Erindringer: Pierre Boulez blev 90 år, og alligevel kom hans død forleden i kurbyen og festspilbyen Baden-Baden uventet. I sind var han evigt ungdommelig. Kunne ikke dø. Hvem kan nævne en mere betydelig musikerskikkelse? Han var en af de store både som komponist, som orkesterdirigent, som organisator, som leder af festspil for ny musik, som musikpolitiker og som pædagog.

Boulez blev især kendt for en enkelt bemærkning i Der Spiegel, som i provokation ikke lignede hans væsen, så markant han ellers altid var: ”Spræng operahusene i luften. Det er den dyreste løsning, men også nok den eleganteste”. Løsningen for ham var at give den nye musik den plads, som den efter hans mening tilkom. Boulez blev i lang tid betragtet som rebel og enfant terrible, som ikke sparede på provokerende udtalelser: ”Jeg mener, at det nye i kunsten altid provokerer og skal provokere”.

Men jeg tror, at Boulez selv blev træt at måtte høre for bemærkningen om operahusene, som var en spøg med en alvorlig baggrund. Komponisten Boulez blev også en international operadirigent, og han fandt andre måder med resultater til følge at kæmpe for den nye musik og dens udbredelse og placering i musiklivet. Men kampen for det nye gik aldrig ud over det klassisk anerkendte. Han blev chef for flere store symfoniorkestre, Cleveland Orchestra, New York Philharmonic, BBC Symphony etc, og han plejede også det gamle repertoire, alt imens der stadig kunne komme en eftertænksom bemærkning fra ham, at vi burde ødelægge al gammel kunst.   

Jeg var som operalytter i Bayreuth vokset op med ”Parsifal” i Hans Knappertsbusch’ tolkning, som var fyldt af en vidunderlig mystisk og mytisk skønhed. I 1966 kom Boulez til som dirigent. Wagners musik klang nu slankere i et meget hurtigere tempi, og den religiøse mystik var forsvundet. Pludselig forstod man musikken på den mest selvfølgelige måde. For mig gælder det her ikke om at vælge mellem to tolkninger, men om at gøre opmærksom på Boulez’ fantastiske evne til at læse og forstå et partitur og derefter at give det videre musikalsk liv. Tag de mange gode indspilninger af Gustavs Mahlers symfonier, som findes fra Kubelik til Bernstein, hvoraf ikke så få indeholder noget fantastisk, men jeg vil hævde, at Boulez’ komplette indspilningsrække er den mest fantastiske af dem alle, fordi han formår at lade partiturerne åbne sig til at give en enestående mulighed for nye naturlige opdagelser.

Boulez vendte tilbage til Bayreuth i 1976 for i fem sæsoner at dirigere landsmanden Patrice Chereaus iscenesættelse af ”Nibelungens ring”. Den første sommer var publikums ophidselse imod den nærmest fysisk voldsom. På rækken bag mig kom to ”fine” damer i regulært ”gadedrenge”slagsmål om en fløjte, som den ene havde medbragt for at kunne protestere højlydt. Den sidste sommer blev der sat længderekord på nær halvanden time i afslutningsbifaldet efter ”Götterdämmerung”. Chereau og Boulez måtte 111 gange gå ind på scenen for at modtage bifaldet. Om tallet 111 holder præcist, ved jeg ikke, men en operarekord, som vil holde, det var det. Deres opførelse af ”Ringen” er heldigvis udsendt på DVD af Deutsche Grammophon.

I Bayreuth opdagede jeg en anden mere privat side af Boulez. Hver sommer tager en del af orkestret ud til en lille i hvert fald efter danske forhold halvbeskidt badesø i den dejlige natur omkring Bayreuth og giver en mere populær kammerkoncert. Michael Schønwandt har dirigeret den én sommer, Pierre Boulez en anden. Hvor var Boulez da hyggelig, lun og sjov efter koncerten, da instrumenterne blev skiftet ud med øl.

To andre operaopførelser med Boulez har printet sig i min erindring (som gammel oplever man, at musik huskes langt bedre end andre oplevelser). Den største blev premieren i Paris i 1979 på den færdiggjorte version af Alban Bergs ”Lulu”. Den og grammofonindspilningen på DGG med Boulez’ naturligt overbevisende gengivelse af ”Lulu” har vel åbnet manges ører for en ny verden. Boulez har nu i mange år dirigeret på festspillene i Salzburg, både klassisk og ny musik. Opførelsen af Schönbergs ”Moses og Aron” i 1996 var her et højdepunkt. Men det mest betydningsfulde har været, at verdens førende klassiske musikfestspil åbnede for den nye musik og ikke blot Boulez’ egen med ham som en styrende fortolker.

Jeg må have med, at jeg en enkelt gang var ved at gå fra en Boulez-koncert. Han dirigerede i Salzburg en Mozart-klaverkoncert med den populære kineser Lang Lang. Pianistens lækre, for mig smagløse tilgang til Mozart var frygtelig, men Boulez virkede smilende positiv. Var han blot høflig?

I 2013 udkom en kassette med 13 cd’er på DGG med Boulez, som dirigerer Boules komplet. Jeg ved ikke, om den stadig er til at finde. Jeg ved heller ikke, hvor mange af mine læsere, som ville tænke på at anskaffe sig den. Der er jo seriel musik, tolvtonemusik, koncentreret musik, radikal og nytænkt musik. Men typisk for den som for hele Boulez’ virke er, at han formår at gøre det vanskelige lettere tilgængelig.

Foto: Pierre Boulez. Fotograf Sigi Tischler, AP

Da den unge Gheorghiu skabte sensation

En erindring: Den rumænske verdenssopran Angela Gheorghiu giver koncert i Musikkens Hus i Aalborg sammen med Aalborg Symfoniorkester torsdag den 3. marts. Hvis man skynder sig, kan det muligvis lykkes at få en af de allersidste billetter. De er blevet så musikengagerede i Nordjylland med det nye musikhus.

Da meddelelsen om koncerten i Aalborg kom, erindrede jeg min oplevelse, da jeg første gang hørte den da 27-årige rumænske sopran. Det var i juni 1993, året før hun i følge sit eget cv fik sit internationale gennembrud som Violetta i Verdis ”La traviata” under Georg Solti på Covent Garden i London. Jeg var til Wiener Festwochen og skulle i Jyllands-Posten bl.a. skrive om den unge italienske mezzosopran Cecilia Bartoli, dengang det helt store navn. Men hun måtte melde afbud aftenen forinden.

Wiens Konzerthaus’ chef Karsten Witt skulle i hast finde en erstatning og tænkte på en ung rumænsk sopran, som var sprunget ind på Wiens Statsopera som Nadina i Donizettis ”Kærlighedsdrikken” i 1992. Han fandt ud af, at hun samme aften sang Mimi i ”La bohème” i Zürich og ringede til operahuset. ”Fru Gheorghiu er lige gået ud af døren. Et øjeblik, jeg løber efter hende”, sagde portneren. Hun sagde ja til at synge næste aften i Wien.

Gheorghiu skulle have skiftet flybilletten om fra Bukarest til Wien, og her skulle ligge et visum klar næste formiddag. Alt fungerede. Den klassiske musik åbner jo langt lettere låste døre i Wien. Angela Gheorghiu havde kun cowboybukser med til Zürich, næste dag var søndag, og dengang var alle tøjbutikker lukkede. Men Witt havde sine forbindelser. Efter besøget i den ellers tomme tøjforretning mødtes sangerinden og pianisten Norman Shetler for første gang til en ”forståelsesprøve”, og de sammensatte programmet, som der dog ikke var tid til at prøve helt igennem. Gheorghius sangrepertoire var endnu overvejende rumænsk, men hun havde sange af Mozart, Schumann, Liszt og Poulenc på det, og de udgjorde første del af koncerten, mens anden del blev arier fra hendes operarepertoire.

Og så gik det løs i Wiens Konzerthaus. Allerede den stramme, sorte aftenkjole med en udskæring foran som et stort M var vellykket og klædte den mørkhårede unge skønhed. Den store del af publikum, som ikke havde bedt om at få pengene tilbage, overgav sig jublende. Min rubrik i Jylllands-Posten var den samme som her: ”Den unge Gheorghiu skaber sensation” Nede i anmeldelsen tog jeg dog et ”næsten” med: ”Det var næsten en sensation, da Angela Gheorghiu åbnede munden og sang som en engel (angela).  Stemmen var vidunderlig smuk, og Gheorghius udtynding i et pianissimo kunne minde om den unge Caballés”. En finere sammenligning kunne jeg ikke finde. Jeg kunne også gøre opmærksom på, at Angela Gheorghiu kunne synge et repertoire, som almindeligvis kræver forskellige stemmetyper, men min slutbemærkning kan i dag synes overflødig: ”Husk navnet: Angela Gheorghiu.”

En fantastisk karriere var begyndt. Den har også været med torne. Jeg fik lejlighed til at interviewe det ovenud kåde par Angela Gheorghiu og Roberto Alagna et par dage før deres bryllup i 1996 på deres hotelværelse med udsigt over Central Park i New York. Sikke en lykke de udstrålede. De sang senere sammen i Aalborghallen og i 2003 i Den jyske Operas ”La boheme”. Men en international operakarriere giver stress og nerver, og de sled på hinanden, gik fra hinanden, men fandt sammen igen, og dog sluttede det med en ret tragisk skilsmisse i 2013. Det har været godt at følge, at hver for sig har begges karrierer siden vundet i sikkerhed og ro og i kunstnerisk styrke og skønhed. Man kan glæde sig i Aalborg.

Læs også om "Kvinderne i folies parisienne", Aarhus Symfoniorkesters franske nytårskoncert.