og kontrollørerne havde sat stolene derfra ind og udvidet Smetana-salen med vel omkring 4-5 stolerækker og solgt dem til egen fortjeneste. Det var ingen kontrollør bleg for at fortælle. Det var jo en positiv sag, at flere kom til at overvære århundredets koncert i Prag.

Jeg havde foruden aftenens enestående kunstneriske oplevelse et uheld, som jeg ikke skrev noget om i min artikel i Jyllands-Posten. Til aftensmaden havde jeg i tanker drukket af et glas vand lidet anende, at det faktisk var en blomstervase med vand, men nu uden blomster, der var glemt på mit restaurationsbord. Jeg fik noget i maven, jeg måtte kæmpe imod under koncerten og natten efter. Det ville jeg næppe have husket, hvis det ikke netop havde været denne aften.

Billedet af Rafael Kubelik er fra koncerten i Prag den 12. maj 1990.  

Ekstra historie fra 1990

Jeg vil citere en lille historie, som stod ved siden af artiklen i Jyllands-Posten tirsdag den 29. maj 1990 om Kubeliks besøg i Prag. Den er om den russiske mestercellist Mstislav Rostropovitj, der forlod Santa Cecilia i Rom i fnysende vrede under en koncert. Ingen havde informeret ham om, at koncerten med ham som solist skulle optages til tv. Rostropovitj fortalte: ”Jeg signalerede til kameramanden, at han skulle fjerne sig, men han fortsatte med at filme mig. Når jeg spiller foran kameraer, mister jeg nærheden til mit publikum”. Rostropovitj var så vred, at han glemte sin Stradivarius-cello på scenen.

Klaverfestival i Aarhus

Klaverskolen Gradus og Musikhuset Aarhus arrangerer i samarbejde for 6. år i træk en klaverfestival, der byder på en række af tidens førende unge klavervirtuoser og dertil en mester i den anden ende af aldersrækken, den legendariske 81-årige russer Mikhail Voskresentskij, som denne gang spiller klaversonater af Beethoven den 20. juni i Lille Sal i Musikhuset, hvor alle festivalens koncerter finder sted. Han havde stor succes i Mozarts store c-mol klaverkoncert med Aarhus Symfoniorkester i 2016.  

Forinden er det en imponerende prisbelønnet klaverungdom, der sidder ved flyglet, og den byder på fremragende virtuoser. Åbningskoncerten lørdag den 16. juni kl. 16 spiller otte spændende stortalenter fra seks forskellige lande. Fra Danmark er det Kristian Riisager. Søndag aften kl. 19.30 er det så den forbløffende Davis Khrikuli fra Georgien, der træder til med kort varsel. Han vandt som 11-årig den yngste gruppe ved Aarhus International Piano Competition i 2013 og spillede kort tid efter på Gradus Festivalen. Han blev igen publikums yndling med Aarhus Symfoniorkester i Chopins anden klaverkoncert i 2015. Han har opnået 15 toppriser på internationale konkurrencer.  Mandag aften den 20. juni er det så utvivlsomt endnu et af fremtidens store klaversolister, Paolo Giacometi, som vi skal høre med tysk-fransk klavermusik af Schumann, Ravel og Debussy. Det er en imponerende lille festival med fire koncerter, som man endda også kan købe partoutkort til for kun 500 kr.