Dagens citat: Victor Hugo sagde: "Musik giver udtryk for det, som man ikke kan sige, og som det er umuligt at tie med


4 stjerner: Det er lidt morsomt på en website, som overvejende har læsere, som interesserer sig for klassisk musik, ovenstående at kunne annoncere for Schönbergs musical. Men der er jo en afgørende forskel på tolvtonekomponisten og senromantikeren Arnold Schönberg og på den franske musicalkomponist Claude-Michel Schönberg, som i 1980 fik den store succes i Paris med ”Les misérables”. Den tunesiskfødte franske tekstforfatter Alain Boublil havde arbejdet sammen med musicalens Schönberg i to år om at omskabe Victor Hugos 1200 siders roman til en musicalforestilling.

Fem år senere opstod en engelsk version i musicalfabrikkernes by London, og succesen var totalt hjemme. ”Les misérables” (De ynkelige eller bedre de ynkværdige) må betragtes som hovedværket i den seneste periode af gennemkomponerede musicals. Den har været spillet i London lige siden premieren. Danmarkspremieren var i Odense i 1991 og den første opførelse på Aarhus Teater var i 1998. Nu er den her igen.

Et ”både og” hele vejen

Sådan har jeg langsomt og forsigtigt nærmet mig den aktuelle opførelse. ”Les misérables” er jo en klassiker i musicalgenren, som man uvilkårligt har respekt for. Og den har fået noget af det hele i Aarhus, og det er meget, men det kan ikke nægtes, at det også let bliver til for meget. Denne anmeldelse bliver da også et ”både og” vejen igennem.

Hvilke valg man så som anmelder skal tage, afhænger af, hvem man skriver for. Det er jo en familieforestilling. Eller er det nu det? Victor Hugos 1200 læsesider er blevet til tre timers opulent teater. Det kræver forhåndskendskab at følge med i handlingen med (vist nok) 46 personer på scenen.

Der er jo mange handlinger, ambitionsniveauet var stort allerede fra tekstforfatterens og komponistens side. Og det ville have været rart, hvis der var skåret mere væk. Det ville have været let nok, for der er for mange følelsesmæssige gentagelser. Men hvert enkelt teater har ikke lov til at lave meget om i opsætningen af en moderne musical. Også derfor ligner opførelsen på Aarhus Teater i hovedprincippet, hvad mange har set i indland eller udland.

Alle de store følelser

Alle de store følelser spiller med: Kærlighed, menneskelighed og kampen for frihed i kampen mod menneskets mørkere sider til had og udnyttelse af andre. Hovedpersonen Jean Valjean fik 5 års straffearbejde for at have stjålet et brød til fattige børn og yderligere 14 år for flugtforsøg. Da han endelig bliver fri, stemples han som en udstødt. Han stjæler sølvtøj fra sin velynder, biskoppen, som reder ham fra straf, og det får Valjean til at begynde et nyt og anderledes liv til gavn for andre. Men han efterstræbes af politichef Javert.

Det mangler ikke på spænding, men heller ikke på sentimentalitet. Og den sidste understreges desværre i Aarhus ofte både i opsætningen og i sangens tonefald. Instruktøren Georg Malvius fortæller i programmet om sin store kærlighed til ”Les misérables”, og man begyndte at tænke over, om det ikke snarere kan være lidt farligt indskrænkende at elske noget, som man skal give nuanceret liv på scenen.

Problemet, når sentimentaliteten tager over, er, at den kan formindske den alvor, som er i musicalens beskrivelse af de udstødtes liv, af fattigdom og armod, af enlige mødres vilkår.  

To måder at synge på

”Les misérables” minder i mangt og meget om en opera. Alt udtrykkes i sangen, men der er også i udtrykket stor forskel på at synge opera uden forstærkning og musical ud gennem et højttaleranlæg. I operasang tilstræbes det at lade musikkens egne midler fortælle om følelserne. Her følte man, at en del af sangerne nu oplæres i at lægge et ekstra lag af ”selvmedlidenhed” oven i klangen og sangen. Det betød, at sentimentaliteten blev understreget, og det kunne blive trættende at lytte til.

Stemmernes individualitet udviskes også af den kunstige mikrofon- og højttalerklang, men det hører med. Det er ikke til at undgå, og så må sådan én som undertegnede finde sig i, at samklangen i ensembler kan skurre i ørerne.   

Men denne anmeldelse må som allerede nævnt blive et ”både og”. Og det kan roligt slås fast, at Aarhus Teater her har en publikumssucces. Men den virker overraskende gammeldags.   

Den positive anmeldelse

”Les misérables” er flot at se på i Ellen Cairns’ farveglade scenografi og kostumer med Palle Palmés lysdesign. Men man synes, at man har set det før. Klangbilledet kunne derimod have været mere nuanceret, hvis Caspar Ravn havde skruet lidt ned for sit lyddesign. Georg Malvius’ iscenesættelse er fortællende spilleglad med kvikke sceneskift. Masseoptrinnene virker.

Nede i orkestergraven får den kendte kapelmester David Firman meget og effektivt ud det velspillende orkester. Og det er altså en god og righoldig musik, Schönberg skrev. Sangerbesætningen er i dens bredde egentlig imponerende nok, så sikkert der synges, uden at jeg kan afholde mig fra de ovennævnte indvendinger. Men det er altså altid imponerende, når børn kan synge så vanskelig musik så sikkert, som det sker her.

De gode musicalnavne

Stig Rossen synger på imponerende vis og med varme i stemmen Jean Valjean et sted mellem 1400 og 1500 gange. Det er utroligt. Også at han stadig er så veloplagt. Den prægtige Anders Bircow og Jenny Asterius Persson er det onde par, og hvor er de da herlige. Peter Jorde synger med sin musicalerfaring politichef Javert, og så er der ingen grund til at veje de øvrige solister af mod hinanden: Christina Elisabeth Mørkøre, Isabel Schwartzbach, Mercedesz Csampai, Christoffer Brodersen og endelig Thomas Høj i det større parti som den unge elskerhelt Marius.

Facit: Frem og tilbage. Ned og op.Vi giver stjernerne, mens vi er oppe:

4 stjerner af 6. Aarhus Teater: Les misérables. Varighed omkring tre timer. Spilles til 24. maj.  

Foto: Anders Bircow og Jenny Asterius Persson som det onde, men festlige par Thenardier. Fotograf: Isak Hoffmeyer