Her er en omtale af nogle cd’er såvel nye som lidt ældre, som jeg aldrig har nået at skrive om. Derfor bliver der i nogle tilfælde ikke tale om anmeldelser i samme længder som hidtil. Der er i første række tale om nyere dansk musik. Jeg har med fornøjelse lyttet til dem, men jeg har ikke hørt dem så grundigt, at jeg har kunnet skrive grundigere anmeldelser. Der er aldeles ikke tale om anden klasses musik, men om spændende cd’er på et højt niveau, så de færre ord, det nu bliver til, er forhåbentligt/antageligt tilstrækkelige til, at interesserede læsere vil opdage nyheder fra i går eller i forgårs. Én ting står klart: Hvor findes der dog megen god musik, som drukner i det store udbud. Cd’en er på tilbagetog, men der er stadig rigeligt af godt at gå i gang med.  Og hvor rangerer den meget varierede nyere danske musik højt sammenlignet med det store udland, så godt som jeg har været i stand til at sammenligne på radio, tv, indspilninger og omtaler verden over.  Forhåbentlig god fornøjelse. Man må ikke snyde sig selv.

Lokalt og lifligt: De første cd’er skal dog have lidt flere ord med på vejen. Den første er helt ny og så lokal, som den kan blive. Dacapo har udgivet en cd med Aarhus Symfoniorkester og fire solister hentet fra orkestrets egne rækker. Deres niveau er meget højt for alles vedkommende, og man forstår hvorfor, at landets ældste landsdelsorkester aktuelt har en meget høj spillestandard. Det er nu ret generelt for alle Danmarks landsdelsorkestre, at de holder godt niveau med tilsvarende og også større musikbyer i udlandet, selvom de danske orkestre mandskabsmæssigt er mindre. Den franske, vidt berejste dirigent Jean Thorel står i spidsen for det midtjyske landsdelsorkester. Det er en fornøjelse at lytte til hans og symfoniorkestrets tag på koncerter fra 1800-tallets Danmark med to velkendte og populære komponister som Kuhlau og Gade og i tilgift en fornem lille obokoncert på 12 et halvt minut af den nærmest ukendte Christian Frederik Barth. Beethoven levede endnu, da han komponerede den i 1823, og Beethoven høres bag, men der er mindst lige så megen selvstændig kunnen i et velformet stykke musik på 12 et halvt minut. Barth er en opdagelse værd, og det er lidt af en gåde, at vi ikke har hørt mere til ham.  Oliver Nordahl er den meget smukt spillende oboist. Cd’en indledes med en concertino for to horn af Kuhlau med al dennes melodiske overskud, som gør sin lytter glad. Flemming Aksnes og Lisa Maria Cooper er de to fremragende solister. Tænk at et dansk landsdelsorkester har to så ekvilibristiske hornister. Der sluttes også af med Kuhlau for hele orkestret, ”Ouverture to William Shakespeare”. Men forinden har vi fået en ni minutter kort ”Cappriccio” for violin og orkester med koncertmester Ian van Rensburg i virtuos topform. Cd’ens eneste minus er, at herlighederne er slut allerede efter 54 minutter. ”Concertos from 19th-century”. Dacapo 6.220664.

Schubert med dansk tenor. En anden dansk begivenhed er Mathias Hedegaards indsyngning af Schuberts sidste store sangcyklus, de 24 sange, blandt andet Der Lindenbaum” og ”Frühlingstraum”, i ”Winterreise”. Mathias Hedegård har en smuk og følsom lyrisk tenor, og han formår at trænge indadvendt dybt og dramatisk ind i ungersvendens fortælling om sin sprøde kærlighedstragedie. Den er fortalt så ægte og stille uden banal selvoptagelse, at denne tolkning er til mange gentagelser at lytte til og stadig at finde flere fine nuancer i.  Og tragediens karakter ligger dybt allerede i selve stemmens – igen - sprøde skønhed. Et andet plus er Tove Lønskovs både meget klare og meget følsomme klaverakkompagnement. Det lytter man betaget til, som det smyger sig om sangstemmen og bærer den ind i ensomheden. Schuberts ”Winterreise” er musik, som man kan leve godt med i mere end én indspilning. Denne tolkning giver tilmed nye aspekter, når man genhører den. Schuberts ”Winterreise”. Danacord DACOCD 865. 74 minutter.  

Gershwin og klaveret. Det ærkedanske pladeselskab Danacord, som sælger sine udgivelser stærkest i de engelsktalende lande, er i gang med at indspille en antologi af amerikansk klavermusik, og det endda med en fremtrædende amerikansk pianist Cecile Licad. Helt frisk er vol. 4, der indeholder al George Gershwins musik for klaver med orkester. Cd’en må blive en succes. Den indeholder musik, som allerede er velkendt og elsket, og alligevel vil denne afdeling Gerschwin også indeholde nyt og forfriskende for de fleste, som det er en gevinst at have komplet. Et hovedværk som ”Rhapsody in Blue” er med sine 18 minutter cd’ens længste værk, og her lever man med fra første takt med saxofonens stemningsgivende optakt. Fire saxofoner spiller med, de to trakteret af kvindelige musikere. Derefter tager den gnistrende rytme over. Gershwin skabte rapsodien på en lang togtur gennem USA, og togrytmen var en med-inspirator. Og ih hvor den rytmisk-melodiske bøjelighed inspirerer i denne indspilning. Cecile Licad swinger herligt i hver en tone. Det er både jazz og klassisk, Gershwins første, som også kan kaldes klassisk, men først og fremmest er det rytmisk inciterende. Endnu en ”Second Rhapsody”, den kendte ”Concerto i F” og variationer over ”I Got Rhytm” er med. Også den rytmiske side klares overbevisende af Sønderjyllands Symfoniorkester, som er under ledelse af Gerard Salonga, der bl.a. er chefdirigent for Det malaisiske filharmoniske Orkester i Manila. Der spilles flot, præcist og medrivende på optagelsen i Alsion koncertsalen. De tre landsdelsorkestre i Jylland har alle fået en pragtfuld koncertsal, og alle tre orkestre er gået vældigt frem. Danacord DACOCD 869. 76 minutter. 

Masser af celloer. Det må gøres kortere, og så begynder jeg endda med et pladesæt, som mange vil tro, at de har læst om før og endog her på jc-klassisk, men det skyldes kun, at Danacord igennem årene har været i gang med og stadig er det at udgive cellomesteren Erling Bløndal Bengtssons store og til dels ukendte pladerepertoire. To cd’er til prisen af én byder på meget forskellige cellokoncerter af Emil Hartmann, Franz Neruda, Johan Svendsen, Svend Westergaard og Leif Thybo til Bent Lorentzens fra 1984 og som afslutning Tjaikovskijs populære ”Rokoko-variationer” dirigeret af Pierre Monteux i 1962 i spidsen for Radiosymfoniorkestret. Aalborg og Odense Symfoniorkestre høres også med danske dirigenter optaget 1962 til 1987. Danacord DACOCD 846, to cd’er, 156 minutter.

Endnu en cellist er Gert von Bülow, som er med på Danacords ny serie kaldet ”Music from the LP Years”, og den har allerede budt på flere positive overraskelser, som er blevet genudsendt efter teknikeren Claus Byriths gode ører. LP årene var en blomstrende tid for grammofonpladen. Nu er vi så desværre midt i en modsat tid. Denne serie, som fortsætter i 2000, indhenter noget af det glemte. At Gert von Bülow ikke må glemmes viser hans indspilninger sammen med pianisten Merete Westergaard af to russiske cellosonater, Prokofiefs C-dur, opus 119, og Rachmaninoffs g-mol, opus 19. De to komponister er ikke så langt fra hinanden her som INDEX \c "2" \z "1030"  ellers ofte i deres musik. De to sonater var enestående på pladerepertoiret dengang i 1982. Prokofief spilles mere dæmpet end oftest her, og det er det rigtige med denne dejligt varierede musik. Danacord DACOCD 843. 57 minutter.

”Den gamle Rubinstein”. Et endnu bedre valg er for mig en cello cd med tre værker af Anton Grigorevich Rubinstein (mellemnavnet skal med, så man ikke tror, at det er den senere mesterpianist Anton Rubinstein fra 1900-tallet). Her spiller Gert von Bülow sammen med den fornemme pianist José Ribera i Rubinsteins sonater et og to for cello og klaver og som bonus hans femte klavertrio i c-mol med violinisten Pater Czaba. Det sidste værk opgives her til at få sin første indspilning. Denne cd skal have sin specielle anbefaling. Danacord DACAPO 858.102 minutter.

En virkelig klassiker. Pianisten Elisabeth Klein kom fra Ungarn til Danmark i 1939 og senere til Norge. Hun blev en stor klaverfortolker af ny nordisk musik. Denne cd, som først udkom på LP i 1986, vakte international opmærksomhed med ni samtids stykke af forskellige nordiske komponister. Og så endda fremragende spillet, så musikken åbnede sig. Der var to danske værker med blandt de ni komponeret i perioden 1963 - 1987: Nils Holger Petersen skrev både verdslig musik som kirkemusik, her en ”Nocturne i dagslys”, mens Gudrun Lunds ”Match” har individuelle elementer, som præger karakteren i de fire satser. Norge er repræsenteret af to komponister og Finland af den ansete pianist og professor ved Sibelius Akademiet Kauko Kuosma, som i sin musik også benytter flyglets indmad. På den nye cd udgave er tilføjet tre danske værker fra en cd, som Elisabeth Klein udarbejdede i samarbejde med Claus Byrith og her høres for første gang på cd, af Poul Ruders også ”Tre breve fra en ukendt”, som blev hans officielle opus 1. og Karl Aage Rasmussens ”Aria grigia”. Interessant cd i al sin afveksling. New Nordic Piano Music. Danacord DACOCD 854. 74 minutter.   

Familien Telmanyi. Endnu en genudgivelse, som vi godt kan kalde historisk, fra Danacord. Den byder på kammermusik af J.P.E. Hartmann, karakterstykker for strygeorkester og en suite i a-mol for violin og klaver og en fantasi for de samme to instrumenter. Desuden Carl Nielsens nok tidlige, men forbløffende modne, tidlige strygekvintet i G-dur, hvor hele Telmanyi-familien spiller sammen, den legendariske ungarskfødte far Emil på violin og mor Anne Marie, datter af Carl Nielsen, på bratsch, og de tre døtre: Anika på violin, Ilona på bratsch og Mihalyka, i mange år i Aarhus Symfoniorkester, på cello. Men det klinger af langt mere end af historie. Teknisk er optagelsen blevet forynget, og det er kammermusik spillet med kunnen og hjerte. ”Hartmann Album”. Musik for strygere. Danacord DACOCD 853. 75 minutter.  

 Telmanyi og Jenö Hubaiy. Vi skal have endnu en CD med Emil Telmannyi med. Han deler den nogenlunde ligeligt med landsmanden og sin lærer ungareren Jenö Hubay. Den er noget af en lækkerbisken for violin-fans med 15 mindre stykker, deraf flere i bedste ekstranummer-klasse af Hubay, som også spiller Händel og Bach. Telmanyi spiller sammen med pianisterne Gerald Moore og fru Annette og under både dirigenterne Ferenc Fricsay og Thomas Jensen. Danacord DACOCD 851. 77 minutter.

 De fire årstider efter Vivaldi.  To engagerede danske pladeselskaber, hvis navne man let kan forveksle, holder godt liv i pladeudgivelserne herhjemme. Danacord er privat, mens Dacapo modtager statstilskud for at indspille dansk musik. Intet land i verden har forholdsvis sin klassiske (det helt nye kaldes også klassisk) musik repræsenteret så godt som Danmark. Den næste CD er dog ikke dansk helt igennem.

Komponisten Karl Aage Rasmussen er en specialist i at tage ældre musikværker op, åbne dem, så de på en forunderlig måde får nye siden nærmest i tilgift. Hans version af Antonio Vivaldis orkesterværk ”De fire årstider” har al sin oprindelige friskhed spillet af Concerto Copenhagen under Magnus Fryklund, men Rasmussens indbyggede ”kommentarer” gør dem endnu mere spændende at lytte til. Det nye er netop med til at åbne for det gamle. Men der er endnu mere, også endnu mere bearbejdet musik af den gamle melodi ”Follia, follia”, en spøg, som nu er blevet til en spidsfindig spøg for ni musikere til genhør for feinschmeckers. Vi er i en helt anden verden med Ottorino Respighis ”Gli uccelli” (Fuglene”), som titlen siger en livlig beskrivelse af forskellige fugle. Jeg kender ikke Respighis original, men jeg tror, at Rasmussens version er vittigere og festligere. Herligt kammerorkesterspil i flot optagelse af Preben Iwan.  Dacapo 8.226220. 67 minutter.

Sig ikke, at der ikke venter nye oplevelser i denne pladedynge.

Til pladeselskaber og andre, der har nye indspilninger, som de gerne vil have omtalt: Send mig ikke flere cd’er. Den 1. marts må jcklassik.dk standse for flere pladeanmeldelser, og jeg har stadig nogle på hylden.