Flere læsere har efterlyst erindringer fra mit liv som musikanmelder. Her er et forsøg, hvor jeg har koncentreret mig om året 1993. For hvad er egentlig 25 år? Føles det ikke tilbage som i forgårs? Jo, men for andre var tiden med musikken naturligvis ikke engang begyndt.

Udgangspunktet er dog helt aktuelt:  I en mærkelig blanding af angst og overlegenhed meldte tenoren Roberto Alagna afbud til at synge Lohengrin i Bayreuth. Han havde ikke fået lært den tyske tekst. For nogle år siden mishagede samme Alagnas tolkning af åbningsarien ”Celesta Aida” publikum til premieren på Verdis ”Aida” på La Scala-operaen i Milano, og han flygtede væk fra salens buh-råb. Siden har Alagna ikke villet synge på La Scala.

Der skal nu ikke meget til på Italiens berømte operascene, før publikum reagerer. Det skete også for Luciano Pavarotti, da han på sæsonåbningen 7. december 1992 var usikker og kiksede en toptone i Verdis ”Don Carlos”, som blev hilst med piften og buh-råb. Men Pavarotti fortsatte, og pladeselskabet EMI optog alle ti opførelser – en fiasko og ni succes’er – og udsendte en fremragende indspilning på cd m.m. ”Verdenspressen”, herunder Jyllands-Posten, blev inviteret til præsentationen af sættet på La Scala for 25 år siden. Riccardo Muti, endnu chef for La Scala, var den dag både glad og vred, det sidste mod en mindre klan af fanatikere, som fast ødelagde premiererne for kunstnerne og publikum. ”Fanatikerne giver ikke udtryk for publikums mening”, sagde Muti stille og roligt på engelsk for så pludselig at skrue op for de stærkere udladninger på italiensk.

Aftenen forinden til premieren på Donizettis Don Pasquale” havde buh-råb flænget i tilskuerrummet, men Muti var ikke i tvivl om, at ”Don Pasquale” havde været en succes. Jeg var mere i tvivl. Mutis direktion var fænomenal, men forestillingen var scenisk uden den fine humor, som Donizetti skal leve af. Sangerne Nuccia Focile, som tog køligt imod publikums buh-råb, og Ferruccio Furlanetto i titelpartiet var ikke bedre, end at jeg i Jyllands-Posten skrev: ”Som dansker sidder man og længes efter Aage Haugland og Inga Nielsen på Det kongelige Teater”. Dem har vi desværre ikke mere.  

Operastjerne som stuntwoman

Oplevelsen på La Scala i den omgang var Rossinis alt for sjældent hørte ”Maometto II”, nok statisk monumental, som opera seria formen jo er, og alligevel fyldt af dramatisk liv. Opførelsen viste også, at man skal kunne meget som operasanger. Rossinis venezianerinde Anna elsker sin Maometo, der er hendes eget folks dødsfjende. Hun har svigtet Maometto for at redde sin far, regenten. Hun synger om pligt og kærlighed, borer dolken i sit hjerte, vender sig mod manden, som hun elsker, men som pligten forbyder hende at elske, og løber op af den store trappe, som fylder hele scenen. Men hun når aldrig op til Maometto, styrter baglæns ned ad de mange trin og dør.

Det var uforglemmeligt. Ingen stunt(wo)man kunne gøre det stærkere, men det var sopranen Celia Gasdia, som faldt bagover ned ad de mange trin – forestilling efter forestilling. Først blev man overvældet af den menneskelige tragedie, der lå bag. Derefter følte man chokket: Hvordan var det muligt for hende at kunne gøre det uden at brække ryggen – hver gang?

Lidt privat

Min ankomst til Milano samme dag havde været lidt kaotisk.  Det skrev jeg ikke om i avisen, men jclassisk.dk er en privat blog. Da jeg ville åbne min kuffert på hotellet, virkede nøglen ikke. Det var Ikke noget problem for portieren, som kunne åbne alle låse. Til gengæld forstod han ikke, at jeg ikke ville kendes ved kuffertens indhold. Det skulle vise sig, at en svensker og jeg havde forbyttet vores kufferter. Hvem der havde snuppet den forkerte først, ved jeg ikke. Jeg skulle i Scala-operaen samme aften og havde ingen chancer for at blive lukket ind i mit rejsetøj. I et varehus gjorde ekspedienten mig det klart, at jeg måtte andet sted hen for at blive ekviperet som en premieregæst på La Scala, og hun fulgte mig videre til en fornemmere tøjforretning, hvor de fornøjede sig med at tilpasse en operahabit i lynfart, og herfra blev jeg gelejdet videre til køb af skjorte, butterfly og de ”rigtige” sorte sko. Jeg fik det bedste, fineste og endda mest slidbare gå-i-teatret-tøj, som jeg har haft - alt betalt af rejseforsikringen.

Kampen om det moderne musikteater

I de år tog det til med publikumsreaktioner mod sangere, som ikke passede ind i de toneangivendes smagsnorm. På statsoperaen Hamburg, som til omkring 2010 var fast del af Jyllands-Postens ”kulturområde”, udspilledes publikumskampen derimod mellem dem, der foretrak opera opført i konservativ klassisk stil, hvor handlingsanvisningerne skulle følges, og dem, der ønskede opera fortolket op til aktuel nutid. I Hamburg opførte man da Verdis ”Aida” i John Dews iscenesættelse. Hvornår foregår Verdis ”Aida” egentlig? Officielt er det på Faroernes tid i det gamle Ægypten under Ramphis den tredje i 1100-tallet før Kristus. Verdi selv har også afbildet borgerskabets dekadence og længsler efter en fjern fortid i sin egen samtid i 1870, da Tyskland og Frankrig var i krig. Sådan var opførelsen på Det kongelige Teater dengang. Men Dew og Hamburg tolkede ”Aida” som ”et moderne drama i vor tid” med en stærk personinstruktion, der netop ikke slog skår mellem scene og musik.

At scene og musik hænger sammen, har været afgørende for mig, uanset hvilken tid vi på scenen befinder os i. Her var ingen traditionel ægyptisk ballet, i stedet så man krigens moderne soldaterhelte blive modtaget af society-damer. Man så sygeplejersker og sårede i kørestole danse seksuelt udfordrende i en ekstatisk sejrsrus, der udviklede sig til en parodi på massehysteri. Publikum svarede straks igen med en kolossal buh-koncert, som overdøvede den anden halvdels bifaldsråb. Mon ikke Verdi selv ville have nydt det. Hans triumfmarch er dobbeltbundet, ikke tænkt som en hyldest til krigshelte, men som et udtryk for menneskets nederlag i en krig, i alle krige.

Den jyske Operas storhedsperiode

I årene omkring 1993 hentede Den jyske Opera mange tyske, svenske og i det hele taget udenlandske gæster til sine Wagner-forestillinger, der stod højt på den internationale rangliste. I 1993 kunne man se tilbage på 10 års vellykkede Wagner-opførelser i Musikhuset Aarhus. Flere fulgte. To tyske operaturister spurgte undrende: ”Hvorfor spørger alle, som vi taler med her i Aarhus, efter Bayreuth? Det her er jo bedre end i Bayreuth”. Den jyske Opera tog ”Valkyrien” op for tredje gang og på ny forbedret. Jeg sammenlignede i Jyllands-Posten ”kun” med aktuelle opførelser af ”Valkyrien” på Metropolitan-operaen i New York, i Hamburg og i Wien, som jeg alle havde været til, og jeg noterede, at Den jyske Operas opførelse med dens mange plusser og få minusser, med sangere, direktion, orkester, instruktion og scene taget under et var den bedste, den mest vedkommende.

Vi havde et sangerlandshold med Poul Elming, som kom som en erobrer fra Harry Kupfers opførelse i Bayreuth i Bayreuth.  Tina Kiberg sang en bevægende smuk Sieglinde, lyrisk med stærke psykologisk–dramatiske nuancer. Med Aage Haugland som en både farlig og menneskelig Hunding udspilledes der mellem disse tre et psykologisk spil med mange fine pointer i Klaus Hoffmayers iscenesættelse. Så kom i anden akt Lisbeth Balslevs Brünnhilde ren og smuk i klangen og med en tæt indre bevægelse af menneskelige følelser. Spillet mellem hende og Lars Waages Wotan kulminerede på gribende vis i tredjeakten. Hans Wotan-figur var gennemført som et menneske, hvis kontrakter livet igennem bandt ham til ikke at kunne gøre det, som han inderst inde helst ville.

Francesco Christofolis bedrift

Den jyske Opera chef, dirigenten Francesco Christofoli stod bag Den jyske Opera ”Ringen” i første omgang inspireret af forventningen til Musikhuset Aarhus’ nye muligheder og, da det blev virkelighed, i en stadig voksende styring af de store linjer og spændte buer i Wagners musik. Allerede dengang var Aarhus Symfoniorkester et lyttende ensemble. Det havde ikke Wagner-størrelse, men spillede Wagner kammermusikalsk smukt og rigtigt, med årene mere dæmpet og alligevel indholdsrigere. I de første år ville Christofoli nok sætte hastighedsrekorder, men så blev hans Wagner mere eftertænksom. Det hang sammen med Klaus Hoffmeyers fint menneskelige, nuancerede scene, som dog også imellem fik os publikum til at spørge ”hvorfor nu det”.

Hvorfor skrive så meget om én Wagner-opførelse for 25 år siden? Fordi Wagner-årene for mig står som højdepunktet blandt højdepunkter i Den jyske Operas historie og som en af de største Wagner-begivenheder i de 67 år, jeg har fulgt operalivet. Wagner-opførelserne blev et kolossalt inspirationsløft for Aarhus og dansk musik.

Tina Kiberg, Eva Johansen og Poul Elming sang i de år hovedpartier i Bayreuth. Kiberg for eksempel en meget fin Elisabeth i ”Tannhäuser”. Netop i 1993 måtte Elming dog nøjes med en mindre rolle. Wolfgang Wagner havde villet, at han skulle synge Lohengrin, men Elming havde sagt nej tak i ordentlig tid. På det tidspunkt var partiet et par steder for farligt for hans stemme, syntes han selv, og Wagner fik ingen kontrakt med ham om Lohengrin. Elming havde om foråret før ellers sunget en mere lovende Lohengrin på Det kongelige Teater end Paul Freys nu i Bayreuth.

En dansk sangerinde i Aix-en-Provence

I sommermånederne 1993 fejrede den danske sopran Elisabeth Meyer-Topsøe sin hidtil største triumf i international opera som Webers Euryanthe i den åbne biskopgård i den dejlige by Aix-en-Provence. Her blev festivalen startet i 1948 såmænd af det lokale Casino. Nu står byen og dens banker, ja hele regionen bag et af de stadig mest betydelige musikfestspil. Man måtte glemme den dårlige tekst i ”Euryanthe”, men musikken, som er tysk og romantisk, så det batter, ånder af rene følelser og kommer kun til kort i de tilspidsede situationer, når stærke menneskelige opgør skal understreges mere dramatisk.

Elisabeth Meyer-Topsøe fik meget positive franske anmeldelser. Det lyriske titelparti klædte hendes lyse stemme, som foldede sig klogt og smukt ud. Forinden i Tivoli i København havde hun sunget Elisabeth i en mærkværdig opførelse af ”Tannhäuser” uden en Wolfram, som blev syg. Så blev handlingen blandet forvirrende rundt. Men hvorfor koncertopfører landsdelsorkestrene ikke oftere hele operaer? Det er oplagt for det nye samarbejde mellem symfoniorkestrene i Aalborg, der jo allerede er noget af en Wagner-by, og Aarhus, som huser Den jyske Opera.

I Aix sang også Marianne Rørholm, som en stor del af sin karriere virkede i udlandet. Hun spillede en kølig og sang en dejlig varm Zerlina i ”Don Giovanni” med sin stærkere stemme, end man oftest hører i partiet. Hendes alsidighed fremgår af, at hun aftenen forinden havde sunget i Bachs h-mol messe under Frans Brüggen. Blandt publikum var deltagerne i en af Jyllands-Postens musikrejser. 

Dengang som nu var der mange danske sangere på de internationale operascener. Ofte tænker man, hvorfor der ikke var mere plads til dem herhjemme?  Hvorfor skulle vi høre på ikke overvældende gode udenlandske sangere, når vi selv havde dem, der ofte var bedre? Den realistiske sandhed er dog mere broget. De gode danske sangere har ikke altid kunnet stå til rådighed, fordi man i udlandet har været kvikkere til at engagere dem til større og mere spændende opgaver.  

Min restaurant i Aix

I Aix havde jeg fundet og var faldet for en lille restaurant, som to søstre stod for. Min sidste aften havde jeg ikke kontanter tilbage, og de tog ikke imod betaling på kort.  Men jeg kunne bare komme igen næste dag og betale, fik jeg at vide. Men jeg skulle med flyveren næste morgen, og en brugbar pengeautomat var ikke at finde. Jeg måtte sige ellers tak, men jeg kom ikke langt, før jeg blev indhentet og spurgt, hvor mange kontanter jeg havde. Det beløb forslog kun til den billigste forret, men søstrene gik i køkkenet og kom tilbage med en vidunderlig tallerken, som nok var uden de allerdyreste ingredienser, men som var sat sammen med den bedste franske køkken-kærlighed. Jeg glædede mig et helt år til at vende tilbage til den lille restaurant, men næste sommer var den lukket og blevet en forretning, som solgte lysekroner. Det gjorde ondt. Var søstrenes underskud blevet for stort?

Første gang jeg var i Aix, havde jeg bestilt pressebilletter og fået at vide, at det var i orden. Da jeg kom derned, havde de aldrig hørt om mig, og der var udsolgt. Først et par minutter før forestillingens begyndelse fandt de en plads. Året efter blev jeg hilst behersket velkommen, men alt var i orden. Det tredje år modtog jeg så på forhånd flere hjernelige hilsener, at jeg måtte endelig komme, de kunne ikke kunne undvære mig. Dette havde ikke været en historie, havde jeg ikke talt med min gode ven og kollega Michael Bonnesen. Også han var blevet afvist den første sommer, havde lettere fået billetter den næste og var derefter rykket op som fast hædersgæst blandt de internationale anmeldere. Typisk fransk? 

Billede: Dirigenten og operachefen Francesco Christofoli stod bag Den jyske Operas glansperiode med de prægtoge Wagner-opførelser.