af John Christiansen - d. 7. september 2012
Den kun 24-årige Joshua Weilerstein, som i 2009 vandt Malko konkurrencen i København som den hidtil yngste dirigent, havde publikum med sig i musik af tre så væsensforskellige komponister som Carl Nielsen, Sjostakovitj og Mozart. Da han havde slået af efter en på disse grader særligt vellykket gengivelse af Mozarts ”Jupiter”-symfoni, strakte han armene sejrende ud. Sagde han ikke: ”We did it”? Eller har Weilerstein været så meget her i landet, at det måske var: ”Vi gjorde det”.
De gjorde det, de to unge gæstende musikere. Måske er Weilerstein ansøger eller kandidat til den kommende post som chefdirigent i Aarhus. Jeg ved det ikke. Publikums stemmer fik han, og det var fortjent. Det helt specielle var, at han meget overbevisende kunne omstille sig fra komponist til komponist, selv om de altså var så forskellige som Carl Nielsen, Sjostakovitj og Mozart.
Weilerstein begyndte med Nielsen, hvis korte stykke programmusik ”Pan og Syrinx” blev meget mere end en pligtaflevering. Weilerstein havde sat sig både grundigt og begejstret ind i musikken. Tilbederen, den bukkefodede skovgud Pan, og satyrerne blev gengivet med indædt dramatik, og den tilbedte, nymfen Syrinx, og de medlidende guder med nænsomhed. Som fællesnævner for et orkesterspil, der var så modsætningsrigt som karsk og smukt, skal nævnes Malene Bjerg Poulsens engelsk horn, som formede en følsom Syrinx, Vibeke Kærsgaards Lembckes klarinet, som gav Pan stærkt liv, og til allersidst sivet, som Syrinx forandres til af de høje violiner og flageolettonene (høje fløjteagtige toner frembragt ved let berøring af strengen, hvor den første overtone fremhæves).
Der er også noget af en Pan og en Syrinx i Dimitrij Sjostakovitjs første violinkoncert, den frygtede terrorist Stalin og det følsomme menneske Sjostakovitj. Der er et lag under den virtuose overflade, som åbner for komponistens angst og protest mod tilstandene i hans elskede fædreland. Den er mest gribende i tredjesatsen, en smertefuld variationssats, men som læst i programnoterne har en russisk kritiker også kunnet finde håb i den. Det er netop en styrke i Sjostakovitjs musik, at den ikke er énsidig. Der er smerte og håb, vid, virtuositet og skønhed i Sjostakovitjs første violinkoncert.
Den russiske gæsteviolinist Stanislav Pronin begyndte sin karriere som vidunderbarn, men han har kunnet udvikle sig som voksen musiker. Han spilede virtuost perfekt, men væsentligere var hans naturlige måde at få de forskellige aspekter i musikken frem. Samarbejdet med Weilerstein og orkestret var også suverænt, så violinkoncerten blev aftenens højdepunkt nummer et.
Stanislav Pronins to solo ekstranumre var ikke bratte overgange til en anden musikalsk verden, men åbnede stykke for stykke lige så virtuost, men nu uden Sjostakovitjs mørke skygger til et friere, mere åbent sanseligt liv hos argentineren Astor Piazzolla, for derefter at lade humoren spille med i et ekstranummer, som violinvirtuosen Nathan Milstein skrev til sig selv. Pronin kommer forhåbentlig snart igen også til andre orkestre herhjemme.
Mozart er vanskelig at spille, især når han ikke har lagt en overflod af noder an for virtuoser. En god regel er, at en koncert ikke skal begynde med Mozart som opvarmning. Joshua Weilerstein sluttede tværtimod med Mozarts sidste symfoni, den såkaldte ”Jupiter”. Det er stor musik, stærk nok til at slutte en stor koncert, hvis den spilles efter indholdet. Det blev den netop. Her viste Weilersteins talent sig fra en tredje og måske mest overraskende side. Han havde stillet orkestret op med celloer i midten ved siden af førstevioliner, mens andenviolinerne sad yderst til højre mod publikum. Det var i wienerstil og gav et fint afbalanceret klangbillede, som endda fik noget af wienerkarakteren over sig. Det var et flot skifte efter den russiske klang i Sjostakovitj.
Unge dirigenter har i dag en tendens til at haste gennem Mozart. Weilerstein valgte gode tempi i alle satser. Musikken stod aldrig stille, men der var alligevel plads til at finde mange nuancer af vekslende karakter frem, ikke mindst netop i klangen. Dengang i 1788 var Wien rig på fine træblæsere (klarinetten havde dog ikke fået fast plads i orkestret), og det samme kunne hørbart siges om Aarhus i dag. Det er blevet ret sjældent at høre en så præcist sprudlende og alligevel musikalsk dybsindig Mozart som denne. Det kontrapunktiske arbejde i finalen er et mesterstykke, og også det stod dejligt klart denne aften.
”Jupiter” har som Mozarts sidste symfoni officielt nummer 41, men siden den optælling har man fundet flere tidlige symfonier, så tallet er kommet op på 55. Vi har i dag dog kun noder til de 52. Knægten Wolfgang skrev symfonier helt ned til seks-syv minutters varighed, så de er for intet at regne mod ”Jupiter”. Alligevel er det jo utroligt, at han skrev sin første symfoni kun otte år.
Aarhus Symfoniorkester har fået en flot start på den nye sæson med godt 2000 tilhørerere til de to Festuge Classic og godt 1000 til den her omtalte festugekoncert. Den udsendes lørdag 15. september kl. 15.00 på Radio Klassisk.
I de næste par uger har Aarhus Symfoniorkester andet arbejde, blandt andet en pladeindspilning af mere Riisager-musik under Bo Holten, for så i samarbejde med Randers Kammerorkester at vende tilbage med Mahlers syvende symfoni i Symfonisk Sal den 27. og 28. september. Weilerstein kommer igen den 28. februar.
Endnu et russisk violinfænomen kommer til Aarhus for at spille i musikhusets Lille Sal 13. september. Det er Ekatarina Frolova, som spiller sammen med piansten Vesselin Stanev. På programmet er større værker af Schubert, Schumann og Chopin og virtuos musik af Kreisler og – igen - af Nathan Milstein.