I anledning af 200 årsdagen var sommerens festspilorkester blevet samlet for at give koncert under Christian Thielemann. Svensk tv 2 transmitterede koncerten, for dansk tv var den næppe poppet nok. Jeg så og hørte den over tv-stationen Arte, som tyskerne og de Wagner-glade franskmænd har fælles del i. Herhjemme kunne en række abonnenter på for eksempel Stofa nyde godt af koncerten på Arte, som i glimrende lyd og fine billedoptagelser med tidsmæssigt passende billedskift var over gennemsnittet.  Forhåbetnlig/antagelig kommer koncerten på dvd.

Til operaforestillingerne sidder orkestret nede i en overdækket orkestergrav skjult for publikum. Wagner mente, at denne løsning var ideel ikke mindst i ”Parsifal”, men akustikken er speciel i festspilhuset også med orkestret siddende på scenen, hvor den totale enhedsklang og  noget af det hemmelighedsfulde i klangbilledet dog forsvinder, når orkestret ikke sidder under dække.    

Et gammelt orkester

For en gammel bayreuthianer var det lidt overraskende at kunne se musikerne, nu da de var kommet op på scenen. Fra tv og dvd’er har man vænnet sig til kendte ansigter i snart sagt ethvert toporkester, men her kendte man ingen. Orkestret samles af enkeltmusikere overvejende fra tyske operaorkestre og symfoniorkestre, og de viste sig gennemsnitligt ældre end i andre toporkestre. Og så var der lige så få kvindelige musikere som i Wiener Philharmoniker, som ellers altid skældes ud for at negligere dem.  

Orkestret har ikke spillet sammen siden august sidste år, og det kræver normalt lidt tid at finde sammen i den ideelle fællesklang igen. Med kun en prøve, men med en mester som Christian Thielemann på podiet klang selve orkesterudfoldelsen overraskende homogent. Thielemann kender musikerne, og de kender ham og hans mindste antydninger. Flere prøver ville dog alligevel have gjort godt.  

Gennemkalkuleret og dog ekstatisk Valkyrie-akt

Inden pausen gjaldt det første akt af ”Valkyrien”. Åbningen var nærmest genialt dirigeret, usædvanligt dæmpet og behersket nede i et piano, men musikken havde alligevel  stormens og Siegmunds uro i sig, fordi Thielemann lod den pulsere så skarpt og præcist accentueret. Det geniale var, at Thielemann med denne begyndelse allerede var i gang med et helhedsforløb, som i bølger kunne vokse i intensitet, og som sluttede forrygende, da Siegmund og Sieglinde mødtes fysisk og flygtede ud i natten.

Billedoptagelserne gav god plads for Thieleman selv, og det var totalt fascinerende at følge hans kropssprog, som gengav musikkens skiftende udtryk. Det var som at læse noder og i tilgift alt det, som de indebar.  

Siegmund blev sunget smukt, men ikke spændende af den sydafrikanske tenor Johan Botha, at se på et kæmpebrød, som kropsligt ikke gav udtryk for den store ekstase, da den skulle komme. Det kan blive spændende, hvordan det vil lykkes Frank Castorf, teaterchefen fra Volksbühne i Østberlin, at forme hans Siegmund på  den samme scene til sommer, når Castorf  har premiere på ”Nibelungens ring”.

Hvem synger Isolde i 2015?

Den amerikanske sopran Eva-Maria Westbroek, som også synger Sieglinde på den nye dvd-indspilning fra Metropolitan operaen i New York på Deutsche Grammophon, men som ikke er med i Bayreuth, var en anderledes medlevende Sieglinde, selv hendes øjne kunne juble. Hun sang også Isoldes Liebestod. Thielemann havde tidligere i jubilæumsåret Ann Petersen som solist i Baden-Baden, og sammenlignet var Westbroek måske vokalt lidt flottere, men klart mere ujævn, mens Ann Petersen er den sarteste, fineste og inderligste fortolker af Isoldes ”Liebestod”.

På første række sad festspilchef Katharina Wagner og så bedre og sundere ud end nogensinde. Hun sætter ”Tristan og Isolde” op i Bayreuth netop med Christian Thielemann som dirigent. Det kan blive spændende, om det til den tid bliver med en stor dansk Isolde.   

Thielemann fortsatte koncerten med Siegfrieds Rhinfart og sørgemarch fra ”Götterdämmerung” sat sammen i ét stort forløb og forspillet til ”Mestersangerne”. Her var det ret fantastisk, hvordan de to værkers individuelle klang, som naturligt nok er betinget af Wagner selv, kom frem med større karakterforskel, end et operaorkester normalt kan nå at omstille sig til

I disse jubilæumsdage, da også personen Wagner diskuteres med usædvanlig iver, men langt fra altid tilstrækkeligt nuanceret, var det velgørende at kunne lytte til hans musik spillet så gedigent, at man ikke tænkte bag musikken, men kun på den og dens indhold, så righoldig den er.

Mere Wagner med Thielemann og med Stephen Milling på vej

To aftener forinden koncerten i Bayreuth dirigerede Thielemann sit eget orkester, Staatskapelle Dresden, i musik af Richard Wagner, som orkestret har uropført. Det gælder operaerne "Rienzi", "Den flyvende hollænder", "Tannhäuser" og "Lohengrin". Solist var den fejrede tenor Jonas Kaufmann. Desuden dirigerede Thielemann den afdøde Hans Werner Henzes sidste værk komponeret til Dresdner Staatskapelle, "Fraternité. Air pour orchestre". Denne koncert kan man endnu høre over Arte TV lørdag 26. maj kl. 18.30.

Samtidig med åbningen af årets festspil i Bayreuth 25 juli udsender Deutsche Grammophon Wagners "Parsifal" optaget på dvd og blu ray på påskefestspillene i Salzburg i år. Også her dirigerede Christian Thielemann Staatskapelle Dresden. Musikdelen blev modtaget meget positivt af både publikum og presse, mens iscenesættelsen ikke fik en populær modtagelse, men man har jo altid den fordel at kunne lukke for billedet, hvis det skal være. Stephen Milling fik stor succes i det lange parti som Gurnemanz, og han blev endda kaldt "festspilopdagelsen". Den oven for omtalte Johan Botha sang titelpartiet, Michaela Schuster Kundry, og Wolfgang Koch, som sang med i Wagner-koncerten på Det Kgl. Teater, tolkede både Amfortas og Klingsor, de moralske modsætninger i værket.

Allerede i slutningen af juni vil Deutsche Grammophon udsende "Nibelungens ring" dirigeret af Christian Thielemann optaget live på Wiens Statsopera i 2011. CD'erne kommer ikke alene, for vedlagt er to dvd'er, hvor instruktøren Eric Schulz, dirigenten Thielemann og andre under prøvearbejdet fortæller om "Ringen". Der er også musikeksempler fra optagelser med Harry Kupfer, Patrice Chereau og den nye fra Buenos Aires, som Kathrina Wagner skulle have sat i scene, men som blev overdraget til La Fura del Baus.   

Ny misk-mask film om Richard Wagner

På tv-stationen Arte var det befriende højt at flyve med koncerten fra Bayreuth efter skrækkelige halvanden time med en ny gang film misk-mask om Richard Wagner. Diverse fagfolk fortalte om komponisten hver med en sætning ad gangen. Den ene var musikprofessor i Oxford, og hans engelske blev på sædvanlig tysk måde dæmpet, mens en tysk oversætter imens talte over ham. Hvorfor så bruge ham, når han egentlig heller ikke sagde noget væsentligt?

Historien om Wagners liv blev fortalt på to skiftende måder, dels som tegneserie, dels med et skuespillerpar, en kendt tysk serieskuespiller, som ikke gav meget udtryk til Wagner, og en skøn kvindelig kollega som Wagners anden kone Cosima. De sluttede af med et længere skænderi, som var gæt, for nok er det muligt, men det er kun vidnesnak, at parret skændtes så voldsomt  to timer før Wagners død i Venezia. 

Hele tiden lød der Wagner-muzak hentet i småbidder fra hele Wagners værk, men skåret så hårdt ud i et stort rod, at musiksiden var lige så ringe som billedsiden. Og det var altså en premiere i et stort tysk-fransk tv-selskab på Richard Wagners 200årsdag. Det er ikke den film, som dansk tv skal søge at få hjem.  

Sød stumfilm fra Wagners 100-år

Efter koncerten fra Bayreuth blev der i nattetimen sluttet historisk af med en stumfilm om Richard Wagners liv, som Giuseppe Becce optog i 100-året i 1913. Den blev vist om aftenen i festspilhuset i Baden-Baden med et stort orkester, som spillede den originale musik, som var af Mozart, Beethoven, såmænd Rossini og  Becce selv, som smuglede Wagner-citater med. Wagners enke Cosima stod bag, og det mærkede man. Ingen havde ondt af Wagners første kone Minna, som han fyrede, og Wagners ikke få kvindebekendtskaber blev overset som aldrig eksisterende. Men det var nu både en sjov og sød stumfilm, selv om hensigten i 1913 nok ikke var, at den skulle være sjov.

Foto: Christian Thielemann