Jeg er ked af at måtte begynde en ellers positiv anmeldelse af en tv-udsendelse på den tyske Arte af en fremragende Mozart-opførelse på festspillene i Salzburg med en smertelig mangel. Vi blev absolut ikke snydt af dirigenten, tværimod.  De første få minutter var overvældende. Man blev væltet omkuld af ouverturen og det af den funklende musikalske gengivelse såvel for øret som for øjet. Orkestret var Wiener Philharmoniker, verdens bedste Mozart-orkester, og det var på toppen af sig selv ikke alene mærkbart sluppet ud af måneders virus-fængsel, men orkestret var forenet med en 34-årig kvindelig dirigent, Joana Mallwitz, Generalmusikdirektorin i Nürnberg, som gav os en velstyret hvirvelvind af energifyldte og inspirerende Mozart-toner. Det forunderlige for mig var, at jeg ikke mindes før at have kunnet aflæse et Mozart-partitur så rigt i nogen dirigents energiladede udstråling. Joana Malitz var fantastisk at følge.  

Men efter ouverturen så vi ikke mere til hende på skærmen. Naturligvis filmer man normalt ikke dirigenten i optagelsen af en opera, men her ventede et publikum i mange lande på endelig at opleve frøken Mallwitz, som allerede i to internationale sammenlignende artikler før Corona-tiden er blevet udnævnt til at være ”årets dirigent”, og så dropper Salzburg muligheden. Det er langt fra alle tv-operaoptagelser, som man kan overlade tid og plads i til dirigenten, men München-instruktører Christian Loy meget æstetisk rene iscenesættelse gav virkelig mange muligheder for at rette billedet mod orkestergraven. Men naturligvis fik vi et orkesterspil at høre, som var eminent og vidunderligt nuanceret. Der var passager, som man kunne more sig over og fryde sig over, og der var passager, som åbnede for det tragisk umulige i forholdet mellem mennesker. Det var også fantastisk, hvordan Joana Mallwitz skiftede mellem klangfarver alt efter hvem der sang hvad. Hvis man også havde set mere af hendes direktion af det bare i glimt videre frem, ville det have været fantastisk.

Corona-forkortelse på godt en time         

Operaens spilletid var her to timer og ti minutter, hvilket vil sige, at man havde måttet beskære den med godt en time. Man havde derved også undgået pausen af hensyn til publikum og virussen. Det arbejde havde Mallwitz og Loy gjort godt og i hast. Efter det oprindelige festspilprogram, som for længst var blevet aflyst, og som Salzburg skulle have fejret festspillenes 100 år med, skulle Loy have iscenesat Musorgskijs ”Boris Godunov”, som med sine masseoptrin ville have overtrådt alle Corana-begrænsninger. Han havde på rekordtid sat sig ind i ”Cosi fan tutte” i stedet. Det nødvendige hastværk vil jeg mene kunne mærkes, men imponerende fint blev det endelige resultat alligevel. En tysk anmelder skrev i sin anmeldelse, at det var som en tryllekunstner, der trak en kanin op af hatten, og han tilføjede: Hvilken hat og hvilken kanin.

Handlingen foregik hele tiden foran på en totalt tom scene. Jo, lidt ensformigt, men med mening. To unge mænd vædder med den ældre Don Alfonso om, at deres respektive kærester vil være dem tro. Scebilledet medvirkede vel til ensformigheden, en tom væg med to hvide døre. Mændene taber væddemålet, da Don Alfonso arrangerer et spil, at de drager til fronten for så i næste scene at vende forklædt tilbage og gøre kur til hinandens kærester – og taber væddemålet. Det er sjovt, men meget mere alvorligt end det. Her var de to mænd ikke engang klædt ud, og man havde ikke nogen mulighed for ikke at kunne genkende dem. Men denne ”Cosi” er ikke nogen udklædningsleg, men et forvirrende psykologisk spil mellem fire mennesker, som fortvivlet ikke aner, hvor de hører hjemme. Når ”Cosi fan tutte” lykkes på denne måde, så er og bliver den Mozarts dybeste opera. ”Cosi fan tutte” betyder ”Sådan gør de alle”, underforstået alle kvinder. Men mændene leger nu også med til forvirring for sig selv. 

Fremragende sangere

 Alle sangerne havde en god aften, men først og fremmest var det alligevel damernes forestilling. Herrerne var mere end udmærkede. Jeg kendte dem ikke, tenoren Bogdan Volkov som Ferrando og barytonen André Schuen som Guglielmo. De to søstre var endnu bedre, sopranen Elsa Dreisig som Fiordiligi og alten Marianne Crebassa. Deres stemmer passede klangligt ideelt sammen. De betragtes nu som to af den internationale operaverdens største lyriske talenter. Elsa Dreisig er fransk-dansk, hendes mor er del af den herhjemme velkendte sangerfamilie med Elsas kusine, den herhjemme meget populære Elsebeth  . Elsa Dreisigs arie om, at hun er tro som en klippe, var et højdepunkt. Det er sjældent, at man hører også de vanskelige toptoner blive sunget med en sådan renhed og skønhed også i styrken. Dea Desandre sang og spillede ikke Despina blot som en overfladisk kammerpige, men som et menneske, der tænker over, hvad hun gør, og som til slut demonstrerer sin dårlige samvittighed over, at hun spiller med i forbytningens spil. Johanns Martin Kränzle som Don Alfonso er den eneste ældre blandt sangerne, også han en fornøjelse. Hans portræt er tilmed dejligt fri for teaterkynisme. Også han en dejlig sanger.

Forbavsende mange østrigsk-tyske aviser giver udtryk for, at denne nød-forestillling er den bedste Mozarrt-opførelse i flere år på festspillene. Er det tegn på en Corona-udsultning?   

Richard Strauss’ Elektra” og ”Rosenkavaleren”

Komponisten Richard Strauss var med i kredsen omkring oprettelsen af Salzburg-festspillene for 100 år siden, Den eneste anden opera, som kommer op i år, var derfor et must for festspilledelsen, Richard Strauss’ ”Elektra”. Den sendes på tv-senderen 3Sat med gode unge sangere søndag den 15. august kl. 20.15. Premieren fandt sted aftenen før ”Cosi fan tutte”. Mange kan let skaffe sig relativt let adgang til de tyske tv-sendere ”Arte” og ”3Sat” og skaffe sig forholdsvis billigt tilkøb til flere operaglæder her i august måned. Se blot:

Arte TV sender på søndag den 9. august kl. 17,55 Richard Strauss’ ”Rosenkavaleren” i den berømmede opførelse med Herbert von Karajan som dirigent fra festspillene i Salzburg 1960. Den blev spillet i det da nye Grosses Festspielhaus. Karajan dirigerede en meget elegant og levende smuk opførelse, som jeg trods mange andre prægtige opførelser siden aldrig har oplevet mage til. Elisabeth Schwarzkopf på toppen af sin karriere i et af hendes vidunderligste partier som marskalinden og Otto Edelmann var en relativt elegant baron Ochs, en af de største i partiet gennem tiderne. Jeg har aldrig set filmen, men jeg var i Salzburg. Vi musikstuderende fra Aarhus Universitet var der på studietur. Vi havde forlængst købt og betalt billetter og havde fem for meget. Jeg nærmede mig nervøst billetsalget. Ville de købe billetterne tilbage. Inden jeg nåede frem, blev jeg overfaldet: ”Haben Sie Karten”? Mange overbød hinanden. Heldigvis ordnede de det hele med hinanden. Jeg stod eller nærmere lå tilbage med hånden fuld af penge, der sikrede os studerende føden i mange dage.

Et månedsprogram for 3Sat

Førstkommende lørdag kl. 2015 sender 3Sat Verdis ”Rigoletto” fra søscenen i Bregenz forrige år. Synes man, at Rigoletto” ikke er en interessant nyhed, så er opførelsen på og i vandet overraskende anderledes og spændende.  

Næste programpunkt på 3Sat er som allerede skrevet Richard Strauss’ ”Elektra” lørdag den 15. august fra Salzburg. Dagen efter søndag den 16. august om formiddagen kl. 10.55 følger Richard Strauss’ ”Salome” i den sensationelle opsætning i Salzburg fra omkring 2017. De har aldrig hørt mage.

Weekenden 22.-23. august bliver også spændende på 3Sat. Om lørdagen den 22. kan man kl. 20.15 høre ”Opernhighlights der Salzburger Fesspiele”. Jeg ved ikke nærmere om programmet, men det må da blive en aften for feinschmeckere. Søndag formiddag følger så en af Verdis bedste operaer ”Simon Boccanegra” fra Salzburg festspillene sidste år.

God fornøjelse, men slå selv programmerne efter. Jeg tør ikke tage det fulde ansvar for, at alt passer præcist og undskylder det, som måtte mangle. Jeg har kun medtaget fjernsynsudsendelser, ikke de mange forestillinger på stationernes mediathek. På de sidste kan man ofte komme ud for, at udsendelserne ikke kan ses i Danmark.   

Billede: Cosi fan tutte Salzburg Festspillene. Elsa Dreisig som Fiordiligi og Marianne Crebassa som Dorabella. Foto: SF /  Monaka Rittershaus.