af John Christiansen - d. 24. april 2013
De klassiske sommerkoncerter i Stoense Kirke en noget særligt. Mange store musikere og sangere har haft deres første koncert i Danmark her. Det bliver også tilfældet i år. Og Tokyo Kvartetten holder afskedskoncert. Her er programmet for sommerens koncertture til Langeland

Et
yndet udflugtsmål for mange klassiske musikelskere er sommerkoncerterne i
Stoense Kirke i den nordlige del af Langeland. Der sker dog en ændring denne
sommer, men kun for denne gang. En brand i Stoense Kirke har medført en
restaurering, så den kan genopstå i al dens hyggelige atmosfære. Men den
berømte koncertserie finder sted for 36. gang, blot fem kilometer sydligere på
øen, nemlig i Bøstrup Kirke.
Schuberts store sangcyklus
Sommerens første koncert
bliver en af de store liedkoncerter. Tenoren Christoph Prégardien og pianisten
Julius Drake opfører Schuberts cyklus ”Die Winterreise”. Prégardien er en af tidens førende lyriske tenorer, kendt
for sine mange roller i Mozarts operaer, men han er også berømmet for sin
fortolkning af evangelisten i Bachs Matthæus- og Johannes Passioner. Pianisten Julius
Drake skal give ham mod- og især medspil. Drake vender sommer efter sommer
efter sommer trofast tilbage til Stoense kirke, hvis publikum kun kan give New
York Magazine medhold i ordene efter en koncert i efteråret 2012, at denne
”åndfulde pianist er den bedste inden for sit område i dag.” Koncerten bliver den
eneste i Danmark.
Tokyo Kvartettens afskedskoncert
Lørdag den 29. juni kl. 15:30. Den verdensberømte Tokyo Kvartet blev oprettet i
1969. To af de oprindelige japanske grundlæggere har nu besluttet at trække sig
tilbage, og de to tilbageværende medlemmer, Martin Beaver og Clive Greensmith,
ønsker ikke at fortsætte uden dem, og derfor stopper kvartetten helt. Tokyo kvartetten
har gennem årene spillet mange gange i Stoense Kirke, men det bliver altså i år,
at det danske publikum må tage afsked med den hæderkronede strygekvartet, en af
verdens allerbedste. Programmet på kvartettens eneste koncert på dens allersidste
besøg herhjemme, byder på kvartetter af Mozart, Webern og Schubert.
To unge solister på vej frem
Lørdag den 6. juli kl. 15.30 vender pianisten Jevgenia Rubinova tilbage. Hun blev med
rette hyldet, da hun havde sin danske debut i Stoense kirke for tre år siden.
Hun er født i Taschkent og voksede op i en familie bestående af professionelle
musikere. Hun fik sin grundlæggende uddannelse i Rusland, og vandt som 12-årig
en stor russisk international konkurrence. Nogle år efter flyttede hun til
Tyskland og fortsatte sine studier hos den kendte professor Lev Natochenny. Hun
roses for sin ”uimodståelige virtuositet” (FAZ) og hendes ”vidunderligt klare
anslag” (Frankfurter Rundschau). Kritikerne fremhæver også, at hendes spil er fri
for sentimentalitet. Det bliver i klaverværker af Liszt og Schubert, at det kan
opleves i år.
Lørdag den 20. juli kl. 15:30 kommer årets nye navn, violinisten Alda Dizdari, og
giver sin første og eneste koncert i Danmark. Hun blev født i Albanien i en
familie bestående af musikere. Hun forlod i en ung alder sit hjemland og
studerede musik i Rumænien hos prominente solister dér. Hun fortsatte sine studier
på University of Illinois i USA og fuldførte derefter Advanced Instrumental
Studies i London, hvor hun debuterede i 2010. Hun er udnævnt til at være en af
de musikere, som man skal holde øje med, i The Gramophone, som også har kaldt hende
”et usædvanligt talent”. En anden kritiker skrev, at ”et så levende,
fantasirigt og åndfuldt spil er meget sjældent”. Alda Dizdari spiller på en
G.B.Ceruti violin fra Cremona, 1791. Man får den og hende at høre i Johannes
Brahms’ samlede violinsonater samt sonaten for violin og klaver med Tom Blach ved
flyglet.
Koncerter på Langeland.. Bøstrup
Kirke (i år i stedet for Stoense Kirke). Billetter i Turist- og Erhvervsforeningen
Langeland, telefon 62 51 35 05. Billetter kan også købes ved indgangen fra en time før koncerttid.
Fotos:
Julius Drake (Credit: Marco Borggreve)
Tokyo Quartet